I forrige uge så anmelderen et beskænket menneske bundet på en stige af vægterne blive båret fra Adelgade til Råd- og Domhuset. Under transporten kom det af rusen aldeles bedøvede menneskes hovede til at hænge bag over ned mellem trinene på stigen. Man ved at denne stilling kan have farlige følger for et aldeles ædru menneske, men langt mere for et beruset da blodet i denne tilstand stiger til hovedet, endog når menneske står eller sidder i en oprejst stilling. Anmelderen er derfor så fri at gøre vægternes foresatte opmærksomme herpå for om de ikke skulle finde det gavnligt og hensigtsmæssigt at befale vægterne at vore forsynet med et lille bræt af den størrelse at det kunne dække åbningen mellem to af trinene. Dette bræt kunne da i tilfælde af en sådan transport var nødvendigt, bindes til stigen der hvor menneskets hoved skulle hvile. Herved ville forebygges at vægterne i stedet for at komme til rådstuen med en drukken mand, kom med en død, hvilket tilfælde både er tænkeligt og muligt.
(Politivennen nr. 703, Løverdagen den 20de Juni 1829, s. 415-416)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar