Det var nede i en af de mange underjordiske "foreninger", der dukkede op på grund af politiforbuddet mod at kaféer og restaurationer måtte holde åbent efter midnat. Sammen med en ven var jeg kommet derned, af nysgerrighed, lokket af larmen, der i nattestilheden kom op fra den dybe kælder.
I tæt blå tobaksrøg lå lokalerne, luften var lummer og kvalm, stuvende fuldt som der var af mennesker. Stemmer summede, latter og sang kæmpede med tonerne fra et klaver om at få magten i den døvende støj.
Vi fik omsider en lille plads ved et stort rundt bord, hvorom allerede flere gæster, end der var albuerum for, havde bænket sig med kruset foran sig og cigaren i munden.
Om én drejede hele samtalen sig. En middelhøj mand i åbentstående lurvet vinterfrakke, der viste en fedtet vest - underfrakke var der intet af - og en snavset flip. Han lå slap tilbage i stolen med halvlukkede øjne i det oppustede ansigt, med strittende sort over- og kindskæg. Engang imellem åbnede han øjnene halvt, langede mat ud efter ølkruset, tog en slurk og strøg så ihærdigt overskæget, der ved den evige dyppen i øllet var blevet til sammenfiltrede, våde tjavser.
Man ville have ham til at traktere klaveret.
"Nå Carl, giv os nu en lille en på hakkebrættet", sagde indsmigrende en stor slagter. Carl åbnede øjnene og snerrede som en drillet abe et arrigt
Nej.
"Åh hvad Carl - en af dine egne" hviskede en pukkelrygget lille fyr i tarveligt arbejdstøj uden overfrakke; han sad kælent klemt op ad Carl og betragtede ham med beundrende næsten forelskede blikke.
Carl smilte mat, greb så sit krus og tømte det, skubbede stolen tilbage og rejste sig.
"Nu ja - siden det er dig" mumlede han og satte sig hen ved klaveret.
En stund sad han og stirrede op i loftet med hænderne på tangenterne, strøg sig af og til hårdt, som for at vække de sløve sanser, over ansigtet. Så kom der med et liv i alle træk, øjnene spillede, læberne bevægede sig, som om han sang.
"Nu skal I få min vals." Så slog han an og spillede, mens larmen stilnede i lokalet. Sikkert og let tumlede hænderne sig henover tangenterne, slog kådt, som hoverende over deres egen færdighed, lystige spring over hinanden, - og en gammel vals, engang en af døgnets yndede melodier, en underlig blanding af melankoli og frejdig livsglæde fik alle de halvdrukne gæster til at lytte og vugge med hovedet i takt til tonerne.
"Bravo, bravo" og håndklap, dundren med krus og banken i borde med stokke hilste komponisten, da den sidste tone var døet hen.
Han vendte sig smilende om, så sig stolt og glad om og bukkede så sirlig. Så sad han en stund og fantaserede på klaveret, smilte skælmsk hen til den lille pukkelryggede, slog så an og spillede igen "en af sine egne".
Straks de første toner havde lydt, bragede et voldsomt bifald løs, og Carl vendte sig om og smilte og nikkede, lukkede øjnene og vuggede med hovedet i takt med tonerne, toner, der da var på hele det glade Københavns læber, en trippevals, lystig og rask, med et omkvæd, der var blevet til døgnets slagord, forherligende øllet og øllets magt. Man sang omkvædet med, dundrende i takt dertil med krusene, der fyldtes og atter fyldtes. Dacapo og dacopo måtte melodien gives, til slut fik Carl sit krus i hånden og stående stødte gæsterne glassene mod hans og takkede.
"Skål, musikdirektør", sagde slagteren.
"Skål musikdirektør", sagde jeg og stødte kruset mod hans - og i det samme smilte jeg lidt hånligt.
Da blev Carls ansigt med et alvorligt, og et hvast blik mødte mig.
"Jo - jeg har været musikdirektør", sagde han - "men det er længe siden" føjede han vemodig til. Så lænede han sig tilbage og smilte og fortalte med stolthed om da han som ung musiker blev trukket frem til dirigentposten på et af vore større badehoteller, om hvordan hans kompositioner gjorde lykke, hvordan kongen af Sverige skænkede ham en diamantring, og den danske konge en kostbar brystnål.
"Men det er nu væk - væk altsammen", sagde han og tog tankefuld en slurk af sit krus Og den lille pukkelryggede så bedrøvet op på sin ven og sukkede.
"Nu vil de ikke engang længere have mig i danselokalernes orkester - de siger, jeg drikker. Men hvis er skylden? Det er chikane, ren chikane, og den skæreste misundelse - og så den forbandede kælling, forsikrer jeg Dem", lallede han videre. "Men jeg skal vise de andre, at Carl duer endnu. Ja for jeg har en idé - en storartet Idé." Det sidste sagde han smilende - med en hemmelighedsfuld mine.
Og den lille pukkelryggede så stolt op på ham og rykkede endnu nærmere ind til ham. Alt hvad gæsterne bad, smigrede og trakterte nyttede ikke: Carl ville ikke spille mere den aften. Han sad og drak krus på krus og sukkede dybt. Til slut faldt han snorkende ned på bordpladen.
"Kom nu Carl, nu går vi hjem - i seng", sagde den lille indsmigrende, og tog ham under armen. Og med usikre skridt vaklede de ud af lokalet.
"Hvad bestiller han nu, hvad lever han af?" spurgte jeg opvarteren. Han forklarede mig, at Carl og den lille pukkelrygede, der var lappeskomager, boede oppe på en ussel kvist i Vognmagergade, sov på en gammel madras på gulvet. Den lille fortjente til det lidt, de behøvede, så morede Carl ham under arbejdet med at gnide melodier af på sin violin. Om natten kom de herned, og så trakterte gæsterne på dem for at Carl skulle spille for dem.
Da jeg kom op på gaden, hvor morgenens grålys faldt grelt ned mellem husene så jeg langt borte i den dæmrende dag to skikkelser, en stor og en lille. Og den lille anspændte alle sit spinkle krøblingelegemes kræfter for at få sin "store" ven slæbt hjem - hjem på den usle kvist.
(København, 4. juli 1889).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar