Kirsebærgangene, som er en behagelig promenade for en stor del af Københavns indbyggere, benyttes nu særdeles sjældent, da disse gange især den mellem Vester- og Nørreport, er blevet en tumleplads for drenge og pøblen. Porten til den sidstnævnte gang findes altid åben. Det vides ikke om det er fordi låsen er beskadiget, eller at nogle som har nøgle til den er så magelige at de ved ind- og udgangen ikke tillukker samme. Men bevisligt er det at der foregår mange uordener af personer som ikke er berettigede til at komme der. Drenge og børn bestiger volden og ødelægger samme, og gør ofte en ubehagelig støj. Lurvet klædte personer indfinder sig der dels for at sove, dels for at foretage sig en nødvendig renselsesfest.
"Der
foregår mange uordener af personer som ikke er berettigede til at komme
der. Drenge og børn bestiger volden og ødelægger samme, og gør ofte en
ubehagelig støj." (Den beskrivelse kunne jo godt passe på Tivoli, hvis sø oprindeligt hørte til voldanlægget og Kirsebærgangen må have ligget nogenlunde ved træerne. Nu som dengang var der kun adgang med adgangstegn!)
Forleden så anmelderen en usselheds kandidat ligger der i græsset. Han sov i det omfang
de bekendte smådyr der mest hjemsøger den urenlige fattige, ville unde ham ro. Anmelderen må tilstå at han aldrig har set et mere ækelt syn. Fra de mange åbninger på den luvslidte blå trøje styrtede utallige skarer frem og marcherede op på den brede ryg for at baldre og bade sig i solens skin. Det er lige så sikkert at en stor mængde ved den sovendes bevægelse måtte falde af og siden hænge ved de spadserende klæder, som at sådanne dyr må falde dem der ikke er vant til sådan indkvartering, til stor besvær. Alene tanken herom kan vække væmmelse. Og man kan derfor ikke at undre sig over at disse skønne spadseregange for tiden findes så lidt benyttet af mennesker der regner sig blandt de bedre klasser. Stadens højtagtede kommandant der så godhedsfuld har forundt så mange adgang til disse spadseregange, anmodes derfor ærbødigst at ville lade undersøge kilden til disse uordener og foranstalte at de ikke mere finder sted.
(Politivennen nr. 387. Løverdagen den 31de Mai 1823, s. 6277-6279).
Forleden så anmelderen en usselheds kandidat ligger der i græsset. Han sov i det omfang
de bekendte smådyr der mest hjemsøger den urenlige fattige, ville unde ham ro. Anmelderen må tilstå at han aldrig har set et mere ækelt syn. Fra de mange åbninger på den luvslidte blå trøje styrtede utallige skarer frem og marcherede op på den brede ryg for at baldre og bade sig i solens skin. Det er lige så sikkert at en stor mængde ved den sovendes bevægelse måtte falde af og siden hænge ved de spadserende klæder, som at sådanne dyr må falde dem der ikke er vant til sådan indkvartering, til stor besvær. Alene tanken herom kan vække væmmelse. Og man kan derfor ikke at undre sig over at disse skønne spadseregange for tiden findes så lidt benyttet af mennesker der regner sig blandt de bedre klasser. Stadens højtagtede kommandant der så godhedsfuld har forundt så mange adgang til disse spadseregange, anmodes derfor ærbødigst at ville lade undersøge kilden til disse uordener og foranstalte at de ikke mere finder sted.
(Politivennen nr. 387. Løverdagen den 31de Mai 1823, s. 6277-6279).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar