Peder Ditlev Faber (1768-1847), søn af sognepræst Augustinus Christian og Jacobe Staal. Student fra Vordingborg Skole 1787. Attestats 1791. Kapellan i Vig og Asmindrup i Ods Herred 1793. Her grundlagde han i årene 1794-95 Nr. Asmindrups første bogsamling. Han indsamlede hos venner og bekendte i København 74 bøger om økonomiske, fysiske, moralske, teologiske, historiske og geografiske emner. Hensigten var at skabe en samling, som han ville udlåne til de stedlige bønder. Projektet lykkedes ikke, og blev glemt. Det skete både på Odden og i Asmindrup. Peder Ditlev Faber noterede at "vinteraftener fra mortensdag til kyndelmisse og lidt længere er blot den tid der levnes bonden til læsning, især på steder som dette, hvor der gøres hoveri, hvor den største bys vigtigste næringsvej er at sælge tørv til nærmeste købstad, hvoraf og følger at den der har dunsten af en lille pægl finkel i hovedet, hellere sover ud på bænken end læser noget nyttigt."
Han blev herefter præst i 1795-1810 i Jungshoved. Han blev afskediget "efter Ansøgning", med henvisning til sit svage syn og svækkede helbred. Han ernærede sig herefter bl.a. af sin pension på 500 rbd om året. I Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. februar 1833 offentliggjordes hans af kongen bevilligede afskedsbegæring. Senere tider antydede at han blev fyret da han havde længe været til forargelse både ved sin levemåde og hans rationalisme. Han skrev fx balviser og var instruktør ved kammerherre Wedels Theater i Næstved.
Han udnævnte sig selv som kommissionær ved herregårdes køb og salg, og overtog inspektionen over jordegodser, hvis ejere var fraværende. Under Napoleonskrigen tillige landeværnsofficer, landøkonom, købmand (fra 1812) og forpagter på Falster. Desuden solgte han på et tidspunkt ligtornefile som "var skarpere end de actonske file". (Lollands Falsters Stifts Kongelig priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, som forsendes med Ride-Posten 23. oktober 1821).
I 1820 blev han involveret i en række retssager: Ved højesteret blev han i en forpagtningssag dømt til at betale 4.500 rbd. til baron de Selby (se fx Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende 8. februar 1822). Faber skulle betale 80 lod sølv.
I 1823 købte han gården Rørdal ved Aalborg til sine Sønner. Selv boede han i Aalborg. I Rørdal havde han i tjeneste Christen Christensen Sundbye, som i 1823 var 36 år. Det ved vi fordi han fik stjålet sit afskedspas fra landmilitsen på markedsdagen i Aalborg. Gården hed senere Ferdinandinesdal.
Faber udgav et væld af bøger og tidsskrifter, fx "Randers Intelligentstidende" (1823f), "Den Cimbriske Mercur", "Aalborg Søndagspost" (1824f), "Fiora" og "Antipoden" (1834), "Frihedstræet" (1843 ff.). Han brugte forskellige pseudonymer som Peder Degn, P. C: Rimmen og Peder Jensen Veibro.
Hans skribentvirksomhed skaffede ham adskillige retssager på halsen. For eksempel en fra 1827 imod selveste generalkrigskommissær Neergaard. Faber udtalte sig - åbenbart kontroversielt - om hesteavl. Disputten minder for øvrigt en del om den debat som M. L. Nathansson var involveret i om fuldblodsheste. Se fx Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende 16. november 1832. Han ragede ofte ud i særdeles hidsige debatter i forskellige aviser, hvor modparterne åbenbart havde luret at han var let at ophidse. For blot at nævne et citat: "Ingen kunde skrive noget elendigere uslere og dummere Pærevaas end det, P. D. Faber havde udklækket ..." osv. Tit endte disse i retten.
Måske af denne grund blev Faber overfaldet adskillige gange. I Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende 23. september 1823 fremgik at han den 10 september om aftenen var blevet overfaldet af en stimand som han holdt fra livet med sit spanskrør. Han besluttede ved den lejlighed kun at færdes bevæbnet.
Den 13. december 1830 blev Faber ifølge Lollands Falsters Stifts Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 31. december 1830 igen overfaldet. Denne gang af 4 stimænd på Maren Turis Gade i Aalborg. Han blev angrebet bagfra, slået i hovedet og kastet på stenbroen. Det lykkedes tililende at få overfaldsmændene jaget på flugt. Sagen blev anmeldt til politimesteren i Aalborg, som meddelte at han ikke ville foranstalte en undersøgelse "siden det var privat sag". Men stiftsamtet begyndte dog den 21. december en undersøgelse. Hvis citatet af politimesteren står til troende, antyder det at politiet syntes det var i orden at konflikter blev løst med vold. Det samme gjorde jo landets regent Frederik 6 så hans eksempel har givetvis dannet skole gennem samfundet. Et af de mest iøjnefaldende eksempler var sagen mod Dr. J. J. Dampe i 1820. Også Dronninglund-mordsagen i 1840 indeholder mange elementer der støtter denne antagelse.
Et højdepunkt synes at have været da han kom til at fornærme en proprietær Conradsen - eller rettere hans hest:
Pastor emeritus P. D. Faber offentliggjør i Aarhuus Avis et Brev, som han har modtaget fra Lady Elin (bekjendt fra Væddeløbet ved Horsens). Bæstet beklager sig deri for Hr. P. D. Faber, at Proprietair Conradsen ikke vilde byde meer, end 150 Rigsbankmark for hende, "skjøndt hun", som det hedder, "egentligt ikke kunde tage ham det ilde op; thi at en Mand ikke byder mere, end han veed han kan betale, vedligeholder hans Credit langt bedre, end om han uden Penge kjøbte store Ejendomme, laante Penge deri, oppebar Bøndernes Skatter og ikke betalte Renter eller Amtstueskatter." Forresten indeholder Brevet egentligt det Ønske, at Hr. Conradsen vilde lade os see, hvad hans forroste Tamerlan, med udmærkede Afkom, "som i Aviser skrevet staaer", er i Stand til at præstere i Løb eller Kjørsel. Lady Elgin lover paa sin Side at ville anmode Folk paa Banen om, at de ikke lægge Mærke til Tamerlans Museøren, hans Halses umaadelige Kam, og hans lidet marquerede Biderist; hun vil endvidere bede Publieum paa venstre Haand gaae tilside, at Tamerlan ikke med sit venstre Forbeen skal afmeie deres Skinnebeen, "en fortrinlig Egenskab, alle dens Descendenter arve, og hvoraf, efter Lector Withs Hypothes, følger, at han maa være af ægte Stamme"; samt lover at hænge et Forklæde for hans Agterspejl, at Publicum ei skal rødme over hans snævre og klodsede Fodskifte bag til; ja tilbyder endog at ville liste sig til at sætte ham en Torn under Halen, at han kan faae den behorige Munterhed. (!)
(Lollands Falsters Stifts Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 19. oktober 1832).
Fra Hr. Proprietair Conradsen læses nu i Aarh. Avis føgende Avertissement: "Det, som er indrykket i Aarhuus Avis No. 163, fra Hr. P. D. Faber, forhen Præst, og hans Frøken Ridehoppe, finder jeg ikke værd at besvare, som et Product fra disse noksom bekjendte Subjecter, hvorfor dette og muligt fremttidigt forbigaaes med taus Foragt."
(Lollands Falsters Stifts Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 30. oktober 1832)
Aalborg, 24. Decbr. Forleden Dag da Hr. Pastor emer. P. D. Faber, gik forbi en Gjestgivergaard her i byen, pikkedes der i Vinduet efter ham. Han gaaer ind, men en Mand, i hvilken Hr. Pastoren vilde have kjendt Hr. Proprietair Conradsen fra Nørlund, komme ham imøde og byder ham ind paa et Glad Viin. Hr. Faber afslaaer Indbydelsen og vil gaae igjen, men nu farer Manden med knyttede Næver imod Hr. Fabers Pande og Øine, river ogsaa Stokken fra ham og slaaer ham med denne voldeligen og vedvarende i Hovedet, over Ansigtet, over Brystet, paa Hænder, Arme og Been, saa Pastor Faber siden den tid er sengeliggende. Han har ladet indstævne Hr. Propr. Conradsen for en Politiret, men Indstævnte har benægtet Attentatet.
(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende 3. januar 1833)
Hr. P. D. Faber, forhenværende Præst i Jungshoved paa Sjelland, eller for at betegne ham med hans egne Udtryk: "Hvad værre er Præst endnu", har i en anonce i Aarhuus Avis der er optaget i nr. 8 af Aalborg Stiftstidende, sigtet mig for voldeligen at have overfaldt ham midt paa Gaden ved høi lys Dag.
Skjøndt jeg er overbeviist om, at ingen af Avisens Læsere reflectere synderligt paa Hr. P. D. Fabers Sigtelser, finder jeg det dog at være Pligt imod mig selv, at gjøre opmærksom paa, at ikke jeg, men derimod Hr. Faber var den som begyndte det omhandlede Klammerie, i det han uden nogen Anledning, overfaldt mig i min Værts Port, med Slag i Hovedet af sin Stok. At jeg derpaa fratog ham Stokken, og med samme tildeelte ham nogle Rap, hører naturligviis til Begrebet om Nødværge, der er hjemlet saavel ved Naturrettens, som de borgerlige Loves Betemmelser, men kan aldrig indbefattes under Definitionen paa: "voldsomt Overfald".
Sandheden heraf vil fuldkommen oplyses, dersom Acterne i den mellem Hr. Faber og mig verserende Sag, angaaende hiin Gjenstand, blive udgivne i Trykkken. Paa Grund deraf, og for at fremme denne Hensigts Opnaaelse, tilbyder jeg mig herved at subscribere paa 10 Exemplarer, hvorfor Betaling kan modtages hos Procurator Møller i Aalborg; ligesom jeg og raader Hr. Faber, i de bebuede Noter til Processen, tillige at oplyse Læserne om, hvem den Person var, som for nogle Aar tilbage i Tiden, imod et Honorarium af 10 Rbd., reed paa et af de Dyr, med hvilke Hr. Dandsellærer Bagge har sammenlignet Hr. Faber, nemlig: "en tintet Galt", da jeg er overbeviist om, at saadant vil bevirke en rivende Afsætning.
Skulle Hr. Faber kunne meddele flere lignende interessante Bidrag til fornævnte Rytters Biographi, lover jeg endvidere at tegne mig for 10 Exemplarer til af Processen, hvilke samtlige gratis uddeles til Enhver som ønske dem.
Iøvrigt forbeholder jeg mig lovlig Tiltale imod Hr. Faber for hans usandfærdige Beskyldning.
Nørlund, den 17de Januar 1833.
Conradsen.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. januar 1833)
Artiklen blev også gengivet i Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst privilegeret Skanderborg Amtsavis og Avertissements-Tidende 25. januar 1833 med denne tilføjelse:
Den Berlingske Tidende (forhen Statstidende) vil gjøre P. D: Faber Benævnelsen Pastor emeritus stridig, og siger at han saaledes urigtigen er kaldet i nogle Aviser, hvorimod nævnte Tidende omtaler ham som forhen Præst og siden Forpagter.
Den Conradsenske Overfaldssag.
(Fortsat)Maa trykkes.
Fleischer
Vidnesbyrdene af de flere Personer, der i denne Sag har afgivet samme, og hvilke have forklaret Tildragelsen forsaavidt de have været nærværende derved, kunne neppe, især ved formal Udskrivt af Protokollen, have Interesse for Publikum. Desaarsag trykkes blot et Depositum af H. E. Fischer, Tambour i 3die I. I. Regiment:
- "Han kom fra Jomfruannegade og mødte Faber, der kom fra Torvet. Da Faber var passeret fordi Brynnes's Port og gik fordi Vinduerne, blev der banket paa Vinduet, hvorpaa han rendte om og gik hen til Porten. Her kom en lille lav tyk Mand ud imod ham, bød ham ind paa et Glas Viin, hvortil Faber svarede, at han ikke kunde, han havde nylig været syg. Faber var ikke kommel ind i Porten. I det samme vilde den anden opgivne Person, som Comparenten ikke veed Navn paa, slaae Faber med Haanden, og da Faber vilde værge sig med sin Stok, faldt hans Kasket af. Faber trak sig tilbage ud i Gaden, hvor den Anden forfulgte ham; og synes Comparenten at Faber tabte sin Stok, som den Anden tog og slog Faber flere Slag i Hovedet og Ansigtet lige under Øiet med. Af Folk som faae det, angiver Comparenten Kjøbmand Koppel, som stod ved sin Gaard ligeoverfor. I Porten stod To, men hvilke Comparenten ikke veed hvem var. Manden som slog Faber, slog ham med Knappen eller den tykke Ende. Det forekom Vidnet som Knappen bestod af en hvid Beenkugle, men han saae den ikke rigtig."
Da nu denne Tambour blok er 14 Aar gammel og ikke konfirmeret, har Conradsens Sagfører benægtet Vidnesbyrdets Gyldighed, naturligviis fordi dette Vidnesbyrd næsten i Et og Alt godtgjør min Klages Indhold.
For at godtgjøre, at Fischers Vidnesbyrd har Troværdighed, ere førte som Vidner begge Fischers Forældre, der eenstemmig forklarede, at Fischer havde fortalt dem Tildragelsen, ligesom han kom hjem fra det Sted, hvor den foregik.
Desuden har Vidnet Mariane Sørensdatter den 9de Maris aflagt et edeligt Vidnesbyrd, der aldeles er som Flschers, undtagen deri, at hun ikke hørte, hvad der blev taIet. siden hun stod noget borte. Hun havde derimod lagt Mærke til at jeg var slaaet blodig, uagtet hun ei havde iagttaget, hvilken Ende af Stokken Conradsen slog med. Ikke heller havde hun, ligesaalidt som nogen af de førte Vidner, seet at jeg slog Conradsen.
Da det nu ikke er sandsynligt, at den, der overfaldes, stedse kan have 2 lovfaste Vidner med sig, har Lovgivningen i Volds- og Drabssager tillagt Vidnesbyrd af dem, der have seet Gjerningen, Gyldighed, naar Vidnesbyrdet selv enten ikke har noget Criteriurn eller Indicium af, at Usandhed forebringes, eller bliver bekræftet af andet edeligt Vidnesbyrd.
Ved Overfaldets Begyndelse vare foruden de ovennævnle Tvende tilstede: en Kudsk i Liberie, og et ungt Menneske, men disse have ikke været at opspørge. Og af den sammestimlede Mængde var det mig ikke muligt at kjende Nogen, forbi mit Øie var slaaet fordærvet i Overfaldet, og jeg kunde blot lægge Mærke til Tambourens Uniform.
Da jeg imidlertid har troet at de benævnte Vidnesbyrd ere tilstrækkelige til Sagens Opklaring, har jeg den 23de Marts ved gjentaget Deduction indladt Sagen til Doms.
Deductionen selv kan efter Omstændighederne ventes i det Hele eller i Udtog.
Dommen, hvis endelige Indladelss kan fra begge Parter finde Sted først i April, ventes 6 Uger derefter kundgjort.
Aalborg, den 25de Marts 1833.
P. D. Faber
(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende 19. april 1833). Dokumentet er aftrykt som tillæg og det har ikke været muligt at finde de eventuelt andre dele.
I Sagen Pastor emer. P. D. Faber contra Propr. Conradsen er dømt, at sidste bør bøde 3 Gange 6 Lod Sølv (9 Rbd. Sølv), og hvis han ikke trøster sig til ved sin Eed at benægte, at have slaaet Klageren med Haanden, førend han dertil anvendte Stokken, andre 3 Gange 6 Lod Sølv (9 Rbd. Sølv) alt til Deling efter Lov. 1-24-4; dernæst i Lægeløn og Medicin 7 Rbd. 2 Mk. 15 Sk. Sølv, og Godtgjørelse for Lyde og Skade samt OPhold 20 Rbd. Sølv; endelig paa lige Maade denne Sags Omkostninger med 8 Rbd. Sølv.
Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. maj 1833.
Faber holdt ikke op med at udtale sig om heste. I slutningen af 1833 gav han et bud på hvordan man burde afholde hestevæddeløb. Af debatterne fremgår at han i hvert fald ikke var beskeden hvad angik sine egne evner som forfatter. Men han havde også skarpe holdninger, fx bekendte han sig offentlig imod spidsrodsstaffen (1824) og anbefalede dragoner til at håndhæve forbudet mod brændevinbrænding på landet.
I 1835 flyttede han til København, først Vandkunsten 99, 1. sal og tilbød undervisning i landøkonomi og jordbrug. Senere til Løngangsstræde 162 og 163 (1839). Her fungerede han som skuespillerhverver for rejsende selskaber, og kom ved den lejlighed i kontakt med digteren og komponisten Erik Bøgh (1822-1899), for hvem han skrev et rosende dokument der gav ham job hos det Miller-Olsenske Selskab.
Da han offentligt udtalte sig imod en konstitution efter Frederik 6s død (Se Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 8. juli 1840), blev han hurtigt genstand for angreb af bl.a. Fædrelandet. Avisen begyndte konsekvent at omtale ham som afskediget præst. Faber opnåede ikke forlig med bladet redaktør, Carl Ploug hvis sagfører, prokurator Balthazar Christensen Faber truede med at indstævne fordi denne havde spurgt om det var sandt at Faber som præst i Jungshoved i fuld ornat havde redet på en so. Faber gav igen og kaldte Christensen en løgnagtig æresskænder. Ploug blev idømt 50 rbd i mulkt og 1 års censur, mens Faber fik en mulkt på 109 rbd for udfaldet mod Christensen.
Hans vist nok sidste sag var mod redaktør Jetsmark på Adresseavisen for at nægte at optage 2 annoncer før de var godkendt af justitsråd Reiersen. Faber tabte denne sag og skulle betale 10 rbd for sagens omkostninger. Men dommen faldt først maj 1847,1½ måned efter hans død 17. Marts 1847.
I en artikel i Aalborg Stiftstidende 1. januar 1917 erindredes han på denne måde:
En anden literært interesseret Personlighed, som i 1820rne knyttedes til Borchs Avis, var den afskedigede sjællandske Sognepræst Peder Ditlev Faber. Han havde ikke noget godt Rygte. Noget egentlig umoralsk kunde der vel ikke siges om ham; men han savnede unægtelig det særlig geistlige Tilsnit, hvilket vel dengang ikke krævedes saa meget som nu, men jo ikke gerne helt maatte mangle. Han var dog en Præstesøn og havde selv været Præst i 17 Aar, Da han i 1810 sik sin Afsked, kun 42 Aar gammel, var det efter hans eget Sigende, fordi hans Helbred var svækket; men det skyldtes vistnok egentlig hans forargelig, eller rettere sagt latterlig, Optræden. Om dennes Art gik der forskellige Beretninger. deriblandt den, at han engang ved et Bondebryllup for at vinde et Væddemaal havde sat sig op at ride paa en So. I den lange Aarrække, han derefter levede som Pastor emeritus, udfoldede han en mangesidig Virksomhed, blandt andet som Journalist og Forfatter, men dog navnlig som Landmand og Hestekender. 1823 købte han Gaarden Rørdal, eller som den da kaldtes Ferdinandinesdal. i N. Tranders Sogn, men overlod Bestyrelsen af den til sine Sønner og boede mest i Aalborg, hvor hans journalistiske Virksomhed og deraf stigende mange Retstrætter gav ham nok at bestille. Hans Bidrag til Bladene og de periodiske Skrifter, han selv udgav, drejede sig navnlig om Hestevæsen og Væddeløb samt om personlige Skænderier, hvoraf han havde mangfoldige, blandt andet med den nedenfor nævnte Jens Schjern. 1835 forlod den noget fortumlede Mand Aalborg for at henleve sine sidste Aar i København.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar