23 marts 2023

Mishandling paa Skonnerten "Regina". (Efterskrift til Politivennen)

Svendborg, den 17. Septbr.

Fra Nykjøbing paa Falster have vi fra en meget paalidelig Mand modtaget en den 13. da. dateret Skrivelse, som giver forskjellige Oplysninger om den tidligere omtalte uhyggelige Sag, at en Styrmand har mishandlet en Skibsdreng saaledes, at han er bleven sindsforvirret. Brevets Hovedindhold er omtrent følgende:

Som det vel vides, er Styrmanden paa en Skonnert fra Svendborg Tolddistrikt bleven arresteret her for c. 14 Dage siden paa Grund af den brutale Maade, hvorpaa han har behandlet Skibsdrengen. der fremdeles ligger her paa Sygehuset og er sindsforvirret. Kapitajnen var nærved ogsaa bleven anholdt, men slap foreløbig. Skibet er en Skonnert "Regina" og Kapitajnen hedder Frederiksen, han er Broder til Styrmanden. Vi kjende dem begge fra ifjor, da de Begge var her med den samme Skonnert, de havde da ogsaa Konflikt med Politiet i en lignende Anledning. Styrmanden havde ogsaa den Gang stadig mishandlet den daværende Skibsdreng og da de laa her og lossede Kul tog Styrmanden en Dag en Haandspag og vilde slaae Drengen. Denne stred imod og slog Styrmanden med Haanden i Ansigtet. Han blev nu anklaget af denne og Kapitajnen og blev dømt, saavidt erindres til Vand og Brød, hvilket den Gang vakte en almindelig Utilfredshed og Beklagelse her i Byen. Nu vil Skjæbnen, at Skibet atter kommer her og der opføres en lignende Scene, men denne Dreng kan ikke sætte sig til Modværge, han bliver derimod sindsforvirret af Mishandlingerne og bringes til Sygehuset. Øvrigheden tog sig af Sagen, forhørte Mandskabet og som Følge af deres Udsagn arresteredes Styrmanden og holdes fremdeles i Arrest. Om Kapitajnens Optræden skal kun oplyses, at han har truet Mandskabet med endel, der kan vente dem naar de kom tilsøs, fordi de havde afgivet Vidnesbyrd, som de gjorde. Mandskabet skal forøvrigt enten alle eller de fleste være Svenskere; da Skonnerten er sejlet herfra til Sverrig antages det, at de, naar de kommer i svensk Havn, ville forlade Skibet. Det gjorde meget ondt at see, at Kapitajnen sørgede hurtig for at faae en anden lille Skibsdreng fra Kjøbenhavn. thi det er vistnok en sørgelig Lod, der venter ham. Disse Oplysninger fremkomme for at gjøre det vedkommende Rhederi opmærksom paa, hvilke Mænd de have sat paa deres Skib og som det vistnok er aldeles ubekjendt med. men jeg finder at det er Pligt at oplyse derom, til Advarsel for Alle.

I en anden Meddelelse til os oplyses, at Kapitajnen og Styrmanden, der ere fra Bjerreby paa ThorSeng, eje Halvparten i Skonnerten "Regina". Den anden Halvpart er paa flere Hænder.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 17. september 1879)


Hr. Redaktør !

Endskøndt langt fraværende er dog idag en Artikel i Deres Blad Nr. 182 kommet mig for Øje. hvilken jeg finder mig foranlediget at besvare, og udbeder mig derfor en Plads for disse Linier i Deres Blad.

Den nævnte Artikel, dat. Svendborg, d. 17. Septbr., er indrykket i Deres Blad som Følge af en Skrivelse fra en, som De Hr. Redaktør bemærker, meget paalidelig Mand i Nykjøbing p. F. og i Anledning af en uhyggelig Sag med en Skibsdreng paa Skonnerten "Regina" fra Svendborg. Indsenderen heraf kan imidlertid bevise, at Indsenderen fra Nykjøbing ikke er saa fuldkommen paalidelig hvad denne Sag angaar, men at det Indsendte i mange Henseender er usandfærdigt.

Den i Artiklen nævnte Styrmand blev ganske vist arresteret, som anklaget for at have slaaet en Dreng sindssvag; denne Dreng var imidlertid afmønstret d. 30. Aug., 8 Dage efter Skibets Ankomst til Nykjøbing, og var ved Afmønstringen fuldkommen rask i enhver Henseende, som tillige fremgaar deraf, at han samme Dag tog Hyre med en Fisker fra Guldborg. Denne Fisker bragte Drengen den 2. Septbr. til Nykjøbing som sindsforvirret, og anklagede Styrmanden paa "Regina" for at have slaaet Drengen sindssvag. Styrmanden har mulig nok ofte revset Drengen, men, som Indsenderen tror, dog aldrig til den Grad, at Sindsforvirring kunde blive en Følge deraf. Drengen var imidlertid ikke, efter hvad der senere er bragt til Kundskab, den 13. fremdeles sindsforvirret, som den paalidelige Mand fremholder, men var allerede fl«r? Dage før den Tid fuldkommen rask, og paa en af de nærmest foregaaende Dage stillet til Forhør. Videre forekommer i Artiklen: "Kaptajnen var ogsaa nærved bleven anholdt, men slap foreløbig". Herved mener vel nævnte paalidelige Mand, at Kaptajnen muligen senere vil blive anholdt, Noget, som Indsenderen heraf dog ej befrygter. Angaaende den i Artiklen nævnte Skibsdreng fra ifjor, der ogsaa stadig skulde være blevet mishandlet ombord, da kan Indsenderen paa det bestemteste erklære, at ingen Overlast blev Drengen tildel, den Tid han var mønstret ombord. Ved Ankomsten til Nykjøbing blev Mandskabets Hyrer opsagte og selvfølgelig var Skibsdrengen, da nævnte Konflikt med Politiet skete, ej under Styrmandens Kommando, og var vistnok derfor selv skyldig i, hvad der dengang vederfores ham.

Hvad i Artiklen forekommer om. at Kaptajnen var indviklet i Konflikten og at han i Forening med Styrmanden skulde have anklaget Skibsdrengen, er en nederdrægtig Løgn, da Kaptajnen allerede Dagen iforvejen var hjemrejst.

Om Kaptajnens Forhold til Mandskabet vil dette selv bedst kunne give Oplysning ved Tilbagekomsten, da Mandskabet dog ej, som det staar anført i Artiklen, ved Ankomsten til svensk Havn vil forlade Skibet, men følge det videre. Endvidere forekommer: "Det gjorde meget ondt at se, at Kaptajnen sørgede meget hurtig for at faae en anden lille Skibsdreng fra Kjøbenhavn. thi det er vistnok en sørgelig Lod, der venter ham". Nævnte lille Skibsdreng var imidlertid ikke fra Kjøbenhavn, men blev sendt fra Svendborg og ankom ombord den 29. August, Dagen før den anden Skibsdreng blev afmønstret, altsaa flere Dage iforvejen før det gjorde den poalidelige Mand ondt for den stakkels lille Skibsdreng fra Kjøbenhavn. Saaledes atter en Usandhed, og en grov og ærekrænkende Beskyldning imod Kaptajnen, som der da skulde have mishandlet de to omtalte Skibsdrenge, og at tilfølge deraf en lignende Behandling fluide blive den nye Skibsdrengs sørgelige Lod ombord.

For disse Beskyldninger vil Vedkommende sandsynligvis i sin Tid blive stillet til retslig Ansvar. Skibsdrengen og Mandskabet vil ved samme Tilfælde kunne oplyse om Behandlingen ombord.

Forøvrigt fremgaar af hele den nævnte Artikel, "skreven til Oplysning for Rhederiet og Advarsel for Alle", fremstillende Kaptajnen og Styrmanden paa "Regina" som Barbarer og Umennesker, at den er skrevet af en ondskabsfuld Mand i den Hensigt at undergrave og ødelægge ej alene Styrmandens, men ogsaa Kaptajnens gode Navn og Rygte, som nu er for langt borte til personlig at kunne forsvare sig. X.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 20. oktober 1879).


Skibsfører P. Frederiksen bebudede i december 1879 et søgsmål mod Svendborg Avis' redaktør, folketingsmand G. Petersen for optagelse af skrivelsen. Frederiksen fik i januar 1880 problemer da han fik våd last under lugerne på en rejse fra Korsør til St. Brieux og efter en retlig kendelse måtte ladningen med hvede for 1/3 dels vedkommende losses så skibets bund kunne undersøges.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar