Falsk. (Efterskrift til Politivennen)

Criminalretten har i Tirsdags paakjendt en Sag, hvorunder Forbrydelsen Falsk var begaaet under særdeles formildende Omstændigheder. Tiltalte, en Enke, der blev gift i en ung Alder med en Væversvend, som kort efter Bryllupet forlod hende og senere er død i et Fattighuus i Sachsen, boede i afvigte December Maaned i et af de bekjendte Huse i Pedermadsensgang. Hendes Hjem bar Præget af den allerstørste Fattigdom. Hun boede der med sine 3 Børn, af hvilke det yngste kun var 8 Maaneder gammelt, uden at være istand til at skaffe sig nogen Fortjeneste. Af Fattigvæsenet fik hun kun 3 Mk. om Ugen, hvilke Penge netop vare tilstrækkelige til al betale Huusleien med. Grunden til, at Hjælpen ikke var større, var den, at hun er forsørgelsesberettiget i Søllerød Commune, og denne har ikke villet yde hende nogen større Understøttelse. 

Den Overbetjent, der senere foretog Undersøgelse i Boligen, beskriver Forholdene saaledes: "Hun sad ved min Ankomst med sit yngste Barn aldeles nøgent, blot indsvøbt i et Forklæde; dets faa Pjalter vare nemlig hængte til Tørring, idet Moderen havde, som hun udtrykte sig, været saa heldig at faae tigget nogle Tørvestumper paa Gaden af en Bonde, hvorved hun var bleven istand til at faae lidt Varme i Kakkelovnen. Sengklæder eiede hun ingen af længere; hun og Børnene laae i nogle faa Klude, udstoppede med lidt Hø og for Iicsten lidt Halm. Hendes hele Optræden gjorde Indtrykket af, at hun uforskyldt er sunken ned i den dybeste Armod". 

Følgen af, at hun ikke havde den ringeste Fortjeneste, var, at hun brugte de 3 Mk., hun fik af Fattigvæsenet, til at kjøbe Brød for, og derved kom hun i Restance med Huusleien. Fattigvæsenet gav hende nu ogsaa Haab om, at hun, som overordentlig Understøttelse, kunde faae udbetalt et saa stort Beløb, som hun stod til Restance med, men gjorde det til en Betingelse, at hun ved Attest fra Huusværten skulde skaffe Oplysning om Restancens Størrelse, og om hun kunde blive boende, naar Gjælden betaltes. Hun henvendte sig derfor til Huusværten med Anmodning om en sadan Attest; men Værten, der var meget utilbøielig til at meddele en saadan Attest, da han af Erfaring vidste, at de, der forlange den, ofte forbruge de Penge, de ved Hjælp af en saadan Attest faae af Fattigvæsenet, henviste hende til Viceværten, en Politibetjent, der havde paataget sig at incassere Huusleien. Da Tiltalte henvendte sig til ham, svarede han, at han ikke havde Forstand paa at udstedt det Slags Attester, og vilde ikke have noget dermed at gjøre; han har derhos enten dengang eller tidligere truet hende med at lade hende sætte ud af Leiligheden, hvis hun ikke skaffede Penge, da hun i Løbet af de sidste 3 Maaneder stadig havde været tilbage med Betalingen af Huusleien.

I den Forlegenhed, hvori Tiltalte nu var bragt, bestemte hun sig til selv at skrive de 2 Attester, som man i Magistratens 3die Afdeling havde forlangt af hende, først den ene om Restancens Størrelse, og derpaa, da den ikke viste sig tilstrækkelig, den anden, om at hun kunde blive boende, naar Leien blev betalt. Hun fik derefter det i de falske Attester nævnte Beløb 16 Mk. udbetalt, og af dette Beløb anvendte hun 9 Mk. til Betaling af den skyldige Huusleie, og for de tilbageværende 7 Mk. kjøbte hun nogle Klæder til sit yngste Barn, der var aldeles blottet herfor og den paafølgende Søndag skulde i Kirke. Efterat det var kommet for Dagen at Attesterne ikke vare ægte, tilstod Tiltalte strax sin Brøde, og angav, at det kun var den yderste Nød, der havde drevet hende til at giøre sig skyldig i det omhandlede Forhold, i Forbindelse med, at Værten ikke bestemt nægtede at udstede Attesten, men kun henviste hende til Viceværten, idet hun derved fik den Tro, at Værten ikke vilde have Noget imod, at Attesten blev udstedt. Begge de falske Attester bleve efter deres Beskaffenhed af Retten henregnede til de mindre farlige Documenter, men Tiltalte kunde dog ikke undgaae Ansvar efter Straffelovens § 270, jfr, § 271, og ved Dommen bestemtes Straffen til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage. Tiltalte, der ikke tidligere er straffet, vil formodentlig blive indstillet til fuldstændig Benaadning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. marts 1872. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).