14 marts 2023

Overhornblæser Carl Frederik Steinert 1833-1897. (Efterskrift til Politivennen)

Et Efterspil. Under denne Overskrift meddelte vi den 1ste Juni, at en Overhornblæser til Rigsdagen har besværet sig over at være bleven afskediget af Militærtjenesten af den velbekendte Oberst Schøning. Folketingsmand Bergs Blad "Frederiksborg Amts Avis" indeholder om nævnte Sag følgende Details:

"Afskediget Overhornblæser, Dbm. C. F. Steinert i København har andraget om Invalideforsørgelse eller en aarlig Understøttelse. Han indtraadte i Militærtjenesten den 12te Marts 1849, var med ved Isted og Frederiksstad, hvor han blev saaret i venstre Ben, og i 1864 ved Dybbøl. Den 10de April 1876 blev han kasseret af 6te Bataljon, Oberst O. A. Schøning og Korpslæge Melskens, paa Attest for at have paa venstre Ben et af et Granatsaar efterladt Ar, som hindrede Gangen, og at lide af nogen Svækkelse i venstre Skulder efter en Kvæstning i Felten samt af kronisk Nyregrus. I øvrigt indeholdt hans Afskedsbevis fuld Anerkendelse for lang og tro Tjeneste, dadelfri og hæderlig Vandel. I et til Krigsministeriet i Fjor indgivet Andragende udtaler Steinert, at han, da han blev fremstillet for Kassationskommissionen, vel var lidende og syg, dog, som han mener, kun af en Forkølelse, bevirket ved, at Musikkorpset ofte maatte staa en hel Time uden for Brigadechefens Kvarter og blæse i meget strængt Vejrlig, men at han, ikkun 42½ Aar gammel, var i Besiddelse af usvækkede Aands- og Legemkræfter. Efter en længere udgaaende Lejrøvelse i 1875 blev han, som saa mange Andre, træt og maatte køre henved 2 Mil, og Dagen efter fik Korpslæge Melskens Ordre til at undersøge ham, men Lægen udtalte, at han ingen Fejl eller Svaghed kunde finde hos Steinert. Omtrent 3 Maaneder efter blev han atter kaldt til Lægen, som ytrede: "Nu er det galt igen; Obersten (Schøning) vil absolut have Dem kasseret", og erklærede sig nu nødt til at gore Indberetning om Arret fra 1850. Paa indtrængende Anmodning til Obersten lod denne sig nøje med at gøre Indberetning til Brigaden; men da Steinert i næste Aars Marts led af Forkølelsesonder, blev han dragen for Kassationskommissionen og efter megen Uenighed iblandt Lægerne kasseret. Man trøstede ham med, at han foruden sin Pension tillige vilde faa Invalideforsørgelse, men paa Andragender herom har han stadig faaet Afslag. - Finansudvalget foreslaar denne Sag henvist til Krigsministeren med tilføjet Ønske om, at Omstændighederne ved Steinerts Afskedigelse nærmere undersøges."

(Social-Demokraten 4. juni 1879).


C. F. Steinert var født 1833. I 1849 var han omkring 16 år gammel. Officielt kunne kun konfirmerede drenge (dvs. fra 14 år) optages som hornblæsere, men det skete at de ikke var det, ifølge feltpræsten Erik Høyer Møller. Steinert var ikke som mange af hornblæserne fra Holsten (Christians Plejehus i Eckernförde). Grunden til at han meldte sig, kan måske ses af nedenstående annonce fra 1847: Dels at moderen døde og at familien boede i et en af Københavns værste (hvis ikke den værste) slumgade, Peder Madsensgang:

2 fattige Brødre bede gode Mennesker om et lille Laan af 5 Rbd., da de ikke selv ved deres egen Hjælp kunne faae deres Moder begravet, som er død den 7de Dennes. Pedermadsensgang 302, 1ste Bagsal.

C. F. Steinert. P. E. Steinert

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 9. december 1847.)


6. Regiments Musikkorps fotograferet i Køge 1864. Køge var i 1864/65 garnisonsby, idet 4. Brigade havde hovedkvarter her. Siddende fra venstre: Steinert, stabshornblæser Michaelsen, Johan Nielsen (senere stabshornblæser), Dohse. Stående fra venstre: Starup Hansen, Foss, Hennings, Zorn, L. Michaelsen (stabshornblæser), Fischer, Meyerhoff, Hardenberg, Marquard, Ellebrock og Hoffmann. (Foto: Rigsarkivet). På hjemmesiden Dansk Militærmusik ses han endvidere på et foto af 1. halvbrigades musikkorps af 22. jyske brigade 1867.

Stabshornblæseren var chefens højre hånd, idet han skulle blæse de mange udførelsessignaler ud til de forskellige kompagnier. Han var ofte bereden så han kunne følge chefen. 

Stillingsmand.

En stillingsberettiget Underofficer af Infanteriet, der kan overtage hele Værnepligten, ønsker at lade sig stille for en paa denne Session udskreven Værnepligtig. Reflecterende kunne henvende sig mundtlig eller skriftlig i portofrie Breve til: Overhornist C. F. Steinert i 6te Inf.-Regiments 1ste Bataillons 1ste Comp.

(Fyens Stiftstidende 21. juli 1864).


I Østsjællands Avis (Køge) 22. september 1864 ses han boende hos vognmand R. Hansen i Brogade. Efter krigen slog han sig ned som klaverstemmer. Nedenfor nogle eksempler på annoncer:


Klaveerstemning.

Undertegnede anbefaler sig med Stemning af Klaverer.
Min Bopæl er hos Hr. Skomage Wærum paa Skolegade.

C. F. Steinert.
Overhornist.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 28. januar 1865). Annoncen var ledsaget af et lille billede af et klaver.


Claveerstemning.

Undertegnede anbefaler sig paa det Bedste med Stemning af Klaverer.

C. F. Steinert.
Overhornist.
boende i Dumpen Nr. 509.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 24. april, 1. august, 21. august, 12. september, 13. december 1865)


I 1865 oprettede Håndværkerforeningen i Viborg en sangforening. Overhornblæser C. F. Steinert blev dirigent for 100 Rdl. i årlig løn som korleder og for nodeafskrivning. Der meldte sig ca. 70 sangere, men de fleste faldt igennem Steinerts stemmeprøver. Da kravet blev nedgraderet til skalaer bestod i første omgang 60, men 20 blev kasseret ved den første koncert. Steinert stoppede som dirigent i 1867.


Et nyt opretstaaende Fortepiano af Hornung & Møllers Fabrik staaer tilsalg hos

C. F. Steinert
i Gravene.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 24. april, 25. august 1869).



Undertegnede Commissionair for DHrr. Hornung & Møller modtager Bestillinger paa
Pianoforter
fra nævnte Firmaes Fabrik.
Tillige udfører jeg Stemning samt Reparation af Instrumenter. Ærb.
C. F. Steinert, Overhornblæser,
Gravene hos Snedker Halle.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 29. september 1870).


I anledning af 25 året for Slaget ved Isted fik overhornist Steinert og hornist Nielsen af 6. bataljon tildelt sølvkorset i 1875.

Pianoforte.

Et udmærket godt vedligeholdt Pianoforte med smukke Toner staar til Salg hos 

C. F. Steinert
Dumpen 168

Sammesteds sælges en Sovesofa, nogle gode Bøger, et lille Taffelur m. m.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 7. april 1876).

I Dags-Telegraphen 23. december 1880 ønskes C. F. Steinert og kone til lykke med deres sølvbryllup.

I Nationaltidende 3. januar 1884 ses pianostemmer E. C. J. Steinert jun. at have skiftet bopæl - Sølvgades Forlængelse 98, 1. sal. E. Steinert var desuden instrumentmager hos Hornung & Møller. Pianostemmer Emil Christian Johannes Steinert døde 29. maj 1891 ifølge Dags-Telegraphen. Han blev begravet den 3. juni 1891 på Assistenskirkegård. Dødsannoncen var underskrevet hans kone Josephine (Ludovica) Steinert, født Poulsen, C. F. Steinert, Georg Steinert og Henriette Steinerts, født Møller. Sønnen Georg Steinert åbnede i februar 1892 en herreekviperingsforretning på Nørrebrogade 8.

Pianoforte.

et karnisformet samt et opretstaaende, begge af Hornung & Møllers Fabrik, saa gode som nye, staa til Salg i Østerfarimagsgade 24, 2. sal, hos
C. F. Steinert.

(Dags-Telegraphen (København) 18. august 1886).

Ifølge Viborg Stifts-Tidende 7. juli 1887 opførtes i anlægget ved Borgvold regimentsmusik om fredagen hvor bl.a. 6. bataljons march af C. F. Steinert blev spillet. På en opgørelse over udgifter "i særlige anledninger" 1891 står afskediget overhornblæser C. F. Steinert opført til at have modtaget 198 kr.

Dødsannoncen i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juni 1897 fortæller at han døde 6. juni, 64 år gammel efter mange års svaghed. Annoncen er underskrevet af Henriette Steinert født Møller, Josephine Steinert, født Poulsen og Anna Steinert født Jørgensen. Begravelsen fandt sted den 12. juni 1897 på Assistens Kirkegård.



Afdød Veteran. I forrige Uge afgik ved Døden her i Byen forhenværende Overhornblæser C. F. Steinert, født 1833. Steinert meldte sig som frivillig ved Hæren 1849 og ansattes som Hornblæser ved 6. Linie Infanteri-Bataillon, og deltog med nævnte Afdeling i Slaget ved Isted den 24. og 25. Juli, og ved Forsvaret af Frederiksstad, hvor han saaredes haardt i sit ene Ben af en Granat. Steinert henlaa over et Aar paa Lazarettet, og efter sin Helbredelse meldte han sig atter til Tjeneste. I 1864 deltog han som Stabshornblæser ved 6. Regiments 2. Bataillon under nuværende General v. Holtens Kommando og deltog i Forsvaret af Dannevirke og Dybbøl. Følgerne af Saaret nødte Steinert til at søge sin Afsked, og han nedsatte sig i Aaret 1876 som Klaverstemmer her i Byen.

Steinert var dekoreret med Dannebrogskorset, det militære Hæderstegn for tro Tjeneste og Erindringsmedaillen for begge de slesvigske Krige.

Jordfæstelsen foregik fra Kapellet paa Assistens Kirkegaard med stor Højtidelighed. Vaabenbrødre-Afdelingen var repræsenteret af Bestyrelsesmedlemmer med Afdelingsfanen. Kisten bares ud af Kapellet af den Afdødes forhenværende Kammerater og Vaabenfæller, og et Musikkorps blæste Sørgemarschen fra Kapellet til Graven. Den Afdøde efterlader sig Enke og en Søn, Ekviperingshandler Steinert, Istedgade.

(Dagens Nyheder 27. juni 1897).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar