Biskoppens Farvel til Kirkesagens Forkæmper,
Smuk begravelseshøjtidelighed i Ussings gamle sognekirke
Mens klokkerne ringede fra Det københavnske Kirkefonds 37 kirker, blev stiftsprovst Henry Ussings båre i går ført fra hans gamle sognekirke, Jesuskirken i Valby, til Vestre Kirkegård efter en meget smuk højtidelighed, hvorunder den danske kirkes primas, biskop, dr. theol. Dan Fuglsang Damgaard i sin tale bevæget havde taget afsked med den københavnske kirkesags store gamle mand. Jesuskirken hvis første sognepræst Henry Ussing blev, efter at brygger Jacobsen havde skænket kirken i 1891, var fyldt til sidste plads allerede længe inden højtideligheden skulle begynde. oppe i koret sad en meget stor repræsentation af den københavnske gejstlighed, og foran det stod den hvide kiste, næsten skjult af blomster i efterårets brogede farver. Ned langs midtergangen lå et væld af signerede kranse. Side om side med små beskedne buketter, som Henry Ussings gamle sognebørn stille lagde, da de kom ind i kirken.
De mange kranse
Øverst oppe ved kisten lå en stor laurbærkrans fra kongen, og derefter fulgte signerede kranse fra Det københavnske Kirkefond, kirkeministeriet, Kirkelig Forening for Indre Mission i Danmark, Kirkelig Forening for Indre Mission i København, Dansk Bibelskole. Det danske Bibelselskab, Carlsberg Bryggerierne, Det danske Missionsselskab, Det danske Missionsforbund, Jesuskirkens Menighedsråd, Den danske Diakonissestiftelse, Ungdommens Kirke, Missionskurstedet Nyborg Strand, Kirkesagens Venner, Foreningen til Opførelse af smaa Kirker, Frelsens Hærs Hovedkvarter, St. Lukas Stiftelsen, Apostelkirkens Menighed. Evangelisk Alliance, Menighedskonventet i København af 1888, Carl Allers Etablissement, Dansk Pathan Mission, Kirkeligt Forbund og Baptistmenigheden l København.
Det store Følge
Blandt de mange præster i følget bemærkede man de tre sognepræster, der siden Ussing har været ved Jesuskirken, nemlig biskop Oldenburg, stiftsprovst, dr. theol. Paul Brodersen og pastor Glahn, der i dag er kirkens sognepræst, endvidere så man universitetets rektor, professor, dr. theol. Nørregaard, professor J. Oskar Andersen, professor, dr. theol. Flemming Hvidberg, kirkeminister Holbøll, generalmajor Ramm, professor, dr. theol. Torm, professor H. Paludan, pastor Nicolet fra den fransk-reformerte Kirke. Pastor Kr. Jensen, der for fjorten dage siden afløste Ussing som formand for Det Københavnske Kirkefonds Repræsentantskab, formanden for Kirkefondets bestyrelse, kontorchef Carl Rasmussen, fondets tidligere generalsekretær, pastor H. P. Honoré, den nuværende generalsekretær, pastor Erik Jensen, overlæge Johannessen fra Diakonissestiftelsen, forstanderinde for Diakonissestiftelsen, søster Kirstine Bardenflet, formanden for Københavns Indre MIssion, pastor Charles Nielsen, dr. theol L. J. Koch, Diakonissestiftelsen, højesteretssagfører Bülow, kontorchef Sivertsen, Magistraten, retspræsident Hvidt, fhv. domprovst Skovgaard-Petersen og landssekretæren for Indre MIssion i Danmark, J. Sørensen.
"Den uforfærdede Stridsmand"
Under salmen "At sige Verden ret Farvel", trådte biskop Fuglsang Damgaard fra det blomstersmykkede alter, hvorover en række levende lys strålede, hen foran kisten. Biskoppen udtalte blandt andet:
-Vi, der har set den gamle stiftsprovst med det snehvide hår derude i "Sarepta"s stille stuer - vi, der har set ind i hans gode, klare og kærlige øjne - vi mindes den gamle Simeon der tog Jesusbarnet i sine arme og sagde: "Herre, nu lade du din tjener fare i fred", men vi ser også for os billedet af den uforfærdede stridsmand mod tidens vantro. Vi der bevarer mindet om ham som vor elskede præst, til hvem vi så op med ubegrænset tillid, vi tyr til hebræerbrevets ord, når vi tænker på, hvad vi oplevede under hans prædikestol: "Guds ord er kraftigere og skarpere end noget tveægget sværd". Vi der har fået den uforglemmelige og skelsættende oplevelse at se Ussing som den kyndige sjælesørger, vi hører frelseren tale til os: "Kommer til mig, alle I, der lider møje, jeg vil give eder hvile".
En høvdinge-skikkelse i dansk kirke
Med et forklaret blik, fortsatte biskoppen, og med hænderne opløftet i tilbedelse stod han foran forhænget. Han så den store hvide flok. Han så den hvide rytter komme sprængende. Stiftsprovst Ussing var altid i virksomhed, aldrig træt, altid fuld af smittende glæde, aldrig stillestående, altid rede til nye tjenester for Gud og mennesker. Han var udrustet med nådegaver som få. Han var klarttænkende, i en sjælden grad kyndig i alle kirkens spørgsmål, han var den sande fædrelandsven, fra sit hjem havde han den dybe kultur - alt dette gjorde ham til en høvdingeskikkelse i den danske kirke. Livets strøm flød fra hans forkyndelse herude i Jesuskirken og i vort lands hovedkirke, Vor Frue Kirke. Tusinder har gennem årene oplevet sandheden i hans forkyndelse.
En rig og velsignet arbejdsdag er til ende
Stiftsprovst Ussing havde åndens klarhed og troens vovemod til at sætte ind på de rigtige steder og afgørende punkter. Han ville slå bro mellem kirken og de små i samfundet, og han blev den københavnske kirkes leder, men hans blik gik videre ud over vor kirkes grænse, så han kunne række broderhånd til andre kirker.
En rig og velsignet arbejdsdag er nu til ende, men vi kan ikke tage afsked med dette livsværk uden at takke det menneske, hvem det næst Gud skyldtes, at værket lykkedes: Det er stiftsprovst Ussings hustru. Jeg har ikke selv haft den glæde at kende hende, men jeg har læst, hvad han sagde da hendes kiste for tyve år siden stod, hvor hans står i dag.
“Som sol går ned bag
Biskoppen vendte sig nu mod stiftsprovst Ussings søn:
- Kære professor Ussing. Mange har elsket Deres Fader. For mig var han som en kærlig fader. Større end sorgen og savnet er dog takken for alt, hvad Gud gav os gennem Deres fader.
Stille lukkede den gamle stiftsprovst sine øjne i døden
"Som sol går ned bag lunden
I havet lyseblåt,
mens fugle kvidrer småt
så går den sjæl til hvile,
som føler i sit ord
hos os vor herre bor."
Efter at følget havde sunget "Den signede dag med fryd vi ser", bragte biskoppen Københavns Kirkefonds sidste hilsen til dens stifter, og til tonerne af "Jesus, hvor du bange stred" blev kisten båret ud af kirken af otte præster.
Selve begravelsen fandt sted på Vestre Kirkegård, hvortil alle præsterne og så godt som hele følget fulgte med. Jordpåkastelsen blev forrettet af biskoppen, og til slut sang man "Jesu dyrebare navn".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar