Kolding, den 26de Novbr. Igaar forlode de sidste Ockupationstropper Kolding, og det er altsaa nu efter et Tidsrum af 9 Maaneder og 7 Dage, vi have seet de sidste preussiske Tropper igjen forlade Byen for enten at vende hjem eller toge det gjorte Bytte i Besiddelse og fastholde det. Det var navnlig Preussere, vi i de sidste otte Dage fornemlig have seet heri Byen; Østerrigerne vare i denne Tid kun at betragte som Efternølere. Efterat Resten af den umaadelige Bagage og alt det øvrige Train allerede i Morgenstunden var draget bort, passerede omtrent Kl. 9 et Batteri herigjennem, derefter et Par Compagnier Infanteri, og til Slutning den her i Byen fungerende preussiske Commandant. Allerede fra den tidlige Morgenstund af vaiede Dannebrog i større eller mindre Format fra de fleste Huse, saa de sidste Preussere ret havde Ledighed til at glæde sig ved vort gamle Banner. Saavidt var nu Alt godt, og ingensomhelst Forstyrrelse i den offentlige Ro og Orden fandt ved denne Lejlighed Sted. indtil Preusserne vare komne over Sønderbro, hvor en Flok Pøbel, Børn og Voxne, gave sig til at kaste Steen paa Militairet, hvilket havde tilfølge, at et Commando kom tilbage og fordrede Assistance af Politimesteren, der ogsaa strax kom tilstede, og dermed ophørte ogsaa Optøierne. Vi misbillige i høi Grad slige Pøbel-Optøier og Udskeielser, og de misbilliges af enhver Retsindig; men det skal og kan paa den anden Side heller ikke nægtes, at de preussiske Soldaters Opførsel nu under Gjennemmarschen har været saaledes, at den nok kunde vække Harme og Forbittrelse. - Man skulde troe. al nu, da vi ere komne ud af den Ufribets-Tilstand, i hvilken vi saa længe have levet. Enhver vilde bidrage sit til, at Ro og Orden og den lovlige Tilstand kunde gjenoprettes. Delte er desværre ikke altid Tilfældet, hvorpaa vi saae Exempler heri Byen saftes. Nogle Individer tillode sig, vi vide ikke ret af hvilken Grund, at slaae Vinduerne ind hos adskillige af Byens Indvaanere og udføre anden Molest. Som vi erfare, er det lykkedes Politiet at faae fat paa et Par af disse Urostiftere, og vi ville haabe, at de maae blive alvorligt afstraffede. tKold. Av.)
Om Preussernes Udmarsch fra Veile skrives i Byens Av.: Officierer og Menige af Garden opførte sig ubebøvlede, og man kan ikke fortænke mange Folk, der bleve Gjenstand for deres Pøbelagtigheder, deri at de gjorde Næveretten gjældende og gav dem en Dragt Prygl. Disse respekterede de mere end mange af deres Officiner, der ofte intet kunde udrette. Dog var Commandanten en flink Mand, der skammede sig paa sine Landsmænds Vegne, da han saae, at Befolkningen var uden Skyld; og han straffede enhver uforskammet Optræden, hvorom han kom i til Kundskab efter Fortjeneste.
(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 28. november 1864)
Thisted, den 28de November. Naar Linien mellem Nykjøbing og Skive bliver istandsat, hvilket vil formentlig kunne skee om ikke lang Tid, indtræder saavel Thisted som vor Naboby paa Mors atter i telegrafisk Samkvem med den øvrige Verden, idet Forbindelsen over Skive med de vestjydske Stationer, Struer medindbefattet, allerede er gjenaabnet. Ved Regjeringens Omsorg er nemlig Strækningen mellem Hobro og Skive foreløbig retableret efter den af Fjenden tilføiede Beskadigelse, og det var ønskeligt, at Staten vilde meddetsamme definitivt overtage Linien Thisted-Hobro, hvorfor ikke alene Billighed men Hensyn til det fælles Vel stærkt taler. Imidlertid kan for Øieblikket et Telegram, indleveret paa Stationen i Thisted om Aftenen i betimelig Tid for Postens Afgang, med denne befordres til Skive og derfra pr. Telegraf til Kjøbenhavn saa hurtigt, at det kan være i Hovedstaden den paafølgende Formiddag, naar - vel at mærke - Veiret tilsteder Overfærgning ved begge Sundstederne herimellem og Skive.
(Thisted Avis 28. november 1864).
Avisen meddelte den 1. december 1864 at forholdet nu ville blive bragt i orden, hvilket den kunne melde var skete den 12. december 1864.
Ribe, den 28. November
- Efter en lang og trang Tid vajede atter i Tirsdags her i Byen fra de fleste Huse vort kjære Dannebroge, og uagtet den almindelige Stemning er Sorg over det tunge Tab, Danmark har lidt, haaber man dog paa en taalelig Fremtid og at man maa opleve at se Tingene forandre sig til det Bedre.
(Ribe Stifts-Tidende 28. november 1864).
Oversættelse af tysk artikel, original se nedenfor:
Preussere der er vendt tilbage hertil fra Nordslesvig, fortæller om de beslutsomme danske følelser der ubelejligt stod dem i vejen. De er sikre på, at roen ikke let kommer i de egne, og at den første lejlighed vil blive udnyttet til at vende tilbage til Danmark ved hjælp af den udstrakte hånd fra Danmark. Faktisk er den bitterhed der hersker over tysksindede godsejere, allerede steget efter at østrigerne har trukket sig. Eksempelvis blev ruderne hos en gårdejer i landsbyen Bastrup ved Kongeåen for nylig smadret af landsbybeboere. Ligeledes skal der være planlagt et væbnet angreb fra den danske del af befolkningen på tyskerne på en af Nordsøens øer (Föhr?) i tilfælde af at de allierede tropper trækker sig tilbage, hvorfor sidstnævnte bad den pågældende preussiske kommandant om at udsætte afmarchen og rapport til den anmodede kompetente myndighed.
Vom Norden Schleswigs hieher zurückgekehrte Preussen erzählen von der entschieden dänischen Gesinnung die sie dort unbequem im Weg gestanden habe. Sie sind gewiss dass in jenen Districten nicht so leicht RUhe eintreten, und dass man die erste Gelegenheit benutzen werde um, mit hülfe der Hand die von Dänemark herübergereicht wird, zu diesem zurückkehren. In der That hat sich denne schon die Erbitterung die gegen deutschgesinnt Gutsbesitzer herrscht, nach Abzug der Oesterreicher Luft gemacht. So wurden einem Hofbesitzer im Dorfe Bastrup an der Konigsau von Dorfbewohner kürzlich die Fenster eingeworfen. Dessgleich soll auf einer der Nordsee-Inseln (Föhr?) für den Fall des Abzugs der verbündeten Truppen ein bewaffneter Angriff des dänischen Theils der Bevölkerung auf den deutschen beabsichtigt seyn, weshalb der letztere den betreffenden preussischen Commandanten um Aufschub des Abmarsches und Berichterstattung an die zustadige Behörde ersucht hat.
(Allgemeine Zeitung 29. november 1864)
Natten til Søndags døde i Kbhavn forhenværende Landfoged paa Sild Tvede. Han var en meget nidkjær og afholdt Embedsmand og havde derved paadraget sig Wühlernes Had, saa at han var iblandt dem, der faldt som et Offer for Fanatismen og blev med Kone og Børn fordrevet fra sit Embede og opslog derefter sin Bolig i Kbhavn. Al den Ærgrelse og Møisommelighed, han havde udstaaet i Slutningen af sin Embedsvirksomhed, kastede ham imidlertid paa Sygeleiet, hvor han efter længere Tids Lidelse bukkede under for den fortærende Sygdom, som havde grebet ham. (S. Bl.)
(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 29. november 1864).
Hans Peter Nicolai Tvede (1826-1864) var ældste søn af prokurator Peter Tvede (medlem af den grundlovgivende forsamling). Frivillig på dansk side i krigen 1848-51. Studerede jura og blev kandidat i Flensborg 1854, samme år amtsfuldmægtig i Husum, året efter i Tønder. Tingskriver i 1856-1863 i Bøking Herred. Blev opfordret til at tage embedet som landfoged (dommer, oppebørselsbetjent, politimester m.m.) på Sild. Under kaptajn Hammers indtog på Sild i marts 1864 hjalp han denne med at eftersøge de beboere som havde støttet Friedrich VIII. Disse blev imidlertid beskyttet af en menneskemængde, og efter uden held at have truet med at skyde, måtte Hammer retirere for overmagten. I Christian Peter Hansen: Chronik der friesischen Uthlande s. 302 omtales han som "den bedste af de danske", og skal havde forsøgt at lægge sig imellem flertallet af ubevæbnede tyskere på Sild og danskerne som også undkom ved at flygte. Efter kaptajn Hammers arrestation blev han også arresteret, ført til Tønder og afsat. Ifølge tyske aviser skabte hans arrestation almindelig jubel på Sild.
I august 1864 nægtede han overfor amtmand Fontenay at være civilkommissærerne underdanig, hvorefter han blev fritstillet til at rejse ud af hertugdømmerne. Under Hammers besættelse af øen forsøgte han så godt han kunne at arrestere hvad man fra dansk side opfattede som "Wühlere", men der var alt for mange til at det kunne lade sig gøre og øen erklæredes i belejringstilstand. Ribe Stifts-Tidende mente i en nekrolog 27. december 1864 at mene at han var dybt savnet af øens beboere.
I "Rand. Av.' for igaar læses Følgende: "Hs. Maj. Kongen har mere Takt og sand Følelse end alle hans troe Jyder tilsammen. Kongen, dybt netbøiet af Harm og Sorg over hans og Landets Tab, længes efter at besøge den af sine Provindser, som under Krigen har lidt saameget. Det er en sund og naturlig Følelse. Han lader Provindsen vide at han vil komme og see og tale med Saamange, som den korte Tid vil tillade. Han lader udtrykkelig forkynde, at Reisen skal foretages i største Simpelhed og at det er hans Ønske, at Boerne ingen Bekostninger sætte sig i for hans Skyld. Han kommer, kort sagt, ikke for at lade sig fetere, men fordi han veed, at et Gjensyn efter den tunge Tid, der er forløben siden han sidst gjæstede Jylland, vil kunne glæde og styrke. Saaledes vil Kongen have sit Besøg opfattet. Men hvorledes forstaaer man ham? I Aalborg har man beredt Kongen "en Festivitet" (det beskrives ikke nærmere af hvad Art); man vil med Sikkerhed vide at der er paatænkt et Fakkeltog, storartet Illumination osv. Ogsaa her tales der om Fakkeltog og Illumination. Vi spørge trøstigt: Troer man virkelig dermed at glæde en bedrøvet Konges Hjerte? Har man ikke tænkt over, hvor lidet den Slags Glædesyttringer maa samstemme med Kongens Følelser paa en Reise gjennem Jylland under Forhold som disse? Vi kunne umulig troe, at Kongen ikke langt hellere fandt sine Jyder i Sorg end i festlig Glædespynt. Han vilde dele og skatte denne Sorg, fordi den vilde være ham det bedste Beviis for, at det Folk, Gud satte ham til Konge over, i Sandhed duer noget, at det har sand og dyb Følelse for hvad han og det have tabt. Men møder han under sine korte Ophold i vore Byer kun lutter glædestraalende Ansigter, svulstige Taler om Danmarks Lykke, Glædesblus og Fakkelskin, saa maa han komme til at tvivle om Et af To, enten om Sandheden i de Demonstrationer, der modtage ham midt under Landets Nød og Sorg, eller om det Folks Alvor og politiske Modenhed, som bringer ham en Hyldest, der, hvor velmeent den end kan være, dog hverken kan stemme med hans eller et adelt Folks Følelser."
(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 30. november 1864).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar