M. L. Nathanson: Politivennens sidste Redaktør. (Efterskrift til Politivennen).

Nedenstående er 11. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen. 

Knapstrupperhesten "Claus" - 1856

I 1856 havde Nathanson erhvervet sig en hest, Claus. Nathanson insisterede dog at have "vigtige sager" i København, blev anholdt i 1856 og indespærret i dårekisten i 6 døgn på Almindelig Hospital. 

Hestevæddeløb. I "B. T." indbyder Hr. M.L. Nathanson fra Randers til et Hestevæddeløb paa Landeveien fra Kjøbenhavn til Korsør og tilbage, paa Vilkaar, som nærmere villeblive bekjendtgjorte. De stillede Heste maa være fra 5 til 10 Aar og bære en Vægt af 160 Pd. Idetmindste 10 Konkurrenter ønskes, som hver forinden Løbet begynder maa betale 100 Rd. Løbet vil paa denne Maade gjælde en Præmie af 1000 Rd. Selv stiller Hr. Nathanson sin Knapstrupper Vallak "Claus".

(Sjællands-Posten (Ringsted). 8. maj 1856)

Ifølge en os tilhændekommen paalidelig (men aldeles ikke officiel) Meddelelse have Bladene vel berettet ganske rigtigt om en nylig indtruffen Katastrophe med et Godstog paa Jernbanen, men de have fortiet eller været uvidende om den egentlige Aarsag, der aldeles forandrer Sagens Natur. Vi give den her i al Simpelhed og gjentage blot, at den ikke er officiel: Da den saakaldte gale Nathanson i Randers - han er slet ikke gal, men en livlig og kløgtig Mand - hørte, at Jernbanen var aabnet til Korsør og Rothe bleven dens Directeeur, reed han over til Kbvn. paa sin hvide Hest af Knapstrup-Racen med chocolade-couleurs Blis og Pletter, og indbød til dit bekjendte Vædderidt derfra til Korsør. Opfordringen har staaet i de offentlige Blade, og at han meente Dampvognen, er selvfølgeligt; thi hvilken fornuftig Mand vilde ride med ham til Korsør, naar Jernbanen var aabnet? Da Rothe modtog Udfordringen, meente han, at det var noget stift; men, sagde han, man maa ikke slaae sin Næste, vi vil lade et Godstog gjøre Løbet med ham; han tilføjede hovedrystende: at ride omkaps med et af mine Persontog vilde jo være reent at ødelægge baade Dyr og Mand. Embedspersonalet, der erfarede Directeurens Ord, blev ganske rørt over hans Liberalitet og Humor, og overalt paa Banegaarden gjenlød det: Nathanson skal have et Godstog; man maa ikke slaae sin Næste. - Nathanson mødte om Morgenen Kl. 7 paa sin hvide Hest af Knapstrup-Racen med chocoladecouleurs Blis og Pletter. Da en Hest ikke kan løbe paa Jernbanen, var det vedtaget, at han skulde ride ad Landeveien. Han holdt ved Frihedsstøtten og betvang med Møie sin fyrige Knapstuper; Signalet lød; han foer afsted, saa Gnisterne stodde ud, "Kies und Funken stoben", som Bürger siger. Vi lade ham nu foreløbig ride og vende os til Godstoget, der efter Sædvane ogsaa førte endeel Passagerer. Saasnart man var kommen igang, begyndte Embedsmændene at tale om, hvilket særeget Væddeløb dette Tog gjorde; de fortalte Directeurens liberale Ord, og Passagererne, der opmuntredes ved Udsigten til at komme hurtig afsted, beundrede ligeledes Hr. Directeuens Liberalitet og bleve ligeledes rørte. Nu er det jo i vor Tid en farlig Ting, naar mange Mennesker sidde sammen paa eet Sted og blive rrørte; ad uopdaget, hemmelighedsfuld Vei meddeler sig deres Stemning til det Livløse, bringer Borde ikke blot til at dandse, men til at forkynde Forbigangent og Tilkommende. Intet fornuftigt Menneske, end ikke Nathanson, er istand til at sige, hvordan sligt Vidunder skeer; men nok er det, Rørelsen meddeelte sig til Locomotivet, det gav utvetydig tilkjende, at det heller ikke vilde slaae Nathanson. Imidlertid var Nathanson kommen til Korsør og spørger ved Posten, om Toget er kommet. Da man svarer Nei, glemmer han i sin Livlighed og Godmodighed at ride hen og lade sig proclamere som Seirherre; han vender om for at see, om Toget mulig skulde være kommet til Skade. Paa Høiden af Ousted Kro, midtveis mellem Roeskilde og Ringsted, opdager han Toget. Han nærmer sig og seer: Passagererne vare stegne ud og hjap Størstedelen at skyde Vognene frem. Greben af høimodig Medlidenhed stiger Nathanson af og hjælper at skyde paa. Men hans livlige Hest river sig pludselig løs og løber til Randers. Netop som Toget gik ind i Kprsør-stationen, indløb en telegraphisk Depeche fra Randers og meldte, at den hvide Het med chokoladecouleurs Blis og Pletter var ankommen. Hvad skulde nu Manden gjøre? Hvorr i al Evighed kan en Rytter siges at have vundet et Vædderidt fra Khvn. til Korsør, naar han selv kommer tilfods bagved Toget til Korsør, medens hans Hest er i Randers? Lykkeligviis havde man ikke væddet om Noget.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 27. maj 1856)

Hr. M. L. Nathansen har nu i "Avertissements-Tidenden" ladet aftrykke følgende, af ham under 31te Mai d. A., fra "Belvedere i Kongens Enghave", til Justitsministeriet indgivne Ansøgning:
"For at den meget bekjendte knapstrupper Hesterace ved Landmandsforsamlingen i Aalborg næste Maaned skal hævde sit velfortjente Renomee i Danmark, er det, at jeg har bragt til Hovedstaden min i Jylland, Hertugdømmerne og 4 Miil hiinsides Hamborg fordeelagtigt bekjendte knapstrupper Hest, "Claus"kaldet. For at overbevise Hesteopdrættere og andre Hesteyndere om hvad denne Race formaaer, skal den løbe i førstkommende 16de Juni, en Mandag, med mig fra min Bopæl, Belvedere i Kongens Enghave ved Kjøbenhavn, paa Landeveien til Korsør og tilbage samme Dag i 15, skriver femtenTimer. Men da de Herrer, som vilde deeltage i dette heri Landet sjeldne Væddeløb, have trukket sig tilbage, nødes jeg nu til at foretage Løbet ene. Jeg veed, at der vil indfindesig et stort Publicum af den dannede Klasse ved Belvedere, for at overvære min Tilbagekomst om Eftermiddagen Kl.8, hvor jeg en halv Time herefter skal forevise "Claus", dresseret i den høiere Manege og Ridekonst (thi jeg har dresseret vilde Heste i Brasilien); tillige skal jeg medbringe Attester fra en Læge og en Dyrlæge i Korsør, at baade Hest og Rytter i bedste Velgaaende ere ankomne dertil. Det ærede Publicum vil gjerne løse Billetter a 2 Mk. Stk., for at jeg kan have en Indtægt. Derfor er det, at jeg underdanigst udbeder mig det høie Justisministeriums naadigste Tilladelse dertil, imod at svare til Fattigvæsenet det Befalede. Deres Excellence maa det vistnok endnu være erinderligt, at De under 9de September 1854 naadigst meddeelte mig en for mig meget smigrende Anbefaling til Hs. Maj. Kongen,hvori De blandt Andet yttrede, at jeg var Dem bekjendt som en Mand, der varmt interesserer sig for Heste- og Qvægavlens Opkomst i Jylland. Hidtil har jeg ikke modtaget nogen Belønning for mine utrættelige Bestræbelser, forbundne med mangfoldige Udgivter for at gavne mit Fædreland, hvilket over hele Landet vistnok tilstrækkeligt er bekjendt,og nu, da jeg er i Besiddelse af en Hest, hvormed jeg ei alene her i Hovedstaden,men ogsaa i Udlandet vilde kunne fortjene en betydelig Sum Penge, da maa det vistnok glæde det høie Justitsministerium og enhver dansk Mand, at jeg, som med min trofaste Hustru maatte gjennemgaae alle Livets Gjenvordigheder, dog endelig seer mig istand til at sikkre mit, hendes og mine Børns Fremtidsvel. Derfor smigrer jeg mig med det glade Haab, at det høie Justisministerium ret snart naadigst maatte ville bevilge denne underdanigste Ansøgning; thi der maa drages Omsorg for, at Publicum i de tvende Timer, det om Eftermmiddagen opholder sig ved Belvedere, kan have en Underholdning ved et godt Musikcorps og god Beværtning".

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis , 9. juni 1856)

Hr. Nathanson kom dog ikke til Korsør med "Claus", formedelst mange Gjenvordigheder, som han selv beskriver i sin Bekjendtgørelse derom. (See nedenfor.)
Beretning om det store Campagneløb.

Forinden jeg for det dannede Publicum omtaler dette Løb, maa det være mig tilladet blot i Korthed, og forsaavidt Tiden tillader det (thi jeg reiser imorgen med "Cimbria" til Randers, men ved min Hjemkomst skal jeg i en Brochure paa det Nøieste detaillere Alt), at berette, at forinden Løbet foretoges, bleve saavel jeg som Claus paa det Skjændigste mishandlede ei alene af endeel af den saakaldte fine Pøbel, saavel paa Christiansborg Ridebane som og paa Gaderne, men af Hoteleiere og endelig af nogle Husarkorporaler i Uniform og af en Beriderelev Jørgensen, som udgav sig for at være Søn af den rige Hr. Jørgensen i "Hotel du Nord."
Hvad de Militaire angaaer, da er det foreløbig anmeldt for Oberstlieutenant Marcher, og angaaende de Civile, da skal jeg i Sandhed denne Gang ei vente 7 Aar, forinden denne Skjændselsdaad lovlig er undersøgt og paa det Strængeste straffet; thi det, jeg foretog mig med Claus, det skete ei for at tjene Penge, ei heller for at erhverve migTitel eller Orden, men ene og alene for at gavne den jydske Landmandsforening. Fra den 4de til den 10de Mai var jeg ved Kabale berøvet min Frihed og mishandlet af Mad. Schmidt i Almindeligt Hospital og pryglet med en stigrem netop paa det Sted jeg skulde bruge til Ridning, thi hun er Svigermoder til den Mand i Jylland, af hvem jeg kjøbte Claus for en Bagatel; hun lod mine Hænder og Fødderbinde, saa at der ved min Løsladelse tilbageblev Krampetrækninger baade i Hænderne og Læggene. Men ved min brave kones Ankomst til Hovedstaden den 10de Mai blev jeg befriet, men maatte betale for Sultekuur og denne skjændige Mishandling 5 Rdlr.
Enhver uhildet vil altsaa let kunne indsee, at jeg var meget svækket, og Claus i denne Tid ligeledes sat ud af Condition,og jeg maatte nu paany arbeide med ham, saa godt det lod sig gjøre, for at forberede ham til det store Løb. De Penge, jeg medbragte, flere hundrede Rd.,gik tabt paa allehaande skjændige Maader, hvilket Brochuren skal omtale. Jeg indgik med en underd. Ansøgning til Justitsministeren om at turde sælge Billetter; ei heller dette tillodes mig. Min svage Kone, som, af Græmmelse over vor her i Byen tabte Datter, var bleven syg, og som nylig kom ud fra Frederiks-Hospital, sad ved Indgangen posteret med Dannebroge, og ikke faa agtede Medborgere ydede deres Skjærv, saa at vi kunde kjøbe 8 Tdr. Havre a 5 Rd. til Claus, hvilke han i Sandhed har fortjent. Men Sagen var for vigtig for Knapstrupracens Fremhæven ei alene her, men ogsaa i udlandet; jeg besluttede derfor afvigte 16de Juni at foretage Løbet. Altsaa til Sagen.
Om MOrgenen Kl. 5 i tvende Politiofficianters Nærværelse begyndte løbet, som var beregnet paa Skridt, Trav og Jagtgalop, og det havde været meget let, baade for mig og Claus, at være kl. 12 i Korsør, dersom jeg ikke havde truffetved Gjæstgivergaarden "Sorte Hest" endeel Pøbel, som standsede Hesten. Knapstrupheste, det veed enhver, som kjender denne Race, ere meget malicieuse; den gjorde omkring, steilede; jeg vilde ikke resikere noget paa Stenene og steg altsaa af, trak den noget paa Veien, satte mig atter tilhest, og nu gik han i en Luntetrav til Frederiksborg Slot. Men atter stødte jeg paa noget fiinklædt, fiin Pøbel, som anraabte Hesten, gjorde ham sky,og atter maatte jeg stige af, indtil Pøbelen var passeret.
Men nu begyndte det preussiske og polske Blod at koge i mine Aarer; jeg gav Claus af Sporerne, og inden Kl. var 6½ fik jeg ham endelig standset udenfor Roeskilde Port;men ved Veirmøllen paa den anden side af Roeskilde blev han atter maliceur, og idet jeg straffede ham baade med Sporerne og Stok, jog han piilsnar afsted med mig; jeg kunde ei holde ham,thi Krampetrækningerne indfandt sig atter, skjøndt jeg smurte hænderne med Senesalve,hvilket en Læge ordinerede, og i stedetfor at ride til Ringsted, hvilket jeg troede, løb han med mig ad Veien til Kallundborg. Hvor langt han foer afsted med mig, kunde jeg ei godt bedømme, thi jeg øinede alt Kjøbstaden;men endelig kom en Landmand kjørende, og derved fik jeg Claus standset. Jeg spurgte ham, hvor langt jeg havde til Ringsted. Han svarede, at jeg var paa feil Vei, men vilde jeg vedblive at ride saa stærkt, da kunde jeg om 1/4 Time være i Holbek. Jeg resolverede altsaa at vende om, for atter at komme tilbage til Roeskilde og paa Rette vei til Korsør. Men ved Roeskilde vilde Claus partout til Kjøbenhavn; en brav Officier hjalp mig imidlertid afsted og længere hen paa Veien flere Folk for at faae Claus i Løbet. Jeg ankom med mange Besværligheder, som alle med sanddruelige Vidner skulle blive beviste - thi i Snedkersted aarelod jeg Claus, lod ham vælte sig i Græsset osv. - til en kro i nærheden af Ringsted omtrent Kl. 9½. Løbet var beregnet paa at bevise Knapstruphestens udholdenhed; om den løb til Korsør eller ei, var nu ei mere i mine Tanker; thi jeg vidste, at uden at opofre Hest og Rytter kunde jeg ei naae Korsør Kl. 12, thi jeg havde omtrent 7 Mile endnu til Korsør, og desuden maatte jeg og Claus have Forfriskning.
Efterat have spiist til Middag og Claus ligeledes og badet ham, begave vi os paa Tilbageveien præc. Kl. 12 for atter Kl. 8 at værei Hovedstaden.
Fra Kl. 5 om Morgenen til Kl. 8 om eftermiddagen har jeg tilbagelagt 19 Mile; men derfra maa regnes 2½ Time i Kroen ved Ringsted, 1 Time i Amstedt Kro begge Gange, omtrent 1 Time i Roeskilde Kro begge Gange for at omklæde mig og omsadle Hesten, og underveis saavel i nedkersted som paa andre Steder, hvilket Alt skal blive beviist, vistnok over 2½ Time, og desuden vil jeg paa hele Strækningen bevise at have redet Skridt, indtil jeg kom til Roeskilde Kro. Altsaa i 8 Timer har jeg tilbagelagt  en Veilængde af 19 Mile, men med mange Gjenvordigheder. Hvorledes jeg af det dannede Publikum modtoges saavel ved Frederiksberg som og ved Belvedere behøver ei her at omtales, thi de mange Tilskuere maa være mine Vidner, og for disse som og for det danske Folk tillader jeg mig med den største Ærbødighed at aflægge denne Beretning om dette her i Landet sjeldne Løb. -Kjøbenhavn, den 18 juni 
M.L. Nathanson.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 23. juni 1856)

Se endvidere:
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 27. juni 1856)

Knapstruphesten "Claus" har nu ogsaa indfundet sig ved Landmandsmødet i Aalborg, hvor Hr.Nathanson har bekjendtgjort: "Mange bemidlede Landmænd have ønsket at kjøbe"Claus"; hidtil har den for mig været ubetalelig, men nu, da "Claus", som selv har mangfoldige Pletter, paany har foranlediget, at deri 6 Døgn atter paasattes mig en Plet, nemlig Beskyldningen for Vanvid, skal den sælges, og jeg forlader atter mit kjære Fædreland,men gaaer ikke til Brasilien, for at kunne finde en lægende Balsom til det dybtslaaede Saar, som for stedse bibragtes mig og min trofaste Kone i Hovedstaden, ved Tabet af en høitelsket Datter. - "Claus" er forøvrigt engageret i Hamborg til et Løb fra Hamborg til Itzehoe og tilbage samme Dag i 5 Timer, om 100 Ld'orer."

(Thisted Amtstidende. 1. juli 1856)