Louis Pios far, Wilhelm Pio forsøgte i februar-marts 1873 at få bedre forhold for Louis Pio. W. E. L. Pio var søn af en danselærer ved Sø- og Landkadetakademiet. Som 18-årig blev han sekondløjtnant i infanteriet og ved reduktionen i 1842 tog han sin afsked som kaptajn. Han gjorde tjeneste i Krigen 1848-1851, sidste år som kompagnichef. Han skrev patriotiske sange. Han døde i 1890, 84 år gammel.
Louis Pios forsvar blev trykt i Socialisten for dagene 9.-14. februar 1873. Den blev bl.a. kommenteret i Århus Amtstidende:
Politiets Optræden ligeoverfor den kjøbenhavnske Arbeiderbevægelse er i den senere Tid, endog fra nationalliberal Side, bleven gjort til Gjenstand for misbilligende Domme; medens det iøvrigt fra samme Side naturligvis ikke fremsættes Krav paa at faae Fejlen eller Forseelsen gjenoprettet, saa vidt muligt, eller vedkommende Myndigheder dragne til Ansvar. Hvorvidt dette halve Omslag har ligget i Luften, eller det mulig skulde være foranlediget ved Hr. Pios, nys gjennem "Socialisten" offentliggjorte dygtige Indlæg, maa vi lade usagt. Vi for vort Vedkommende ere saa langt fra at undre os over de halvt forandrede Signaler, at vi meget mere ere belavede paa at see Stemningen svaie helt rundt og havne i det Udgangspunkt, hvorfra f. Ex. nærværende Blad fra første Færd betragtede den socialistiske Bevægelse, og i Henseende til hvilket vi mente der burde fremfares imod den. Med disse Bemærkninger som Indledning skulle vi tillade os at hidsætte følgende Udtalelse i "Bgs. Av.": "For os, der have betragtet Sagen paa Afstand, seer det ialtfald ud, som om Kjøbenhavns Politi langt fra har dæmpet Bevægelsen, men tvertimod givet den Næring. Saalænge man betragtede Pio, Brix og Geleff paa samme Maade som andre politiske Rumlere, var der Ingen, som tillagde disse Personers Optræden nogen videre statsfarlig Betydning, men da Politiet tog saa drabelig fat og paakaldte hele den militære Styrke i Kjøbenhavn for at forhindre et Møde paa Fælleden, fik Almuen først en Slags Respekt for disse Folk, som man jo naturligvis maatte tiltro en hel Del store Egenskaber, siden der var truffet saa storartede Anstalter for at hæmme deres Virksomhed. Ved at kaste de socialistiske Førere i Fængsel, gav man disse en Martyrkrone, som endnu mere vil have deres Anseelse blandt Socialismens Tilhængere. Man maa næsten antage, at Politiet (og Regeringen med) troede at staa ved Begyndelsen af en kjøbenhavnsk Udgave af Pariser-Kommunen. En saa kolossal Fejltagelse var - siger Pio meget rigtig i sit Forsvarsindlæg - kun mulig ved en forbausende Mangel paa Kjendskab saavel til de forhaandenværende faktiske Forhold som til den danske Nationalkarakter. Hvis det er sandt, at de arresterede Socialister ere blevne behandlede med unødvendig Haardhed i Varetægtsfængslet, er dette ikke blot ubilligt mod disse, men tillige i høi Grad uklogt for Sagens Skyld. En saadan Fremfærd vilde forresten være i god Overensstemmelse med de øvrige feile Foranstaltninger, som Politiet har truffet. Da der har været megen Tale om den Behandling, som Socialistførerne have været Gjenstand for i Arresten, ville vi aftrykke, hvad Pio siger med Hensyn hertil i sit Indlæg: Om selve vor Fængsling har været fuldstændig i Overensstemmelse med Grundlovsparagrafen om Boligens Ukrænkelighed formaaer jeg ikke at sige; men har den været det, saa forekommer den nævnte Paragraf mig temmelig indholdsløs. Vi bleve nemlig arresterede midt om Natten i vore Boliger, uden at der forevistes os noget Arrestdekret, og efter hvad jeg senere har hørt, bleve vore respektive Leiligheder besatte af Politiet fra samme Tidspunkt af, omendskjøndt Dekretet om Husundersøgelsen først senere blev meddelt os. Jeg vover tillige at paastaae, at Politiet, da vor Fængsling foretoges, var aldeles ude af Stand til at give nogen holdbar Grund for denne Forholdsregel. - Behandlingen i Arresten har for mit Vedkommende været i høi Grad "ubehagelig". I de første 14 Dage nægtedes enhver Beskjæftigelse mig, og endog Arrestforvarerne lukkede aldrig Munden op; i et halvmørkt Rum paa 2 3/4 Alens Brede og 6 Alens Længde har jeg tilbragt 8 Maaneder, medens min reglementerede Bevægelse "i fri Luft" endnu foretages i en "Gaard" af samme Dimensioner. Da der fra anden Side blev gjort Indvendinger mod denne Behandling, erklærede den humane Politidirektør os, at han ikke fandt Anledning til at behandle os anderledes end "andre Forbrydere". For at Politidirektørens "Upartiskhed" ligeoverfor "Forbrydere" (d. e. Varetægtsarrestanterne) kan blive rettelig bedømt, maa jeg dog bemærke, at de to andre Fanger, der senere bleve dømte til respektive 2 og 1 Aars Forbedringshusarbejde, samtidig havde Tilladelse til at ryge Tobak, til at gaae ude hele Dagen, til at modtage Besøg i Fængslet og endog modtage Aviserne til Gjennemlæsning fra Politiet - Altsammen Noget, der var nægtet os."
(Aarhus Amtstidende 24. februar 1873).
Louis Pios Fader, Kaptajn Vilhelm Pio, har i "Dag. Nyh." offentliggjort en Skrivelse, der vistnok er noget af det Naturligste og Smukkeste, der nogensinde har staaet i bemeldte Sports-Blads Spalter. Den gamle Mand, der begynder med at fortælle Publikum, at, hvor meget han end efter sit Synspunkt maatte beklage sin begavede Søns offentlige Optræden, og hvormegen Sorg denne end havde voldt ham paa hans gamle Dage, var der dog nu, i den Omstændighed, at Sønnens Helbred var bleven nedbrudt ved Indespærringen i et skrækkeligt Fængsel høit oppe under Taget og uden Vinduer samt ved Manglen paa Bevægelse, og hele den øvrige Hensynsløshed fra Politiets Side, indtraadt Forhold, der ganske havde bragt ham (den gamle Pio) til at glemme den politiske Modsætning og blot at lade sine Følelser som Fader raade. Den stakkels gamle Mand henvendte sig altsaa til Kjøbenhavns Politidirektør, Etatsraad Crone, i dennes Hjem i Amaliegade, hos hvem det ogsaa lykkedes ham at blive stedet til Audients. Paa Faderens Bøn om, at Louis Pio maatte, efter eget Ønske og i Henhold til en Lægeerklæring, blive indlagt paa Hospitalet, svarede bemeldte høie Embedsmand i en irriterende Tone, at en saadan Indlæggelse ikkun kunde ske paa Kristianshavns Forbryderlazaret. I Løbet af denne Samtale, hvis Enkeltheder nærmere skildres i Brevet til "Dag. Nyh.", var Vreden - siger den gamle Mand - "nær ved at overmande mig." "Jeg gik," fortsætter han, "nærmere hen imod Etatsraaden, og som den Fader, der ved denne Politidirektørs hele Optræden maatte føle sig i høieste Grad krænket, haanet og saaret, erklærede jeg ham, hvad jeg mente om hans Person og Karakter, idet jeg tilføjede, at jeg fra dette Øieblik af stod lige over for ham som hans bittreste og uforsonligste Fjende. Paa denne Erklæring spurgte Etatsraad Crone mig i sin Befippelse, om jeg vilde skyde ham eller maaske duellere. Jeg svarede hertil, at naar han vilde tilbyde mig en Duel, da vilde det være mig en sand Glæde at give ham en grundig Lektion, og da han derpaa aabnede Døren og gjorde en Haandbevægelse, tilsyneladende for at tage mig ved Armen, idet han raabte: Vil De gaa! raadede jeg ham i bestemte Udtryk til at vogte sig for ethvert Angreb paa min Person, da jeg var fast bestemt paa ikke at taale noget Saadant og paa den anden Side ikke vilde vægre mig ved at forlade hans Stue, da jeg nu ikke havde nogen Grund til at forlænge denne Samtale. Dermed gik jeg, og saaledes endte mit Besøg hos Kjøbenhavens Politidirektør." - Efter at Nærværende var nedskrevet, se vi af "B. T."s Aftennumer, at Politidirektør Crone har besvaret Kaptain Pios Skrivelse med at nedlægge Indsigelse mod adskillige Punkter i denne. Navnlig søger Hr. C. at give et mere tiltalende Billede af det Værelse, der tjener Louis Pio til Fængsel, ligesom han erklærer dennes Helbredstilstand for beroligende.
(Aarhus Amtstidende 26. februar 1873).
Vilhelm Pios brev der er en hel del længere end uddraget i ovenstående artikel, blev i sin fulde længde også offentliggjort i Socialisten 25. februar 1873.
I Anledning af tvende i Gaars- og Dagsnumeret af "Dagens Nyheder" optagne Skrivelser fra Capitain Vilhelm Pio angaaende hans Søns, Arrestanten Louis Pios Behandling i Arresten og angaaende en Samtale, han derom har havt med mig, tillader jeg mig at udbede mig Plads for følgende Berigtigelser: Det Arrestlocale i Cellefængslet ved Raad- og Domhuset, hvori Arrestanten Pio sidder arresteret, er en af de saakaldte Fællesarrester, bestemt til at rumme 3 Fanger, Netop valgt som det lyseste, luftigste og i alle Maader bedste Arrestlocale i hele Arresthuset. Der er ikke lagt nogen Hindring iveien for, at det af Arrestantens Venner og Tilhængere udenfor Arresthuset er blevet udstyret med en vis Comfort med Gulvtæppe, Lænestol, Skrivebord og deslige. Arrestantens Forpleining suppleres ligeledes udefra, og der vises i Henseende til Controllen dermed al mulig Liberalitet fra Arrestbestyrelsens Side. Det Gaardsrum, der tjener Arrestanten til Bevægelse i fri Luft, er saa godt, som det findes ved Arresthuset. Der er i det Hele taget med Hensyn til hans Behandling i Arresthuset indrømmet ham alleslags Begunstigelser ligetil den yderste Grændse af, hvad der lader sig forene med dm især i et større Arresthuus aldeles nødvendige Disciplin, og langt ud over, hvad der vilde kunne indrømmes, hvis man havde mange Arrestanter af det Slags i Arresthuset. Hans Medarrestant Brix har under omtrent lige Vilkaar ikke ført en eneste Klage over sin Behandling i Arresthuset, og jeg skylder Sandheden at tilstaae, at Arrestanten Pio personlig heller ikke i de heromhandlede Henseender har ført nogensomhelst Klage, ligesom han altid ved den vedkommende Politiinspecteurens Besøg hos ham i Arresten har erklæret, at han ikke har Noget at klage over. Arrestanten Pios Helbredstilstand blev, saasnart der, ikke fra Arrestanten selv, men fra hans Families Side, blev reist Spørgsmaal om, hvorvidt den udsattes for Fare ved hans Arrestation, gjort til Gjenstand for en omhyggelig Lægeundersøgelse med fuldkommen beroligende Udfald, og den giver efter vedkommende Læges Erklæring heller ikke nu mindste Grund til Uro. Under disse Omstændigheder kunde jeg naturligviis ikke svare Capitain Pio Andet, end at der ikke var mig Noget bekjendt, der kunde gjøre hans Søns Indlæggelse paa Hospital nødvendig, og at hans Løsladelse mod Caution ikke afhang af mig; at jeg heller ikke uden Nødvendighed kunde indlade mig paa for hans Skyld at etablere en ny Arrestafdeling i det tidligere Gjældsfængsel, men at Arrestanten maaskee kunde blive forflyttet til Christianshavn, det vil sige til det Kjøbenhavns Politi til midlertidig Afbenyttelse som Varetægtsfængsel overladte tidligere kvindefængsel paa Christianshavn. Da Capitain Pio dertil udbrud: om jeg da vilde sætte hans Søn iblandt Forbryderne, svarede sig: "Ja! ligesom nu, i samme Bygning." Da Capitainen, der efterhaanden blev mere og mere heftig og høirøstet, tilsidst erklærede, at jeg fra nu af skulde staae ham personlig til Ansvar for hans Søns Helbred, og forsikkrede, at han ikke var bange, og at han havde gjort Krigen med i 1850, fandt jeg det rettest at gjøre Ende paa denne Samtale og anmodede ham derfor om at forføie sig bort, hvorhos jeg aabnede Døren for ham og sagde til min Ordonnants, der just var tilstede i Forværelset: "Vil De lukke den Herre ud?" Han gik derpaa sin Vei, uden at der vexledes flere Ord imellem os.
Hvad Capitain Pio skriver om, at han ved bemeldte Leilighed overfor mig har erklæret, at jeg fra nu af var "hans viltreste og uforsonligste Fjende", at jeg har spurgt, om han vilde skyde mig, at han har talt om Duel, eller at jeg har gjort Mine til at berøre hans Person, er Altsammen usandt, lutter Fostre af den exalterede Stemning, hvori Manden umiskjendelig befandt sig.
At, som i Skrivelsen af Gaars Dato anført, den Tilladelse, der hidtil har været givet til, at Hr. Pio maatte besøge sin Søn i selve Arresten, efter det Bekjendtskab, jeg under den heromhandlede Samtale fik Leilighed til at gjøre med Førstnævnte, strax Dagen efter (i Fredags) blev tilbagekaldt, forholder sig rigtigt; men paa nogen Retfærdiggjørelse af denne Forholdsregel kan jeg ikke indlade mig paa dette Sted.
Uagtet min Embedsstilling som oftest gjør det noget vanskeligt for mig at tage til Gjenmæle mod Angreb i de offentlige Blade, har jeg dog denne Gang troet ikke at burde undlade det, baade af Hensyn til de Følelser, der i det heromhandlede Angreb paakaldes, og fordi jeg veed, at det store Publicum, naar det maa vente længe paa Udfaldet af en Sag, især en saadan, som fra Først af har grebet det stærkt, let bliver utaalmodigt, vaklende i sin Dom og tilbøielig til Omslag. Min Overbeviisning er det imidlertid, at Rettens Dom i Sagen mod de heromhandlede Tiltalte i en nær Fremtid vil vise, at Politiet og Anklagemagten overfor dem ikke saa ganske have ladet sig lede af "Spøgelsefrygt"
Kjøbenhavns Politikammer, den 25de Febr. 1873.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. februar 1873).
Kaptain W. Pio har tilsendt "Dag. Nyh." følgende Skrivelse:
Hr. Redaktør!
Vil De i Anledning af Etatsraad Crones Artikel i "Berl. Tid." for i Tirsdags tillade mig at gøre en kort Bemærkning og fremsende til Offenliggørelse et Par Aktstykker, som formentlig ikke er uden Interesse for Bedømmelsen af Spørgsmaalet om, hvorvidt min Søn under sin Varetægtsarrest har været Genstand for en forsvarlig Behandling eller ikke. Bemærkningen gælder Hr. Etatsraadens Fremstilling af, hvad der passerede imellem os ved mit Besøg hos ham. denne Fremstilling er mildest talt usand, og jeg henholder mig i saa Henseende til min Skrivelse til Dem af 22de ds. Den tendentiøse Karakter af Hr. Crones Fremstilling forekommer mig blandt Andet at fremgaa klart af Etatsraadens Forsøg paa at fremstille mig som en Slags Jacob v. Thybo ved at lægge mig de Ord i Munden, at jeg ikke var bange og havde gjort Krigen med i 1850. Ikke blot benægter jeg paa Ære og Samvittighed at have sagt disse eller lignende Ord, men naar man ved, at jeg ogsaa har deltaget i Felttogene 1848, 49 og 1864, vil det let ses, at det er aldeles urimeligt, at jeg skulde have paaberaabt min Deltagelse i et enkelt Felttog, specielt det i 1850. Jeg afviser derfor med et Smil dette Forsøg paa at gøre en gammel Soldat komisk, og jeg gør det saameget roligere, som dette Forsøg tager sig mildest talt pudsigt ud fra den Mands Side, som under Opløbet paa Nørrefælled afvigte 5te Maj ledede den væbnede Styrkes Bevægelser fra et af Kontorlokalerne i Nordre Birks solide Tinghus.
Dermed er jeg færdig med Etatsraad Crones personlige Optræden mod mig. Hvad hans Behandling af min Søn angaar, da har det til Belysning af den Lod, han har i hans nu relativt bedre Behandling, sin Interesse at se, at min Søns Overflytning efter 8 Maaneders Arrest i den Celle, han nu bebor, udelukkende skyldes et Tilhold fra Justitsministeriet, foranlediget ved et Andragende i saa Henseende fra min ældste Søn, Skolebestyrer J. Pio. Under 31te December f. A tilskrev Hr. Etatsraad Crone denne som følger:
"Efterat Deres Velbaarenhed til Justitsministeriet har indgivet et Andragende med Bilag, hvori De under Henvisning til Deres Broders, Arrestanten L. Pios Helbredstilstand anholder om, at der maa blive anstillet en Undersøgelse om Nødvendigheden af Arrestantens stadige Indespærring, har Ministeriet under 14de d. M. tilstillet mig bemeldte Andragende til Afgørelse af, hvorvidt der efter forudgaaet Undersøgelse af Arrestantens Helbredstilstand maatte være Noget at foranstalte i den anførte Henseende. I Anledning heraf skal jeg ikke undlade tjenstligst at meddele, at saavel Politilæge Hecquet som Stadslæge, Justitsraad Schleisner efter anstillet Undersøgelse har afgivet den Erklæring, at de ikke antager, at der af en fortsat Arrestation vil være nogen Skade at befrygte for Arrestantens Helbredstilstand, idet de dog Begge har anbefalet Arrestantens Henflyttelse til et rummeligere Arrestlokale, og Politilægen tillige en strengere Kontrol med Hensyn til Beskaffenheden af de Næringsmidler, der udenfra, navnlig ved Foranstaltning af en af den internationale Arbejderforenings kvindelige Medlemmer dannet Komite, bliver ham tilsendte. I begge de anførte Henseender er det Fornødne straks foranstaltet.
Sluttelig tillader jeg fra min Søns mangeaarige private Læge at fremsende følgende Erklæring:
"Undertegnede har i mange Aar været Løjtnant L. Pios Læge og til forskellige Tider behandlet ham for meget alvorlige Sygdomstilfælde, saasom: rheumatiske Tilfælde, en tyfoid Feber og en Brystbetændelse, og jeg kan derfor, paa derom til mig gjort Forespørgsel, bestemt erklære, at hans Konstitution synes mig ikke saa stærk, at han, uden Skade for sit Helbred, kan udholde længere Tids Indespærring i et Fængsel.
Hermed tror jeg rolig at kunne overlade til billigfølende og rettænkende Mænds Skøn, om Politiøvrigheden paa en forsvarlig Maade har behandlet en Mand, der sidder under Tiltale for en politisk Forbrydelse. Wilhelm Pio, Kaptajn.
(Socialisten 1. marts 1873)
"Dags-Telegrafen" har med sædvanlig Falskhed fortalt, at der skulde være taget et særligt Hensyn til vore Føreres Ønske ved, at Advokat Nellemann er bleven bestikket til deres Forsvarer for Højesteret. I den Anledning oplyser Hr. Skolebestyrer Jean Pio i Gaar i "Dags-Telegrafen" "at der i alt Fald for min Broders Vedkommende ikke har været Anledning til at vise nogen Begunstigelse i saa Henseende, da han i Skrivelse til mig af 10de ds, paa Forespørgsel fra mig udtrvkkelig har erklæret, at han ikke ønskede at udvælge nogen bestemt Defensor, selv om det maatte tillades ham, men at han rolig vilde modtage den, der blev bestikket."
(Socialisten 17. april 1873).
Vilhelm Pios anden søn Jean Pio var professor og skolebestyrer (Borgerdydsskolen i København). Han var dimitteret fra Roskilde Skole den den øverste af daværende hold af dimittender. Han tog den filologisk-historiske eksamen. Herefter blev han privatlærer, indtil han købte Borgerdydsskolen i København. Han agiterede bl.a. for skolehygiejne og udgav en håndbog i det. På daværende holdt han bl.a. foredrag om fremmede sprog i oldtiden og middelalderen i Det pædagogiske Selskab. Fra 1879 udgav han tidsskriftet "Vor Ungdom" sammen med Herman Trier og P. Voss. Han døde af underlivsbetændelse 12. januar 1884 omkring 50 år gammel. Han nåede således ikke at se den nye, mere tidssvarende skolebygning.
Folketinget behandlede over to dage i slutningen af marts 1873 efter en udvalgsbetænkning om der skulle tages hensyn til Louis Pios klage og en adresse underskrevet af 5.000 personer. Et flertal afgjorde at justitsministeren skulle udleve sagens akter så man kunne danne sig en mening om den grundlovshjemlede presse- og forsamlingsfrihed var blevet krænket af ministeren og om arbejderne havde samme borgerlige rettgheder som alle andre samfudsklasser.'
Dommen over de tre stod i Berlingske 29. marts 1873 og i Socialisten 30. marts 1873-1. april 1873. Den 1. - 3. april 1873 bragte Socialisten en længere gennemgang af dommen.
Vilhelm Pio var i august 1873 i audiens hos kongen for at anmode om at sønnen kunne afsone sin straf i et statsfængslet. Dette blev afslået.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar