I Søndag Eftermiddags fandt et hertillands sjeldent Skuespil: en formelig Boxekamp Sted paa Wilders Plads paa Christianshavn. De pugilistiske Kæmper vare tvende Matroser: en engelsk og en nordamerikansk, fra tvende derliggende Koffardieskibe. Kampen gik for sig efter alle Kunstens regler. De øvrige Matroser havde sluttet en Kreds om Boxerne, til hvilken ogsaa flere tilfældigviis didkomne Tilskuere sluttede sig. Hver af Kæmperne havde sine Sekundanter. Nordamerikaneren, en lille, men stærkbygget og smidig Karl, viste sig strax sin høiere og massivere Modstander, Englænderen, overlegen, og satte denne, ved flere velanbragte Stød, et Par Gange hors de combat (idet at Veiret gik fra ham); en Mellemfrist indtraadte da, under hvilken Nordamerikaneren aldeles koldblodigt converserede med sine Kammerater. Ogsaa Kampens endelig udfald var ganske i Faveur af Nordamerikaneren; det afgjørende Stød, han hidbragte Englænderen, var saa kraftigt, at denne styrtede ned i en ved Pladsen liggende Pram, hvor han forblev liggende uden Bevidsthed, indtil hans Kammerater fik ham rusket til Live. Han var saare ilde tilredt og blodig; men Nordamerikaneren havde vidst med saa stor Færdighed at afparere sin Modstanders Stød, at disse forholdsviis kun havde gjort ham liden Skade.
(Kjøbenhavnsposten, 22. oktober 1833)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar