I den senere tid har det været tilladt enhver der besøger den del af Kirsebærgangen der går fra Vesteport til badehuset, idet den der posterede soldat formodentlig efter ordre, åbner porten for enhver der vil ind, uden at der spørges om adgangstegn. Men som ethvert gode misbruges, så også dette. Anmelderen gik nemlig sidste eftermiddag ind i Kirsebærgangen og fandt der en stor del fruentimmere og børn samlede hvoraf nogle bad ham om de måtte følge med ham gennem gangen da de ikke vovede at gå uden mandlig ledsagelse, eftersom fire velklædte, men dårligt opdragne mandspersoner havde lagt sig midt i gangen og insulterede ethvert fruentimmer på håndgribelig måde. Ved at passere vejen, så anmelderen disse fire personer virkelig lå der og hørte deres spotterier over den mængde fruentimmere der gik under en eneste persons konvoj. Dersom altså det høje kommandantskab finder for godt at passagen skal være fri for enhver, ville det være ønskeligt om en af vagtmandskabet måtte patruljere gangen på en tid da den er mest besøgt, for at befri fruentimmere fra insulter.
(Politivennen nr. 910, Løverdagen, den 8de Juni, 1833. Side 405-406)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar