10 december 2022

For Hundevenner. (Efterskrift til Politivennen)

Ude på et hjørne af Garnisonskirkegård ligger et ret betydeligt handelsgartneri der ejes af en mand ved navn Preisler. Denne mand fik en skønne dag for en halv snes år siden den ide at sælge begravelsespladser for bedrestillede hunde til en minimumstakst af 2 kr. pr. stk.

I begyndelsen meldte der sig ikke mange liebhavere. Men så ville lykken, at "Social-Demokraten" fik kig på dette "kapitalisthundenes" sidste hvilested og rettede et indigneret angreb på dem, dvs. naturligvis ikke så meget på hundene, som på de "storborgere" der havde råd til at spendere 2 kr. på at få deres hunde i jorden.

Reklamen hjalp. Flere og flere hundelig fandt derud, og hr P. påstår, at han nu har hundebegravelser hver uge. De fleste af disse hundegrave forsvinder naturligvis igen i løbet af kort tid. Men en række af gravstene vidner dog om at dette ikke altid er tilfældet at hundens død her har forvoldt dens ejer en virkelig sorg. Hvem der selv har holdt meget af en hund, vil forstå dette, og selv om han ikke kan lade være at smile ved synet af denne pietetsfulde dyrkelse af "Lille trofaste Svip"s, "Thor Redahl"s, "Lille Pusse"s eller "Pahn"s Minde, vil der ikke være antydning af spot i hans smil. Mange enligstillede menneskers bedste og troeste ven har jo netop været - en hund.

Det latterlige kommer først frem, når man hører om silkepolstrede kister og store begravelser, som da frk D.s hund i sin tid begravedes under megen deltagelse og tale af den bekendte forfatter H. Dette er ikke alene latterligt, men også usmageligt.

*   *   *

Så fin en begravelse fik min gamle ven - eller rettere fjende - "Tsching" på hvem jeg netop kom til at tænke ved at se denne hundekirkegård, nu ikke; men fejlen var for øvrigt dens egen. Havde den blot båret sig lidt snedigere ad, kan det såmænd godt være, at den var blevet "begravet på etatens bekostning".

Jeg lærte "Tsching" at kende en sommer i Vejle. Dens ejerinde var en ung smuk dame, der havde for tilfældet taget mit dengang purunge hjerte med storm, og "Tsching" var efter hendes mening en ganske ualmindelig sød og ægte kinesisk silkepuddel.

Hvordan det forholdt sig med ægtheden, skal jeg ikke udtale mig om, men et mere arrigt hundeindivid har jeg aldrig truffet. Det rare dyr voldte mig mange kvaler. Når vi spadserede ud til Skyttehuset, for den uophørligt op og ned af skrænterne og blev hvert øjeblik hængende i buskene ved sine lange silketjavser. Så måtte jeg med fare for liv og lemmer op og hente den ned og oven i købet være venlig mod bæstet; til tak bed den mig ved første lejlighed i benene.

Denne tendens til at vise sit mod ved at fare løs på alt og alle blev heldigvis "Tsching"s ulykke.

Den havde længe gået og set sig gal på de kgl. danske statsbaners lokomotiver. Endelig en dag tog den en kraftig beslutning og for med et højt bjæf i "benene" på et eksprestogslokomotiv i fuld fart - og så var der ikke stort mere tilbage af "Tsching" end dens hundesjæl.

Begravelsen blev som sagt kun så som så, dels på grund af den defekte tilstand, hvori "Tsching" var kommet, dels fordi generaldirektoratet for statsbanerne efter forlydende resolverede, at da "Tsching" - efter troværdige øjenvidners udsagn samt efter hvad der i øvrigt under sagen var oplyst, måtte anses for længe at have været ked af livet, forelå der en art selvmord, hvori hverken lokomotiv eller togfører kunne siges at have nogen skyld, hvorfor begravelsen på statens bekostning ikke fandtes at kunne bevilliges"

Stakkels "Tsching". Endogså i døden blev du misforstået.

Metropolitan.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 22. juni 1901).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar