Meppe har nogen Tid vore Blade været overskyllede af elendigere Smørerier end i den nærværende, og dog kan man ikke undre sig derover, naar man seer, at det er Uforskammenhed, der i Forening med Dumhed og Uvidenhed fører Pennen. Enhver, af hvilkensomhelst Stand, uden engang at have de fornodne Kundskaber i Modersmaalet, troer sig berettiget til offentligen , i Pjecer eller Flyveblade, ar give sin Stemme tilkjende, og nyder i Sandhed ingen liden Opmuntring af Nutidens lileraire Marchandisere, der, paa Grund af privat Interesse, optage de usle Produkler, der ved indbydende Titler og Overskrivter kunne lokke Folk til dem; og saaledes offentliggøres Ting, der aldrig burde see Dagens Lys.
At denne jammerlige Skrivesyge nu ogsaa har smittet Israeliterne, har den senere Tid afgivet Exempel paa. Nogle Stridsspørgsmaale ere nemlig iblandt dem opkastede af en saadan Beskaffenhed, at man ikke veed, om man skal harmes ved eller lee ad dem, og til Kampplads har man valgt Bladet for Politie. De Første af disse Stridigheder gjaldt Gasbelysningen i den ny Synagoge, de Sidste nogle Bønners Afskaffelse samt Indførelsen af Choralsang. Dog da Gasbelysningens latterlige Fjende tilstrækkeligen, skjøndt unødvendigen, alt er bleven gjendrevet, vil jeg ikke længer opholde mig ved denne, men henvende mig til den Anden, der er optraadt paa samme Kampplads. Denne har nemlig, indhyllende sig i Troens Kaabe og beraabende sig paa Alderdommens Skikke, eller rettere sagt Ustikke, erklæret at Mange af Menigheden ikke vilde kunne freqventere den nye Synagoge, paa Grund af de, af ham anførte, Bønners Afskaffelse. Men, hvordanne ere disse Bønners af en saadan Beskaffenhed, at neppe ti af Menigheden kunne fatte eller forstaae Indholdet af dem, og Inds. er i Sandhed ikke meget tilbøielig til at henregne bemeldte Troeskæmpe blandt disse ti.
Dog Fornuftgrunde ere vel ikke tilstrækkelige til at bortvise fanatiske Obscuranter. Forfatteren i Politievennen paastaaer, at han ved udenlandste Overrabbineres Vidnesbyrd kan godtgjøre, at Afskaffelsen af disse Bønner ikke maa finde Sted. Uden at ville spørge , hvorfor udenlandske Overrabbinere skulle have større Auctoritet end indenlandske, vil jeg blot sige ham, at han har brugt et slemt Vaaben imod sig selv; thi udenlandske Rabbinere have netop yttret deres Uvillie imod disse Bønner, som en G. Salomon, J. Wolf, E. Kley, o. m. fl. Dog, skulde man, som det er at formode, end ville forkaste disse oplyste Mænds Auctoriteter, saa vil hiin Forfatter med Kammerater høiligen forbavses ved at høre den berømte Lærde, Aben-Esras Dom i denne Sag, hvis man tør antage, at denne Mands Navn er Fornuftens Fjender bekjendt.
Det hedder nemlig i Koheleth 5te Capitel , 1ste og 2det Vers: "Vær ei for overilet med din Mund, og udgyd ei dit Hjerte i forfængelige Ord for Gud; thi Gud er i Himmelen, Du paa Jorden, lad derfor dine Ord være faa. Som Drømmen af meningsløse Forestillinger bestaaer Daarernes Bøn af mange Ord."- I sin Cpmmentar til Koheleth yttrer Aben-Esra ved dette Sted en billig Harme mod de mange Bønner, der i senere Tider under Navn af P'jutim ere optagne paa Festdagene. I en ham ejendommelig Tone dadler han ikke alene de væmmelige Anthropomorphismer, Tautologier og grammatikalske Urigtigheder, som disse Bønner vrimle af, men endogsaa hele Indholdet samt Sproget, der bestaaer i en Blanding af chaldaiske, syriske og hebraiske Ord. Han foreslaaer derfor ganske at afskaffe dem og ender med de Ord : "Lader os bede lidet, men fornuftigt."
Da det er at formode, at Herr' Dr. Wolff har vigtigere Sysler, end at svare paa hvad hver en Skribler maatte finde for godt at paaanke, og hiin Forfatter bortviser alle Andre, saa være dette ikke sagt for ham, men for de Ukyndige i Almindelighed, i Haab om, at ikke Flere af disse offentligen ville fremtræde. At de, som ikke høre til Samfundet, ei heller kunne kjende noget til dettes Ritual, følger af Sagens Natur, og man frabeder derfor disses videre Indblanding. Hvorledes de kun ville gjøre Sagen værre, har en Herr' Petersen, ligeledes i Politievennen, noksom beviist. Denne har nemligen, idet han har villet tale Hr. Wolffs Sag ganske blottet sin Ukyndighed, ved atter at bringe det tidt opkogte Skrig mod Kolnidreh paa Banen, ja, han har ei engang undseet sig ved at anfore en Eisenwengers Auctoritet! Havde Herr' Petersen haft Dr. Wolffs lille, vakkre Skrivt om Eden, havde han vist talt anderledes. Hans Forslag om at lade en af Smaakirkerne vedblive for Obscuranterne er ligeledes ilde anbragt; thi den israelitiske Kirke taaler ligesaalidt Separatister som den Christne. Dog, hans Mening har udentvivl varet god, og vil derfor afholde mig fra at omtale hans Bemærkninger, men for denne Gang ende med det Ønske, at alle Uberettigede, d. e. saadanne, der, Iiig Politievennens Forfattere, mangle baade Indsigt og Sagkundskab, maatte afholde sig fra al videre Offentlighed, og at man forresten vil oppebie Ritualet fra Hr. Dr. Wolff, da dette vistnok vil være overensstemmende med den Lærdom og varme Tro, hans mange, fra Prædikestolen holdne, Taler samtligen bære Vidne om.
T. T.
(Kjøbenhavnsposten nr. 100, 10. maj 1832).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar