Lars Bjørnbak (1824-1878). (Efterskrift til Politivennen)

Følgende artikel blev skrevet i anledning af 100-året for Lars Bjørnbaks fødsel 19. maj 1824. Han døde 3. januar 1878 og er følgelig anbragt under denne dato på bloggen selv om artiklen er fra 1924.

Lars Bjørnbak.

1824 - 19. januar - 1924.

Hundrede Aar er gaaet, siden Lars Bjørnbak - en af vort Lands ejendommeligste og mest omstridte Skikkelser - fødtes i Lendum, Børglum Herred. Efter Uddannelse paa Snedsted Seminarium i Thy blev han Lærer i Guldager ved Hjørring i 1844 og kom under politisk Paavirkning af A. F. Tscherning og Dr. Gert Winther. 1855 forflyttedes han til Viby ved Aarhus og grundlagde 1857 Viby Højskole. Da Forfatningskampen i 1860'erne efter Krigens Afslutning rigtig begyndte, var Bjørnbak en af de ivrigste Modstandere af J. A. Hansens Overenskomst med Frijs-Estrup om Grundloven. Han rejste den hæftigste Kamp imod Foreningen af "de store og smaa Bønder". I Efteraaret 1866 oprettede han i Forening med Wistoft (den senere Folketingsmand og Branddirektør) "Aarhus Amtstidende", der strax gjorde Front mod de nationalliberale og den J. A. Hansen'ske Fløj af Bondevennerne.

Billede indsat fra Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis 20 januar 1924: "Viby Højskole. Lars Bjørnbak begyndte sin Højskole i et gammelt Hus, der havde været Præsteenkesæde, og som han lejede for 44 Rigsdaler. Efterhaanden som Elevtallet voksede, maatte det ene Skillerum efter det andet rives ned; tilsidst blev det nødvendigt at Skolen fik sin egen Bygning, der opførtes 1870. - I Bjørnbaks Levetid var Skolen besøgt af ca. 1000 Elever. Højskolen nedlagdes midt i Halvfemserne."

"Aarhus Amtstidende" var i Lars Bjørnbaks Tid (1866-77) afgjort Provinsens mest omtalte Blad. Heri og paa talrige Møder omkring i Landet fremførte han med en enestaaende Uforfærdethed og Ærlighed sine politiske Meninger, og han tog ikke fat paa Modstanderne med Silkehandsker. Det fremkaldte et i disse Tider ukendt politisk Røre i Østjylland. Bjørnbaks Politik drejede sig særlig om to Ting: Kampen mod det privilegerede Landsting og for den lige og almindelige Valgret - og Militærspørgsmaalet. Han kunde ikke glemme, at J. A. Hansen havde stemt for "den gennemsete Grundlov". Han skriver saaledes: "Vi vil gærne have revet det Blad ud af vor Fædrelandshistorie, hvorpaa der staar skrevet, at J.A. Hansens Frafald fra Junigrundloven væsentlig bidrog til dens Fald; men det lader sig næppe gøre at faa Sandheden fortiet" (21. Decbr. 1869).

Bjørnbak var afgjort Antimilitarist, og han gik ikke paa Akkord. 20. Marts 1871 udtalte han ved et Møde i Torup Pakhus paa Mols: "Ingen Hær vilde være vort bedste Værn" og 8. April s. A. udtaler han i Aidt: "Fuldstændig Forsvarsløshed vilde være vort bedste Værn". Saa sent som i Januar 1876 skriver han - for at vise det haabløse i vort Forsvarsvæsen - saaledes: "Tilvejebring først 500 Mill. Kr. til Befæstningsanlæg og 300,000 3-aarig øvede Mænd til at forsvare dem og Midler til at vedligeholde og underholde det hele, saa kan der være Tale om at befæste".

Disse klare Udtalelser, som han aldrig svigtede, var for Højre og de nationalliberale som Oprørsfakler, og han blev angrebet paa det hæftigste. Efter Krigen 1864 og især under den fransk-tyske Krig 1870 blev han flere Gange Genstand for ligefrem voldeligt Overfald af ophidsede Modstandere. Strax ved Krigens Udbrud i 1870 skrev han i "Aarhus Amtstidende", at Frankrig var Fredsforstyrreren, og den 16. Juli læses i hans Blad: "For Danmarks Vedkommende kan der efter vor Mening fornuftigvis kun næres et Ønske om, at vort Land maa undgaa at tage Lod i det blodige Lykkespil.

Alt hvad der gaar i denne Retning, har vor ivrigste Billigelse. Ophidselser vil vi af al Magt modsætte os.« Efter "Nakskov Tidende" skrev Bjørnbak i sit Blad, at "Napoleon og Bismarck var to Alen af et Stykke", og saa brød Uvejret løs imod ham. Nu skulde hans Blad slaas ned. Jærnstøber S. Frich i Aarhus gjorde Begyndelsen og sendte følgende Brev til Bjørnbak:

»Aarhus, den 19. Juli 1870.

Til Aarhus Amts Tidende.

Paa Grund af Deres preusservenlige Udtalelser afsiger jeg herved Deres Blad.

S. Frisch."

Bjørnbak meddelte dette i Bladet og tilføjede, "at han beklager, at Hr. S. Frich er saa fanatisk, at han ser Spøgelser ved højlys Dag." Arkitekt Lange, Maler Kruse og Strømpevæver Christiansen fik Bladet smidt ud af Haandværkerforeningen. Pastor Th. Hansen, Konsul J. P. Sejersen m. fl. fik det ud af "Læse- og Industriforeningen" og saaledes videre. Højre i Aarhus lod lave smaa Dannebrogsfaner af Papir, hvorpaa der stod "Ned med Bjørnbak og hans Parti, ned med Bismarck; længe leve Danmark". Disse Faner strøedes omkring paa Gaderne og i Skovene og paa Vejen til Viby. En Dag kom et af de mindste Børn i Viby Skole aandepustende farende ind til Bjørnbak med en af de smaa Dannebrogsfaner i Haanden og sagde nok saa troskyldigt: "A ska hels Dem fra Bismarck!" Bjørnbak lagde sin Haand paa det lille lyslokkede Barnehoved og sagde : "Saah ! Mit Barn ! Hvor er han?" "Han er her ude paa Landevejen", sagde Barnet, "han kørte i en lukket Vogn." Mange Aar efter fortalte Bjørnbak denne karakteristiske Historie og tilføjer: "Jeg saa altsaa. at ogsaa denne Historie, der voldte os megen Moro, var lavet af en, der hørte til den dannede Pøbel."

I Udlandet vakte "Aarhus Amtstidende"s Stilling under Krigen Opmærksomhed. "Gøteborg Handels- og Sjøfart-Tidende" fremhæver Bladet som det eneste danske Blad, der turde være en fornuftig Mening bekendt, og "Kølnische Zeitung" skrev, at forhaabentlig deles Bjørnbaks Anskuelser "af alle tilregnelige Jyder". Det gav naturligvis atter Angriberne Blod paa Tanden - her havde man da uomstødelige Beviser for, at Bjømbak var underkøbt af Bismarck og Tyskerne!!! - -

Men Bjørnbak var paa den anden Side heller ikke bange for at give igen. Lad os tage et Exempel paa hans Journalistik fra 1873, da han angreb de nationalliberale, som man den Gang mente sang paa det sidste Vers, for at overlade Magten til Venstre. Det var under Ministeriet Holstein-Holsteinborg (Bedstefar til Folketingsmand Bent Holstein), hvori Hall og Krieger var Ministre. Han skriver da: "Hall, til hvis Navn vort Lands Sønderlemmelse og Junigrundlovens Tab knytter sig Krieger. denne doktrinære Stivnakke, der var Ordfører for Novemberforfatningen og som ledede vore Anliggender saa bedrøveligt paa Londonerkonferencen ... den lille vimse Grev Holstein, hvem det mest indflydelsesrige Højreblad længst har sammenlignet med Toppen paa en Kransekage, og hvis Egenskaber som Politiker naturligvis ogsaa forekommer os at ligge udenfor al Kritik ..."

Til at kuldkaste dette bureaukratiske Regimente, vilde Bjørnbak have en Alliance mellem Demokratiet paa Landet og Arbejderne i Byerne. Han opfordrede til at opstille Demokrater ved alle Valg, og saa overvinde Sløvheden og møde paa Valgdagen og stemme "da det dog er en ringe Ulejlighed og kun kræver et Par nogenlunde stærke Ben, en højre Arm og et ikke rent forstyrret Hoved at møde paa Valgstedet og afgive sin Stemme." Selv stod han Arbejderne nær. Han var jo endog en Tid Medlem af Internationale, og han hævdede Arbejdernes Ret til at leve som andre Borgere i Samfundet.

Bjørnbak stiller sig et Par Gange i Aarhus ved Folketingsvalget, men opnaaede ikke Valg. Det eneste offentlige Tillidshværv fik han i Marts 1877 som Medlem af Aarhus Amtsraad. Men i Folketinget var der i 70-erne en lille Gruppe paa 4-6 Medlemmer, der stod paa hans Politik, og som kaldtes "Bjørnbakkere". Indflydelse øvede han gennem Bladet og paa Møderne, og han naaede at faa en Plads i Venstres Rækker ved Siden af Tscherning, J. A. Hansen, Høgsbro, Bojsen, C. Berg og Hørup. Han blev Saltet indenfor Venstre, og han taalte ingen Moderation i Rækkerne. Derfor var han jævnlig i Konflikt med de ledende Venstrepolitikere, og i Begyndelsen af 1877, da det blev klart, at Hoffmeyer maatte gaa fra "Jyllandsposten". var der Bestræbelser i Gang for at erhværve "Jyllandsposten" for det moderate Venstre og skabe en Konkurrent til Bjørnbak og hans Blad. I disse Bestræbelser var - efter hvad Bjørnbak selv har oplyst - baade C. Berg og Frede Bojsen med. Imidlertid overgik "Jyllandsposten" i Marts 1877 til Højremanden exam. jur. Kristen Nielsen, der førte Bladet videre som Højreblad - dog i en noget mere afdæmpet Form.

"Den folkelige Forsamlingsbygning" i Aarhus er Bjørnbaks Værk. Det kneb for Venstre at faa Lokale til Møder, men Bjørnbak havde saa megen Indflydelse blandt Bønderne, at de nødvendige Penge rejstes. Da den var opført og monteret, blev den anslaaet til at repræsentere ca. 200,000 Kr. Det gik heller ikke af uden Gnidning med Højre i Aarhus, og f. Ex. Frich var uvillig til at levere Jærnkonstruktion til Bygningen. I den første Tid skal man blandt Højre i Aarhus haanende have kaldt Bygningen "den menneskelige Forsamlingsbygning".

Billede indsat fra Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis 20 januar 1924: "Den  folkelige Forsamlingsbygning i Aarhus. - Under de heftige politiske Kampe for 50 Aar siden kunde Venstremændene ofte ikke faa Mødelokaler. Lars Bjørnbak gjorde da det Mesterstykke at rejse den folkelige Forsamlingsbygning i Aarhus. Befolkningen viste ham den enestaaende Tillid at tilvejebringe 225,000 Kr. til denne Bygning. Det store, velbeliggende Etablissement er gentage Gange udv idet, og hævder sig den Dag i Dag som et af Byens største i sin Art, og det rummer flere større og mindre Mødelokaler foruden Restaurant og Hotelplads."

Ved Grundlovsfesten i Odder 3. Juni 1877 udtalte Bjørnbak sig meget skarpt imod det provisoriske Styre og Regeringen. Paa Grundlag af "Jyllandsposten"s og "Dagbladet"s Referater, der sagde, at Bjørnbak havde opfordret til Oprør, indledede Kultusministeriet en Undersøgelse imod ham. Nu haabede hans Modstandere at komme ham til Livs. - Bjørnbak maatte administrativt afgive en Erklæring, hvori han stemplede de to Blades Referat som "løgnagtigt". Han hævdede i denne Erklæring, at han havde udtrykt sig saaledes: "Jeg vilde slutte med det Ønske, at der aldrig i Danmark maa fattes Mænd, der vil ofre Liv og Blod, om det var fornødent, for at bringe Retten til Sejr". Undersøgelsen trak ud. Man ventede, at Ministeriet vilde afskedige ham og samtidig foranledige rejst Tiltale imod ham for at faa ham dømt. Efter hvad gamle Wistoft, der stod Bjørnbak nær, har fortalt mig, tog Bjørnbak sig Sagen meget nær. I aaben Kamp kunde man ikke ødelægge ham, nu vilde man altsaa fælde ham paa de forvrængede Udtalelser. I December blev han syg af Gigtfeber. Da Folketingsmand, Gaardejer H. P. Hansen, Viby, lige før Jul kom hjem fra Rigsdagen og fortalte, at man havde den Opfattelse, at Bjørnbak vilde blive afskediget og dømt, saa forværredes hans Sygdom.

Natten mellem 2. og 3. Januar 1878 døde Bjømbak, og den 8. Januar begravedes han paa Viby Kirkegaard, hvor ca. 4000 Mennesker var mødt for at følge ham til Graven.

Et Par Aar efter rejstes et Mindesmærke for ham i Viby. Tæt ved Højskolens Have paa en lille Høj rejstes en Bronce-Buste, i noget over naturlig Størrelse, paa en Sokkel af Granit. Busten var modelleret af Professor Jerichau. Paa Sokkelen, ud mod Holmevejen, er hugget følgende Indskrift: "Lars Bjørnbak, Folkesagens djærve Talsmand, 1824-1878. Kundskab er Magt, Uvidenhed Trældom."

A. Sneum.

(Demokraten 19. januar 1924).

Denne blog har adskillige artikler fra Aarhus Amtstidende i Lars Bjørnbaks redaktionsperiode. De kan findes ved at søge på bladet i søgefeltet.

Jens Adolph Jerichau: Buste af Lars Bjørnbak. På granitpiedestalen står indskriften: "Lars Bjørnbak folkesagens Djærve Talsmand 1824-1878 Kundskab er magt uvidenhed trældom". Den blev afsløret 4. juni 1880 i Byparken, Viby. Aarhus Arkivet, i offentlig eje. Copyright udløbet.

Skolelæreransættelser. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Hjørringegnen. (Meddelt.) Nedenstaaende meddeles som et Vidnesbyrd om, at Landbefolkningens Sands for hvad der angaaer Skoleundervisningen er saaledes vakt, at man ikke skyer endog betydelige Pengeofre for at fremme, hvad man i denne Henseende anseer for gavnligt. Da Lærerembedet i vort Nabosogn, Sønder-Harritslev, ved Lærer Nielsens Afgang med Pension var bleven ledigt, indsendte samtlige Beboere et Andragende til Biskoppen om at faa beskikket den hidtilværende Hjælpelærer C. Jørgensen i Embedet, med hvem Alle havde været saa særdeles tilfredse. Da Alders-Hensyn ikke desmindre bevirkede, at Biskoppen ansatte en Anden, sammenkaldte Beboerne strax et Møde, paa hvilket tilveiebragtes 700 Rd., der bødes den kaldede Lærer for at denne skulde træde tilbage, hvilket ogsaa bragtes i Orden. Ved derpaa atter at henvende sig til Biskoppen fik man endelig sit Ønske opfyldt med Hensyn til Hr. Jørgensens Kaldelse. Lærer Jørgensen er en meget duelig Mand, der i sin Skole opretholder en Orden og Tugt, som desværre savnes i saa mange andre Skoler. De saakaldte Grundtvigianere paastaa rigtignok, at Børnenes Lærelyst skal vækkes ved at der ideligt fortælles dem Eventyr og Sagn, medens de derhos faa Lov til at gjøre hvad dem lyster, men denne Fremgangsmaade kan umulig være den rette, saasandt som den hellige Skrift siger, at den, som elsker sit Barn, tugter det tidligen. Børn ere jo dog ogsaa saa delagtige i den almindelige menneskelige Skrøbelighed, at det ikke gaaer an ubetinget at stole paa, at der i alt Væsentligt kan bygges paa deres gode Natur, saa den skulde mere eneste Grundlag og Rettesnor for Undervisningen. Jeg haaber, at Meddelelsen om det forholdsvis betydelige Offer, Beboerne af Sønder-Harritslev have bragt for at holde paa den Lærer, de havde Tillid til, maa være som en Røst, der paaminder Andre om heller ikke at knibe for meget paa Tid eller Penge, hvor det gjælder Børnenes Vel og Oplysningens store Sag. Det Ord bliver mere og mere sandt, at Kundskab er Magt.

Vennebjerg ved Hjørring, den 5. Novbr.

En Ven af Oplysning.

(Aarhus Amtstidende 14. november 1870).

(Forlangt indrykket.)

Vi bede godhedsfuld optaget i "Aarhus Amtstidende" Følgende om Koed Sogneraad. Det har indstillet 3 Seminarister, hvoraf en skulde konstitueres som Lærer ved Koed Skole i den herværende Lærers Sygdom. Der var ialt anmeldt 12 Ansøgere, hvoraf Beboerne ønskede en Seminarist Hansen, der en Tid havde været i Koed og deltaget i Undervisningen, hvorfor en Indstilling, underskrevet af c. 50 Beboere, blev givet til Sogneraadet om at virke for hans Konstitution. Sogneraadet viste da ikke alene Beboerne den Hensynsløshed ar udelukke Hansen af Listen til Indstillingen, men satte endog en, der efter Sogneraadets egen Erklæring havde de daarligste Karakterer, paa Listen. Han skal dertil, efter Sigende, være en Grundtvigianer. Denne er rigtignok en nær Paarørende af det ene Sogneraadsmedlem, som er en meget velhavende Mand, og som rimeligvis har paavirket de andre Medlemmer af Sogneraadet. Havde Sogneraadet udvalgt de 3 bedste af Ansøgerne, saa havde det havt Lidt til sin Unskyldning, skjøndt det dog var hensynsløst lige over for Beboerne.

Hvis De altsaa i Deres Blad vilde indrykke dette Stykke, da vilde De de vise de mange tilsidesatte Beboere en stor Tjeneste.

Flere Beboere i Koed Sogn.

(Aarhus Amtstidende 5. januar 1871)

(Forlagt indrykket)

Den Betydning, som en Lærers Undervisning og Ledelse af Ungdommen i og ved Skolen har for de Vedkommendes Fremtid, giver mig Anledning til at fremkomme med Nærværende.

Hvorledes skeer Indstilling til et Lærerembede?! For kort siden gjorde Sogneraadet Indstilling til Lærerembedets Besættelse her ved Tinning Skole; faa Dage forud havde samtlige Beboere af Distriktet indgivet Begjæring til Sogneraadet om at saa den konstituerede Lærer, Hr. Pedersen, kaldet til Embedet, idet nævnte Hr. Pedersen var os bekjendt fra en længere Vakanse for et Par Aar siden, da han ogsaa var konstitueret, og da han ikke alene havde givet vore Børn god Lærdom, men ogsaa lærte dem en god Opførsel. Tog nu Sogneraadel nogen Notits heraf ved Indstillingens? Kun ved en ren Tilfældighed, idet en af Beboerne fra Distriktet, som netop var tilstede i Mødet, ved en Henvendelse fra Formanden fik Anledning til at udtale, at hvis Hr. Pedersen ikke kom paa Indstillingslisten, vilde der vist reise sig en stærk Opposition i Distriktet mod Sogneraadet; Formanden gav da det Tilsagn, at hvis "nævnte Beboer" ikke vilde støtte en saadan Opposition, men derimod søge at dæmpe Demonstrationer, om saadanne fremkom, da vilde han, "Formanden", sørge for, at Hr. Pedersen kom paa Listen; dette maatte nævnte Beboer gaa ind paa, og kun saaledes kom Hr. Pedersen som Nr. 3 med paa Listen!

Nu kunde man spørge: Hvem kjender Læreren bedst, enten Forældrene, som jevnlig hører Børnene paa deres Lektier og herved mærke deres Fremgang, eller Sogneraadet, om hvem det vist gjerne kan siges, at det ikke har Lejlighed til at kjende enten Lærer eller Børn i den Betydning? Svaret er let at give. Har Raadet maaske hørt Sognepræsten, hvis Dom, til hvilken Side den end gaaer, vist maa være meget tvivlsom, da han kun 2 Gange om Aaret i et Par Minutter hører hvert enkelt Barn. Hans Dom bør derfor neppe være afgjørende ligeoverfor en Begjæring fra Alle i et Distrikt, som have saa nøie Kjendskab til den Begjærte.

Spørger man, hvem kom saa som Nr. 1 paa Listen, bliver Svaret: En, som er født her i Sognet og som har Slægt og Frænder blandt Beboerne; En, som er Alle her i Distriktet aldeles utaalelig og ufordragelig; En, som gjør Fiasko, hvor han kommer; En, som Biskoppen heller ikke fandt værdig til Embedet her i Foldby, endskjøndt Raadet til dette Embede ogsaa havde stillet ham som Nr. 1 paa Listen. En saadan har vort Sogneraad bestemt for os!

Dog, hvem kom som Nr. 2 paa Listen? En, som ved Frændskab er holdt frem af Formanden efter egen Udtalelse, men som ikke har de bedste Karakterer blandt Ansøgerne.

Naar man nu seer en saadan Opstilling, og veed, at ikke alene den af os Begjærte, men af ganske udmærkede Ansøgere, som virkelig vilde være en ren Vinding for enhver Skole, ere skudte tilside ligeoverfor hine To, hvad skal man saa sige til en saadan Fremgangsmaade! - See, saaledes sker Indstilling til et Lærerembede her i Søsten-Foldby Kommune; og vilde vi Beboere i Distriktet være Sogneraadet særdeles meget forbunden, ved fra dette at see en troværdig Erklæring og Forklaring af denne deres Handlemaade.

Paa flere af Beboernes Vegne.

3. H.

(Aarhus Amtstidende 23. februar 1870).

En bedrøvelig Bebudelse. (Efterskrift til Politivennen)

Det er med en sand Rædsel, at vi heroppe i Nordslesvig have set bebudet, at Pastor Birkedal staaer i Begreb med at offentliggjøre et Skrift, som skal hedde: "Norden, Tydskland og Bjørnstjerne Bjørnson". Jeg behøver vel ikke at forklare, hvorfor jeg kalder denne Bebudelse bedrøvelig. Man behøver ikke at kjende noget til Skriftets Indhold, det er nok at vide, at Forfatteren er en fanatisk Tydskerhader og udgives for at være En af dem, hvis Kjærlighed til os Nordslesvigere er overstrømmende. Det er nok, siger jeg, til at vide, at ven os elskende og vore Undertrykkere hadende Præst vistnok ikke vil forsømme Leiligheden til at tage sig af vor Sag paa samme Tid som han tager sig af Prøiserne og Bjørnstjerne Bjørnson. Men da det nu altid har vist sig, at vor, offentlige og selvkaldede Beskyttere have vist os Tjenester, som ganske vist aldrig have gjort os mindste Gavn men rimeligvis megen Skade, og som "Aarhus Amtstidende" derfor meget træffende har kaldt "Bjørnetjenester", saa vil det neppe kunne undre Nogen, at vi ere blevne angest bange, hver Gang vi høre om nogen ny Tjeneste af vore Venner fra Kongeriget. Ulykken er nemlig, at hos disse - jeg taler kun om dem, der offentlig i Pressen udbasuner den Kjærlighed, som de sige at de føle - har det altid vist sig af deres Gjerninger, at Hadet til Prøisen været større end Kjærligheden til os Nordslesvigere, Lidenskaben stærkere end Forstanden, - ellers vilde de simpleste Klogskabshensyn have lagt en Dæmper paa deres Tunge, naar de talte om dem, som have vor Skjæbne i sin Haand. At udskjælde Tydskerne og den prøisiske Regering var ikke den Maade, hvorpaa Vennerne kunde gavne vor Sag og vor Stilling, men det var - som "Aarhus Amtstidende" ganske rigtig har bemærket - alligevel den Maade, som den kjøbenhavnske Presse brugte ligestrax da den lærte § 5 at kjende, istedetfor at den netop paa Grund af denne burde have brugt en ganske anden Fremgangsmaade. I det sidste Aars Tid vare vi allerede begyndte at blive lidt glade, fordi den danske Presse lod os saa nogenlunde være fri for dens bestykkende og uden Tvivl velmente Omtale, og fordi det nu syntes som om en Løsning af Spørgsmaalet var bragt paa Tale under Trekeisermødet. Og endelig er der sket Noget, som mere end noget Andet har bragt vort Haab om et godt Resultat til at voxe; det er nemlig det Skridt, som vore Modstandere have gjort ved at sende en Deputation til Berlin, som skulde bede den prøisiske Regering om at erklære Paragraf 5 for "Nul und nichtig". De have troet, at gavne deres og skade vor Sag ved denne Deputation; vi haabe det Modsatte og at Deputationen vil saa fortjent Svar paa Tiltale, thi nogen mere uforskammet Begjæring til den prøisiske Regering eller Konge end den, at han høit og lydelig skulde forkynde for Verden, at kan sveg sit Ord og begik Traktatbrud, kunne vi danske Nordslesvigere ikke godt tænke os, selv ikke i disse Lovløshedens Tider. Vi ere endnu saa naive at stole paa et Kongeløfte af Kong Wilhelm af Prøisen, og det havde været godt for os om den danske Presses Ordførere havde været eller idetmindste hele Tiden ladt som om de havde været ligesaa naive. Som sagt, vi haabe vedblivende paa en taalelig Løsning, og have glædet os over, at flere tydske Blade have fundet Stemningen hos det danske Folk og den danske Presse mere venlig imod Tydskland og deraf taget Anledning til at lægge et godt Ord ind for os, saa det lader næsten til, at Veien til Maalet bliver mer og mer fri. Men naar man takker sin Gud for hver lille Hindring, der møisommelig bliver fjernet, saa bliver Bedrøvelsen saa meget større, naar der uventet indtræffer Noget, som man frygter for, atter skal blive en Hindring, og jeg kan ikke nægte, at jeg har det stærkt paa Følelsen, at det Skrift, som bebudes fra Birkedal, vil blive af en saadan Beskaffenhed, at det let kan komme til at virke skadeligt for os herovre. Jeg har det, som sagt, kun paa Følelsen, fordi jeg kjender Præstens tidligere politiske Ord og Handlinger, men jeg kan forsikkre, at der er Mange herovre, som have samme Følelse, og som ønske, at hans Skrift maatte kunne blive gjennemset og uskadeliggjort af en eller anden besindig Politiker, førend det kommer i Trykken.

En Nordslesviger.

(Aarhus Amtstidende 6. november 1872).

Fotograf Thora Caroline Andrea Hallager (1821-1884): Vilhelm Birkedal (omkring 1857-1878). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den 12. september 1872 havde Bjørnstjerne Bjørnson på et møde i Casino udtalt at Danmark nu burde række Tyskland hånden til venskab og forlig, kun på den måde kunne man få Nordslesvig tilbage. Dette uddybede han senere i en artikel: "Det er signalerne, der må ændres ... Det forbidte, stængende tyskerhad har gjort stor åndelig og hjertelig ulykke i vore små folk." (Her citeret fra P. A. Rosenberg: Bjørnstjerne Bjørnson (2023).

Pastor Schøller Parelius Vilhelm Birkedal (1809-1892) blev cand. theol. i 1834 og var en discipel af Grundtvig. 1864-66 var han medlem af rigsrådet (det Nationale Venstre) og mod fredsslutningen 1864. I september 1865 angreb han ministeriet og afskediget samme år. Han var herefter valgmenighedspræst i Ryslinge. I 1870 var han imod det forenede Venstre, men hans menigheds flertal for. 

Jeg har ikke kunnet finde det omtalte skrift. Men i tidsskriftet "For ide og virkelighed" fra august 1872 findes en artikel "Forklaring af en gammel Yttring" (side 1-33) hvori Birkedal mener at Gud har behov for Danmark og de nordiske lande, og har en plan med hvad der sker. Indholdet passer nogenlunde det som artikelskriveren hentyder til af Birkedals synspunkter.

Højremændene! (Efterskrift til Politivennen)

Væk med Højremændene! Det er rigtig morsomt at lægge Mærke til, hvorledes Højrepressen hyler over, at Venstrefolket alvorligt rejser sig for at udelukke Højremændene fra alle mulige Bestillinger, som har den allermindste Betydning. Naar Venstremændene gjøre dette, da gjøre de nemlig slet intet andet, end hvad Højremændene hidtil udelukkende have gjort paa alle mulige Punkter. Ministrene have været Højremænd, og ethvert Embede, enhver mulig Bestilling, som de have kunnet udnævne til, ere blevne besatte med Højremænd udelukkende. Titler (især Kammerraadstitlen), Ærestegn, Rang af hvad Navn nævnes kan, ere udelukkende tildelte Højremænd. Og saaledes er det gaaet lige ned til Sognefogder, Vurderings- og Taxationsmænd af alle mulige Slags. Man har maattet forbauses over, hvor snildt Højre har kunnet udpille enhver slavesindet, reaktionær Bonde for at paahænge ham et Ordenstegn eller udnævne ham til en eller anden Bestilling, hvorved der kunde være Ære, Indflydelse og Fortjeneste at hente. Jo mere reaktionær t. Ex. en Præst, Prokurator, Amtmand, Herredsfoged har været, jo vissere har han været paa Forfremmelse og Ophøjelse (vide Ridder Schrum i Svendborg!) Endogsaa til Embeder, hvor folkevalgte Myndigheder have betydelig Indflydelse paa Besættelsen, som f. Ex. Skolelærer-Embederne, have Højremændene hidtil vidst at kjøre saaledes omkring med Sagerne, at Højres Nikkedukker ere blevne foretrukne. Venstremændene have hidtil ladet Højremændene besætte Skolelærer-Embederne, saa at hidtil ufolkelige Lærere overalt ere blevne foretrukne for folkeligsindede. Højremændene ere gaaede saa vidt i deres Fanatisme imod Venstre, at endogsaa til ganske private, upolitiske Stillinger tilsidesætte de Venstremændene og fremtrække Højremændene. Se til vore tidligere oprettede Sparekasser og Banker! Se til de landøkonomiske Foreninger! Se til Valgene af Dommerne ved Dyrskuerne, Smørudstillingerne! Se til Dampskibsselskaber og andre Selskaber! Allesteder Højremænd eller Højremændenes Løbedrenge og Budbærere til Bestillingerne, især dem, der er noget at tjene ved! Man tør endogsaa paastaa, at Højremændenes Fanatisme og Egenraadighed er gaaet saa vidt, at Forslag til Lovforandringer i Dampskibsselskabers Love eller i Landboforeningernes Love, Vedtægter og Bestemmelser ere paa det mest glubende blevne bekæmpede af Højremændene, naar Forflagene have været stillede af Venstremænd. Man kunde eftervise denne Højremændenes Fanatisme og Ensidighed paa det tydeligste i alle mulige Retninger lige indtil den Glubenhed hvormed de ophøje enhver Bonde, som bliver Forræder imod Venstresagen. Saalænge Højre egenraadigen og egenmægtigen har kunnet gjøre det, saa fandt de det ganske i sin Orden. Og Venstremændene have hidtil været kortsynede (og dorske) nok til at finde sig deri. Men nu, da Venstremændene ere vaagnede og ville iskænke den Skaal for Højremændene, som disse hidtil have iskænket for Venstremændene - : ja saa hyle Højremændene og Højrepressen over denne forfærdelige Ugudelighed - som de hidtil have været ene om at udøve. Er det ikke nogle morsomme Fættere, de Højremænd?

(Aarhus Amtstidende 7. januar 1874).

Højremændenes Hyl over Venstremændenes Bestræbelser for at værge sig overfor Højremændenes politiske Had og Fanatisme er ikke andet end det pureste Hykleri. Højremændene gjøre nemlig, have i mange, mange Tider gjort det samme, som Venstremændene nu endelig ere pidskede til at gjøre. Højremændene have i mange Aar ikke holdt Venstrebladene, og saasnart et Venstreblad har berørt en Ting, som Højremændene ikke have fundet Behag i, saa væk med det! Man vil vel nok behage at erindre, hvordan Højremændene i Aarhus stillede sig under den fransktydske Krig mod nærværende Blad. Jernstøber Frich begyndte, og saa kom Athenæum med Telegrafist Zahle i Spidsen, derefter Haandværkerforeningen med Arkitekt Lange og Hosekræmmer Christiansen og den store Mand Maler Kruse. Bladet skulde afsiges, ingen maatte avertere deri. - Hvordan stillede Hr. Broge sig, da han blev vred over vor Holdning i Dampskibssagen, da hans Modstand forhindrede, at det jydsk-engelske Dampskibsselskab fik et 3die Skib for 2/3 af den Pris, der nu maa gives for et? Strax afsagde han og hans Svigersøn Bladet, og han unddrog os sine Avertissementer for en Tid. Og saadan kunde vi opvise mange Exempler fra andre Omraader. - Højremændene søge at unddrage Venstremænd Næring og Bjergning, Arbejde og Fortjeneste, saa vidt de kunne. Men de gaa mere lunt tilværks dermed end Venstremændene. De tale ikke saa aabenlyst derom, men imellem hinanden er et Vink nok! de Fyre forstaa en halvkvæden Vise. De skrive ikke derom offentlig, men de udføre det i den mest storartede Maalestok i Virkeligheden. Men som Venstremændenes Færd er og bør være, aaben og ærlig, frit og med "aaben Pande", saa tales i det af Kongen i Dag givne Svar paa ogsaa i dette Stykke. Lad kun Verden vide hvad vi ville, nemlig ikke fede vore Modstandere og lade vore Venner sulte. Det er ikke andet, end hvad Højremændene gjøre i fuldeste Maal, og have længe gjort. De ikke alene lade være med at unde politiske Modstandere noget af, hvad de kunne unde dem, men de skade dem, saa vidt de kunne. I dette sidste ville vi ikke ligne dem. Vi ville ingen gjøre Fortræd; ti det er urigtigt, ja, det er mere, det er Synd. Vi ville kun for Fremtiden lade være med at hjælpe vore Modstandere til at gjøre os Skade og Fortræd og lønne dem for det oven i Kjæbet; ti det er Synd mod os selv. - Vi ville bære os rigtigere ad, nemlig hjælpe og belønne dem, der nære venligt Sind mod os, og som ere vore Venner og Medhjælpere. Vi kunne da vel nu forstaa saa meget, at vi ingen Venner faa, naar vi fede vore Fjender og lade vore Venner sulte og opædes af Højremændene. Hidindtil har der kun været Armod, Had og Forfølgelse at hente ved at tjene Venstremændene. Derimod har det været et Herreliv at tjene Højremændene; ti saa har man faaet Ære og Løn af Højremændene og af Venstremændene med. Nu ville vi forandre dette: lade Højremændene ene om at ære og lønne deres Tilhængere selv uden vor Hjælp; men vi ville alene lønne og ære vore Venner og Hjælpere.

(Aarhus Amtstidende 8. januar 1874).

Højremændenes Kneb. Naar Højremændene bygge Bygninger, stifte Selskaber m. v., saa ere deres Blade og Budbringere færdige at skrige Halsen itu af Glæde og Roes over, hvor dejligt saadan noget er, hvor roesværdigt det er, hvilken mageløs Nytte, det er til, hvad de stille an. Og de Venstremænd, der ville hjælpe Højremændene med deres Skibe, Foreninger, Fællesbygninger m. v., det er, rent ud sagt, nogle dejlige Mennesker. Naar derimod Venstremænd paa egen Haand, uden enten at spørge Højremændene om Lov, eller uden at stille Højremændene i Spidsen derfor, ville oprette noget, det være sig Foreninger, Aktieselskaber til Bygning af Skibe. Forsamlingshuse eller sligt, saa hyle Højremændene i vilden Sky over, at man kan finde paa noget saa daarligt og taabeligt, noget saa skadeligt og unyttigt. Saadan gaar det nu med Foreningsbygningen i Aarhus. Uagtet det jo i enhver Henseende er lige saa godt, at en stor og anselig Foreningsbygning opføres, som at Dampskibene til Farten paa Kjøbenhavn og paa England byggedes, som da Børsen og Haandværkerforeningen byggedes, og hvorover alle glædedes, og hvortil Landboernes Penge vare saa rigeligt tilstede, saa ved man nu ikke, hvad man skal finde paa for at forhindre Foreningsbygningen. Da der ingensomhelst fornuftig Grund af god Beskaffenhed er til at være derimod, saa kan det ikke være anden end den: man ønsker, at Venstremændene skulle tigge om Husly til Møder hos Højremændene, og man ønsker, at Højremændene kunne forbyde Venstremænd at samles, naar det er mest nødvendigt. Vi faa se, om Venstremændene ville være Højremændenes Slaver.

(Aarhus Amtstidende 14. januar 1874).

Der hentydes det forsamlingsbygningen, det senere "Østergades Hotel". Det var især på højskole- og Venstremanden Lars Bjørnbaks initiativ. Trods højlydte protester fra borgerskabet, lykkedes det at rejse penge blandt gårdmænd, husmænd, håndværkere og småhandlende. Forsamlingsbygningen var tegnet af arkitekten Vilhelm Carl Puck. Da den var opført, hånede Højre-avisen Aarhus Stifts-Tidende bygningen som "et vidtløftigt sammensurium". Bygningen indeholdt en sal med plads til ca. 1.700 mennesker. Spisesalen nedenunder havde plads til ca. 400 personer. Bygningen stod ikke tilbage for borgerskabets huse. Efter protester og trods bevaringsværdighed, blev bygningen nedrevet i 2009.

Skoleforstander Viborg. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Fredrikshavnsegnen. (Meddelt.) Ved et Møde, som Søndagen den 9. f. M. blev holdt i Dvergetved. opvartede Skoleforstander Viborg fra Smidstrup med et Foredrag, som det maaske kunne interessere "Aarhus Amtstidendes" Læsere at se gjengivet, da disse derved kan en lille Prøve paa, hvorledes Grundtvigianerne her i Egnen stille sig. Nævnte Taler, som først fik Ordet ved Mødet, begyndte med nogle Lignelser, der, efter mit eget Skjøn, skulde godtgjøre, hvor tom og intetsigende den almindelige Stræben efter Frihed og Lighed, ret beset, viser sig at være, forsaavidt den sætter sit Formaal her i denne syndige Verden. Saalænge Barnet, sagde han, staaer i Gangstolen, strækker det Armene efter dronningen, hvor det vil ud at lege med de andre Børn. Men det mærker snart, at heller ikke her har det sin Frihed. Det længes da efter Skolen, der skal bringe det i de ældre og større Børns Selskab. Men ligesaalidt finder det der, hvad det søgte, osv. Den rette Frihed bestod i, at vi lunde kaldes Guds Børn, idet vi fulgte Frelseren efter, ved at tilegne os vor Daabs Naade og gjøre Ret og Skjel mod Andre, som vi ville, at de skulle gjøre mod os. Taleren gav nogle Exempler paa, hvorledes mange Menneskers Gjcrning i saa Henseende strede mod deres Ord. Han kjendte saaledes en ung Bonde fra Silkeborg Egnen, der hver Uge kjørte til Bven i svingende Trav med Korn og Fødevarer. Denne Mand, der bestandig slog om sig med Frihed og Lighed, havde i sit Brød en fattig Dagleier, som tjener ham for 2 Mk. daglig paa egen Kost. Sagde Daglejeren til sin Husbond, at han ikke kunde skaffe Føden til sig og sin Familie, da han var selv 6te, lød Svaret: Du kan reise ad H. . . . til; der er nok at faa af Din Slags. Der er ogsaa, fortsatte Taleren, dem, som udgive disse saakaldte folkeligt Blade. Ogsaa de raabe paa Frihed og Lighed. Men de samme Mænd sige til deres Abonnenter: I maa ikke handle med de Kjøbmand, som ikke holde mit Blad. Derpaa stuttede Foredraget med nogle kristelige Formaninger om, hvad vi skulde tro og gjøre for at dø en salig Død. Ovenstaaende er ialfald det Væsentligste. Hvas Hensigten maa være med slige Yttringer er jo ikke svært at gjætte. Ved f. Ex., saaledes at fremdrage "en ung Bonde fra Silkeborg", som maaske slet ikke er til indenfor Taterens digteriske Indbildningskraft, vækkes der hos enkelte af Arbeidsklassen Mistro mod dens bedste og paalideligste Venner her i Landet, den frisindede jydske Gaardmandsstand. Ligesaa med Sigtelsen mod de folkelige Bladudgivere. Ogsaa den rammer jo helt i Luften. Idetmindste kan jeg ikke tænke mig. at den skulde sigte til Andet, end den, for nærværende Blads Læsere velbekiendte Kjendsgjerning, at omtrent 100 agtede Mænd af Aarhus' nærmeste Omegn nylig have opfordret Frihedens og Lighedens Venner her paa Egnen til saavidt muligt at unde folkelige Handlende og Haandværkere deres Søgning, i Lighed med hvad Frihedens og Lighedens Modstandere længe have gjort. Hvorvidt bemeldte Taler skulde tro, at en Smule kristelig Ordbram er tilstrækkelig til at lade hans Tilhørere faa et andet Syn paa hans Udtalelser end det, som fremgaaer af visses egen Beskaffenhed, maa jeg naturligvis lade staa den, idel jeg slutter min Meddelelse med at tilføie, at Hr. Viborg lovede Søndagen efter Pintse at indfinde sig til et nyt Møde i Qvissel, hvor det skulde glæde mig, om han kunde komme til at staa Ansigt til Ansigt med nogen af de Mænd fra Aarhus Egnen, som saa godt forstaa at afsløre grundtvigianske Talemaader. Men dertil er der vel, desværre, ikke mindste Udsigt.

(Aarhus Amtstidende 11. maj 1872)

Redaktøren for Aarhus Amtstidende, skoleforstander Bjørnbak var stærk modstander af "de krigsgale Grundtvigianere", deriblandt skoleforstander Viborg, der var Højres trofaste Mand.

Vælgermøde. I Søndags blev der ifølge "Frederikshavns Av." afholdt et af omtrent 100 Mennesker besøgt Vælgermode i Kvissel. Efter nogle Udtalelser af Skoleforstander Viborg fra Smidstrup og Gaardmand L. C. Pedersen af Skjortholt forsvarede Gaardmand Knud Dybbro, der paatænker at stille sig i Hjørring Amts 3die Valgkreds, under Forsamlingens Latter Socialisterne og bebrejdede Magthaverne, at de havde forhindret "disse fredelige Folks" Møde paa Nørrefælled. Netop derved havde Socialisterne vundet den største Seir. Nei, man maatte tage varlig paa disse Folk, man maatte lade "Pengeposemændene", "Embedsmænd, der faae 4-6000 Rd. for at ligge paa en Sovesopha", de rige Stiftelser o. s. v. komme de Fattige til Hjælp: man maatte fremme Oplysningen, forbedre Skolelærernes usle Kaar, afskaffe alt Krigsvæsen osv. - Lærer Nielsen af Vangen nedlagde en bestemt Indsigelse imod, at Lærerne vare daarligt lønmnede; i den Henseende havde de ingen Grund til at beklage sig, hvorimod der var megen Grund til at beklage sig, hvorimod der var megen Grund til at beklage sig over den ringe Støtte, som Skolen og dens Gjerning mange Steder havde i Befolkningen selv. Taleren troede, at det bedste Værn mod Socialismen vilde være, at Ungdommen for Fremtiden vænnedes til at beflitte sig paa større Tarvelighed end nu, og han fremdrog under Forsamlingens Bifald flere Exempler, hentede fra sit eget Ungdomsliv, paa, hvorledes man tidligere fremfor nu kunde komme godt igjennem under langt tarveligere Livsvilkaar. Ogsaa fra andre Sider blev Knud Dybbro stærkt imødegaaet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. juni 1872).

Th. Bjørnbaks svoger, gårdejer Knud Dybbro fra Bagterp var tilhænger af "bjørnbakkerne" og afrustning og havde allerede i 1871 formanet forstander Viborg til at styre sin skole i kristelig ånd. Han blev derfor lagt for had og latterliggjort af de nationalliberale og Mellempartiet, ligesom han også havde skilt sig ud fra "det forenede Venstre". Ved folketingsvalget i 1869 fik han i Hjørring næsten lige så mange stemmer (590 stemmer) ved folketingsvalg i 1869 som den konservative modkandidat kaptajn Nyholm (594 stemmer), og en kilde angiver endda at der var foregået uregelmæssigheder så han ikke blev valgt. Ved et møde i Vester-Brønderslev 30. november 1871 havde Dybbro forsvaret Geleff.

Oluf H. Jørgensen (del 1): Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:

Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro 1891.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet m. v.
Del 5 Død og Eftermæle. 

Oluf Holger Jørgensen blev uddannet journalist på faderens Ringkøbings Amts Avis (fra 1. april 1871) og Morgenbladet (1873-1876). Som 23-årig blev han redaktør på det nystiftede "Skanderborg Amts Avis" (Venstre) hvor han var redaktør 1876-1897. Han blev dernæst redaktør af "Agrardagbladet" og da dette i 1919 fusionerede med avisen København, medredaktør her.

Skanderborg Amtsavis blev første gang udgivet 2. juli 1876. Før det havde bogtrykker Backhausen forsøgt sig med Skanderborg Avis som lukkede i 1874. Et genoplivningsforsøg som Højreavis samme år (Skanderborg Købstads Avis) udkom indtil 28. september 1876. Skanderborg Amtsavis støttede partiet Venstre, og blev dermed et modstykke til Århus Amtstidende - det dominerende venstreblad i Østjylland. Skanderborg Amtsavis udkom fire dage om ugen og havde i udgivelsesåret 1876 antageligt omkring 400 læsere. Under Oluf H. Jørgensens redaktionsperiode tredobledes dette til 1200 - 25 år efter (1901). Skanderborg Avis blev efter december 1951 udgivet af Silkeborg Avis, og redaktionen blev en lokalredaktion under denne, samtidig med en teknisk modernisering.  Den blev langsomt til Midtjyllands Avis og navnet Skanderborg Amts-Avis fjernedes helt fra 1974. 

Fotograf Lars Dinesen (1840-1903): Redaktør Oluf H. Jørgensen (1852-1920). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nr. 30. Impresario Otto Petersen (Ingen)

contra

Redakter Oluf H. Jørgensen (Ingen).

Højesterets Dom.

Citanten, som hverken selv møder eller ved Fuldmægtig lader møde til bestemt Tid for Højesteret, bør betale 80 Lod Sølv til Vor Frelsers Kirke, førend det tillades ham med denne Sag at gaa i Rette, og saafremt han ikke inden 3 Uger melder sig med Kvittering, at bemeldte 80 Lod Sølv ere betalte, bør han have tabt Sagen og ham ej tillades videre derpaa at tale.

(Højesteretstidende 1886. Højesteretsåret 1885-1886).

I efteråret 1885 var han med til at indsamle penge til lock-outede smede og maskinarbejdere  i København. Fabrikanterne vil tvinge dem til at opgive deres faglige organisering. 

Skanderborgeren er atter vred, denne Gang over de Bemærkninger, som vi sendte ud sammen med vor Meddelelse om, at Folketingsmand N. J. Larsen har anlagt Sag mod vor store samtidige Hr. Oluf H. Jørgensen.

Vi skrev bl. a. dette: "Det er meget prisværdigt af Hr. N. J. Larsen, at han tager sig for at belære Hr. Jørgensen om, hvad man maa sige, og hvad man skal tie med. Det vil sikkert kunne gjøre Gavn."

Kompagniet "Skanderborg Avis" og "Kolding Folkeblad" falder i den Anledning over os, forbausede over disse vore Ytringer.

De ønsker dem formodentlig nærmer, motiverede, og de skal faa det. De, der kjender noget nærmere til Hr. Oluf H. Jørgensen og hans Virksomhed som Redaktør, vil allerede for længe siden have lagt Mærke til, at hans Specialitet er Meddelelser om mere eller mindre private Forhold. Det er Krydderiet, der drysses paa hans Organ. Vi skal give et lille Exempel. For nogen Tid siden var der Tale om nogle Forandringer ved Redaktionen af "Aarhus Amtstidende". Hr. Oluf Jørgensen fik under en privat Samtale tilfældig noget at vide om Forhandlinger, der fandt Sted i denne Anledning, Forhandlinger, som vare svævende og som endnu vare langt fra deres Afslutning. Saa snart Hr. Jørgensen kom hjem, satte han alt, hvad han vidste i "Skanderborg Avis", nævnede Navne og sparede sig i det hele taget ikke i nogen Henseende i Retning af Meddelelser om de aller intimeste Forhold ved Bladet. Ethvert Menneske, der har ringeste Smule Takt, forstaar Forsyndelsen og indser, at den burde være besvaret med en Revselse, saa meget mere som Meddelelsen kunde være til megen Gene for en af de deri nævnte Personer. Vi gjorde imidlertid ikke noget ved Sagen, vi lod Hr. Jørgensen løbe videre, og han er bleven i Vanen indtil han nu har løbet Panden mod N. J. Larsen. Her har han truffet en Mand, der gider paatage sig det Arbejde at belære ham om, at der er noget, der hedder Takt, og at dette noget afholder dannede Mennesker fra at servere alle mulige private Forhold til Beståelse for et Blads Læsere.

"Kolding Folkeblad"s Enevold Sørensen tager Anledning af vore Ord til at komme med følgende vise Bemærkninger:

"Ja rigtigt, "Aarhus Amtst." har vist her truffet Sømmet paa Hovedet. Det ligger i Luften under den nuværende Situation, at der er noget, det er tilladt at sige, men ogsaa noget, man skal tie med, naar man vil regnes til de artige, - men det er dog næppe sikkert, at Vælgerne i Længden ere tilfredse med Fortielsen"."

Men Hr. Enevold Sørensen gaar i en betænkelig Grad galt i Byen. Vore Bemærkninger om Processen har ikke noget med Politik at gjøre, hverken med den almindelige Venstrepolitik eller med den ejendommelige Enevold Sørensen'ske.

Vi bryder os meget lidt om Hr. Oluf Jørgensens Politik, den er saa vist ikke en Gang en Proces værd; men vi ønsker ham en Smule tugtet for den almindelige Plaprevornhed, der har karakteriseret ham saa længe han har været ved "Skanderborg Avis".

(Aarhus Amtstidende 22. august 1887)

Skanderborgs Ødelæggelse. I en Korrespondance til "Jyllp." fra Skanderborg angaaende det mislykkede Protestmøde hedder det bl. A.: Som bekjendt har Redaktør Hr. Oluf H. Jørgensen ("Skb. A. Av.") jo allerede i lang Tid i sit Blad raset mod alle dem, der ikke ville danse efter hans Pisk. Særlig er dette gaaet ud over Handelsstanden, altsaa over de Folk, som i sin Tid tog Aktier i hans Blad, og som daglig støtte ham med Avertissementer og formodentlig ville vedblive dermed, da man ifølge Skriftens Ord skal gjengjælde Ondt med Godt, overladende til Hr. Redaktør Oluf H. Jørgensen at anvende det modsatte.

Allerede i en længere Aarrække synes det, at have været Hr. Oluf H. Jørgensens Opgave, uagtet han er Frimurer, gjennem sit Blad at udsaa Had og Bitterhed mellem de forskjellige Partier, og det er desværre ogsaa saavidt lykkedes, om det end maa siges til vort Demokratis Ære, at Pluraliteten holder sig for god til at deltage i saadanne Løjer som i Søndags.

Naar undtages enkelte politiske Fanatikere, skal man lede længe, inden man finder en mere hæderlig Landbostand end i Skanderborg-Egnen. og derfor vil vist alle Næringsdrivende med Glæde hejse Flag for dem, til hvilket Parti de end høre, kun ikke, naar de trues dertil med Svøben.

Indsenderen maa imidlertid med Beklagelse meddele, at disse disse brave Frihedsmænd, takket være Hr. Oluf H. Jørgensens Anstrængelser, nu have sat den økonomiske Krig i Scene efter en stor Maalestok. Det lille venlige Skanderborg skal nu ruineres, hvad det koste vil, ogsaa Venstremændene maa gaa med i Faldet.

Hvilken stolt Følelse maa det ikke være for ren Mand med Konsorter, som er Ophav til denne Tilstand, om kort Tid at kunne gaa igjennem Byen og se paa de lukkede Butikker og forarmede Haandværkere, og saa at kunne sige til sig selv: "Se dette er Altsammen mit Værk."

Maa det endnu være mig tilladt at tilføje, at alle Retsindede, saavel Venstre- som Højremænd i By og paa Land, fordømme den Ufred, Hr. Oluf H. Jørgensen udsaar i sit Blad, og at den Tid mulig ikke turde være saa fjærn, da Hr. Oluf H. Jørgensen selv dumper i den Grav, han opkaster for Andre!

Særlig i den senere Tid har han faaet saa godt som hele Byen imod sig, og skal man dømme efter Landboernes Udtalelser, da tænkes der nu ogsaa for Alvor paa at faa et andet Blad til at afløse "Skanderborg Amts Avis".

Skjøndt det vel ogsaa maa være Handelsstanden i Skanderborg tilladt at have sin Mening, er den ikke første Gang endnu optraadt som politisk Modstander af Landboerne, men har ved enhver Lejlighed holdt sig udenfor alt det politiske Kjævleri, hvorpaa vor Egn, takket være Hr. Oluf H. Jørgensen, er saa rig.

* * *

Af et Brev, vi have modtaget fra Skanderborg, ses det, at Redaktør Jørgensen i sin Prædiken økonomisk Krig kun har fulgt Opfordringen fra Redaktør Bojsen fra "Hors. Folkebl.", og skjøndt disse to Kavalerer ellers hidtil har maalt hinanden Skjæppen fuld med Skjældsord, har det dog ikke hindret den lille Skanderborger i at tage ved Lære af sin demokratiske Værtscelle i Horsens. Ved Punchesoldet efter "Protestmødet" optraadte Bojsen nemlig som Forkynder af den økonomiske Krig, og idet han stillede sig frem paa Verandaen med Armen udstrakt og Fingrene krummede som Kløer, udraabte han: "Jeg skulde blot være Redaktør i Skanderborg i otte Dage, saa skulde jeg gribe den lille Klat Højrefolk med disse Kløer og knibe dem, fordi de ikke slagede, saa de skulde komme til at føle det."

Og den lille Skanderborger, der ligesom sin store Kollega i Horsens har "Friheden" indskrevet på sin Fane gik hjem, satte sig ned og skrev som han gjorde for at skaffe sig et ligesaa misundelsesværdigt Navn som Redaktør Boisen

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 16. september 1887)

Avisen må have været en god forretning, for 1887-1895 var Oluf H. Jørgensen blandt de største skatteydere i Skanderborg. I maj 1888 solgte Oluf H. Jørgensen Skanderborg Amtsavis til et interessentselskab af landboere i Skanderborgegnen for 40.000 kr. Jørgensen fortsatte som bladets redaktør.

Da formanden for Horsens Andelssvineslagteri i marts 1889 foreslog en modtagestation for svin der skulle leveres til slagteriet i Horsens, delte meningerne sig i de som ville have et selvstændigt slagteri i Skanderborg og de som tilsluttede sig det eksisterende i Horsens. Oluf H. Jørgensen var for det første, og sådan blev det: det blev stiftet december 1889 med kun 2000 svin indtegnet, og åbnede 21. august 1890. Tiden var imidlertid ikke til små slagterier. Tilsvarende små slagterier i Odder, Skjern og Varde lukkede omkring 1890. I Skanderborg måtte slagteriet reorganiseres i 1894.

Henning Jensen udfordrer Politiet. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Henning Jensen (1838-1929) cand. teol.,forfatter, journalist, bl.a på Social-Demokraten og avisen København. Han var præst 1865–1885, først nær Indre mission, men senere grundtvigianismen og frikirkelige strømninger. Personel kapellan 1865-72. Herefter sognepræst i Pedersker på Bornholm. Politiker for Venstre. Senere udtalte han at det var han "endnu mindre egnet end til præst". 1886–92 folketingsmand for Middelfart, her tilnærmede han Viggo Hørup.

Fra 1872 begyndte han at skrive journalistik. Han blev i Bornholms Tidende 1874-1875 flere gange refereret for sine kirkelige synspunkter. I Aarhus Amtstidende omtales en episode hvor Henning Jensen udfordrer politiet ved at holde et offentligt møde, fx i Rådstuen. Politiske møder var på daværende tidspunkt forbudt:

Det skjærpede Polititilsyn med offentlige Møder indskrænker sig ikke til politiske, men udstraktes ogsaa til folkelige og kirkelige Forsamlinger. Sognepræst Henning Jensen i Pedersker paa Bornholm oplyser i "Dsk. Flk.", at han i Forening med en Kapellan Niemann i Aakirkeby jævnlig har holdt saadanne Møder paa Raadstuen i Aakirkeby, ved hvilke de med Flid have undladt at berøre Politiken. Men den 12te April indbandt Politimesteren i fuld Uniform med 2 Sandemand (Sognefogder) og Politistyrken i Aakirkeby sig ved et saadant Møde for "paa Embeds Vegne" at overvare det. "Folk ville smile - skriver Pastor Jensen - naar de høre, hvilke oprørske Taler der holdtes; jeg talte om de af Salomons Ordsprog, der omhandle Kvinderne, og Riemann talte om de tre Hittebarn Kyros, Romolus og Moses; i to stive Klokketimer maatte de stakkels Politi Embedsmænd - paa Embeds Vegne - høre Sange og Taler om Persere, Romere og Jøder." Han beklager særligt Politimesteren, som er en velvillig og billig tankende Mand, fordi han for den Sags Skyld har maattet forlade et Middagsselskab i sit Hjem, og ender med at spørge, om vi bo i Danmark eller i Sønderjylland, siden vi, naar vi samles for at tale om vort jordiske og himmelske Fædreland, da betragtes ikke som fredelige Mand og Kvinder der, men som mistænkelige Subjekter, ildesindede Urostiftere, som Politiet maa holde et vaagent Øje med.

(Aarhus Amtstidende 26. april 1877)

Politibetjent Johanne Kirstine Hjersing Berg. (Efterskrift til Politivennen)

Johanne Berg 1883-1963 var den første kvinde ved toldvæsenet i Ålborg. I 10 år arbejdede hun på et sagfører- og livsforsikringskontor. Hun arbejdede i Centralorganisationen af danske Handels- og Kontormedhjælperforeninger (senere HK), i 1907 blev hun indvalgt i lokalbestyrelsen for Ålborgafdelingen hvor hun også blev kasserer. 1908 valgt til forbundets hovedbestyrelse - det første ordinære kvindelige hovedbestyrelsesmedlem i HK. Endelig medlem af bestyrelsen for Ålborgs kvindevalgretsforening. Johanne Berg glemte hverken sin kvindesaglige eller organisationsmæssige interesse. Hun sad i bestyrelsen for DKs Århuskreds og var medstifter af Socialistisk Kvindeforening i 1918 og var medlem af bestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund i Aalborg.

I 1914 blev hun ansat som politibetjent, formentlig den første kvinde i Danmark med egentlig politimæssigt arbejde. Når begrebet kvindeligt politi blev udsat for angreb, svarede hun skarpt igen i Politiforbundets blad Politivennen. 

Se også indslaget om Johanne Berg som kommunalpolitiker.

Kvindelig Politibetjent.

Aarhus Byraad har som kvindelig Politibetjent antaget Bogholderske Frøken Johanne Berg. Datter af Enkefru Berg, Danmarksgade 70, Aalborg. Frøken Berg. der allerede første Maj skal tiltræde sin nye Livsstilling, har været et skattet og virksomt Medlem af Bestyrelsen for Kvindevalgretsforeningen, og Frøkenens Bortrejse betyder et stort Tab for Foreningen af Handels- og Kontormedhjælpere, hvis Kasserer hun har været gennem en Aarrække, og i hvis Bestyrelse hun som Repræsentant for de kvindelige Medhjælpere har udført et stort og fortjenstfuldt Arbejde.

Ogsaa indenfor Hovedbestyrelsen for Centralorganisationwn af danske Handels, og Kontormedhjælperforeninger, af hvilken Frøken Berg er Medlem, vil hun blive savnet som en energisk Repræsentant for de organiserede og selverhvervende, kvindelige Handels- og Kontormedhjælpere.

(Aalborg Amtstidende 24. april 1914).

Den kvindelige Politibetjent.

For lukkede Døre ansatte Aarhus Byraad i Aftes Frk. Johanne Berg, Aalborg, som Politibetjent i Aarhus.

Den nye kvindelige Politibetjent er 30 Aar. Frøkenen har i en Aarrække været ansat paa Sagfører Rafns Kontor i Aalborg. Hun har taget megen Del i Kvindevalgretsbevægelsen, og er Medlem af Bestyrelsen for Aalborg Kvindevalgretsforening. Desuden er hun Kasserer for Handels, og Kontormedhjælperforeningens Aalborgafdeling og Medlem af samme Forenings Hovedbestyrelse.

Naar Frøken Berg nu har ønsket at blive Politibetjent, er en af hendes væsentligste Grunde Lysten til at forsøge sig paa et nyt Felt, hvortil hun mener at have Evner, og Ulysten til det noget ensformige Liv paa et Sagførerkontor. Stillingen som kvindelig Politibetjent i Aarhus vil sikkert ogsaa byde paa adskillig mere Afveksling.

Frk. Berg tiltræder sin nye Stilling i næste Maaned.

(Aarhuus Stifts-Tidende 24. april 1914).

Den første kvindelige - !

Frk. Johanne Berg, der er ansat som Politibetjent i Aarhus.

Der har jo et Par Gange tidligere været Tale om, at "den første kvindelige Politibetjent" i Danmark nu var ansat. Det var først Frk. Jensen i Aarhus og bagefter en Dame i Aalborg. Men begge de to Damer er dog i alt væsentligt kun bleven brugt til Kontorarbejde, til Visitation as kvindelige Arrestanter o. lign.

Fra 1. Maj er der imidlertid, som man ved, bleven ansat en "rigtig kvindelig Politibetjent" i Aarhus, nemlig Frk. Johanne Berg, som vi herved har den Fornøjelse at præsentere for vore Læsere.

Frøkenen vil som Betjent komme til at arbejde under Former, der næsten i et og alt svarer til, hvad hendes mandlige Kolleger maa udføre, hun faar Myndighed som Politibetjent og skal f. Eks. som de mandlige Betjente udføre Patroljetjeneste, særlig om Aftenen, da hendes specielle Opgave er at holde Øje med de ganske unge Piger, som er ved at begynde paa at færdes for hyppigt paa Gaden efter i Beværtninger i daarligt Selskab. Dem er det, hun skulde søge at redde, inden de endnu er sunket altfor dybt.

Hvordan? Ja, det bliver en Skønssag i hvert enkelt Tilfælde, En kan maaske paavirkes ved et Par fornuftige Ord om den Fremlid, der venter hende, hvis hun ikke bryder af i Tide, en anden maa Kvindehjælpen maaske tage sig af - at faa med Politiet at gøre under de for ældre og mere forhærdede Kvinder gængse Former er det jo netop, man skulde bevare disse stakkels Børn for.

Det er ikke noget hverken let eller behageligt Arhejde, den unge Aalborg-Dame gaar ind til. "Men," som hun siger i en Samtale, vi i Gaar har haft med hende, "jeg møder i hvert Fald med en god Villie og et godt Mod til at tage fat, saa jeg haaber, det skal gaal"

- Det haaber vi ogsaa. Alle gode Borgere vil i hvert Fald se med Sympati paa Frøkenens Arbejde, og fra sine Overordnede og Kammerater vil hun sikkert ikke komme til al savne den Støtte, som hun kan gor« Krav paa.

(Aarhuus Stifts-Tidende 25. april 1914).

Den kvindelige Beijent

En Journalist ved "Aalborg Venstreblad" har interviewet Frk Johanne Berg. der er udnævnt til Politibetjent i Aarhus.

- Skal De have Uniform, spurgte Journalisten ?

- Nej, jeg bestemmer selv Munderingen.

- Hvordan skal den saa være ?

- Ved det ærlig talt ikke. siger Frøkenen og tænder en Cigar, foreløbig tager jeg min Søndagslue paa, og den øvrige Dragt har jeg ikke tænkt nøiere over

- Hvis nu en Herre tager Fejl en Aften og absolut vil følge Dem hjem?

Frøken Berg sender Journalisten et sønderknusende Blik: "Saa hænger jeg Politiskiltet ud og siger: "Passer gaden lille Ven."

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 18. maj 1914).

Johanne Berg rejste i maj til Norge, Kristiania (Oslo) for at få et kursus hos de derværende kvindelige betjente.

Danmarks første kvindelige Betjent.

Frk. Johanne Berg, der holder 10 Aars Jubilæum

Mange Aalborgensere vil sikkert mindes Landets første kvindelige Politibetjent, Frk. Johanne Borg, fra den Tid hun, før sin Ansættelse i Politiet, tilbragte her i Byen. Frk. Berg var en overordentlig livlig og interesseret Kvinde, der med Iver og Lyst deltog i Arbejdet indenfor vort Partis Rækker. Navnlig Ungdomsbevægelsen nød godt af hendes rige Evner, thi hun var en af de Partifæller, der fuldt ud forstod Betydningen af at opdrage de unge socialistisk. Men ogsaa fagligt var Frøkenen med i forreste Række. Indenfor H. K. M. F. var Spørgsmaalet om en tidligere Lukketid den Gang brændende, og Frk. Berg var Sjælen i den energiske Agitation, der fra Foreningens Side blev drevet for at faa Folk til at gøre deres Indkøb før Kl. 7 Aften.

Om Jubilaren skriver en Indsender i "Kvinden og Samfundet" bl. a.:

Frøken Berg er født i Aalborg, hvor hun i tre Aar arbejdede ved Toldkammeret, vistnok den første Kvinde, der havde Beskæftigelse ved Toldvæsenet, og var senere i 10 Aar paa et Sagfører- og Livsforsikringskontor. Hun blev saa ansat som Landets første kvindelige Betjent i Aarhus, hvor hun nyder almindelig Anerkendelse for det udmærkede Arbejde, hun har udført. I de første Aar efter Ansættelsen arbejdede Frøken Berg især med de Sager, der hørte ind under Sædelighedspolitiet og gjorde i disse Aar Patrouilletjeneste i Gaderne om Aftenen. Dette Arbejde interesserede hende i høj Grad, og her er det jo netop ogsaa, at en kvindelig Politibetjent kan komme til at udrette det overfor en forvildet ung Pige, som en mandlig Betjent vanskeligt kan være I Stand til, og mange mindes fra den Tid Frøken Bergs gode Arbejde paa dette Omraade.

Efter den nye Retsordnings Ikrafttræden Oktober 1919 henlagdes de fleste Steder Sædelighedssager under Kriminalpolitiet, og Frøken Berg har siden da væsentligt beskæftiget sig med Paternitets- og Adoptionssager. Ogsaa Værgeraadssager, saa snart disse kræver Politiundersøgelse, og de mange Tilfælde, hvor der til Politiet sker Henvendelse om forskellige Forhold, der vedrører Kvinder og Børn, henvises til Frøken Berg. Af Paternitetssager har Aarhus særlig mange, fordi den jyske Fødselsstiftelse og Fødehjemmet "Bethesda" er beliggende I Byen. Paa et Sted som "Bethesda" (under "Magdalenehjemmet") er det af meget stor Betydning, at det er en Kvinde, der foretager de fornødne Afhøringer.

- - -

Der er her i Landet af kvindelige Betjente 1 i Aalborg, 1 i Aarhus og 4 i København.

(Nordjyllands Social-Demokrat 11. august 1924).

Hun var revisor i Århus Politiforening og medlem af biblioteksudvalget.

Se også artiklen fra Aarhus Stiftstidende, 8. november 2015 som aftrykt i Aarhuswiki.

Lock-out i Jernindustrien. (Efterskrift til Politivennen)

Lock-outen.

Som vi meddelte i Gaar har Fabrikanterne i Jernindustrien erklæret Lock-out overfor Halvdelen af deres Smede- og Maskinarbejdere. Aarsagen til dette Skridt er en Konflikt i Aalborg, som i længere Tid har været gaaende. Smede- og Maskinarbejderne der forlangte en Lønforhøjelse af af 5 Øre i Timen over hele Linien. Fabrikantforeningens Bestyrelse blev da tilkaldt, og der udarbejdedes et Forslag, ved hvilket Lønnen blev sat op paa Højde med de i større Byer bestaaende Gjennemsnitslønninger. Men hermed var man ikke tilfreds. Dansk Smede- og Maskinarbejder-Forbund erklærede, at man betragtede Forhandlingerne som strandede og agtede ikte at foretage mere i Sagen.

En ny Taktik.

I Stedet for altsaa at forhandle yderligere, begyndte Fagforeningen at indføre en ny Taktik. Der erklæredes ingen Strejke og etableredes ikke Blokade for de 3 Fabrikers Vedkommende, hvor Konflikten var udbrudt, men allerede Morgenen efter, at Fabrikantforeningen havde holdt sin Geneforsamling, forlod 11 Mand de tre Værksteder under Forlangende af en betydelig Lønforhøjelse, som Fabrikanterne ikke mente at kunne gaa ind paa. Dagen efter nægtede Mentorerne paa den ene Fabrik at rejse paa Landet paa de hidtil gjældende Vilkaar og nedlagde ligeledes Arbejdet, og paa denne Maade fortsattes Affolkningen af Værkstederne, indtil der paa disse kun blev ca. en Fjerdedel af Arbejdsstyrken tilbage. Paa Fabrikantforeningens gjentagne Henvendelser til Forbundet blev der kun svaret, at man kjendte ikke noget til Sagen, og at det ikke var nogen Strejke i Aalborg.

Fabrikantforeningen meddeler os herom:

I Følge sine Love kunde Hovedbestyrelsen ikke give de lediggaaende mellem 50 og 60 Arbejdere i Aalborg Strejkehjælp. For at dette kunde ske, maatte der være erklæret en af Hovedbestyrelsen anerkjendt lovlig Strejke. Men der var jo en Gang ingen Strejke, endskjønt Fabrikerne i Aalborg kun havde nogle faa Mand tilbage og Resten spaserede i Aalborg.

Den maatte da finde paa en anden Udvej, og en saadan blev funden.

Arbejderne i Aalborg fik Understøttelse som arbejdsløse!!! Ganske vist var Understøttelsen meget højere end Understøttelseskassers Love tillade, men herfor var der ogsaa Raad. Vi ved nemlig, at der ugentlig afsendtes under Hovedbestyrelsens Segl til Aalborg mellem 5-600 Kr. til de "arbejdsløse".

Yderligere Forhandling.

Trods denne ret mærkelige Optræden blev det dog yderligere forsøgt gjennem en Forhandling at komme til en Forstaaelse med hinanden. Men alt forgæves. Hovedbestyrelsen stillede sig meget afvisende, idet den bl. a. svarede paa en Henvendelse fra Fabrikantforeningens Bestyrelse: "Den ærede Overbestyrelse maa herefter ikke forvente nogen Medvirkning fra vor Side i Retning af, uden Indrømmelser fra Aalborgfabrikanterne til deres Arbejdere, at tvinge disse til at gjenoptage den afbrudte Gjerning paa d'Herrers Værksteder."

Fabrikantforeningen holdt saa - som vi tidligere har meddelt - en extraordinær Generalforsamling i Aarhus, ved hvilken man enedes om en fælles Optræden og Indførelse af de i Kjøbenhavn gældende Værkstedsregler. Efter denne Generalforsamling udvexledes endnu en Del Skrivelser mellem Fabrikantforeningens Bestyrelse og Fagforeningernes Hovedbestyrelse. Fabrikanterne stillede følgende Spørgsmaal:

"Er Arbejderne i Aalborg villige til at gjenoptage Arbejdet under Henvisning af de foreliggende Tvistepunkters Afgjørelse ved nye Forhandlinger, eventuelt Voldgift?"

Situationen tilspidses.

Paa dette Spørgsmaal udbad Fabrikantforeningens Bestyrelse sig Svar senest Mandag den 15de Marts, saaledes at Arbejdet kunde gjenoptages senest Tirsdag den 16de ds. (i Gaar). Og der tilføjedes: I benægtende Fald ser vi os nødsagede til fra samme Dato at lade vor Generalforsamlings Beslutning træde i Kraft og iværksætte Lock out!

Fabrikantforeningens Bestyrelse erklærede sig dog villig til, naar Konflikten i Aalborg var bilagt, ogsaa at indlade sig i Forhandling om de fælles Værkstedsregler.

Fra Aalborg modtoges imidlertid kun det Svar, at Sagen paany var henvist til Hovedbestyrelsen, og fra denne indløb der i Løbet af Mandagen intet Svar, ligesom Arbejdet ikke blev gjenoptaget i Aalborg Tirsdag Morgen.

I Gaar udgik derfor Ordre til Fabrikantforeningens Medlemmer om, at lade en Udelukkelse af 50 pCt. af samtlige Smede- og Maskinarbejdere træde i Kraft.

Bestyrelsen slutter sin Redegjørelse - hvoraf ovenstaaende er et Uddrag - saaledes:

"Vor Forening maa nu rolig afvente, at Fagforeningerne kommer paa andre Tanker. Fra vor Side vil der fremdeles blive vist Imødekommenhed overfor ethvert Tilbud om en Forhandling, naar saadant Tilbud i sig indbefatter Garantier for en fremtidig rolig Udvikling af vort Fag.

Men der maa dog nu klares op paa forskjellige Punkter:

I Fagblad for Smede og Makinarbejdere for November 1896 skriver Hr. H. P. Hansen:

"Vi kunne, med den Organisation og de Midler, vi nu have, trække en hvilken som helst Arbejdskjøber frem og ruinere ham i Bund og Grund uden at hans Forening skal kunne krumme et Haar paa vort Hoved."

Det er dristige Ord og stærke Ord, men maaske er det netop disse, som igjennem Aalborg-Konflikten skal føres ud i Livet?

Fremtider, maa afgjort, om de da skal staa til troende".

(Aarhus Amtstidende 17. marts 1897).

Herefter fulgte arbejdnedlæggelser i Odense (17. marts), Nakskov, resten af arbejderne på fabrikkerne i Aalborg, Randers, Aarhus, Nykøbing M, Hjørring, Nørre Sundby, Viborg, Horsens, Kolding, Esbjerg, Varde, Odense, Svendborg, Næstved, Præstø, Roskilde og Holbæk. og omfattede også andre brancher. I København tilbød "Foreningen af Fabrikanter i Jærnindustrien" at mægle i konflikterne. De københavnske afdelinger af "Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund" vedtog den 21. marts 1897 at tage i mod dette tilbud.

Den store Konflikt afsluttet!

Parterne bøjer sig for Mægling.

Borgmester Hansen, Borgerrepræsentant Philipsen og Etatsraad Strøm har i Følge et i Dag fra R. B. indløbet Telegram mæglet i Stridighederne i Maskinfaget. De har foreslaaet nærmere Forhandling om Værkstedsreglerne inden 1. Maj og fremdeles stillet følgende Forslag:

1) Arbejdet i Aalborg og i Provinserne gjenoptages og Lock out'en i Provinserne hæves Onsdag den 31. Marts Kl. 12;

2) Lock-out'en i Kjøbenhavn aflyses;

3) De kjøbenhavnske Voldgiftsregler erklæres for gjældende mellem Provinsforeningen og Forbundet;

4) Lønspørgsmaalet i Aalborg ordnes ved Mægling, eventuelt Voldgift, med tilbagevirkende Kraft til det Tidspunkt, da Arbejdet er gjenoptaget.

De samvirkende Fagforeningers Udvalg har givet Mæglerne Tilsagn om, at oven nævnte Forslag vil blive efterkommet fra Arbejdernes Side, for saa vidt de to Fabrikfagforeningers Bestyrelser slutter sig dertil, og Fabrikantforeningernes Bestyrelser har paa et Møde i Aftes vedtaget at følge denne Henstilling.

Herefter vil i Morgen Middag Arbejde blive gjenoptaget i Aalborg og de øvrige Provinsbyer, samtidig med at Lock out'en i Provinserne hæves, og som Følge heraf vil den fra 1. April vedtagne Lock-out for de kjøbenhavnske Maskinfabriker blive aflyst.

Denne Meddelelse vil blive hilst med Glæde fra alle Sider. I Smede- og Maskinarbejderfaget, hvor saavel Arbejdere som Fabrikanter staar rustede med stærke Organisationer, vilde en Kamp, som den, der tegnede til at udvikle sig, koste uhyre Summer og sikkert fremkalde baade Bitterhed og Nød. At der nu er Udsigt til fredelig Løsning af Spørgsmaalet tør anses for et godt Tidens Tegn, og forhaabentlig vil der under Forhandlingerne fra begge Sider blive vist saa megen Fordragelighed og gjensidig Imødekommenhed, at Faget kan gaa en rolig Fremtid i Møde.

(Aarhus Amtstidende 30. marts 1897).

Politiassistent C. P. Hollesen. (Efterskrift til Politivennen)

Politiassistent Hollesens Dødsfald.

Af Grunde, som vi ikke her skal komme nærmere ind paa, har vi hidtil fortiet det Dødsfald, som i de sidste Dage har vakt saa stor Sensation her i Byen. Vi finder imidlertid ingen Anledning til stadig at iagttage den samme Diskretion, da Sagen truer med at tage et meget uhyggeligt Omfang og de Historier, som den afdøde har indviklet sig i, berører mange Mennesker paa en særdeles ubehagelig Maade.

Hollesen var almindelig anset for en velhavende Mand. Hans Fader var Ejer af Ry Mølle ved Silkeborg og tjente i sin Tid mange Penge. Man talte om, at han efterlod sig henved et Par Hundred Tusind Kroner, hvoraf Hollesen fik udbetalt en  betydelig Fædrenearv. Han var saaledes godt økonomisk situeret, og dertil kom yderligere, at han forblev ugift og boede hos sin Moder. Hans Gage som Politiassistent var omtrent 3000 Kr. aarlig.

- - -

Onsdag Middag ved Postens Omdeling i Aarhus blev en Mængde Mennesker overoverraskede ved at modtage Breve med Hollesens Underskrift. Han meddelte deri, at han havde besluttet at tage Livet af sig selv - hans forfærdelige Pengetransaktioner tvang ham til at gjøre en Ende paa Tilværelsen. Modtagerne af Brevene vidste næppe, hvad de skulde tro, de skyndte sig op paa Politistationen for at faa Rede paa Sagen, og det viste sig da, at Hollesen havde taget Gift paa et Værelse ved Siden af Kontorerne. Ved hurtig Lægehjælp lykkedes det at bringe ham til Bevidsthed igjen, og efter at han var bleven ført til Sygehuset nærede man godt Haab om hans fuldstændige Helbredelse. Han var om Aftenen saa rask, at han kunde sidde op i Sengen og drikke The, og spurgte man ham, hvorledes han havde det, sagde han med et Smil : "Tak, jeg har det godt!"

Næste Morgen, i Gaar Morges tidlig, saa han Lejlighed til at hænge sig i sin Skjortelinning, og denne Gang lykkedes Selvmordet.

Hvad var Grunden til den ulykkelige Handling? vil man spørge. Vi har allerede antydet, at det var derangerede okonomiske Forhold. Hollesen havde lidt efter lidt ikke alene forbrugt sin egen Formue men tillige sin Moders, og yderligere viser det sig, at han efterlader sig en Gjæld paa mange Tusinde Kroner - hvor mange lader sig i dette Øjeblik ikke afgjøre, men man antager, at 60,000 Kr. næppe vil kunne dække Deficit'en. De fleste Banker og Sparekasser i Aarhus var engagerede med ham. og en Mængde Mennesker har skrevet paa Vexler for ham, og det er ikke smaa Summer, der er Tale om. I Gaar og i Dag var flere Vexler forfaldne, og Endossenterne maa nu betale Pengene; en har skrevet paa for 2400 Kr., anden for 2000 Kr., en tredie for et større Beløb o. s. v.

Hvorledes er det gaaet til, at Hollesen har kunnet bruge disse vældige Summer? Det var en bekjendt Sag, at han var meget godggjørende. Hans Navn prangede altid blandt de første ved Indsamlinger i veldædige Øjemed, og privat gav han meget bort, men Forklaringen til hans Ruin kan dog umulig søges heri alene. Hans Godgjørenhed var ikke saa stor, at den vakte Opsigt. Der maa have været andre Afløbsrender, der har flugt Kapitalen, men hvilke? Der verserer i Byen forskjellige Rygter herom, men nogen Vished har man ikke paa dette Punkt. I Almindelighed antages det, at han har været Gjenstand for Pengeafpresninger , og at han herved Tid efter anden har set sig nødsaget til at lægge Beslag paa private Venner og Bekjendte for at kunne tilfredsstille Kravene. Og da han saa heller ikke længere ad den Vej har kunnet rejse Penge, har han maattet tage til andre Midler: falske Vexler. Han har selv umiddelbart før sin Død skrevet, i hvert Fald til et Par Sparekasser, at Navnene paa hans Vexler var falske.

Disse fortvivlede Forhold og Bevidstheden om hans forbryderiske Handlinger har til sidst gjort ham Livet uudholdeligt. Knuden er bleven strammere og strammere, indtil den endelig ikke kunde løses mere; saa dræbte han sig selv. Planerne herom har han sikkert næret længe. Vi ved saaledes, at han har skrevet en Redegjørelse til Hr. Politimester Thorup, og den er dateret 7de Oktober 1892. Han har altsaa haft den liggende i over et Fjerdingaar for det Tilfælde, at han pludselig vilde være nødsaget til at berøve sig Livet.

Overretssagfører Schwenner af Hr. Hollesens Familie bleven engageret til at undersøge hans Forhold. Fremtiden vil sikkert bringe mærkelige Ting for Dagen!

(Aarhus Amtstidende 10. februar 1893).

Dramaet i Aarhus.

Der bliver i disse Dage gisnet paa og opstillet mange Formodninger om, hvorledes Hollesen kunde faa Lejlighed til at tage sig selv af Dage ved Hængning paa Sygehuset, da der dog var Politivagt til at passe paa ham. Nogle mene, at vedkommende Politibetjent, som var sat til at vaage over ham, ikke har gjort sin Pligt, ja maaske endog lukket Øjnene for Selvmordet. For at nedslaa alle Rygter i denne Retning, skal vi meddele følgende avtentiske Oplysninger om

Politiassistentens sidste Nat.

Hollesen var Onsdag Eftermiddag omtrent fuldstændig rask. Han talte nu og da med Betjenten om intetsigende Ting og syntes at befinde sig meget vel. Naturligvis har han hele Tiden ligget og tænkt paa, hvorledes han skulde bære sig ad med at slippe af med Livet. Han sov ikke om Natten, men laa og vendte sig fra den ene Side om paa den anden.

Der var tændt Lampe i Værelset, og Betjenten sad paa en Stol ikke langt fra Sengen for stadig at kunne holde Øje med ham.

Noget over Midnat sagde Hollesen:

"De kan jo godt sove; det er ingen Nytte til, at De sidder her og vaager over mig."

Betjenten tog selvfølgelig ingen Notits af denne Bemærkning, men vedblev at passe paa ham.

Hollesen havde i Haanden et Lommetørklæde, som han laa og vred mellem Hænderne, lige som han ogsaa trak i et af Lagnerne.

Lampen stod imidlertid saaledea, at det fulde Lya faldt lige ind i Ansigtet paa Hollesen. og der kunde altsaa ikke ske noget, naar blot Betjenten stadig havde Øje med ham.

Tidlig paa Morgenstunden kom en af Sygeplejerskerne ind paa Værelset og spurgte Hollesen, hvorledes han havde det.

"Tak, jeg har det godt", svarede han, "men jeg vilde gjerne snart sove. Er det ikke ved at blive Dag, saa vi kunde faa slukket Lampen, den generer mig".

Betjenten gik hen til Vinduet og saa ud.

"Nej, der er en Time til Dag endnu", sagde han.

Lidt efter stod Hollesen op, tog sine Underbenklæder paa og gik hen til Vinduet, hvor han stod et Øjeblik.

Klokken var ligeved 6½, og Betjenten skulde afløses. - Hollesen forlangte at komme paa Klosettet, og de fulgtes ad ud ad Døren.

Paa Gangen traf de den Betjent, som skulde afløse samt en Sygeplejerske. Medens de veksede et Par Ord, var Assistenten gaaet nogle Skridt foran og var sluppet ind paa Klosettet.

Betjentene talte om at det ikke kunde gaa an at lade ham være alene der inde, og den ene af dem gik hen og bankede paa Døren.

Intet Svar!

De forsøgte saa begge i Forening at sprænge Døren, men det lykkedes ikke. I en Fart blev der hentet en Hammer og et Stemmejærn, og ved Hjælp af disse Redskaber blev Laasen brækket fra og Døren aabnet.

Hollesen havde hængt sig i en Snor paa Haandtaget. Medens han stod og saa ud ad Vinduet i Sygeværelset havde han set Lejlighed til at bide Gardinsnoren over, og den havde han nu benyttet med bedre Held end Morfinen.

Lægen blev kaldt tilstede, og der blev foretaget ihærdige Oplivningsforsøg, men forgjæves. Han var død - og denne Gang for Alvor.

- - -

Saaledes gik det til, og man kan naturligvis bebrejde Betjenten, at han ikke fulgte Hollesen overalt, hvor han gik og stod, men det er al Tid lettere at være klog bagefter, og man maa huske paa, at Hollesen i Virkeligheden endnu var Betjentens overordnede, og det var slet ikke saa let for Betjenten at behandle sin foresatte som en almindelig Forbryder.

Hollesens Forhold.

Paa Politistationen er man i disse travlt beskjæftiget med at arbejde sig igjennem Hollesens efterladte skriftlige Materiale, for at man kan faa Rede paa, hvorledes det forholder sig med de Sager, han har været betroet i Egenskab af Politiassistent. Det gjælder navnlig Regnskabet over Bøder og Afgifter til de fattiges Kasse samt Regnskabet over Hundeskatten. Det er ikke noget let Arbejde, da det viser sig, at Hollesen har tilintetgjort Bladene i den Bog, der skulde give Oplysninger. Hvad Bøderne og Afgifterne til de fattiges Kasse angaar, synes der at være fuldstændig Forvirring. Stiftsprovsten, til hvem Regnskabet skal aflægges, har i de senere Aar stadig haft stor Vanskelighed ved at faa det udleveret. Sædvanligvis plejede Hollesen al tilstille Provsten en rund Sum med Løfte om fuldstændigt Regnskab senere. I det sidste Aar var det særlig galt. Da udeblev baade Penge og Regnskabet, Stiftsprovsten sendte Gang efter Gang Bud til Assistenten, vel en Snes Gange ialt, men Hollesen kom stadig med Udflugter. Da det fuldstændige Regnskab skulde affattes, maatte Provsten helt udelade Posten over Bidraget fra Assistenten. Han lod blot Kontoen staa in blanco, for at Revisionen ikke skulde tro, at den var glemt. Sandsynligvis er altsaa hele dette Beløb forbrugt, og man faar vel aldrig Rede paa, hvor stort det er.

Vi benytter Lejligheden til at oplyse, at Landbosparekassen ikke lider noget Tab ved Hollesens Affære. Kassen var vel engageret med ham med et Beløb paa 4000 Kr., men har fuldstændig Dækning i den ene Kautionist, en Vognmand her i Byen.

(Aarhus Amtstidende 11. februar 1893).

Christian Peder Hollesen (født den 4. januar 1850, død den 9. februar 1893) var politiassistent i Aarhus i perioden 1883-1893. Han blev uddannet jurist i 1871. Der skal have været falske veksler for over 40.000 kr. Jyllandsposten vedblev gennem 1893 at anklage byfoged Thorup for at trække en undersøgelse af C. P. Hollesens forhold i langdrag. Avisen antydede desuden at han skal have begået bedrageriet. Af aviserne fremgår at Hollesens levevis, embedsførelse og fremgangsmåder ikke var enestående indenfor embedsværket.