Forargeligt Optrin i Taarnby Kirke.
Forrige Søndag forefaldt der et højst forargeligt Optrin ved et Bryllup i Taarnby Kirke; Præsten, den ofte her Bladet omtalte Krøyer, udskældte Brudeparret, en ung Arbejder og en Tjenestepige, og vedblev i ca. 20 Minutter at regalere de unge Mennesker paa en saadan Maade, at det vakte de Tilstedeværendes Indignation.
Hr. Krøyer begyndte med at tiltale Brudgommen med Du og kaldte ham en Horkarl og en Skørlevner. "Husk paa, min unge Ven, at Horkarle skal Gud nok vide at dømme retfærdig," sagde Præsten.
Derefter vendte Hr. Krøyer sig til Bruden, der fik en lige saa smagfuld Tiltale: "Jeg har lyst Velsignelsen over Dig som Konfirmand, men den Gang troede jeg mindst, at Du vilde komme her som ung Brud og have bedreven Hoer! .... Du, unge Kvinde, har ikke lyttet til Faders og Moders Formaning, men Du har derimod lyttet til forførende Røster, og det skal Gud nok vide at straffe Dig for."
Hr. Krøyer sluttede endelig sin Salve med følgende Beskyldning mod Brudeparret :
"I kommer her for at faa Kirkens Velsignelse og Lov til at leve sammen, skønt I jo allerede i længere Tid har levet sammen!" . . . .
Man vil kunne forstaa, at Hr. Krøyers Optræden gjorde et yderst ubehageligt Indtryk paa Brudeparret, der ved Præstens utrolige Taktløshed fik deres Højtidsdag ødelagt. Bruden, der i Forvejen ikke var rask, blev naturligvis særlig angreben ved paa denne Maade at se sit aller intimeste Privatliv offenligt afsløret og ubarmhjærtigt prisgiven den tilstedeværende Forsamling, og ved Hjemkomsten frygtede man for, at hendes Tilstand skulde blive saa forværret, at der kunde ventes en for tidlig Nedkomst.
Aarsagen til Hr. Krøyers Nærgaaenhed var altsaa, at Brudeparret ikke havde ventet paa hans Tilladelse til at være Mand og Kone. Men Præstens Tale gjorde en modsat Virkning af hvad han tilsigtede. Fra største Parten af de Tilstedeværende hørte man stærke Udbrud af Indignation, og jeg tror, at mange Arbejdere herefter vil undgaa at søge Kirken, for ikke at risikere at blive hovmestereret af en Hr. Krøyer, der dog ellers i lignende Situationer er yderst skaansom, saasnart det angaar Døtre af rige Gaardmandsfolk, eller lignende velstillede unge Damer.
Men her var det jo kun en Tjenestepige, der havde fulgt sit Hjærtes Røst, og derfor mente Krøyer, at han i dette Tilfælde ikke behøvede at tage noget Hensyn!
Jeg vil benytte Lejligheden til at henstille til Arbejderne i Taarnby og Kastrup, at de fremtidig lader Krøyer sejle sin egen Sø. I Stedet for at gaa til Kirken, kan de jo tage borgerlig Vielse, hvor Handlingen foregaar langt smukkere, og hvor de i al Fald ikke risikerer at blive haanet af den Embedsmand, der forretter Vielsen.
(Social-Demokraten 29. September 1898).
Præsten der udskældte Brudeparret.
En Skrivelse fra Hr. Krøyer.
Hr. Redaktør?
Jeg tør vel nok haabe, at De godhedsfuldt vil optage en lille Redegørelse Anledning af det voldsomme Angreb paa mig i Deres Blad for i Gaar.
Lad det saa ogsaa blive Svar til den mig ubekendte "tilfældige Læser af S. D."", der bekymret spørger: "Er det Sandhed, hvad der skrives om Dem?"
Alle de mange, som har kendt og endnu kender mig i de 20 Aar, jeg har været her, behøver visselig ikke at forsikres om, at jeg ikke i den anklagede Brudevielse har brugt de anførte og udhævede raa og usømmelige Ord. Det ligger slet ikke for mig, og jeg bruger aldrig saa stærke Ord.
Den Hjærteløshed og Haardhed, jeg anklages for, har Referenten næppe hørt med egne Øren. Mine Ord, hvor alvorlige de end var, havde en Tone af Sorg og Bedrøvelse. De endte imidlertid med en længere kærlig Anvisning for de Unge til at leve et lykkeligt Liv med hinanden. Naar Brudens Fader ikke vilde være sin Datters Forlover, kunde der vel nok tænkes god Grund til at udtale Sorg og Advarsel.
Modtag paa Forhaand Tak for Optagelsen.
Vi har hertil modtaget følgende Svar:
Jeg fastholder herved atter, at mit Referat var fuldstændig korrekt, og jeg er parat til at føre Vidner, faafremt det stulde gøres nødvendigt. Jeg har konfereret med selve Brudeparret, der ytrede sin Tilfredshed med, at Sagen var bleven fremdraget i "Social-Demokraten", og de unge Folk var begge ligeledes villige til at bevidne Korrektheden af mit Referat.
Det er altsaa ikke mig, der i dette Tilfælde taler Usandhed.
Hr. Krøyer betegner selv de anførte Udtryk som "raa og usømmelige" og karakteriserer sin Optræden som "Hjærteløshed og Haardhed". Jeg gør udtrykkelig opmærksom paa, at det ikke er mig, men Hr. Krøyer selv, der giver sig dette Skudsmaal - og han vil sikkert kunne faa et lignende Skudsmaal hos en stor Del af Arbejderbefolkningen herude, blandt hvilken han aldrig har været afholdt.
Naar Hr. Krøyer til Slut - noget indiskret for øvrigt - kommer ind paa Brudens Familieforhold og meddeler, at hendes Fader ikke vilde være Forlover, saa skal jeg blot kortelig anføre, at Faderen i hvert Fald udtrykkelig har givet sit Samtykke til Vielsen. At Faderen ikke vilde være Forlover, vedkommer slet ikke Offenligheden og berettigede i hvert Fald ikke Hr. Krøyer til offenligt at udskælde Bruden.
Artiklen om det skandaløse Optrin har for øvrigt vakt stor Opsigt herude; Indignationen overfor Præsten er almindelig i Arbejderkredse, og efter alle de Sammenstød, han har haft med Sognebeboerne, kan man forstaa det almindelige Ønske om snart at blive ham kvit. Manden er da ogsaa gammel nok til at fortrække - efter Forlydende er han fyldt de 75 Aar.
Ærbødigst
J. F. J. C. Pedersen.
(Social-Demokraten 5. oktober 1898).
Pastor Henrik Adolf Krøyer (14. marts 1823-1910) trak sig tilbage som 83årig i 1906. Udover den nævnte episode var der i Social-Demokraten en håndfuld notitser om begravelse af partifæller hvor Krøyer i bedste fald forholdt sig neutral, i mindre grad uinteresseret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar