En forstående dommer og en livserfaren politimand.
Det ligger så langt tilbage i tiden som den 19. december i fjor at to af de politibetjente der har det uhyggelige og pinlige hverv at jage betlere, i mørkningen så en gammel, hvidhåret og hvidskægget mand stå lænet op til muren af millionpaladset nr. 8 på Kongens Nytorv, og med sin gamle rystende hånd tage mod de skillinger, barmhjertige forbipasserende stak til ham.
De to betjente anholdt manden - således siger loven og deres instruks jo de skal gøre - og førte ham til politistationen hvorfra han sendtes videre til grundlovsforhør i dommervagten.
Det var dommer Spang-Hansen der beklædte retten den dag, og da han hørte at manden - Christian Petersen hedder han - var født i 1846 og altså snart 76 år gammel, løslod han den gamle, mens sagen stod på, for at han dog ikke skulle komme til at tilbringe julen i arresten.
Under retsmaskineriets hjul.
I mandags var sagen nået så vidt at Chr. Petersen havde fået tilsigelse til at møde i Politirettens 2. afdeling hos dommer Bruun. Han mødte imidlertid ikke, og - så blev hele retsmaskineriet straks sat i gang. Der blev givet ordre til at "afhente" ham. Næste morgen blev han anholdt i sit hjem, en time efter fremstilledes han igen i dommervagten hvor han nu blev arresteret, og i går ved 11:30-tiden hentedes han så over fra sin celle op til politiretten hvor han foreløbig blev indsat i et af de berygtede skabe.
Råb og skrig fra skabet.
Den gamle måtte sidde i skabet i halvanden time, inden han kom for skranken. Og i den tid hylede og skreg han, sagtens fordi ensomheden og mørket forvirrede hans oldingehjerne - hylede og skreg, så det hørtes over hele domhuset og vakte undren og forfærdelse blandt alle de mennesker der færdedes deroppe.
Da han endelig blev ført ind for dommeren, gjorde han et fuldkomment sindssygt indtryk. Pjaltet og fattig, ynkelig og forgrædt, rystende over hele sin gamle krop stod han der foran den retfærdighed af hvilken han ganske åbenbart ikke forstod et eneste muk.
Han stammede bare at han havde ligget syg, ligget i sengen de sidste otte dage og at dette var grunden til at han ikke havde givet møde efter tilsigelsen, hvis ord han for øvrigt slet ikke havde forstået.
Og det var som fyldtes stuen med medlidenhed - som følte hver eneste af alle de mennesker der var til stede i det skumle retslokale, et greb om sit hjerte der tvang barmhjertighedens tårer op bag hans øjne.
Dommeren med - !
Han spurgte de to "betlerfangere" om de havde set at manden havde tigget, eller bare at han havde taget imod de penge folk gav ham. Og da de to betjente villigt og forstående havde bekræftet at manden ikke selv havde tigget, mens de så derpå, vendte dommeren sig mod anklagemyndighedens repræsentant der i dette tilfælde lykkeligvis var overbetjent Lund fra ordenspolitiet - ham hver københavnerbarn kender og holder af fra de mange år han var "Børnenes ven" inde i Tivoli.
- Forlanger De han straffet, overbetjent, spurgte dommeren?
- Under disse omstændigheder, nej, faldt overbetjentens svar.
Og så fik oldingen lov til at gå som frank og fri mand, blot med en venlig, men vist nok temmelig overflødig advarsel mod mere at komme på Kongens Nytorv med sin gamle, rystende hånd strakt frem mod lykkelige menneskers barmhjertighed.
(Aftenbladet (København), 26. januar 1922).
"Millionpaladset, Kongens Nytorv 8". Foto Erik Nicolaisen Høy.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar