Flygtninge - Hulebeboere - Tyve og Søfarere.
Tre 10-aarige Drenge fra Opdragelsesanstalten i Godhavn, Haakon fra Holbæk. Karlo Emil fra Kalundborg og Viggo fra Aarhus, flygtede Nytaarsdag fra Anstalten og har siden ført en eventyrlig og omtumlet Tilværelse. Det har aabenbart været deres Mening at føre Jægerens frie og ubundne Liv, idet de for Flugten havde stjaalet et Gevær; men de havde glemt at tage Ammunition med. Til at begynde med slog de sig ned i Tisvilde Hegn, hvor de gravede sig en Hule, og til Livets Ophold stjal de Fjerkræ fra de nærliggende Gaarde. Byttet stegte de paa Spid, og som Dessert nød de Svedsker og Rosiner, som de havde erhvervet sig ved et ret dristigt Tyveri fra en Købmandsbutik. En af Drengene gik ind og bestilte et Pund Rosiner og et Pund Svedssker, og da Ekspedienten havde afvejet Varerne, snuppede Drengen rask Poserne og stak af med dem, uden at det lykkedes at fange ham.
Længere end til Mandag Aften kunde de dog ikke holde ud Jordhulen, den blev for kølig, og saa gik de til Gilleleje, hvor de stjal en Baad, og trods den forrygende Storm stak de til Søs og satte Kursen mod Sverige. Men det blev en ubehagelig Tur. Vind og Vand tog Magten fra dem, Baaden blev fyldt, og de kunde ikke bestille andet end øse og var hele Tiden i overhængende Livsfare. Efter fem Timers streng Sejlads drev de i Land ved Höganäs og begyndte saa et Vagabond- og Tiggertogt ind i Landet, indtil Politiet i Engelholm satte en Stopper for deres Virksomhed ved at anholde dem.
I Gaar afhentede Helsingør Politi dem i Helsingborg og dermed er deres Eventyr sluttet for denne Gang.
(Aftenbladet (København) 9. januar 1925).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar