03 juni 2014

Et Røverie paa Saltholm.

 (Indsendt).

Udgiverne af Politivennen bedes at indrykke følgende faktum i Deres blad. Vel ved jeg ikke så lige hvorledes uordener af den slags kan forebygges, men vedkommende, tænker jeg, må vide det, da der ellers måtte kunne siges til dem hvad Jeppe på Bjerget siger til sin ladefoged: Hvorfor giver jeg din hund kost og løn? Så vidt jeg ved hører Saltholm under Amagers øvrighed. 

Første pinsedag fik jeg og nogle venner i sinde, i stedet for at drive i kongens skyggeløse have, eller omkring på de støvede og af stillestående forrådnet vand afskyeligt stinkende veje omkring byen, at ære Gud ved at bese hans grønne Saltholm. Og i sandhed æren for Saltholm er hans alene, for mennesker har endnu aldrig udstrakt en hånd for at forskønne og dyrke den. Københavns henliggende fælleder er ikke engang så styg en kontrast til den på Jyllands heder anvendte bekostning, som at 3.000 tønder land ikke bruges til andet end et hundrede køers og hestes sommerføring. Dog disse betragtninger står vel her på uret plads. Vi landede ved øens nordre ende og blev straks hentet i land af en vogn som en marketender kom ud til os med. Denne første saltholmer var også den første snyder. Han benyttede sig af vor uvidenhed til at indbilde os at vandet snart ville falde således at båden ikke igen kunne komme ud, da vi dog på vores afrejse fandt vandet ikke så lidt højere end ved ankomsten. Af denne mand måtte vi nu for at læske os på en drik urent amagermælk lade os køre til den sydlige pynt af landet. Her fandt vi huset ligesom hos vor kusk fuld af svirende stenbrækkere. 

På tilbagevejen som de voksne blandt os gjorde til fods, kørte kusken på vor anmodning forbi Kastrup Stenbrud. Her opmuntrede han før vi kom til, vores yngre rejsefæller ved sit eksempel til at dreje de arkimediske vandskruer, hvorved vandet hver dag må tømmes af stenkulerne. Hvad dette førte med sig, erfarede vi da vi ville køre ud til båden igen. 6 til 8 halvfulde stenbrækkere lagde med støj og trusler hånd på vognen, og forlangte erstatning for den skade vi skulle have tilføjet deres møller. Her hjalp ingen fornuftsgrunde. Vi kalkbrækkere råder her, lød magtsproget, og vi indså gyldigheden så klart at vi straks pungede den afkrævede rigsdaler ud. Men dermed var sagen ikke klar. Kusken der kunne forstå et par stavelser der slap fra os, at vi anså ham som disse voldsmænds håndlanger, slog straks rækkerne fra skaglerne, og påstod ikke alene 3 mark for sin umage udbetalt straks, som vi endda ikke fandt så meget urimeligt, men også den erklæring at vi ikke anså ham som medskyldig. Kun på disse vilkår nåede vi igen vores båd, og skyndte os da af alle kræfter bort fra dette andet Anholt.

(Politivennen nr. 6, 1798, side 85-87. [Estimeret dato: 1. juni 1798]) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar