De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.
"Kvistkammertyven"
Peder Ludvig Tofte.(Sluttet.)
Under Forhørerne blev han opfordret til at udtale, om han ikke angrede sin Gjerning, men han erklærede, at han snarere ansaae det "for en Velgjernlng at skaffe en Mand afveien, som aldrig gjorde Fangerne noget Godt", og at han ikke var istand til at føle Anger over det Skete.
Ved Høiesteretsdom af 20de April 1862 blev han dømt til at have sit Liv forbrudt, men ved kongelig Naade blev Livsstraffen ham eftergivet, imod at han skulde straffes med 27 Slag Kat og derefter hensættes til Tugthuusarbeide under streng Bevogtning.
Den legemlige Revselse - der skal være ganske overordentlig smertelig - blev ham tildeelt i Straffeanstalten paa Christianshavn, hvorefter han blev overført til Straffeanstalten ved Horsens.
Ved hans Ankomst hertil var en Opsigtsbetjent Berthelsen tilstede, der modtog ham med de Ord: "Det er altsaa Dig, der har forsøgt at myrde Lægen paa Christianshavn", og derhos advarede ham mod at begynde paa Sligt igjen. Det er ikke usandsynligt, at denne Advarsel er bleven fremsat i en haanlig Tone, og at Berthelsen saaledes har baaret sig noget ubetænksomt ad. Tofte, der endnu ikke havde lært at være ydmyg i Sindet, blev ialtfald meget fornærmet over denne Hilsen og fattede strax Nag til Berthelsen, mod hvem han for øvrigt ikke havde at gjøre før i Slutningen af 1863, da Berthelsen blev sat til at have særlig Opsigt med ham.
Hans Beskjæftigelse var nu at sye Hægter og Maller paa Papir. Dette Arbeide maatte han passe i en eensom Celle, hvor han ikke saae andre Mennesker end Inspekteuren, Præsten, Haandværksmesteren og Betjenten, naar disse til regelmæssige Tider aflægge ham Besøg. Denne Eensomhed blev ham med hver Dag mere utaalelig. Idelig bad han om, at den strenge Bevogtning maatte ophøre, og Yttrede undertiden, at han hellere maatte have mistet Livet end føre et saa ynkeligt, afsondret Liv.
Den samme Fange, der nylig var saa glad og munter i sine Lidelseskammeraters Selskab var ikke istand til at udholde Eensomhedens Tryk. Man mærker Intet til, at han i sine eensomme Timer er kommen til Erkjendelse af sine Synder, og at det er Samvittighedsnaget, der var Skyld i hans Sjælstidelser. Nei, han var endnu det samme indholdsløse Menneske som tidligere, og det var kun det ydre Savn af at færdes blandt andre Mennesker, der var nærved at bringe ham til Fortvivlelse.
Da Berthelsen fik ham under sin specielle Opsigt, bleve Toftes Følelser imod ham ikke venligere. Han blev fornærmet over, at Berthelsen smækkede hans Celledør haardt i og talte i en efter hans Mening ubehagelig Tone til ham; det stødte ham saaledes, at Berthelsen gjorde Bemærkning om, at han var for længe om sit Toilette, idet han f. Ex. flere Gange yttrede: "Det er en Fandens Tid, Du bruger til at vaske Dig."
Da han Torsdagen den 21de Januar 1864 var paa Retiraden, og Berthelsen, gik udenfor og passede paa, kom Betjenten i Samtale med nogle Fanger, der stode i længere Afstand derfra, og hvis Stemmer derfor ikke kunde høres af Tofte. Denne fik da den Tanke, at Berthelsen gik og talte ned sig selv for at forhaane ham. Herover blev han meget opbragt, og da de begge kom op i Gangen, greb han et stort Leer-Vandkruus, løftede det op imod Betjenten og sagde: "Du er en Skurk og en Nidding! Jeg skal slaae Dig lige i Panden!"
Denne Undsigelse blev af Berthelsen meldt til Inspekteuren. Tofte kom i Forhør, og det var ham klart, at han ikke vilde kunne undgaae 27 Slag Kat - en Straf , for hvilken han var meget bange; hellere end at lide den endnu engang besluttede han at myrde Berthelsen. Fredag Eftermiddag bad han Inspekteuren, om han blot maatte være fri for legemlig Revselse - mørkt Fængsel eller Arbeidsberøvelse havde han nemlig langt mindre imod; men da Inspekteuren ikke vilde give ham noget saadant Løfte, blev han ved sin Beslutning, som han talte sig for at udføre enten samme Aften eller om Løverdagen, alt eftersom Leilighed gaves.
6 Uger iforveien havde han fundet en Kniv ude i Gaarden og stukket den til sig, thi uagtet han var "under streng Bevogtning", var det umuligt at passe paa alle hans Bevægelser. Endnu Mandagen den 18de Januar var han af Berthelsen bleven visiteret paa sin Person, men uden at man havde opdaget Kniven, som laa sammenlukket i hans Lomme; han havde nemlig selv stuket Haanden ved i Lommen og viist Berthelsen, at der kun var et Stykke graat Papir, hvorfor Berthelsen nøiedes med paa det Omhyggeligste at eftersee hans andre Lommer og hele hans øvrige Paaklædning. Han benyttede Fredag Aften til at slibe denne Kniv skarp paa Kakkelovnen i sin Celle og til at omvikle Skaftet og et lille Stykke af Bladet med Lærred oq Seglgarn, for at den ikke skulde kunne gaae i af sig selv.
Den næste Morgen Kl. 9½, da han havde været ude et spadsere i Gaarden under Berthelsens Opsigt, og denne netop var ifærd med at aabne Døren til hans Celle, tog han Mordvaabenet ud af sin Trøielomme, og medens han stod en halv Alen bagved Berthelsen, bibragte han ham et Stik i den høire Side af Halsen. I det Samme vendte den Angrebne sig om, og Tofte veg strax feigt tilbage, men lige efter faldt Berthelsen om paa Gulvet. Tofte havde beholdt Kniven i Haanden, og da han saae, at der endnu var Liv i Betjenten, vilde han stikke ham endnu en Gang, men den Ulykkelige bad for sig, hvorfor han lod det være. Derimod gik han hen til en anden Tugthuusfange, der stod paa Gangen, og sagde: "Nu har jeg stukket ham, den Skurk. Gaa hen og hjælp ham, for nu kan han ikke hjælpe sig selv." Tofte var ikke i usædvanlig ophidset Stemning og lod sig uden Modstand lukke ind i Cellen.
Heller ikke i dette Tilfælde har han senere Yttret nogen Anger over det Skete. Medens det endnu var usikkert, om Berthelsen kunde overleve sit Saar, sagde han under Forhøret, at han ikke vidste, om han vilde fortryde Gjerningen, selv om Berthelsen skulde døe af Saaret.
Begge Mordforsøgene vise ham saaledes som en hævngjærrig, feig og hjerteløs Usling. Forinden hans Dom faldt i Underretten, var det, han tilstod Brandstiftelsen i Studiestræde. Han blev i denne Anledning i April 1864 ført herover, hvor Undersøgelsen blev foretaget med Hensyn til denne Forbrydelse, og boer han hensad som Arrestant, indtil han den 10de Januar 1865 anden Gang af Høiesteret blev dømt til Døden.
Ingen af de voterende Dommere fandt at burde indstille ham til at forskaanes for Livs straffen, og det vilde i Sandhed ogsaa have været en betænkelig Sag at benaade en Fange, der to Gange har lagt morderisk Haand paa sine Foresatte ved Straffeanstalten. Hs. Maj. Kongen har derfor ogsaa givet Befaling til, at Dommen skal fuldbyrdes.
Saaledes skal da denne Livsbane endes. Den viser os, hvor forfærdelig demoraliserende en Forbrydelse Tyveri er. Vore Forfædre havde ikke saa ganske Uret, da de straffede Tyveri med Døden som en ærelys Gjerning; thi den, der stjæler, taber al Agtelse for sig selv og undergraver derved sin hele moralske Existents. Det Menneske, der har drevet det vidt i at stjæle, vil derfor, som vi have seet med Kvistkammertyven, med Lethed kunne forfalde til andre langt frygteligere Forbrydelser. Forfængelighed, Dovenskab og Sandselighed have været Toftes Ulykke, og ingen bedre Følelse har været istand til at give hans Liv Indhold og holde ham oppe imod Fristelsens Magt. Til Slutning tilføie vi endnu et Par Ord om hans Ydre. Hans Hoved er usædvanlig bredt, Panden lav. Munden fyldig og andselig, Næsen bred og Øienlaagene posede. Udtrykket er mere sløvt og lumsk end egentlig barsk og stemmer ganske med det Billede, man danner sig af ham ved at læse om hans Snigmordsforsøg.
(Folkets Avis 21. februar 1865)
Det var de sidste overfald på Berthelsen som udløste dødsstraffen, se Departementstidende:
Justitssag
Ved Høiesterets Dom af 10de Januar d. A., der stadfæster Viborg Landsoverrets Dom af 31te October f. A., er Tugthuusfange Peter Ludvig eller Peter Ludvig Thorvald Tofte, der tiltaltes for attenteret Mord og for at have sat Ild paa et Sted, hvorved flere Mennesker omkom, tilfunden at have sit Liv forbrudt.
Efter den af Høiesterets Protokolsekretærer affattede Relation have de nærmere Omstændigheder ved denne Sag, ifølge den af Tiltalte afgivne Tilstaaelse og det iøvrigt Oplyste, i det Væsentlige været følgende:
Efterat Tiltalte, der er født udenfor Ægteskab paa Fødselsstiftelsen i Kjøbenhavn den 18de Marts 1839, ifølge Criminal og Politirettens Dom af 7de Februar 1857 var straffet for første Gang begaaet Tyveri efter Fdgn. 11te April 1840 § 29 med 25 Rottingslag, blev han under en Sag, hvor under han overbevistes om at have gjort sig skyldig i en stor Mængde Tyverier, forstørstedelen forbundne med Indbrud, ved samme Rets Dom af 4de Januar 1859 anseet efter Fdgn. 11te April 1840 §§ 13 og 14 jvfr. § 18 1ste Led og § 80 med Tugthuusarbeide i 8 Aar. Den 8de næstester blev han afleveret til Straffeanstalten, men angav frivillig i Slutningen af samme Aar, at han, forinden hiin Dom overgik ham, havde gjort sig skyldig i en Mængde andre lignende Tyverier foruden dem, hvorfor han allerede var dømt, samt i 6 Brandstiftelser, alle forøvede i det Diemed, at han under den i Anledning af Branden opstaaede Forvirring kunde have Leilighed til at stjæle. For disse Forbrydelser blev han ved Criminal og Politirettens Dom af 21de Juli 1860 anseet, efter Fdgn. 26de Marts 1841 § 4 jvfr. § 13 og i Medfør af Fdgn. 11te April 1840 § 19 efter denne Forordnings §§ 13 og 14 jvfr. § 12 1ste Led og § 80, med Tugthuusarbeide paa Livstid. Medens han ifølge denne Dom hensad i Etraffeanstalten paa Christianshavn, forsøgte han den 11te November 1862 at myrde Lægen ved bemeldte Anstalt, ved at slaae ham i hovedet med en Hammer, og under den i denne Anledning mod ham anlagte Sag blev han ved Høiesterets Dom af 20de April 1863 dømt efter Fdgn. 4de October 1833 § 14 2det Led jvfr. Plak. 31te August 1813 § 10 til at have sit Liv forbrudt. Denne Straf blev imidlertid ved allerhøieste Reskript af 8de Mai 1863 eftergiven, mod at Tiltalte hensattes til Tugthuusarbeide paa Livstid under streng Bevogtning og at der tildeeltes ham en Revselse af 27 Slag Kat. Efterat denne Revselse var tildeelt ham, blev han den 24de Mai 1863 indsat i Tugthuset ved Horsens.
Efter Tiltaltes Forklaring fik han strax efterat være indsat i den nævnte Straffeanstalt Noget imod Opsynsbetjent Berthelsen, fordi denne lod ham høre, at han havde forsøgt at myrde Lægen ved Straffeanstalten paa Christianshavn, og yttrede, at en saadan Fyr som Tiltalte kunde han jo putte i Lommen. Da henimod Slutningen af Aaret det stadige Opsyn med Tiltalte blev overdraget Berthelsen, vaktes hans Uvillie mod denne paany, saameget mere som det forekom ham, at Berthelsen altid var utilfreds med hans Opførsel og navnlig lod ham høre, at han opholdt sig for længe paa Latrinet, og at det tog saa lang Tid naar han vaskede sig, samt i det hele var haard imod ham og bevogtede ham altfor nøie. Da Tiltalte saaledes den 18de Januar f. A. var bleven irettesat af Berthelsen, fordi han under sit Ophold paa Latrinet var staaet op paa dette for at see ud af Vinduet efter nogle andre Fanger hvilken Forseelse dog efter Tiltaltes Begjæring ikke blev meldt til Inspecteuren —, og han atter Torsdagen den 21de s. M., medens han opholdt sig paa Latrinet, hørte Berthelsen gaae udenfor og smaasnakke, hvilket efter Tiltaltes Formening betød, at Berthelsen var misfornøiet med ham, blev han efter sin Forklaring herover saa opbragt, at han, efterat være kommen ud paa Gangen, greb et der staaende Vandkruus af Leer, løftede det i Veiret og truede med at slaae Berthelsen i Hovedet dermed, idet han derhos udskjældte denne for en Skurk og Nidding; og fra dette Øieblik opstod den Tanke hos ham at ville myrde Berthelsen, uden at han dog fattede nogen Beslutning om, hvorledes eller hvornaar han vilde udføre dette. Det Passerede blev nu anmeldt for Inspecteuren, og da Tiltalte, efterat have været i Forhør, antog, at han vilde faae corporlig Straf og navnlig 27 Slag Kat, hvilken Straf han, som ovenmeldt, tidligere havde udstaaet og ansaae for en frygtelig og smertelig Straf, henvendte han sig den 22de Januar om Eftermiddagen til Inspecteuren for at blive fritagen for corporlig Straf; men da Inspecteuren svarede, at han ikke troede, at dette kunde undgaaes, fattede han af Vrede og af Trang til at hævne sig paa Berthelsen, fordi denne ved fin Anmeldelse havde bevirket, at han havde en saadan Straf ivente, den faste Beslutning at udføre Mordet enten samme Aften eller den næste Morgen, ligesom Leilighed gaves. Efter sin Forklaring vilde han der imod neppe have udført noget Forsøg paa Mord, hvis han havde kunnet vente en anden Straf, saasom mørkt Fængsel eller Berøvelse af Arbeide.
Til Udførelsen af sit Forsæt bestemte han at benytte en Kniv, som han havde fundet omtrent 6 Uger tidligere paa Vaskebordet ved Latrinet, og som han derefter, for at kunne benytte den til sin Mad, havde forstaaet at unddrage Opsynets Opmærksomhed, idet han navnlig, da han engang blev visiteret paa Kroppen, havde skjult den i en lille Lomme, som han selv havde syet i sine Buyer. Da Kniven ikke var skarp nok, sleb han den om Aftenen den 22de Januar paa Kakkelovnen i sin Celle, og for at ikke Bladet der var 2 3/4 Tomme langt og 1/2 Tomme bredt og dannet til at falde ind i Skaftet skulde gaae i, naar han brugte Kniven mod Berthelsen, omsvøbte han Skaftet og et lille Stykke af Bladet med et Stykke Lærred og noget Seilgarn. Efterat han derpaa den næste Dags Formiddag havde havt Gaardtour under Berthelsens Opsigt og denne var ifærd med at lukke ham ind igjen i hans Celle, fandt han Leiligheden gunstig til at udføre sit Forsæt, medens han stod omtrent ½ Alen bagved Berthelsen og denne havde begge begge fine Hænder beskjæftigede med at lukke Døren op. Han omfattede derfor Kniven, som han havde skjult i sin Trøielomme, med den høire Haand og bibragte med al fin Kraft Berthelsen et Stil med Kniven i halsen eller Nakken. Berthelsen segnede nu om paa Gulvet, og da Tiltalte saae, at der endnu var Liv i ham, var det hans Hensigt at bibringe ham endnu et Stik, men da Berthelsen bad for sig, opgav han dette Forsæt og gik hen i Enden af Gangen, hvor han saae en Fange opholde sig, og sagde til denne, at han skulde gaae hen og hjælpe Betjenten op, hvilket han ikke selv vilde gjøre, fordi han, som omforklaret, ikke kunde lide Berthelsen. Fangen løb strax hen til Berthelsen, men da han ikke ene var istand til at løfte denne op, kaldte Tiltalte paa en anden Fange, der opholdt sig i en tilstødende Gang. Efter begge disse Fangers Udsagn var Tiltalte i en meget hidsig og oprørt Sindsstemning, og efter den sidstnævnte Fanges Udsagn kaldte han paa denne med følgende Ord: "Nu har jeg stukket ham, den Skurk; gaa hen og hjælp ham, for nu kan han ikke hjælpe sig selv!" Flere Personer vare imidlertid komne tilstede, og til en af dem afleverede Tiltalte fin Kniv, hvorpaa han uden Modstand lod sig lukke ind i Cellen.
Berthelsen blev strax bragt paa Sygestuen, og ved den af vedkommende Læge anstillede Undersøgelse fandtes der paa høire Side af Nakken i den nederste Rand af den behaarede Deel af Hovedet et noget lappet Saar med skarpt afskaarne Rande af en Tommes Længde og gaaende igjennem Integumenterne og underliggende Cellevæv i en Dybde af c. 34 Tomme, hvorhos Følelse og Bevægelse i venstre Over- og underextremitet efter Berthelsens Sigende var noget generet; der antoges imidlertid ikke at være nogen Fare for Livet, men Saadant kunde dog ikke da med Bestemthed afgjøres, navnlig paa Grund af at den voldsomme Skræk, han havde havt, i Forbindelse med den heist sandsynlige Overskjæring af een eller flere Nervegrene kunde lade befrygte Stivkrampe. Da Berthelsen den 2den Februar kunde underkastes Forhør, følte han endnu Smerter og led af Søvnløshed om Natten, men havde dog Haab om at komme sig, og den 28de Juni har han for Retten erklæret, at han atter befandt sig vel og ikke havde anden Meen af Saaret end en Svækkelse i Fødderne, der efter hans Formening hidrørte fra Blodtabet.
Den af Berthelsen afgivne Forklaring stemmer i alt Væsentligt med Tiltaltes foranførte Tilstaaelse, idet han dog bestemt har nægtet at have behandlet Tiltalte paa nogen utilbørlig eller krænkende Maade. Hvad navnlig angaaer den første Anledning til Tiltaltes Vrede mod ham, har han forklaret, at han, da Tiltalte blev indsat i Tugthuset, efter sin Pligt spurgte ham om hans Navn og om, for hvilken Forbrydelse han var indsat, og da yttrede: "Det er altsaa Dig, der har forsøgt at myrde Lægen ved Straffeanstalten paa Christianshavn," idet han i Forbindelse hermed advarede Tiltalte mod at begynde paa lignende Ting i Fremtiden, foreholdt ham Reglementerne og Instruxen, og gjorde ham bekjendt med at han, naar han opførte sig godt, vilde blive behandlet godt, men at han, naar han ikke opførte sig vel, vilde gjøre sig Livet surere end nødvendigt. Ligeledes har han formanet Tiltalte til ikke at tilbringe saa lang Tid paa Latrinet og ved Vaskningen, og hertil havde han saameget mere Grund, som Tiltalte havde villet benytte sit Ophold paa Latrinet til at sætte sig i Forbindelse med andre Fanger. Naar Tiltalte endelig havde følt sig forbittret over at høre ham tale udenfor Latrinet den 21de Januar, og troet, at han da gik og talte med sig selv om Tiltalte, da var dette urigtigt, idet han talte til to andre Fanger i Nærheden.
I det første Forhør erklærede Tiltalte, at han ikke ret vidste, om han fortrød sit Attentat, selv om Berthelsen skulde døe af det ham bibragte Stik, men han troede dog, at han nu vilde fortryde det, efterat han havde hørt, at Berthelsen havde Kone og Børn og sad i smaa Kaar. I Overensstemmelse hermed bemærkede Dommeren og Retsvidnerne til Protokollen, at Tiltalte havde afgivet sin Forklaring med fuldkommen Ro og Sikkerhed uden at vise Spor til Anger. I det næste Forhør erklærede Tiltalte dog, at det var ham en Tilfredsstillelse at høre, at Berthelsen var ilive, og tilføiede, at han vilde ønske, at han ikke havde været uhøflig eller truet Berthelsen om Torsdagen, da det Passerede saa ikke vilde være skeet. Da han spurgtes om, hvorfor han ikke havde henvendt sig til Inspecteuren med sin Klage over Opsynsbetjenten, svarede han, at han nu først indsaac, at han ikke var gaaet den rigtige Vei i saa Henseende. Iøvrigt bemærkede han, at han Intet har havt at klage over med Hensyn til sit Ophold i Anstalten; kun fandt han det strengt at skulle hensidde i saadan Eensomhed, som Tilfældet var med ham, og skjøndt det ikke var for at miste Livet, at han havde forsøgt at dræbe Betjenten, havde han dog Intet tilovers for Livet, da det var en haard og næsten uudholdelig Tilstand, hvorunder han levede. Med Hensyn til hans Opførsel i Straffeanstalten har dennes Inspecteur erklæret, at Tiltalte stille og flittig har udført det ham paalagte Arbeide og i det Hele opført sig upaaklageligt, ligesom ogsaa den Haandværksmester, under hvem han arbeidede, har givet ham et godt Vidnesbyrd for Høflighed og Flid. Præsten ved Anstalten har derhos erklæret, at han under Tiltaltes Hensidden i Enkeltcelle stadig besøgte og underviste ham, og at det var kjendeligt, at han med Taknemmelighed modtog Præstens Besøg og Underviisning, om end fornemmelig fordi han derved fandt nogen Lindring i Eensomheden, som efterhaanden blev ham mere og mere utaalelig og som han stedse klagede over. Præsten har derhos tilføiet, at der ikke har vist sig Spor hos Tiltalte til Sindsforvirring og heller ikke til Livslede, uden forsaavidt han en enkelt Gang har yttret, at han vilde foretrække efter sit første Mordforsøg at have mistet Livet fremfor nu at føre et saa ynkeligt afsondret Liv, og at han iøvrigt ganske vist har havt svære Sindslidelser, hvortil Grunden vel nok kan søges i en i hans bedre Timer følt Anger over et forbryderisk, forspildt Ungdomsliv, men dog uden Tvivl fornemmelig i den for ham utaalelige eensomme Stilling.
Efterat Tiltalte var bleven actioneret for dette Mordforsøg, afgav han den 29de Februar f. A., da han blev fremstillet i Extraretten, i Overensstemmelse med hvad han allerede forinden havde betroet sin Defensor under en Samtale med denne, Tilstaaelse om for flere Aar siden at have begaaet en anden Forbrydelse, for hvilken han derfor ved en Extensionsordre endvidere er bleven tiltalt, nemlig at have anstiftet en den 24de Januar 1858 om Eftermiddagen omtrent Kl. 54 i Eiendommen Nr. 67 i Studiestræde i Kjøbenhavn udbrudt Ildebrand, ved hvilken to voxne Personer og to Børn indebrændte, medens en Mand, der sprang ud ad et Vindue i det brændende Huus med et Barn i Armene, vel frelste Barnet, men forslog sig saaledes i Faldet, at han strax efterat være bragt paa Hospitalet døde. Tiltalte har herom nærmere forklaret, at da den anførte Dag, i Løbet af hvilken han havde forsøgt eller begaaet flere Tyverier, hans Vei hen paa Eftermiddagen eller i Skumringen faldt igjennem Studiestræde, gik han ind i bemeldte Eiendom for at stjæle. Efterat være kommen over Gaarden og ind i Baghuset gjennem en mørk Gang, gik han op ad Trappen og aabnede med en medbragt Nøgle en Dør, hvorigjennem han kom ind i et Snedkerværksted, og her undersøgte han de Gjemmer og Skuffer, som fandtes i Værkstedet, uden dog, saavidt han erindrer, at tilvende sig Noget undtagen muligviis et Stemmejern. Da han vilde gaae, opstod pludselig den Tanke hos ham, at han vilde sætte Ild paa Værkstedet, uden at det imidlertid har kunnet oplyses, hvilken Hensigt han derved har havt for Øie, idet han navnlig, efter først at have udsagt, at han havde til Hensigt at begaae Tyveri og antog at kunne udføre dette med større Sikkerhed under den ved Branden opstaaede Forvirring, senere vedholdende har paastaaet, at dette ikke var Tilfældet og at han ikke selv kan forklare sig, hvad der bevægede ham til at anstifte Branden. Forinden han gik op i Baghuset havde han nok bemærket, at der boede Folk baade ovenover og ved Siden af Snedkerværkstedet, men han tænkte dog ikke paa, hvor vidt Ilden kunde udbrede sig, eller hvad Skade der ved den kunde bevirkes paa Huset eller dets Beboere, og navnlig ikke paa, om der kunde opstaae Fare for disses Liv. Han tændte derpaa strax ved hjælp af en Svovlstik, som han havde hos sig, Ild i nogle Spaaner, der laae paa Gulvet, og efterat have seet Ilden blusse op, lukkede han Døren i og forlod skyndsomt Stedet. Efter Eagens Oplysninger blev Ilden strax bemærket og Anskrig gjort, og navnlig bleve ogsaa Beboerne af to ovenover Snedkerværkstedet værende Loftsleiligheder allarmerede; men da Ilden greb om sig med overordentlig Hurtighed og navnlig, efterat Døren til Værkstedet var bleven sprængt, angreb en smal Trappe eller Stige, der maa antages at have været den eneste Adgang til Loftsleilighederne, blev saaledes enhver Udvei til Frelse afskaaren disse Beboere. Tiltalte har iøvrigt udsagt, at han først nogle Dage senere, da han erfarede, at flere Mennesker vare omkomne ved den om handlede Leilighed, og navnlig da han blev Vidne til at Ligene bleve jordfæstede, følte sand Anger og Fortrydelse over sin Gjerning, og at denne Fortrydelse senere stadig har fulgt ham saa levende, at han ikke har havt Ro eller Fred i sit Sind og bestandig af sin Samvittighed er bleven mindet om denne Brøde, men at han dog af Frygt for at miste Livet ikke tidligere havde funnet overvinde sig til at aabenbare den, navnlig ikke dengang han tilstod de øvrige Brandstiftelser, og at det allene var Overbeviisningen om, at han ikke vilde kunne undgaae Livsstraf for sit Mordforsøg mod Berthelsen, der havde bevæget ham til nu at tilstaae, idet han ikke ventede at finde Naade for Gud, naar han ikke aabenbarede denne Forbrydelse. Efterat være over. ført til Kjøbenhavn, har Tiltalte i Studiestræde paaviist det Sted, som han fatte Ild i, og gjenkjendt den i Baghusets Stueetage værende Gang, hvor imod Localiteterne foroven ere efter Branden ved Ombygning blevne aldeles forandrede. Den omhandlede Ildebrand gav i sin Tid Anledning til at Snedker R. J. Jørgensen blev tiltalt for Brandstiftelse og Assurancesvig;. ved Høiesterets Dom af 20de October 1859 blev han imidlertid vel kun frifunden for videre Tiltale med Hensyn til den sidstnævnte Sigtelse, men aldeles frifunden med Hensyn til Brandstiftelsen.
Da Tiltalte saaledes forsætlig og efter foregaaende Overlæg havde udført det omhandlede Mordattentat, maatte Høiesteret billige, at han ved begge de foregaaende Instantser efter Fdgn. 4de October 1833 § 14 2det Led jvfr. Plak. 31te August 1813 § 10 var dømt til at have fit Liv forbrudt. Hvad dernæst Brandstiftelsen angaaer, maatte Høiesteret ligeledes billige, at Fdgn. 26de Marts 1841 § 1 iffe var bragt til Anvendelse, idet det efter Sagens Omstændigheder i det hele og navnlig med Hensyn til det Tidspunkt af Dagen, paa hvilket Brandstiftelsen fandt Sted, ikke turde statueres, at Tiltalte i Gjerningsøieblikket havde "maattet indsee, at han udsatte Andres Liv for aabenbar Fare." Idet Tiltaltes Forhold i denne Henseende altsaa kun blev at henføre under den citerede Forordnings § 4, maatte den Straf, han derfor havde forskyldt, i hvert Fald absorberes ved den ham idømte Livsstraf.
Ingen af de voterende Tilforordnede i Høiesteret fandt Anledning til at indstille Domfældte til Hans Majestæts Naade, og efterat den af Justitsministeriet i Sagen nedlagte allerunderdanigste Forestilling er bleven foredraget i det Geheime Statsraad, har Hans Majestæt under 10de Februar allerheist resolveret, at den idømte Livsstraf bliver at fuldbyrde.
(Departementstidenden 18. februar 1865.)
(Se også Departementstidenden den 30. maj 1863).
Om Tofte i øvrigt, se særskilt indslag.
En hjemmeside skriver flere detaljer om dødsdommen:
Direktionen for Horsens Tugthus havde indberettet til Ministeriet, at Overholdelse af Bestemmelsen i Plakat af 31. August 1813 § 6, hvorefter Straffe enten på Livet eller med legemlig Revselse, der er idømt Fanger, altid skal eksekveres i de andre Fangers Påsyn, i dette Tilfælde ville være i høj Grad utilrådelig såvel af Hensyn til de andre Fanger som navnlig i Betragtning af de lokale Forhold, der ville gøre det nødvendigt under Eksekutionen at samle Anstaltens 383 Fanger i Fængselsgården.
Ministeriet var ganske enigt i denne Anskuelse, men udtalte i øvrigt, at der heller ikke var nogen Nødvendighed for at bringe Bestemmelsen til Anvendelse, da den for så vidt angik de Fangerne idømte legemlige Disciplinærstraffe var ændret ved en senere Lov af 3. December 1850, og denne Ændring ikke kunne være uden Indflydelse på Paragraffens øvrige Indhold.
Ministeriet meddelte da Amtmanden over Skanderborg Amt, at Henrettelsen ville være at foretage på Horsens Købstads sædvanlige Rettersted.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar