Jeg sad agter i båden, der langsomt, roet af to havnesjovere, gled ud gennem Kalveboderne - sad og stirrede ned i vandet, der sagte bølgede hen over tangens sælsomme skove, hvor sandpletter hist og her lyste frem dernede, gustne grå - som en druknet mands ansigt.
Pludselig reves jeg ud af mine tanker ved, at den ene af rorkarlene, en lang fyr med solbrændt skægløst ansigt og ingen fortænder bag de skråsorte kæber, sagde:
"Du "Baron", derhenne var det vi hittede ham, Nikkelej og jeg" - han pegede henover vandet, over mod Amager.
Den anden, en lille, hjulbenet kraftkarl med smilende vandblå øjne mellem et utal af skarpe rynker og en tot rødt skæg på hver kind, så ud i den angivne retning.
"Var det dér, - hvordan lå han." "Lige med hovedet nedad, støvlerne stak ovenfor", sagde den lange.
"Har De fundet nogen druknet her?" spurgte jeg.
"Om vi har - jo De kan tro - mange. Jeg skal nemlig sige Dem, at vi, Baronen der og så jeg og et par kammerater, vi har sådan en lille fortjeneste af at ligge her og fiske de druknede op og levere dem ind i Dronehuset. Og så passer vi dem også, mens de ligger derinde," forklarede den lange.
"Hvem var det, De sidst fandt?" "Ved det sku ikke. De sagde han var tysker eller sådan noget, men der blev inte fundet nogen familie til ham og så kom han i jorden. Velklædt det var fyren. Jeg fik disse pæne støvler efter ham," sagde den lange og strakte foden frem og så kærligt ned til den.
"Det må da være en højst ubehagelig bestilling," sagde jeg.
"Nå - natyrlig er den ikke så behagelig, som den kunne være. Men hvad Satan, når bare man tjener skillinger derved! Og når der er ordentlig at bestille, sådan en 2 - 3 dronede om ugen, så kan der tjenes noget," sagde han, der kaldtes Baronen.
"Ja, kan du huske den gang, Baron, da du fiskede hende sangerinden eller danserinden, hvad hun nu var, det gamle skind, henne i stadsgraven ved Tivoli," sagde den lange og tilføjede, henvendt til mig: "Der kan De tro, han fik en god skilling på ét brædt."
"Hvordan det?"
"Jo ser De, hun havde en aften dronet sig derinde i stadsgraven af kærlighed eller sådan noget sludder. Og så har hun jo i nogle dage stukket fast dernede i mudderet, indtil der kom gas i hende," forklarede Baronen.
Jeg kom uvilkårlig til at smile.
Han så på mig med sine små poliske øjne, smilede så let og sagde:
"Ja, det kan sku godt være, det er noget vrøvl. Men sådan er der ku én, der har sagt mig, at når de dronede har stået nede på bunden i nogen tid, så går der råddenskab i dem, og det giver gas, siger man jo, og så går ballonen! - Nå never mind, som han sagde, manden, han var en franskmand - vi fik jo klo i den gamle og baksede hende ind i Dronehuset. Men hun var jo så slem, at vi straks måtte i kisten med hende. Så kom der én af familien til hende, en nevø eller sådan noget. Hun ville så gerne have en ring, den gamle bar på sin lillefinger, og som hun havde lovet ham til minde. Men uheldigvis havde hun den jo på i kisten. Så står han lidt og grunder på det og siger så til mig: "20 kr. skal De få, hvis De tør åbne kisten og tage ringen til mig." Jeg skal jo nok indrømme, at jeg ikke var helt hyggelig - men 20 kr., herre, det er mange penge.
Så drak jeg mig en halv pægl, og måske lidt til, og så baksede jeg låget af kisten. Men jeg forsikrer Dem for - uh ! det sortnede for mine øjne, ligesom når man får et rigtig slag i hovedet - jeg tænkte, nu trimler du om, gamle! - Men så greb jeg remselut ned i kisten, fik fat om ringen, fik den vristet af - der fulgte rigtignok lidt af fingeren med, og så styrtede jeg hen og slog døren på vid gab. Derhenne lå den fremmede herre, bleg som et lig og var besvimet."
Han spyttede skråen ud over rælingen og der gik en ganske let sitren over ansigtet. Måske fik han, som jeg, vand i munden ved tanken om den uhyggelige situation.
Så sad "Baronen" lidt, trak roligt på åren og så alvorlig ud over "Det er nu ligegodt ikke altid så rart - det", sagde han så, rullede sindig en ende skrå af rullen og anbragte den efter alle kunstens regler i sin mund.
(København, 11. juli 1889).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar