03 august 2014

Om Sprogø.

Denne lille ø som næppe nævnes om sommeren, er desto mere i alles munde om vinteren.

Det er sket at flere end 100 personer på en gang har været opholdt her i nogle dage. Og i en og samme vinter har det hændt at dette ophold har været gentaget og at Sprogø sålede har været en særdeles vigtig genstand for 5 til 600 rejsende.

I disse blades nr. 38 blev talt noget om hvad der burde ske på Sprogø for at statens egne kan nyder der hvad der hører til nødvendighed og bekvemmelighed, og for at fremmede kan ved deres tvungne ophold på denne sandplet, tvinges til at prise vores regering og vores nationalånd.

Nogen tid derefter indeholdt nr. 43 følgende erklæring af livlæge Svadicani:

"På min tilbagerejse til København har jeg haft lejlighed til at se indretningerne på Sprogø og fundet dem ganske tilstrækkelige til at yde den rejsende ly, underholdning, ja endog når disses antal ikke er alt fors tort, bekvemmelighed osv."

Denne erklæring forekommer mig meget satyrisk. Jeg tror at indretningerne burde være sådanne at enhver for nationens ære nidkær mand kan erklære at både ly og underholdning og bekvemmelighed (der for enhver sygelig, ja endog blot udmattet rejsende er lige så vigtig som ly og underholdning) ikke kan mangle, omend de på øen ankommende rejsendes tal var så stort som det så vidt mands minde går nogentid har været.

Det er vigtigt at sådanne indretninger træffes og vores regering vil sikkert træffe dem når det bevises at de endnu ikke er truffet. Jeg opfordrer derfor alle dem som derom kan give sandfærdig efterretning til skriftligt eller mundtligt at opgive: om der er flere end otte senge for rejsende på Sprogø? Om der er enkelte senge for dem som ikke vil eller kan eller bør sove hos andre? Om der er flere varme værelser at opholde sig i end det ene store tilrøgede? Om kvinder kan have deres særskilte kamre? Om der er nogen feltskær? Hvorledes 80 til 100 personer når der er så mange, afgør deres rettigheder til de få senge, o. a. m.? Hvem der er øvrighed på Sprogø? Og kort sagt alt hvad der i de her omhandlede henseender er nyttigt og vigtigt at vide.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 93, den 1 Februar 1800, s 1473-1475)


Redacteurens Anmærkning.

Der er formentlig tale om Carl Ferdinand Suadicani (1753-1824). Han blev 1783 livlæge hos hertug Frederik Christian af Augustenborg (1765–1814) og senere den danske kongefamilie. Han behandlede bl.a. hertuginde Louise Augusta. Da artiklen blev skrevet, havde han 1796 (og senere i 1801) ledsaget kronprinsen på baderejser og stod i høj gunst hos denne. Efter artiklen blev han i 1801 livlæge hos landgrev Carl af Hessen-Kassel. Her beskæftigede han selv også med sindssyge og døvstumme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar