13 juni 2022

Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger. (Efterskrift til Politivennen)

Under en Sag, som i Onsdags foretoges i den offentlige Politiret i Kjøbenhavn mod et ugift Fruentimmer, Henriette Jensen, for Betleri, fremkom der Oplysninger om Tiltaltes Forhold i Hjemmet, som give et grelt Billede af Tilstanden i Kjøbenhavns meget for talrige Fattiggyder. Hun boer i Bagstuen i et af de bekjendte Steder i Pedermadsensgang, der saa ofte have været omtalte for deres elendige og smudsige Tilstand. Ifølge en Rapport, som Dommeren oplæste, har Tiltalte tilligemed sit Barn, der er 2 Aar gammelt, sit Leie i en Bunke Klude, der ere spredte paa Steengulvet i et lille, smalt Rum, hvor der er anbragt et Ildsted. Dette Rum er fælles Kjøkken for hende og en Kone, af hvem hun faaer Tilladelse til at opholde sig der for en Betaling af 3 Mk. ugenlig. Denne Kone har 3 Børn hjemme, og i en til Kjøkkenet stødende lille Stue er der endvidere et andet Fruentimmer med 3 Børn, og der er saaledes 3 Voxne og 7 Børn, som have Natteophold i disse 2 Rum. Dertil kommer, at der umiddelbart op til Stuen ligger en Stald, ligesom der udenfor Vinduerne i Gaarden er anbragt 3 Retirader, og man vil da let kunne gjøre sig en Forestilling om, hvorledes den Atmosphære er beskaffen, som de arme Beboere af det nævnte Lokale er nødsagede til at leve i. Dommeren sørgede for, at Tilstanden i den omtalte Eiendom, kom til Politiets Kundskab, og en i Retten tilstedeværende ved Sundhedspolitiet ansat paalidelig Overbetjent erklærede at ville indgive Rapport om Forholdene, men bemærkede iøvrigt, at disse ikke ere Politiet ubekjendte, men at der hidtil har stillet sig saa store Hindringer i Veien, at det endnu ikke har varet muligt at tilveieberinge den Forandring, som ganske vist maa ansees for paatrængende nødvendig saavel i den omtalte Eiendom som i Naboeiendommen. (Dgbl.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 30. maj 1870)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar