Forstyrrelse af Sogneforstanderskabsmøde. I en fra Kronborg østre Birks Extraret indanket Sag, hvorunder Husmændene Peter Frederiksen og Niels Christian Slangerup af Grønholt samt Husmand Søren Andersen af Karlebo Overdrev tiltaltes for paa en tumultuarisk Maade at have forstyrret Asminderød-Grønholt Sogneforstanderskabs Møde den 8de Januar d. A., afsagde Extraretten den 27te d. M. Dom. De nærmere Omstændigheder under Sagen vare følgende; Ved det ommeldte Møde, der afholdtes i Asminderød Kro, fandt en Bortlicitering Sted af Sten til Kommunens Veie, og Licitationen foretoges i den Stue, hvor Forstanderskabet holdt sit Møde. Blandt de Tilstedeværende var der endel Husmænd og Arbeidsfolk, fra hvis Side der, inden Forhandlingen eller Licitationen var forbi, rettedes en Anmodning til Sogneforstanderskabet om, at Istandsættelsen af Grønholt Gade ogsaa maatte bortliciteres - hvilket havde været Tilfældet i de nærmest foregaaende Aar - og da de fik det Svar, at den saaledes begjærede Licitation ikke kunde ske iaar, da Grønholt Gade var bortakkorderet, opstod der en saadan Tumult, at Sogneforstanderskabets Formand fandt sig foranlediget til, forinden Forhandlingerne vare blevne afsluttede, ved Underskrift i Forhandlingsprotokollen at erklære Mødet for hævet. Det maatte, som meldt, ansees for oplyst i Sagen, at den omhandlede Anmodning om Licitation af Grønholt Gades Istandsættelse var, - om end ikke fra de Tiltaltes Side - fremkommen, førend Forhandlingsprotokollen var afsluttet, hvorimod endel af de under Forhørene afgivne Forklaringer gik ud paa, at, endskjøndt nogen Støi tidligere havde fundet Sted, den egentlige Tumult ikke begyndte, før efterat Formanden havde lukket Forhandlingsprotokollen med en Yttring, der af de Tilstedeværende kunde forstaaes, som om Forhandlingerne vare tilende, medens dog andre af de afhørte Personer have udsagt, at det var vist, at Mødet blev hævet paa Grund af det opstaaede Spektakel. Hvad dernæst angik de Tiltaltes Deltagelse i Tumulten, var det ved flere Tilstedeværendes beedigede Forklaringer bevist om den Tiltalte Frederiksen, at han var den, der førte Ordet, at han, medens han talte, slog i Bordet med Haand og Stok eller dog med sin Stok bankede paa Bordet, hvorved Sogneforstanderskabet havde Sæde, at han til eller dog om Sogneforstanderskabet fremførte den fonærmelige Yttring, at det handlede lumpent, eller at det var et lumpent Sogneforstanderskab, samt at han i det Øieblik, Mødet erklæredes for hævet, udbragte et Hurra for Grønholdt Gade. Ligeledes var det ved de under Sagen afgivne Vidnesbyrd godtgjort, at de tvende andre Tiltalte understøttede Frederiksen saavel ved at udtrykke deres Bifald til de af ham brugte fornærmelige Udladelser mod Sogneforstanderskabet som ved at istemme det af ham udbragte Hurra. For denne af de Tiltalte udviste tumultuariske Adfærd idømtes de alle Tre i Henhold til Straffelovens 101 jvft. § 98, 3die Led, simpelt Fængsel, for Peder Frederiksens Vedkommende i 14 Dage og for hver af de andre Tiltaltes i 8 Dage, hvorhos de tilpligtedes at udrede alle af Aktionen flydende Omkostninger.
(Dags-Telegraphen (København) 29. november 1866).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar