"Dagbladet" for idag indeholder en Artikel, med hvilken vi fuldstændig kunne samstemme. Den har det priisværdige Formaal at paavise Nødvendigheden af en Regulering af Peder Madsens Gang og det nærmest tilgrændsende Qvarteer. Efter de Erfaringer, som man gjorde i det ulykkelige Choleraaar og efter de stærke Opfordringer, der dengang i saa Henseende fremkom, navnlig fra Pressen, blev der strax i det følgende Aar taget alvorlig fat paa at skaffe Hovedstadens Arbejderbefolkning bedre og sundere Boliger. Den private Velgjørenhed og Foretagelsesaand har paa dette Omraade udviklet en betydelig, vi kunne næsten sige beundringsværdig Virksomhed, som ogsaa allerede har baaret og i en lang Aarrække vil kunne bære gode Frugter. Men hermed er ikke Alt gjort. Foruden den Klasse, som denne Virksomhed navnlig er kommen tilgode, findes der i vor, som i enhver anden større Hovedstad en meget lavere staaende Befolkning, der i hygieinisk Henseende lever under Forhold, som man neppe kan gjøre sig nogen Forestilling om. Særlig gjælder dette om deres Beboelseslejligheder, som ofte ere af den Beskaffenhed, at man neppe skulde troe, at noget Menneske kunde opholde sig der, og dog finder man her den ene talrige Familie ophobet ved Siden af den anden, uden at der kan være Tale om en Tilfredsstillelse end ikke af de tarveligste Fordringer i Henseende til Lys og Luft. Sundhedspolitiet, hvem det særlig paaligger at varetage det Slags Forhold, har ikke været uvirksomt i saa Henseende og har navnlig kunnet udrette en Deel, efterat dets Vedtægter have givet det Ret til overordentlige Foranstaltninger mod saadanne overbefolkede usunde Bygninger. Intetsteds have Forholdene imidlertid været saa vanskelige som i Peder Madsens Gang, deels fordi der her ikke blot findes et enkelt Huus, men saagodtsom alle Bygninger henhøre til den næsten ubeboelige og dog overbefolkede Slags, og deels fordi Beboerne for en stor Deel netop bestaae af den Klasse Folk, som heller ikke i andre Henseender vise Agtelse mod Hygieinens almindeligste Forskrifter og Fordringer, og hele Levemaade i det Hele ikke blot er fattig, men for Størstedelens Vedkommende ligefrem ussel.
Disse uheldige Forhold have selvfølgelig alt for længe siden tildraget sig den offentlige Opmærksomhed, og det er vist allerede over en Snees Aar siden, at en Privatmand fremsatte et Project om at faae det uhyggelige Qvarteer omdannet til en smuk Passage. Siden den Tid har Spørgsmaalet imidlertid hvilet, og kun af og til er Offentligheden ved Retsager etc., der kom til dens Kundskab, bleven mindet om disse Usselhedens og Lastens Boliger midt i et af Stadens bedste Qoarterer. Af og til er der skeet en lille Indsamling til Bedste for Beboerne og gjort Et og Andet for dem, men endnu er man ikke kommen saavidt, at der er blevet taget en kraftig Beslutning om at rykke Ondet op med Rode, om paa en eller anden Maade at faae hele Gaden og nødvendigviis det tilgrændsende Pistolstræde og Pistoltorv fuldstændig ryddede. Naar Sagen nu atter bringes paa Bane, saa er Grunden hertil den, at der, hvad vi tidligere have havt Lejlighed til at omtale, netop for Tiden er udbrudt en farlig Typhussygdom i dette Qvarteer, som alt har fundet Vei til andre Dele af Byen, og som, hvis det ikke lykkes itide at sætte en Stopper for dens videre Udbredelse, let kan fremkalde en heel Epidemi. Heldigviis har vor Lægestand taget kraftigt fat paa at standse den; men alene i den truende Udsigt bør der vare tilstrækkelig Opfordring for Communens Bestyrelse til nu at gjøre Alvor af Sagen og med eet Slag at befrie Hovedstaden for dm stadige Fare for at see smitsomme Sygdomme finde et frodigt Arnested i dette Qvarteer, og derfra udbrede sig videre.
Der kan jo gaaes to Veie til dette Formaals Opnaaelse, idet en saadan Forandring enten kan skee ved privat Overeenskomst eller ved Expropriation. "Dagbl." foretrækker den førstnævnte Vei med Benyttelse af Communens Grunde fra Fæstningsværkerne som Magelæg, da det frygtes for, at Expropriation vil blive for kostbar. Dette er meget muligt, men fremfor Alt er der et andet Moment, som ikke der lades ude af Betragtning, og det er Hurtigheden. Det vil ingenlunde være let, ja maaskee næsten uoverkommeligt at slutte saadanne private Arrangementer med Huuseierne, navnlig da det jo slet ikke er givet, at de efter et saadant salg ville have Eiendomme paany eller have Lyst til at opføre der« eventuelle nye Eiendomme paa den omtalte Grund. Ved en Expropriation vil Alt kunne gjøres med en ganske anden Hurtighed, og der er jo Intet tilhinder for, at Communen endda ved Siden af kan arrangere sig med de Eiere, der ville kjøbe Byggegrunde af den, om at yde dem deres endelige Betaling ved saadanne. Det var jo ogsaa maaskee muligt, at privat Overeenskomst i Virkeligheden vil skaffe Communen billigere Vilkaar end Expropriation. Det vil neppe heller falde vanskeligt for Communen atter at afhænde Grunden til de tilstødende Ejendomme, hvis man ikke skulde ville foretrække paa en eller anden Maade at benytte det gamle Project om en Passage, f. Ex. i Lighed med den saakaldte Basargang, der i Hamborg fra Jungfernstieg fører til en parallelt med samme løbende Baggade. Alle saadanne Spørgsmaal tilhøre jo imidlertid et senere Standpunkt; for Øieblikket er der kun Tale om at rette en kraftig Opfordring til Communalbestyrelsen om for Alvor at tage fat paa Sagen og ikke vente paa yderligere Tilskyndelser end dem, der allerede findes i tilstrækkelig Grad. Da der sidst i Borgerrepræsentationen hævede sig en Røst for Peter Madsens Gangs Udrydning, lød den forgjæves; naar Sagen, som vi vente, nu atter bliver bragt frem, haabe vi, at den ikke vil savne den kraftige Understøttelse, som er nødvendig til dens hurtige Realisation.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. juli 1871. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).
Peder Madsens Gang. Hr. Redakteur! "Dagbladet"s Artikel af 6te Juli om Peder Madsens Gang er visselig et godt Ord i rette Tid om en Sag, der maa ligge enhver Kjøbenhavner alvorlig paa Sinde. Naar samme imidlertid som umiddelbart praktisk Formaal tilsigter aldeles at faae denne afskyelige Gade ryddet af Veien, er den vistnok kun en Røst i Ørkenen overfor vor velvise Kommunalbestyrelse. Der maatte en ganske anden Epidemi til end den nuværende for at drive den til saadanne, efter deres Opfattelse extravagante Foretagender. Der gives imidlertid et andet Middel, som vistnok er langt svagere i sine Virkninger, men paa den anden Side ganske anderledes let at iværksætte, nemlig at gjennemføre et energisk Polititilsyn med disse Huler, at foreskrive strenge Regler for deres Benyttelse og alvorlig at paasee sammes Overholdelse. Det er en velbekjendt Sag, hvilken Reform der i denne Retning er skeet i London med de offenlige Logishuse, og Indsenderen, der som saa mange Andre har havt Leilighed til en Nattevandring gjennem Londons "Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger", har snarere været forundret over den gode, sunde og reenlige Tilstand, hvori han fandt dem, end over det Modsatte. Om nu end maaskee vedkommende Politiembedsmand helst ønskede at vise Fremmede bedre Indretninger, kan der dog ingen Tvivl være om, at overordenlige Forbedringer ere opnaaede, hvad han ogsaa sterilt fremhævede, og det var mærkeligt at see, hvilken Tillid og Velvillie han, en forhenværende Detective, var Gjenstand for hos den af Vagabonder og Forbrydere bestaaende Befolkning. Det synes klart, at man ved saadanne Foranstaltninger kunde afhjælpe de mest fremtrædende Onder ved den nuværende Tilstand. Men dette Forslag vilde ogsaa kunne bane Veien for den endelige Ordning, dette Kvarteers fuldstændige Udrømning, som jeg erkjender bør være Formaalet. Adskillige Huse vilde muligviis blive erklærede for aldeles uskikkede til Beboelse, og Magistraten kunde da erhverve dem enten, ved Mageskifte med udenbyes Grunde eller ved Kjøb og derefter lade dem nedrive. Men selv, hvor dette ikke blev Tilfældet, vilde vedkommende Huse dog tabe Meget i deres nuværende ublue Værdi, naar det blev paalagt Eierne at bringe dem i fuldkomment beboelig Stand og for Fremtiden kun at udleie dem overensstemmende med Sundhedens og Menneskelighedens Fordringer. Medens den nu tilstræbte Løsning af Fæsteforholdet ved at plage Godseierne ud af det, vistnok har sine store Misligheder, turde det derimod være aldeles tilladeligt at paalægge Huuseierne i disse Kvarterer deslige Byrder, som Samfundets Tarv kræver, og som overfor den nuværende "frie Naturstand" kunde gjøre dem tilbøjelige til at opgive deres Standpunkt imod et rimeligt Vederlag. Den tidligere Indvending, at en slet Bolig er bedre end slet ingen Bolig, kan ikke længere reises, efterat Staden har erhvervet de store Grunde, men nogen Tvang maa der vistnok til, og det ikke alene ligeoverfor Huusværterne, men ogsaa imod de ulykkelige og demoraliserede Beboere, Emnet til vor fremtidige "Kommune". - r.
(Dagbladet (København) 8. juli 1871).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar