13 november 2015

Bøn om Bænke paa Citadelsvejen.

Blandt spadsereturene i omegnen af København er unægteligt den ud af Kastellet og ud forbi Classens Have til Kalkbrænderiet en af de skønneste såvel for den skønne udsigts skyld som også for den behagelige vej fri for al støv af vogne og heste. Hvor mange mennesker profiterer ikke også deraf, og hvor mange flere ville ikke profitere deraf dersom der var anbragt bænke hvorpå den trætte vandrer eller yndere af den skønne udsigt kunne hvile sig. I forrige tider fandtes der dog 2 stenbænke, men nu findes kun ruinerne af den ene. Disse var vel heller ikke synderlig at anbefale, men når man derimod ville lade sætte hist og her nogle træbænke, ville man være vedkommende meget forbundet. Dette ønske håber man ikke være gjort forgæves, når man betragter hvor meget vedkommende har glædet almenheden ved at anbringe bænke i alleerne udenfor portene.

(Politivennen nr. 334. Løverdagen den 25e Maj 1822, s. 5354).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar