Hr. Tauber, der Ikke kan glæde tig ved nogen høj Grad al personlig Popularitet, befandt sig, fortælles der os, efter Valget mellem de Rejsende, der vare stegne ud paa Ringsted Banegaard. Han blev gjinkjendt og medtaget med et "Leve Fonnesbech, tre Hurraer", der afleveredes med mønsterværdig Præcision. Derefter foreslog en Anden strax: "Hs. Maj. Kongen level Ni Hurraer." Vældige Hurraer begyndte øjeblikkelig. Hr. Tauber beholdt ene Hatten paa. En Tilstedeværende tog den af ham, lod den deltage i de ni regulære Sving og leverede den derpaa tilbage til den forbløffede Ejermand.
(Dagbladet (København) 18. november 1873).
Fra Ringsted Banegaard. Folketingsmand Tauber har tilskrevet By- og Herredsfoged Buchwald Følgende: I Søndags Aftes forefaldt paa Ringsted Banegaard et Optrin, som har fundet offentlig Omtale, blandt Andet i "Dagbladet" for 18de Novbr. (16de Spalte), af hvilket jeg vedlægger et Exemplar. Da imidlertid det nævnte Blads Beretning er ufuldstændig og derhos urigtig i sine Enkeltheder, hidsætter jeg en Fremstilling af det Forefaldne, saaledes som det efter min Opfattelse gik for sig.
I Søndags Aftes Kl. 8 3/4 kom jeg paa Reisen fra Slagelse til Kjøbenhavn til Ringsted Banegaard, hvor jeg stod af og gik ind for at tage en Bid Brød. Idet jeg gik gjennem 2den Klasses Ventesal, hørte jeg fra en Klynge Mennesker det Udraab: "Der er han!", men jeg gik ind i Beværtningsværelset uden at ændse det. Medens jeg sad ved Bordet og spiste, kom en midaldrende, velklædt Kjøbstadborger derind, stillede sig lige over for mig paa den modsatte Side af Bordet og tog Hatten af for mig, idet han gjentagende Gange sagde paa en udæskende Maade: "Godaften, Hr. Tauber, Godaften Hr. Tauber!" Jeg lettede min Hat for ham uden at svare og spiste rolig videre, hvorpaa han trak sig tilbage til Døren mellem de to Værelser. Her havde 3-4 Personer samlet sig for at iagttage den Scene, han gav, og alle visse førte nu, medens jeg spiste, en Samtale, som jeg paa Grund af Afstanden ikke kunde høre nøiagtig, men om hvilken jeg tydelig opfattede, at den, ligesom ogsaa de Gebærder, hvormed den ledsagedes, havde en mod mig demonstrativ Karakteer. Da jeg havde spist og vilde gaa ud gjennem Ventesalen, stimlede 6-8 Personer sammen om mig med den Hilsen: "Godaften, Hr. Tauber! Godaften, Hr. Tauber!" Jeg lod mit Blik løbe hen over dem og svarede: "Jeg kjender Dem ikke, mine Herrer!" hvorpaa jeg vilde gaa videre. Men en af dem traadte mig i Veien, og efter forskjellige krydsende Tilraab, saasom: "Det er det Samme!" "Vi kjende Dem godt!" udbragte En af dem et "Leve Fonnesbech". Under dette var jeg veget hen mod Døren, hvor jeg gjorde Front imod dem, da de paa en truende Maade trængte sig ind imod mig, svingende deres Hatte. Umiddelbart derpaa udbragtes et "Leve Ministeriet Holstein" (ikke "Leve Kongen", som "Dagbladet" lader sig fortælle), og i det Samme rev den først omtalte Mand Hatten af Hovedet paa mig og gav sig til at svinge med den. Jeg traadte hen imod ham, tog min Hat fra ham og sagde: "Hvem er De?" - "Det kan være Dem det Samme", svarede han. - ""Jeg vil vide det!" sagde jeg. "Troer De, jeg siger mit Navn til en Person som Dem?" svarede han. - "Da skal jeg nok faa det at vide", sagde jeg og gik hen til Værten, som stod bag sin Disk, og spurgte ham derom. Han røbede ringe Lyst til at sige mig det, og da jeg paa hans Opfordring vilde paavise Manden, havde denne forstukket sig og kom mig ikke mere for Øie, saa at jeg endnu ikke fik hans Navn at vide. De øvrige Personer vare imidlertid fulgte efter mig og begyndte paany med saadanne Tilraab som: "Vi skal vænne Dem af med at komme herind!" "De skal læres til at blive i Vognen!" "De maa ikke tro, at De faaer at vide, hvem vi er!" "De finder det vist uhyggeligt her!" Da disse sidste Ord raabtes mig ind i Ansigtet, svarede jeg, "at jeg havde seet Sligt for; jeg havde for befundet mig blandt den saakaldte fine Pøbel", hvorpaa jeg gik hen mod Udgangen, hvor jeg saa Stationsforvalteren i Færd med at lukke Dørene for at hindre Folk, der havde samlet sig paa Perronen, fra at trænge ind. Derimod gjorde han ikke Mine til at skride ind mod de Excesser, som for hans Øine foregik i Ventesalen. Jeg henvendte mig da til ham med de Ord: "De er jo Stationsforvalter her?" "Ja." "Saa opfordrer jeg Dem til at værge fredelige Reisende mod at blive insulterede her." "Hvem insulterer Dem?" "Det gjør disse Personer." "Hvem er de?" "Jeg kjender ikke deres Navne . . ." Mere fik jeg ikke sagt; ti i det Samme lod Damppiben og nødte mig til hurtigt at søge min Waggon. Det hele Optrin i Ventesalen varede 3-4 Minuter.
Da dette insulterende Overfald paa mig, hvortil jeg ikke havde givet den fjerneste Foranledning, er foregaaet paa et offentligt Sted i Deres Jurisdiktion, opfordrer jeg Dem til at gjøre Samme til Gjenstand for en polittretlig Undersøgelse, om hvis Gang og Udfald jeg tør vente mig underrettet. Jeg har senere erfaret, at den Mand, som først gjorde Forsøg paa at vælte sig ind paa mig i Beværtningslokalet, og som senere rev Hatten af Hovedet paa mig, var Snedker Jensen fra Ringsted. Blandt de Øvrige var navnlig Glarmester Vermehren af Ringsted samt en ualmindelig høi, smal Mand (næsten 3 1/4 Alen lang), der efter Sigende skal høre til Cementfabriken "Hertha", de mest nærgaaende i Ord og Handling. Glarmester Vermehren var den, som trængte sig ind paa mig, da jeg var gaaet hen til Disken for at erfare Snedker Jensens Navn, og som der henvendte flere af de nævnte Udbrud til mig paa den anførte usømmelige Maade. Den samme Vermehren har ved en tidligere Lejlighed, en Gang i Sommer, søgt at vælte sig ind paa mig i den samme Ventesal, og angav da paa mit Spørgsmaal sit Navn som "Hansen"; men ved et Tilfælde erfarede jeg hans rette Navn inden Togets Afgang. Den omtalte lange Mand var ligeledes særlig ivrig for at trænge ind paa Livet af mig, og et af de anførte krydsende Tilraab ved Disken - jeg erindrer ikke nøiagttg hvilket - kom fra ham. Vidne til det Hele var Værten, og til den sidste Del deraf Stationsforvalter Olsen, hvilke sikkert kunne angive Navnene paa de øvrige Deltagere, som Alle maa antages at være fra Ringsted. Saa fremt der afgives Forklaringer, som i væsentlige Punkter afvige fra mit Ovenanførte, forbeholder jeg mig Yderligere."
Tauber tilføier endvidere Følgende: Idet jeg om det Forefaldne kan henholde mig til de i denne Skrivelse meddelte Oplysninger, overlader jeg rolig Dommen over denne Skandale til Almenheden og skal her kun tilføie et Par Ord til "Dagbladet". Dette Blad har i sin ovenfor (i "Sorø Amtst.") aftrykte Meddelelse ikke blot fremstillet Sagen efter en forvansket og hadefuld Beretning, men omtaler den oiensynlig i en bifaldende Tone. At Hr. Topsøe, der begik det berygtede Overfald paa Folketingsmand Steenstrup i Folketingets Forsal, finder personlig Tilstedsstillelse ved en saadan Færd, der er beslægtet med hans egen, kan ikke undre Nogen; men et alvorligere Tidens Tegner det, at en saadan Sag kan omtales paa slig Maade i et af Landets største Organer, og ligesaa sikkert er det, at dette insulterende Overfald paa mig er en Frugt af det systematiske Ære skænderi, som "Dagbladet" i Forening med andre Hovedstadsblade og deres Aflæggere og Eftersnakkere i Provindserne, har drevet imod mig, paa samme Maade som "Dagbladet" under sin forrige Redaktør bidrog til at fremkalde Nytaarsoptøierne 1866 imod Ministeriet Rotwitt.
Af et senere Nr. af "Sorø Amtst." sees det, at Hr. Tauber har faaet sit omhandlede Andragende til Herredsfogden i Ringsted, Hr. Buchwald, tilbagesendt, ledsaget af en Skrivelse, hvori denne erklærer, at han ikke finder Anledning til at anstille den begjærede offentlige Undersøgelse, men formener, at det maa blive Klagerens egen Sag at drage vedkommende Personer til Ansvar under en privat Politisag.
(Aarhus Amtstidende 24. november 1873).
Af "Sorø Amst" ses at den af Herr Tauber til Byfogden i Ringsted, Buchwald, indgivne Klage over nogle Personer, som overfaldt og forulempede Tauber paa Ringsted Banegaard, er bleven ham tilbagesendt, idet Byfogden mente, at det maatte blive Klagerens egen Sag at anlægge privat Sag imod de Personer, der havde fornærmet ham. - Det skulde blot have været nogle Arbejdere eller Venstremænd, der havde opført sig som Gadedrenge mod en Højremand, f. Eks. en Ministerkandidat, saa skulde vi have hørt et Hyl i Storborgerpressen saavel i København som Landet rundt. Om Byfogden i saa Tilfælde ogsaa havde fundet, at vedkommende Højremand (eventuelt Minister) skulde anlægge privat Sag imod Arbejderne? Nej, sikkert ikke! og dog har vi Lighed for Loven her i Landet, det vil sige: Paa Papiret.
(Socialisten 26. november 1873).
I januar 1874 blev snedkermester Jensen frikendt i Ringsted Byting, og dette skete også den 21. december 1874 ved den kgl. Landsover- samt hof- og stadsret.
Journalist og politiker Johannes Henrik Georg Tauber (1827-1892) blev omkring 1844 politisk interesseret, Carl Ploug og Fædrelandet, Dagbladet indtil 1855. Redaktør af Fyens Avis 1856–59. Juli 1863-februar 1864 medredaktør af Danevirke i Haderslev. 1866–69 redaktionssekretær ved Berlingske Tidende. Politisk bevægede han sig fra de nationalliberale til det nationale venstre. Han blev i 1869 valgt til folketinget (Horsenskredsen). I 1870 var han med ved dannelsen af det forenede venstre. 1871 købte han højrebladet Sorø Amtstidende der nu blev talerør for Venstre. I 1872 blev han valgt til Folketinget i Slagelse, og igen 1873 og 1876. Hans politiske modstandere nægtede at avertere i hans blad. Han stiftede 1872 Vestsjællands Folkebank, der gik fallit 1877. Han blev ikke valgt 1879 i Slagelse, men samme år i Ruds Vedby. Som artiklen viser, var de nationalliberale forbitrede over hvad de opfattede som embedsmandssønnen og akademikeren der havde svigtet sin klasse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar