Dette kan man i allerhøjeste grad kalde den fordom at nedgrave eller og hensætte lig i kirkerne. Den almindelige mening er at det er sundere og mere sømmeligt at begrave vores døde uden for byen, end på kirkegårdene, endsige i kirkerne, hvor man har haft så mange iøjnefaldende beviser på skadeligheden af de rådne dunsters opstigen og stilstand i et rum, hvor luften aldrig ved vinduers åbning eller ved ventilatorer omskiftes.
Et nyt eksempel på den misharmoni mellem forstand og vilje, som så mange mennesker desværre gør sig skyldige i og strider mod deres oplysning, har man nu set i to til tre uger i Vor Frue Kirke her i byen. En frøken Morgenstjerne er hensat i en åben begravelse, uden at denne lukket eller tildækket. Det på et sted hvor taleren er nødt til at gå tæt forbi og indsnuse en væmmelig stank, i det øjeblik han vil til at bestige talerstolen.
Formentlig har graveren underrettet familien om gravstedets lemfældighed, og hvis det er tilfældet, hviler forsømmelsen på denne. Imidlertid måtte man ønske, at kirkeværgerne traf den afgørelse af sådanne tiltag ikke skulle rette sig efter ejernes eget forgodtbefindende, men straks blev gjort på deres regning. Og at ingen person derefter blev nedsat sammesteds, før udlægget med renter og renters renter var betalt.
Ellers ville det være højst ønskværdigt, om kancelliet ikke alene ville for det første anordne at gravstedet i kirken tabtes for ejerne i tilfælde af forsømt vedligeholdelse. Men også traf et middel til at holde kirkerne skadesløse for det tab i indkomster de ville lide ved at al begraven åben eller lukket blev forbudt sammesteds. Ejerne af begravelserne kunne holdes skadesløse ved en anvist plads på de udenbys kirkegårde.
Kort før det her omtalte ligs nedsættelse, blev et andet lig stukket ind under alteret i nærheden af det sted, hvor præsterne under tjenesten næsten stedse opholder sig, og hvor, ved kommunioner, en mængde mennesker tager plads, der for en stor del efter gammel skik er fastende, og altså i den tilstand der er mest modtagelig for virkningen af onde dunster.
(Politivennen. Hefte 16. Nr. 198, 6. februar 1802, s. 3156-3158)
Et nyt eksempel på den misharmoni mellem forstand og vilje, som så mange mennesker desværre gør sig skyldige i og strider mod deres oplysning, har man nu set i to til tre uger i Vor Frue Kirke her i byen. En frøken Morgenstjerne er hensat i en åben begravelse, uden at denne lukket eller tildækket. Det på et sted hvor taleren er nødt til at gå tæt forbi og indsnuse en væmmelig stank, i det øjeblik han vil til at bestige talerstolen.
Formentlig har graveren underrettet familien om gravstedets lemfældighed, og hvis det er tilfældet, hviler forsømmelsen på denne. Imidlertid måtte man ønske, at kirkeværgerne traf den afgørelse af sådanne tiltag ikke skulle rette sig efter ejernes eget forgodtbefindende, men straks blev gjort på deres regning. Og at ingen person derefter blev nedsat sammesteds, før udlægget med renter og renters renter var betalt.
Ellers ville det være højst ønskværdigt, om kancelliet ikke alene ville for det første anordne at gravstedet i kirken tabtes for ejerne i tilfælde af forsømt vedligeholdelse. Men også traf et middel til at holde kirkerne skadesløse for det tab i indkomster de ville lide ved at al begraven åben eller lukket blev forbudt sammesteds. Ejerne af begravelserne kunne holdes skadesløse ved en anvist plads på de udenbys kirkegårde.
Kort før det her omtalte ligs nedsættelse, blev et andet lig stukket ind under alteret i nærheden af det sted, hvor præsterne under tjenesten næsten stedse opholder sig, og hvor, ved kommunioner, en mængde mennesker tager plads, der for en stor del efter gammel skik er fastende, og altså i den tilstand der er mest modtagelig for virkningen af onde dunster.
(Politivennen. Hefte 16. Nr. 198, 6. februar 1802, s. 3156-3158)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar