Skadelig Barnedåb på Landet.

Af misforstået religiøsitet var det før 1771 forbudt at hjemmedøbe børn eller at lade kirkedåben bero indtil moderen tillige holdt sin kirkegang. Dette forbud har kostet mange børns helbred eller liv. Midt i den skæreste frost blev barnet revet væk fra den varme barselsstue og på fremmede arme ført ind i den kolde træk i kirken for at blive overhældt med halvlunkent vand. Fra kirken søgte fadderskaren ofte først ind hos en eller anden brændevinsskænkende bonde i nærheden af kirken. Halv- eller helberusede gav man sig endelig ud i kulden. De utålmodige heste, og overgivne kuske jog nu afsted i en rasende galop. Man har endog har haft eksempler på at barnet er fløjet ud af vognen og ikke var savnet før den bekymrede moder ved første lyd af hestenes trampen spurgte til det.

Forordningen af 1771 som tillod hjemmedåben, kastede skylden for sildigere uordener af denne slags over fra regeringens skuldre på forældrenes. Hvis ellers en regering ikke til evig tid bliver ansvarlig for de slemme sædvaner for den urigtige fold i almuens tænkemåde den ved skadelige love har lagt grunden til.

Endnu den dag i dag bliver mangt et barn på samme tid ført til sin dåb og til sin tidlige eller sildige bane. Kan man fortænke Ole Jeppesen, om han i året 1800 ikke er videre i religiøs oplysning, end lovgiveren var det i 1745?

Ved en forordning der ganske forbød al kirkedåb, og hvad klogere var bestemte at præsten skulle søge barnet og ikke barnet præsten, ville vores oplyste regering forebygge alle disse barnemord. For således kan man vel kalde det, og derved og alene derved afsone hvad der endnu kan afsones.

(Politivennen Hæfte 8, nr. 91, den 18. januar 1800, s. 1465-1466)

Redacteurens Anmærkning

Kvinders kirkegang var efterlevninger efter en gammel skik som byggede på at kvinder der havde født, var urene og skulle holde sig hjemme i 40 dage efter en drengefødsel og 66 dage efter en pigefødsel. Efter denne periode skulle kvinden gå i kirke og betale præsten en offergave, hvilket spædede til præsternes løn. Ritualet blev officielt afskaffet i 1780'erne, til stor fortrydelse for præsterne der således gik glip af indtægter. I stedet slog man ofte dåb og introduktion i kirken sammen, og i denne skikkelse overlevede ritualet alligevel.

Mens kvindens kirkegang eller introduktion i kirken var højtidelig, var forberedelserne ofte ikke. I hjemmet kunne gæsterne før og efter kirkegangen beværtes med smørrebrød og snaps, mjød og kirsebærvin, kaffe og kager mm. Og som artiklen beskriver, betød det ofte at gæsterne var både halvt og helt berusede. På Politivennens tid var disse traditioner på retur i København, men eksisterede stadig på landet helt op til slutningen af 1800-tallet, 1880'erne

(Mette Ahlefeldt-Laurvig: De urene kvinder eller "det glemte ritual", Personalhistorisk Tidsskrift, 2014).