Zahle skriver i sin "Folketid.": Der er iaar paa vore Folkefester talt Meget om Slesvig og Slesvigerne. Dette kræver Eftertanke. Naar Pastor Richardt sagde, at Hovedgrunden til Slesvigs Tab var, at vore Forfædre lod det fremmede trænge ind, saa er deri noget Sandt, men ogsaa Noget, der kun er halvt sandt. Den første Lære, som heraf maatte uddrages, var da den, at intet ufrit Folk selv kan sørge for sit Folkelivs Hævdelse og Fremme. Altsaa har Enevældens 200 Aar været til Skade for Folkelivet i Danmark. Et Folk uden Selvstyrelse sygner hen. Skal man vente Alt af Regeringen, vænnes man til selv at ligge paa den lade Side. Her stemmer Richardt med den, der i "Folketidenden" skrev, at Tvangsskoleloven fra 1814 har fremmet Tydskheden i Slesvig. Alligevel var dansk Almuesprog udbredt lige ned til Hollingsted ved Dannevirke og gamle Folk i Angel talte endnu Dansk. Dette Dansk blev ikke pleiet af Regeringen; ti det er ikke nok, at man værner om Sproget, naar man ikke agter de Smaafolk, som tale det fra Fædrene nedarvede Folkesprog. Men netop dette ser man jo, Folk ikke endnu i vore Dage vil gaa ind paa. Tvertimod taler man om den falske Folkelighed. Saa vidt var det kommet med Danskheden i Slesvig, at i de første slesvigske Stændermøder talte de Allesammen Tydsk, saa at P. H. Lorentsen vakte Opsigt ved at være den Eneste, der talte Dansk. Saa kom Laurids Skau som Folketaler paa Skamlingsbanken og saa kom H. Kryger. At gjøre L. Skau til Amtsforvalter var næppe den rigtige Maade at fremme Danskheden paa. Man skulde have støttet de folkelige Kræfter derovre i Stedet for at sende en hel Besætning af kongerigske Embedsmænd, som paa faa nær ikke havde Øie for Folkets eget Tarv. Jeg har for en halv Menneskealder siden udtalt, at det slesvigske Spørgsmaal var af Regeringen gjort til et Embedsspørgsmaal, nemlig om hvem der skulde have de slesvigske Embeder, Kjøbenhavns eller Kiels Embedssøgere. Det burde have været et Folkespørgsmaal; ti kun ved den indfødte slesvigske Danskhed kunde Slesvig eller Sønderjylland have værget sig mod at tilfalde de høitydske Kjøbmand, Godseiere, Embedssøgere og Andre, der fra tydsk Stade stod lige over for de raadende Kræfter i Kongeriget. Som man heraf ser, maa der sluttes saaledes: At de "Nationalliberale" har villet være ved Magten med alle deres Embedsbortgivelser ovre i Slesvig har netop været Ulykken. Hvis derimod de folkelige Kræfter i Kongeriget havde faaet Lov til at støtte de folkelige Kræfter i Slesvig dels ad den frivillige Samfundsvei dels ved at lade fødte Slesvigere faaet Slesvigs Embeder, da vilde vi nu ikke vare komne til den Yderlighed, at vi kun kan tale om Nordslesvigs Gjenerhvervelse, men da kunde vi have holdt fast ved vor ældgamle folkelige Ret, at hele Slesvig var Danmarks rette og folkelige Eie. Men hermed staar paa lige Trin den Sandhed, at havde Rotwitts Venner, havde Blixen-Finecke raadet, da det kom til ny Uenighed mellem Danmark og Tydskland, var det maaske ikke gaaet saa galt, som det gik. I alt Fald var det fra Grundtvigs, Tschernings og Blixens Side der advaredes mod det Hallske Regimente i Slesvig. Og nu har selv "Dagbladet" indrømmet, at det var galt med Sprogtvangen. For sidste Krig advarede vi imod at der taltes saa letfærdigt om "den anden slesvigske Krig". Da Spændingen tiltog, læste man i de navnløse Meddelelser, som tilsendtes ovre fra Slesvig, endog de Ord "vi glæde os til Krigen"; der udtaltes ved en offentlig Fest paa den kongelige Skydebane, at Krisen med Udlandet var fremkaldt "med beraad i Hu"; ja Krieger udtalte i Rigsraadet ved Novemberlovens Vedtagelse: "Hvo Intet vover, Intet vinder!" Altsaa kan man ikke tale om, at vi selv eller vore ledende Statsmand ere uden Skyld i at have fremkaldt en Afgjørelse med Udlandet om det slesvigske Spørgsmaal. Naar man da ikke havde Noget imod en krigersk Afgjørelse, saa maa de, der medvirke til alle de foregaaende Skridt, ogsaa finde sig i den Fred, der fulgte paa Krigen. Det er sørgeligt, men selv det store Frankrig ivrer imod, at Nogen tanker paa Hævn over den skete Ydmygelse. Altsaa var ikke blot Lauenborg og Holsten men det gamle Sønderjylland tabt, afstaaet ved Fred og Slesvigerne løst fra deres Troskabsed. Men saa synge Mand som Digteren Palludan-Müller: "Slesvigs Land gjenvundet, det er Danmarks Maal!" Kan det være rigtigt? Sømmer det sig tænksomme Mænd? Efter Freden kom Krigen om Slesvig mellem Prøisen og Østerrig, og saa fik Napoleon den 3die indsat i Pragerfreden den Artikkel V, hvorefter Slesvigs nordlige Distrikter skal gjenforenes med Danmark, naar de ved fri Afstemning udtale sig derfor. Det skete ikke for Danmarks Skyld; ti ellers havde Napoleon i 1870 anket over, at denne Artikkel ikke var overholdt, da han opregnede hele Preussens øvrige Fremfærd. Det skete kun for at saa den Tanke om Afstemning, han havde indført ved at tage Savoyen og Nizza fra Italien, stadfæstet af større Magter. I Stedet for at glædes over denne Artikkel, skulde Danmark sørge; ti, hvis den kom til Udførelse, maatte vi vel som de Smaa finde os i Udfaldet, men derved havde vi ogsaa for stedse fraskrevet os Retten til det øvrige Sønderjylland med Dannevirke og alle de andre dyrebare Minder samt mange dansksindede Hjerter. Vil Mænd, der selv have Del i et Riges Styrelse, tale med om slige pinlige Tilstande, drøfte dem paa Folkefester, saa Folk til at raabe Hurra for uklare Talemaader, da er det vel rigtigt, at der opfordres til at tanke over den virkelige Side af Sagen: Hvis Afstemning engang, saasom naar Kronprindsen kommer til Roret i Prøjsen, tilbydes, hvorledes tanker man sig da at ville i Danmark med dets Rigsdag optage de indvandrede Tydske, hvordan vil man stille sig til de af Prøisen indsatte Embedsmand, hvordan vil man finde sig i de der opførte Fæstninger og Havne, og hvorledes vil man efter Afgjørelsen i det Hele stille sig til Prøisen under de større Kampe, der let kan opstaa mellem Stormagterne. Her er vi inde paa et Spørgsmaal, der ligeledes fremkaldes ved Folkefester. Adskillige Høiskolelærere og andre Lærere, stundom endog Gejstlige ere meget ivrige med at opmande til Kamp, men her ser jo Enhver, at vi er de Smaa, og Højskolerne er jo ikke det samme som Skytteforeninger. Derimod skulde det synes, at det laa meget nærmere for Høiskoleforstandere og Folkelærere at mane til sund Eftertanke, til klart Overblik, til moden Overveielse, for at vi dog ikke igjen skal i Blinde styrte os i Kampen og siden være henviste til kraftløse Skaaltaler og Hurraer, fordi man indlod sig i en haabløs og slet overtænkt Kamp.
(Aarhus Amtstidende 6. august 1873).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar