Havde man ikke den Forvisning, at Miraklernes Tid var forbi, maatte man antage, at et saadant var forestaaende, ti her sker for øjeblikket saamange Tegn og underlige Gerninger, at man kunde fristes til at anse disse som "Forvarsel" for noget overnaturligt. Man ynker Borger Eibeschütz, naar man ser hans Ærgrelser over Arbejdernes "flotte" Klæder og "fine" Hatte; man studser ved at erfare, at Socialisterne "er Skyld" i de slette Tidsforhold, og man spørger uvilkaarlig sig selv, om de ikke ogsaa "er Skyld" i den tidlige og strænge Vinter; man forbavses over Spidsborgernes Træskhed, naar man ser det lille Kobbel med den "lille Nicolay" i Spidsen; travl Virksomhed blandt Koner og Piger for ved Skørteregimentets Hjælp at fortynde Socialisternes Rækker, i hvilke alle "pæne" Arbejdere "skal holde sig for gode til at være"; men man daaner næsten af Skræk ved at høre, at Præsterne Dall og Gøtzsche nu anser Tidens Fylde for kommen til at prædike Evangeliet for de Fattige, ihukommende, at der er større Glæde ved én Synders Omvendelse end ved Ni og Halvfemsindstyve Retfærdige, som ikke har Omvendelse behov. Man anstrenger sin Sekraft, fordi man troer at drømme eller at "det Hele beror paa Øjenforblændelse", men nej! det er intet "Trolleri", det er den skinbarlige Virkelig: - Præsternes Dag er bogstavelig kommen som en Tyv om Natten!
Og hvad er der saa sket? Intet andet end at vore Præster begynder at efterkomme Skriftens Bud om at gaa ud og præke for "al Folket" og at gøre dette for Intet, fordi de har modtaget Ordet for Intet. Sagen er nemlig denne: Hr. Pastor Dall har i Forening med sin Kaldsfælle, Hr. Gøtsche, ønsket at præke hver Lørdag eller Mandag Aften for Cigarmagerne i Fabrikslokalet, og efter Forlydende en anden Aften i Ugen for Væverne paa Dampvæveriet. Ugudeligheden er imidlertid stor paa vor syndefulde Jord, og det baade blandt "Store og Smaa", ti medens "de Store" paa Cigarfabriken synes at have et meget modtageligt Sind og Hjerte, saa var nok det stik Modsatte Tilfældet paa Dampvæveriet, og medens "de Smaa" her maaske ikke var saa ganske uvillige, saa var der paa Cigarfabriken kun 8, som mente at have Omvendelse behov, og det er endda mere end tvivlsomt, hvorvidt sand Anger og Ruelse er til Stede hos disse. Endnu har de Herrer Præster ikke begyndt deres Omvendelsesværk blandt de ugudelige Cigarmagere, men selv om de skulde være lystne efter at begynde "Forestillingen", saa bliver det sikkerligt hverken noget talrigt eller noget noget taknemmeligt Publikum, de kommer til at "spille" for. Afset fra, at det er temmelig sildigt, de Herrer Præster tager fat paa slig "kristelig" Gerning, bliver det dog lidt forunderligt, at specielt Hr. Dall, der saa ofte har dømt og fordømt Socialisterne, pludselig "ynkes" over dem og vil give dem "Naade og Fred". Man fristes til at undersøge Grunden hertil. Har maaske den gode Præstemand indset, at han kun er en ussel Skabning, hverken værre eller bedre end andre Mennesker, og at han ingen anden Ret har til at holde Dom over Døde, endsige Levende, end den, han selv tiltager sig? Nej, ingenlunde, ti han lader sig stadig ikke uden Vidnesbyrd i modsat Retning. Eller har mulig de ærede Præster indset det Taabelige, der ligger i at fremstille Fattigdom som særlig Chance til Erhvervelsen af en "Saligheds Part", samtidig med at de finder saa stort Velbehag ved det "usle Mammon"? Det skulde da være, om de i "de sidste Dage" havde aflagt Vidnesbyrd i saa Henseende. Ejheller er disse "hellige" Mænd bleven "snilde som Slanger og enfoldige som Duer", fordi de, som der menes, er "befalet dertil, men det, der nu fylder dem med "Nidkærhed", er sikkert kun den Omstændighed, at de føler dem trufne af det, "Missionæren" fra Ostindien fortalte dem, og det skal heller ikke nægtes, at han traf Hovedet paa Sømmet. At det kan være ubehageligt for de ærede Præster at faa en saadan Lektion, skal villigt indrømmes, men de Herrer gaar galt i Byen ved det første Skridt, de gør. Dhrr. Dall og Gøtsche tror aabenbart, at Socialismen er Aarsag til den herskende Irreligiøsitet, ret som der ingen "Vantro" fandtes her i Landet for Socialismens Fremkomst. De gode Folk burde vide, at Socialismen ikke er nogen religiøs Doktrin, og at ligesaa vel som der blandt denne Læres Tilhængere findes "Ikke-Troende", ligesaa vel findes der ogsaa "Troende", hvis Tro ikke giver de Herrers en Smule efter i Styrke. Vil Præsterne udrydde Ugudeligheden, saa maa de helst begynde i de højere Lag og mellem de "bedre" Folk, og her vil utvivlsomt være en vid Mark for dem til Virksomhed. Naar Præsterne paa disse Steder har blødgjort de "haarde Hjerter"' ved Kærlighedens og Humanitetens Evangelium, naar de har tvunget Hovmodets Aand til at at vige ved ydmygheds og Sagtmodigheds Lære, og naar de i de samme "Lag" og blandt de samme Folk har fremtvunget Følelsen af Menneskehedens ved Skriften hjemlede Solidaritet; naar de ærede Præstemænd har besørget dette Arbejde, og de derhos ikke har forglemt at reformere sig selv, saa at de praktisk som teoretisk er Kristi sande Disciple - ja, saa kan der dog maaske være Tale om, at deres Omvendelsesværk blandt "Vantroens" og "Ugudelighedens" Børn kan bære Frugt; men som Sagerne nu staar, da er der en til Vished grænsende Sandsynlighed for, at Præsterne selv trænger allerhaardest til "Reformation", nej, da er der ingen Rimelighed for, at hverken Præsteskabet i sin Helhed eller "St. Stefansforeningcn" i Særdeleshed kan bringe større "Frelse" end den, Enhver ved egne Gerninger kan erhverve sig.
Skulde Dhrr. Dall og Gøtzsche imidlertid være af en anden Mening, nuvel, virk da ikke i Krogene, men aabenlyst, og da deres Formaal vel maa være at overbevise, indbyd da "Tro" som "Vantro" til offenlig Meningsudveksling - det vil sikkerlig hverken mangle paa Tilhørere eller paa forskellig Tankeretning.
(Social-Demokraten 16. november 1876).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar