I
sidste nummer af dette blad findes en rimelig anke over at man et sted i
parkettet i det Kongelige Teater er udsat for at få slemme rifter i
sine klæder. Det vil man have pålagt inspektøren at forebygge. Dette
er nu i sandhed helt i sin orden da det er højst ubehageligt at få sine
kæder sønderrevet, især for sådanne der som den officer vel har kredit
hos kirurgen, men ikke hos skrædderen.
Imidlertid mener indsenderen at man nu om stunder i teatret er udsat for endnu være rifter, end de der er omtalt i den artikel. Det har nemlig flere gange behaget teatrets kat at indfinde sig på scenen under forestillingen, og forebyggelsen heraf synes en ikke mindre værdig genstand for hr. inspektørens udstrakte virksomhed. For vi ved jo alle at katten er et træsk dyr, og det er ikke uden gru at indsenderen har set denne frigænger skue ud over teatret som om den kunne have lyst til at tage plads i parkettet eller i 1. etage hvor den ville være meget uvelkommen for mange damer, ja vel også som vi kunne se hos vores udødelige Baggesen for en eller anden herre.
Man vil ikke her omtale at det forstyrrer al illusion og det komiske der ligger i at se denne person der ikke er foreskrevet af forfatteren, optræde ganske roligt på scenen under en helts eller heltindes tragiske deklamation, til hvilken den synes at lytte opmærksomt. For vi har jo dog tit nok anledning til at græde i teatret. Men skulle nu Mons virkelig have den ovenfor påpegede lyst og engang give efter for den, hvem kan vel da beregne følgerne? For de optrædende er faren for et angreb dog meget større. For mens parkettet er forskanset bag det velbevæbnede orkester der rimeligvis ville forsøge på at modsætte sig en overgang over dets territorium, står den optrædende, især damen som oftest helt uden våben i en tynd påklædning udsat for det listige dyrs angreb.
Vil man nu tænke sig et sådant rettet mod en fru Heiberg, en jomfru Grahn eller nogen anden af teatret åndfulde, yndige, zefyr - let hensvævende etc. etc. gratier og hvilke unaturlige rifter der ville blive så godt som uundgåelige følger af det, så behøver vi ikke at tilføje et ord for videre at dokumentere nødvendigheden af at teatrets missekat - eller katte, for man har også set dame Mons som en god moder der ved at det skal tidligt krøges som god krog skal blive, har ført sine poder ind på scenen for at lade dem deltage i en aftenunderholdning - sættes under hr. inspektørens særdeles inspektion, og at den eller de formenes adgang til gratis komedie. Hvortil hr. inspektøren bør indrømmes anvendelsen af de midler han bedst ved, vil og kan. Man indvender i øvrigt ikke hvad vi ret gerne ville tro, at teaterkissen er et særdeles vel opdraget eksemplar af misser. For en kat er - et kat, en kat har kattenatur, og "naturam si tu pellas ex, hun kommer dog igen, den her".
(Politivennen nr. 1213, Løverdagen, den 30de Marts 1839. Side 204-206)
Imidlertid mener indsenderen at man nu om stunder i teatret er udsat for endnu være rifter, end de der er omtalt i den artikel. Det har nemlig flere gange behaget teatrets kat at indfinde sig på scenen under forestillingen, og forebyggelsen heraf synes en ikke mindre værdig genstand for hr. inspektørens udstrakte virksomhed. For vi ved jo alle at katten er et træsk dyr, og det er ikke uden gru at indsenderen har set denne frigænger skue ud over teatret som om den kunne have lyst til at tage plads i parkettet eller i 1. etage hvor den ville være meget uvelkommen for mange damer, ja vel også som vi kunne se hos vores udødelige Baggesen for en eller anden herre.
Man vil ikke her omtale at det forstyrrer al illusion og det komiske der ligger i at se denne person der ikke er foreskrevet af forfatteren, optræde ganske roligt på scenen under en helts eller heltindes tragiske deklamation, til hvilken den synes at lytte opmærksomt. For vi har jo dog tit nok anledning til at græde i teatret. Men skulle nu Mons virkelig have den ovenfor påpegede lyst og engang give efter for den, hvem kan vel da beregne følgerne? For de optrædende er faren for et angreb dog meget større. For mens parkettet er forskanset bag det velbevæbnede orkester der rimeligvis ville forsøge på at modsætte sig en overgang over dets territorium, står den optrædende, især damen som oftest helt uden våben i en tynd påklædning udsat for det listige dyrs angreb.
Vil man nu tænke sig et sådant rettet mod en fru Heiberg, en jomfru Grahn eller nogen anden af teatret åndfulde, yndige, zefyr - let hensvævende etc. etc. gratier og hvilke unaturlige rifter der ville blive så godt som uundgåelige følger af det, så behøver vi ikke at tilføje et ord for videre at dokumentere nødvendigheden af at teatrets missekat - eller katte, for man har også set dame Mons som en god moder der ved at det skal tidligt krøges som god krog skal blive, har ført sine poder ind på scenen for at lade dem deltage i en aftenunderholdning - sættes under hr. inspektørens særdeles inspektion, og at den eller de formenes adgang til gratis komedie. Hvortil hr. inspektøren bør indrømmes anvendelsen af de midler han bedst ved, vil og kan. Man indvender i øvrigt ikke hvad vi ret gerne ville tro, at teaterkissen er et særdeles vel opdraget eksemplar af misser. For en kat er - et kat, en kat har kattenatur, og "naturam si tu pellas ex, hun kommer dog igen, den her".
(Politivennen nr. 1213, Løverdagen, den 30de Marts 1839. Side 204-206)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar