Fra Haderslev skrives til "Dagbl." om nogle ved det østerrigske Hovedkvarteers Ankomst der til Byen d. 16de ds. forefaldne Demonstrationer. Byen var efter fattig Lejlighed udstyret med de sædvanlige trefarvede Klude, og paa Nørretorv var der oprejst en Æreport med Indskrift: "Den heldenmüthigen Befreiern (!) Schleswig-Holsteins". Dr. Jansson og Konsorter ventede paa Stedet for at modtage Gablenz med de fornødne Taler; men Skjæbnen vilde det anderledes. Generalen kom kjørende med en anden Officeer i en almindelig Vogn og med Ægtheste, og Ingen bemærkede, at det var ham, førend han var vel gjennem Æreporten og et godt Stykke oppe ad Nørregade; Taler blev der derfor Intet af, og den hele Modtagelse, han fik, var den, at en Plakatdreng, som naturligviis ikke kjendte ham, kastede en Seddel ind i Vognen til ham, hvorved han underrettedes om, at der i Anledning af General Gablenzs Ankomst ikke gaves nogen Forestilling i Theatret! - Det kunde synes underligt, at man vilde hædre Generalen ved ikke at give nogen Forestilling; men Sagen var den, at Forestillingen var flyttet fra Scenen ud paa Gaden, Fakkeltog og Illumination skulde glæde den høie Gjæst og vise ham "Befolkningens" ægte germaniske Sindelag. Men Fakkeltog og Illumination, - hvorledes kan man stille det paa Benene i en dansk By til Ære for en af Landets Fjender - og Undertrykkere? Ja, man maa kjende Forholdene og see lidt bag Kulisserne for at forstaae det; saa bliver det ganske naturligt. Først maa man erindre, at vi have tydsk Øvrighed og tydsk militair Besætning; ved Hjælp af dette kan Meget udrettes, Og dog have Hjemmetydskerne været saa ængstelige med Hensyn til Udfaldet af en Illumination, at Forslaget derom var faldet igjennem baade i den "patriotiske" Forening og i Deputeretkollegiet; men et Par af vore værste Wühlere fik Borgermesteren paa deres Side, og saa udsendtes Folk, som gik fra Huus til Huus og i Magistratens og Borgermesterens Navne beordrede almindelig Illumination; samtidig udgik der Ordre til forskjellige Håndværkere om at lade deres Svende give Møde for at bære Fakler. Spurgte man, hvad Anledningen var til Illuminationen, fik man enten slet intet Svar eller et undvigende; men Stads skulde der være. Saaledes vare da Forberedelserne trufne, og Komedien gik for sig fra Kl, 8 til 10. Illuminationen, af en "almindelig" i at være, var mærkelig nok at see og vistnok enestaaende i sin Slags. Adskillige frygtsomme Folk havde vel ladet sig skræmme og sat Lys i Vinduerne; men desuagtet laae hele Kvarterer af Byen i det dybeste Mørke, og selv i de Gader, hvor Hjemmetydskerne boe, og hvor de under de nuværende Forhold ganske naturlig kunne udøve et meget stærkt Tryk paa den Deel af Befolkningen, som er tilbøielig til at holde sig til det herskende Parti, saaes Rækker af Huse ganske mørke, med nedrullede Gardiner og lukkede Skodder, og hyppige Modsætninger frembragtes mellem lyse og mørke Etager l samme Huus eller mellem de oplyste og pyntede Ruder i den ene Ende og de af en enkelt uvillig Tællepraas, jeg kunde næsten sige, i formørkede Vinduesfag i den anden Ende. Særlig fremtrædende Dekorationer saaes ikke, det skulde da være et enkelt Sted, hvor den ulykkelige Thorvaldsen saaes prydet med trefarvede Baand! - Fakkeltoget saae naturligviis lidt anseeligere ud, da man disponerede over endeel tydske Haandværkssvende som Fakkelbærere; Nogle af disse vare udklædte som Turnere, thi ogsaa en "Turnverein" er var gode danske By bleven velsignet med, Paa Søndertorv holdtes nogle Taler, hvoraf man erfarede, at Festlighederne ikke vare til Ære for "Befrierne" alene, men ogsaa for "Hertug Friedrich den Ottende", der for et Aar siden besteg Thronen i Schleswig-Holstein!! Desværre forstyrredes Wühlernes Andagt endeel ved, at nogle Borgere havde samlet sig og tillod sig at lee og gjøre muntre Bemærkninger; thi, saa underlig det maaskee kan synes, Befolkningens Stemning havde iaftes et meget muntert Præg, og "Den tappre Landsoldat" klang endogsaa engang høit paa Nørregade, hvor Gablenz havde taget Kvarter. Man har jo her et lyst Fremtidshaab og en urokkelig Tillid til, al Danskheden nok atter skal komme til sin Ret; derfor leer man ad Hjemmetydskernes krampeagtige Bestræbelser for at give Byen et tydsk Præg. Nogle enkelte Steder i de Gader, Toget passerede, blev Ruder slaaede ind (hos Senator Juhl, Bundtmager Hahn, Boghandler Sabro, Kjøbmand Sørensen, Doktor Dahl, Dyrlæge Hansen, Kjøbmand Schmidt og maaskee flere Steder), men det Hele havde ikke Stort at sige, og Gadeungdommen tog øieblikkelig Revanche og lod nogle tydske Ruder springe. Overhovedet skete ingen alvorlige Spektakler; kun et Par Gensdarmer blev bankede, men disse ere ogsaa særlig Gjenstand for Befolkningens Had, deels som Redskaber i Hjemmetydskernes Haand, deels som foragtelige Personer, der endog for en stor Deel ere sydslesvigske Overløbere fra den danske Armee, Nogle faa Personer blev i Aftenens Løb satte i Hullet, men det er man vant til.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 25. november 1864).
"Aarhuus Stiftd." fortæller, at i en af Wrangels Ordrer, som blev oplæst for Centralkomiteen i Aarhuus i Anledning af den store Contribution (200,000 Rd. for Aarhuus), hed det ligefrem, at man vilde os "mürbe machen" (gjøre os møre), ved Besættelsen af Jylland og Trykket paa det tvinge Regjeringen til en forsmædelig Fred. Samme Blad siger om "Vor Trængselstid": "Spørge vi saa, hvorledes vor By har skikket sig under alle de den saaledes paaførte Plager og Udsugelser, da troe vi virkelig med Selvfølelse at kunne see tilbage paa den forløbne Tid. Under Krigen herskede iblandt os den freidigste Stemning, og langtfra at see paa egne Savn og Mangler, var der kun een Stemme for. at. naar Fædrelandet kunde have Gavn af vort Taalmod, saa skulde der aldrig gives Rum for den Tanke, at en forhastet Fredsslutning, der atter kun bragt, en usikker Fred tilveje, skulde skaffe os Lindring, uden at føre til en endelig god Afgjørelse af vort Mellemværende med Tydskland. Denne Stemning gav sig ogsaa offentligt Udtryk, blandt Andet i de Adresser, som i Mai og Juni fra Jylland sendtes Regeringen, og der turde tillægges den saameget større Betydning paa Grund af dens Oprindelighed fra Ivrerne selv, idet Regjeringen aldrig havde gjort Noget for at fremkalde den eller holde den retlige. Selv Als's Fald nedslog neppe i den Grad Modet eller bragte saa starte Contrastrømninger tilveje som i Hovedstaden, og det var væsentlig Indflydelser derfra, der begyndte at lamme det frejdige Sind. Den tungeste Tid har dog Perioden fra Præliminairernes Afslutning til nu været. Man var sig bevidst, hvorlidet der var at haabe mere med Hensyn til en taalelig Afgjørelse af den egentlige Hovedsag i Slesvig), og man saae Forhandlingerne trække sig ud, ingenlunde uden fuld Overbevisning om, at der fra Regjeringens Side arbejdedes med Iver og Dygtighed paa Freden, men dog med den lønlige Tanke, om ikke nogle Millioner, vundne i Pengeopgjørelsen paa den ene Side, vare ligesaa store materielle Tab paa den anden Side for os. Men selv da holdt Byerne (og heriblandt navnlig vor By), paa hvilke Trykket umiddelbart og personligt hvilede, og til hvilke det ikke manglede paa Tilskyndelse, ja ligefrem Opfordring fra Preussernes Side til igjen at "presse" paa Regjeringen, sig fri for Saadant, idet Antydninger om at indgaae med Adresser ubetinget blev, afviste. "Aarh. Stiftst" oplyser, at den Adresse, som, talrigt underskrevet i Slutningen af Mai i Aarhuus, Randers og Viborg, udtalte, at Regjeringen for Jyllands øieblikkelige Nøds Skyld ikke skulde offre Noget af Fædrelandets Velfærd, hvis det var nødvendigt at fortsætte Krigen, tilstilledes Conseilspræsident Monrad med Anmodning om at bringe den til Hs. Maj Kongens Kundskab, men at man ikke blot aldrig modtog noget Tegn paa, at dette Ønske var opfyldt, men ikke engang nogen Anerkjendelse af Adressens Modtagelse fra Monrads Side. Om de senere "Freds-Adresser for enhver Priis" udhæver "Ah. Stiftst.", at de alle er, indgaaede fra Landet og ingen Tilslutning have fundet i Aarhuus By, og at de havde deres Oprindelse nærmest fra den indre Politik (de G. Wintherske Bondevenners), hvorfor ogsaa den sidst, først indsendtes efter (!) Fredens Afslutning.
(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 25. november 1864)
Thisted, den 26de November. Det har været et føleligt Savn for det korresponderende Publikum, at Pengeforsendelsen ved Postforskud og Postanvisning har i længere Tid været standset som Følge af den fjendtlige Okkupation. Da denne nu ikke kan lægge Hindringer iveien, tør man vel haabe, at Postbestyrelsen vil uopholdelig træffe Foranstaltning til Gjenindførelsen ved alle Postkontorer af en Forsendelsesmaade, der har vist sig saa bekvem og hensigtsmæssig.
(Thisted Avis 26. november 1864).
Om de i Veile forefaldne Uordener ved de preussiske Garderes Gjennemmarsch skriver en Korresp. til "Dagbl.": En Huusfrue fik et Stød af en Officeer, fordi hun nægtede Folkene Smør, som de ikke kunne fordre. Historien med en Kjøbmand, der blev staaet, er morsommere. Tre Mand af Indkvarteringen paa en ham andetsteds tilhørende Gaard kom om Aftenen (Kl. 8 til 9 angives det) og forlangte varm Aftensmad, hvortil han svarede, at han ikke ansaae sig for pligtig dertil, men de kunde komme igjen i Uniform, saa vilde han følges med dem til Kommandanten; var han da pligtig dertil, skulde de ogsaa faae, hvad de ønskede. Kort efter kom en Underofficeer med de tre Mand og kommanderede den varme Mad frem, og da Kjøbmanden blev ved sit Forrige, gav Underofficeren ham et Slag under Øiet, hvoraf han endnu bærer Mærke. En tilstedeværende Landmand gik imellem for at stille tilfreds, men fik ogsaa et Slag af Underofficeren, der nu var kommen til den Urette; thi i samme Øieblik existerede Næse og omligggende Partier ikke mere i synlig Skikkelse paa Underofficeren, men kun en Masse Blod. Derpaa tog den djærve Landmand sig over at kaste 4 a 5 Gardister ud af Boutiken og - saa pustede han lidt. Delle var mulig et kritisk Øieblik; thi udvendig fra stormede Kavalleriet med at ituslaae Ruder in v., og i Boutiken skal der have været adskillige flere Gardister til Behandling; men saa kom Hjælpen i Skikkelse af en Patrouille og senere selve Kommandanten, der satte hele Befolkningen fast, de Danske dog paa deres Værelse, hvorfra de næste Dag blev løsladte, efterat Kommandanten havde udbedt sig at see Landmandens Haand, for hvilken han bar dyb Agtelse; det bevilgedes med den Yttring: "Jo, naar jeg bliver vred, saa slaaer jeg til". Endeel af Garderne blev transporterede Syd paa i Jern. - Skandalen i Kasernen endte med, at Skaden, noget over 14 Rd. (den danske Vurdering var mindre, saa at det da sees, at vi ikke ville optrække Tydskerne), blev erkjendt og betalt; om Straf veed jeg Intet at melde. Flere andre Steder have Gardisterne ogsaa gjort Spektakler; i en Boutik vankede der Slag til hver Civil, der tilfældig kom ind. Vor ret flinke Kommandant var nær ved at gaae ud af sit gode Skind ved alle de mange Klager over Gardisterne.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 26. november 1864).
Münchener Punsch, 19. marts 1865. Den pikkelhuede slange sidder og fortæller de to små harer Slesvig og Holsten ved dammen Bund. Tegningen bærer titlen: "Keine Fabel!" (Ingen fabel), og teksten lyder sådan: Wisst Ihr, liebe Kinder, was man von der Klapperschlange erzählt? Sie sitzt, sagt man, am Boden fest, hält den Kopf recht hoch, reisst den Nachen recht weit auf und sieht das arme Thierchen, das es verschlingen will, in einem fort an. Dieses fängt nun an ängstlich zu thun, will sich fortmachen, kann aber nicht und kommt dabei der Schlange immer näher, bis es ihr endlich freiwillig in den Nachen springt. Selbsbestimmung heisst man das. Raff's Naturgescchichte für Kinder. (Ved I, kære børn, hvad de siger om klapperslangen? Det siges, at den sidder solidt på jorden, holder hovedet meget højt, trækker nakken helt op og bliver ved med at se på det stakkels lille dyr, som den er ved at fortære den. Denne begynder nu at virke ængstelig, vil bort, men kan ikke, og kommer derved tættere og tættere på slangen, indtil den til sidst hopper i dens mund af egen fri vilje. Det kaldes selvbestemmelse. Raffs naturhistorie for børn).
- Kolding 26de Novbr.
Medens man i Kolding i det Hele taget er kommen ret godt ud af del med Østerrigerne og er skilles fra dem i Fred, have derimod Preusserne paa deres Gjennemmarsch opført sig paa en brutal og, vi kunne i Sandhed sige, gemeen Maade. At de have gjort uberettigede Fordringer og fremtvunget deres Opfyldelse med Vold rundtom i Ovartererne, foreligger der mange Beretninger om; andre Steder have de ramponeret og tilsølet deres Værelser og Senge saaledes, at man ikke engang kan tale derom, revet Kakkelovnene ned og et Sted kastet den ud af Vinduet, stjaalet Lagenerne, osv. Hos en Kjøbmand faldt nogle Preussere over en Ægtbonde og vilde drive ham ud af Stalden med hans Heste, og tilføiede ham et Saar i Hovedet; der som flere Steder skulle de dog have faaet dygtige Prygl til Gjengjæld. Ved saadan Adfærd, efterat Freden er sluttet, imod dem, der have opfyldt alle deres reglementerede Krav, vanærede de sig selv Alle Beretninger fra de andre Byer, som de ere komne igjennem, indeholde den samme Beskrivelse. Man kan ikke forundre sig over, at Befolkningen, ved Siden af Sorgen over den haarde Fred, føler en stor Lettelse ved at være bleven disse Herrer qvit, og at Glæden gav sig Luft i den uskyldige Demonstration, at Heise Dannebrog fra næsten alle Huse. Derimod maa vi paa det Bestemteste misbillige de stedfundne Optøier af Pøbelen, som med Hujen og Steenkast fulgte Preusserne ud af Byen. For det Første er det uværdigt, strax at blive kaad, fordi Tøilerne slappes, og det pleier kun at være Drenge, som bære sig saaledes ad: men her vare ogsaa Voxne iblandt. Dernæst var det dumt, thi man maatte vente, at de fjendtlige Tropper vilde værge sig med Bajonetter og Kugler, hvad der nok ogsaa nær var steet, dersom ikke den Øverstcommanderendes Besindighed havde afværget det. Vi maa derfor deltage, at de Mænd af de dedre Samfundsklasser, som saae paa Optøierne, ikke søgte at tale Mængden tilrette. Medens vi saaledes høiligen misbillige det skete, formene vi tillige, at Preusserne - efter deres forargelige og irriterende Adfærd efter Fredsslutningen - ingen Ret have til at beklage sig derover.
(Koldp.)
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 27. november 1864)
Justitsråd H. E. Friis: Minder fra okkupationen i Veile 1864. in: Samlinger til jydsk historie og topografi, s. 305-. Som indflydelsesrig person havde han de øverste ledere i indkvartering, general Wrangel, en del generaler, von Falkenstein. Han anfører at han ialt nåede 444 officerersbelægninger mellem 8. marts og 24. november.
Uebergang der Sachsen über die Eide bei der Rückkehr aus Schleswig-Holstein. Originaltegning A. Beck. Über Land und Meer, januar 1865.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar