Et nyt Arbeidermøde i Aarhuus. (Aarh. stiftst.) Paa et talrigt besøgt Arbeider-møde i Onsdags Aftes optraadte Hr. Geleff fra Kiøbenhavn som Afsending fra den kjøbenhavnske lnternationale Arbeiderforening, og gjennemgik i Korthed denne Forenings bekjendte program, derefter optraadte Skjærsliber Johansen og anbefalede under hyppige Afbrydelser at afskaffe Religionen, Præsterne og Kirkerne. Hr Bjørnbak hilsede den foregaaende Talers Begeistring med Glæde og som et Beviis paa, at Arbeiderne havde Modenhed til at tale om deres Anliggender. Han udtalte sig derefter om sit Parties standpunkt i de kirkelige Anliggender; han vil have Stat og Kirke adskilte; Menighederne skulle have Ret til at vælge Præst og Lærer og fuld Frihed i religieuse Sager. Han gik derfra over til et Angreb paa "det djævelske Nationalitetsprincip", og hævdede den evige Fred og ingen Hære som et Maal, alle Arbejderne uden Hensyn til Nationalitet skulde kæmpe for at naae. Han forlangte og fik under Forsamlingens stærke Bifald et Tillidsvotum overfor "Jyllandsposten"s Paastand forleden, at han sidst forlod Salen, fordi Arbejderne vare kjede af at høre paa ham. Hr. Geleff opfordrede Arbejdernes Modstandere til at tale, og da Ingen efterkom Opfordringen, udtalte han sig om, at Bestyrelsen, hvoraf han var Medlem, i Hærvæsenet vilde have Reduction, men ikte Afskaffelse af enhver Hær, for de større Magter gik iforveien, hvilket for Tydsklands Vedkommende ikke kunde vare længe, da Internationale med rivende Hurtighed udbredte sig der. Hr.Bjørnbak holdt nu et Foredrag om, at "Politik" just var det, hvorved Arbejderne kunde løftes og komme til deres Ret, da de, naar de benyttede deres politiske Rettigheder, havde Majoriteten. Efter at Forhandlingerne have været afbrudt i 10 Minuter, rettede Hr. Obel som en Ven af Arbejderne, af hvilke han ikke troede, at der fandtes nogen Modstander i Aarhuus det Spørgsmaal til Hr. Geleff, om den nylig stiftede internationale danske Forening stod i Forhold til Internationale, der synes at have slaaet bag Parisercommunens Skjændselsherredømme. Hr. Geleff erklærede, at den danske Forening ikke stod i Afhængighedsforhold til Internationale, men vel i venskabeligt Forhold til dette Selskab, og advarede mod at tillægge Internationale Ansvar for Parisercommunens Færd, da denne Sag i hvert Fald endnu ikke tilfulde var oplyst. Hr. Bjørnbak talte igjen, særlig om sit personlige Forhold til Arbeiderne, og erklærede, at han ikke vilde benytte dette til at blive valgt til Rigsdagsmand. Hr. Geleff hævede derefter Mødet omtrent Kl. 10½.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. oktober 1871).
Arbeiderbevægelsen i Aarhus. Aarhuus, den 28de Octbr. (Aarhuus Amtstidende. Iaftes afholdt Tømmersvendene her i Byen et Møde i Localet paa Fiskergade for at overveie, hvad der skulde gjøres for at forhøie Arbeidslønnen og i det Hele taget for at forbedre Arbeidernes Kaar. Mødet indlededes af Tømrer I. Andersen (Medlem af den midlertidige Bestyrelse for den internationale Arbeiderforenings Afdeling i Aarhuus), der udviklede sine Anskuelser, som gik ud paa, at man skulde danne et Udvalg til at udarbeide en Priiscourant samt danne en Strikekasse for Tømrerne og tillige slutte sig til den internationale Arbejderforening. I lignende Retning talte Tømrerne Thorbrogger og Christiansen, hvorefter det omhandlede Udvalgs Medlemmer valgtes. Lærer Assersen erindrede om, at man maatte slutte sig nøie sammen med andre Arbejdere, da man ellers Intet udrettede. Han meente, at det kunde være rigtigt at forespørge hos Mestrene, om de kunde give noget Mere i Arbeidsløn, men fraraadede gjentagende paa det nuværende Standpunkt at optræde med Fordringer, som man langtfra var sikker paa at kunne gjennemføre. Tømrer S. Andersen brød sig ikke om at høre Noget om den internationale Arbejderforening, men meente blot, at naar man opstillede den kjøbenhavnske Priiscourant som en Fordring, skulde Mestrene nok nu gaae ind derpaa. Dette modsagdes af en senere Taler, I. Andersen ønskede, at man indtraadte i den internationale Arbejderforening, men at man beholdt Strikekassen for sig selv. Der maatte vælges Folk til at forhandle med Mestrene, hvilket derpaa skete. Assersen opfordrede til at træde talrigt ind i den internationale Arbeiderforening, da man derved opnaaede, hvad man tilsigtede, at blive en særegen Afdeling (Section). Ved Mødet indtegnedes i denne Forening c. 30 Medlemmer.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. oktober 1871).
Socialistiske Møder.
Mødet i Aarhus i Onsdags i forrige Uge var besøgt af c 700, omendskønt der samtidigt var Koncert og Bibellæsning samt Møde af Husholdningsforeningen, som dog blev udsat. Mødet aabnedes af Karetmager Kruse, der meddelte Forsamlingen, at en Udsending fra den internationale Arbejderforening i København, Hr. Geleff agtede at holde et Foredrag, hvorefter Ordet vilde blive givet frit. Derefter traadte denne frem og bemærkede, at han ikke havde indfundet sig for at holde noget egentlig Foredrag, heller ikke for at rejse en Agitation; der eksisterede allerede et saa livligt Røre mellem Arbejderne her, som det sømmede sig Aarhus, Landets livskraftigste By; Formaalet med hans Besøg var at hiælpe Arbejderne mod den Modstand, deres Bevægelse havde vakt hos de andre Samfundsklasser. Taleren fremstillede derefter Arbeidernes berettigede Klagepunkler, af hvilke nogle, som den for lave Arbejdsløn, Arbejderens usikre Stilling og Anvendelsen af Maskiner samt Arbejdets stærke Deling, i fuldt Maal vedrørte vore Arbejderforhold, medens andre, som Kvinders og Børns Anvendelse til Fabrikarbejde og den deraf svigende Forstyrrelse af Familielivet, den haarde Behandling og den Haan, Arbejderen mødte hos de bedre Stillede, hans daarlige Bolig og tarvelige Subsistentsmidler vel navnlig fandt sin Anvendelse paa de egenlige Fabriklande, men dog ogsaa ikke siældent var berettigede her til Lands. For at afhjælpe disse Klager var det, at den internationale Forening i København havde opstillet Forbringer om en kortere Normalarbeidstid, hvad der var ensbetydende med en Forhøjelse af Daglønnen, Fritagelse for Arbejde om Søndagen; Kvinders og navlig Børns Udelukkelse fra Fabrikarbejde og Ansættelse af en Inspektør ved enhver større Fabrik, lønnet af staten, men valgt af Arbejderne til at vaage over disse Bestemmelsers Overholdelse. Naar det blev sagt, at Internationale vilde afskaffe Religionen, da var dette urigtigt, eftersom den paa dette som paa alle andre Omraader kun vilde Frihed. Det indvendtes, at de opstillede Fordringer ikke vedkom Staten, men det var Storborgerens Paaskud, der ikke blev anført, hvor det galdt at beskytte deres egen Fordel. Den nuværende Valglovs Betingelser tilfredsstillede ikke Arbejderens Krav; det var alene Arbejderne det gik ud over ved Bestemmelserne om egen Dug og Disk, fast Ophold i Valgkredsene, modtagen Fattigunderstøttelse burde ikke stille ham i Klasse med Forbryderne og berøve ham hans naturlige Ret som Statsborger Den indirekte Skat, der næsten udelukkende hviler paa Arbejderne, var en skammelig Uretfærdighed. Naar Arbejderne, der udgør 90 pCt. af Befolkningen, kun vil benytte deres Stemmeret, kunde de befolke Folketinget og sætte deres Krav igennem. Han opfordrede de Tilstedeværende til at ytre sig. - Skærsliber Johansen forlangte Ordet i Anledning af Geleffs Udtalelse om Religionen; der var megen Grund til at afskaffe denne; den var stadig blevet benyttet til at undertrykke Folket lige fra de hedenske Tider til nu; han mindede om Religionskrige, de kostbare Kirkers Opførelse; Religionen hvilede paa en tvivlsom Grund; næmlig Bibelen (her afbrødes Taleren af Publikum, og Dirigenten og søgte at stanse ham); han ivrede stærkt imod, at Befolkningen trods Trosfriheden, skulde betale til Præsterne, der var falske Vejledere. Efter dette Foredrag, tog Skoleforstander Bjørnbak Ordet og udtalte sin Glæde over at høre en Mand af Folket udtale sin Mening med saa megen Begejstring og Inderlighed; den forrige Taler havde forstaaet, hvorledes Religionen var bleven misbrugt til at hidse Folkene imod hinanden: det var naturligvis kun Misbrug af Religionen, ikke denne selv, der skulde hæves; Ingen trængte mere til dens Trøst end Arbejderen. Nu havde Religionsspørgsmanlet ikke længer de djævelske Virkninger som i Fortiden; nu var det forbeholdt en anden Djævel, Nationaliteten, at ophidse det ene Folk mod det andet; det var Folkefjenderne, der forførte Arbejderne til at ofre deres Kapital, Kræfterne og Livet for at staa hinanden. Hvor unaturligt af os at ville kriges med Tyskere blot fordi de var Tyskere (Bifald); vi, som elskede vort Land og vore Institutioner, vilde ikke se dette prisgivet til Røvere; destoværre var dette alligevel sket, men hvorfor? For vor usalige Krigspolitiks Skyld (stærkt Bifald), og hvorfor havde Tyskerne gjort det? Forførte af Folkefjenderne! Arbejderne vilde aldrig opnaa lykkelige Kaar, førend Krig og Hærvæsen blev afskaffede (Afbrydelse). Taleren vilde spørge Forsamlingen, om den ønskede at høre ham? (Voldsomt Bifald), om den paa forrige Møde havde nægtet ham at tale ud? (Nej!) altsaa var det "Jyllandsposten", der for med Usandhed, ikke ham (Raab og Bifald); se saaledes bagvaskedes en Mand. naar han tog sig af Folkets Sag (Bifaldsraab og Hurraer). Geleff kunde ganske slutte sig til Bjørnbak: det var netop den internationale Forenings Ide at slutte Arbejderne i de forskjellige Lande sammen og hindre Krig og Blodsudgydelse. Bjørnbaks Fordringer om Afvæbning var berettigede; inden faa Aar vilde det være Vejen, som ogsaa alle de store Stater maatte gaa; i Tyskland selv var Socialismen mægtig og havde højt fordømt den sidste Erobringskrig. Hvormeget det end glædede Taleren at finde saa megen Samstemning, var hans Hensigt dog at imødegaa Modstanderne , som han atter opfordrede til at udtale sig. - Da Ingen af disse meldte sig, tog Hr Bjørndal atter Ordet og beklagede, at de store Aander, der havde travlt i Krogene, ikke vilde lade os Smaafolk nyde Godt af deres Visdom (Bifald). Han gik derefter over til at forklare Folkepartiets Holdning overfor de kirkelige Spøgsmaal og opfordrede Arbejderne til at slutte sig til, hvad der alt i mange Aar var arbejdet paa af ham og hans Parti. Præsterne, der fortalte os, at det ikke var det Timelige, men det Evige, det galt om, var de Første til at skrabe Penge fra Arbejderne lige fra Vuggen til Graven. (Bifald). Han kom derpaa ind paa Tiendespørgsmaalet, og da der enkeltvis ytredes Misfornøielse med den megen Politik, tog Taleren Anledning til al indskærpe Arbejderne, at Politik netop var deres eneste Redning: naar en Mand paa forrige Møde havde talt om et Barn og et fyldt Grødfad, da skulde Arbejderne ikke oftere give Storborgerne Anledning til slige haanlige Udtryk, men Alle som En møde paa Valgstedet og stemme, men ikke som tidligere paa Anvisning (En Stemme: For 3 Mark!) Taleren takkede for Oplysningen, det viste, hvilke Venner Arbejderne hidtil havde havt. Da han selv stillede sig i Aarhus, truede man en af hans Vælgere med knyttede Næver, men dem behøvede Arbejderne hverken at være bange for eller at benytte. - Stadsingenieur Obel tog Ordet for at erklære, at han var en stor Ven af Arbejderne (?) Der var ingen Modstand mod Arbejderne: men kun mod at betro deres Sag til Internationale, der almindelig antages at staa bagved Kommunens Rædselsgærninger i Paris. Den bedste Støtte Hr. Geleff kunde yde Arbejderens Sag. var at give Samfundet Sikkerhed for, at det ikke var en Forening med saadanne Formaal, i hvilken vore Arbejdere skulde indtræde, og herom ønskede han Hr. Geleffs Udtalelse. - Geleff svarede, at der vist ikke var Nogen, der nøjagtigt kunde besvare Spørgsmaalet om, hvormeget Internationale havde deltaget i Kommunens Dannelse, før dennes Historie forelaa. En Sammenslutning af alle Landes Arbejdere var naturligvis fredelig. og den danske Afdeling stod vel i Forbindelse med, men ikke i Afhængighedsforhold til Hovedafdelingen, hverken i Pengesager eller i nogen anden Retning. Naar Alle nu vilde være Arbejderens Venner, vilde han ingenlunde betvivle det for den foregaaende Talers Vedkommende, men opfordrede Arbejderen til at være forsigtig og erindre, at det først var, efterat han og hans Venner havde rejst Arbejderspørgsmaalet, at der havde tilbudt sig saa mange andre Venner. - Bjørnbak vilde ogsaa advare Arbejderne imod de mange Venner: der var altid nok, der vilde med Strømmen og paa de Stærkestes Parti: det var gaaet ligesaa med Bondepartiet i sin Tid: Taleren kunde af ganske Hjerte slutte sig til den danske internationale Arbejderforenings Program; dens Love kunde enhver dansk Mand anerkende; han vilde ikke med et Ord have støttet Sagen, hvis der havde været Tale om at bruge Andet end lovlige Midler, men det var der jo ikke? (Nej! nej! En Stemme: Kan vi ogsaa stole paa det? - Bevægelse i Forsamlingen: Tvivleren sættes udenfor); Taleren tog deraf Anledning til at erklære den for en Skurk, der drog ærlige Folks Forsikring i Tvivl (stormende Bifald) Nu hørte han sine Fjender sige: Tag jer iagt for Bjørnbak, han smidsker kun for Jer for at blive valgt til Rigsdagsmand; men han vilde erklære, at han ikke denne Gang vilde stille sig til Valg i Aarhus; han havde sin stille Gærning i Børnenes Kreds i Skolen altfor kær til at forlade den; men han skulde derimod gærne være Arbejderne behjælpelig med at finde en anden Rigsdagskandidat. (Stormende Bifald, Bjørnbak hilsedes med Hurraraab, der ikke synes at ville faa Ende). Taleren takkede og udbragte et Leve for Arbejdernes Sag, hvis Sejr var vis (nye Hurraraab): saasandt det var en retfærdig Sag, som den Højeste ikke vilde nægte sin Velsignelse. - Geleff erklærede herefter Mødet for sluttet, hvorpaa Kruse udbragte et Leve for Geleff, der ligeledes hilsedes med Hurraraab.
(Socialisten 4. november 1871).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar