P. Holm.
Holm er nu atter i Bedring. Det saa et Øieblik ud til, at en Blodansamling skulde gøre det af med ham, men Lægen mener, at Faren for hans Liv nu er overstaaet.
Den haarde Behandling, som Holm er Gjenstand for, vækker - med et mildt Udtryk - Forundring herinde.
For det første synes det underligt, at det er nødvendigt at holde P. Holm saa afsondret fra Verden, som Tilfældet er. Hans Hustru maa kun yderst sjældent faa Leilighed til at se ham. Samtalerne begrænses til nogle faa Minutter, og de overværes al Tid af Fængselsbetjente, der er beredte til at standse dem, hvis de skulde strejfe mistænkelige Æmner.
For det andet synes det mærkeligt, at det gaar saa langsomt med Proceduren. For nogle Dage siden meddelte "Nationaltidende" og efter denne en Provinskorrespondent, at nu var Aktor færdig med sit Indlæg og havde afleveret det til, Defensor, men det var ikke rigtigt. Aktor overveiede ligeledes hvorledes han skulde begrunde Straffekravet.
Der er ingen, uden de foragter Holms Optræden, men den Straf, han allerede har lidt, er saa eftertrykkelig, at der synes at være al Grund for de paagjældende Autoriteter til at fremskynde Afslutning paa Arrestophold og Retssag, og til at forhindre, at Holm i Arresten behandles barbarisk.
Man sammenligne hermed den Behandling, lo« adskillige Bedragere af uforfalsket Højresind og fin Extraktion har faaet! ...
* * *
En anden Meddeler skriver
Den særlige Vending, som P. Holms Sygdom har taget har naturligvis ikke været behagelig for Politi- og Fængselsmyndighederne. Fængselslægen, Dr. Geill, hævder vel, at det er gammel Skade, Holm lider af, og at hans Tilstand paa ingen Maade har forværret sig i Fængslet; men hans Bemærkninger vedrører nærmest den senere Tid, efter at Holm blev overflyttet ha Raadhuset til vestre Fængsel.
Det er meget sandt, at Holm tidligere har lidt af en Hiertefeil og uregelmæssigheder i Blodomløbet men det synes ogsaa ret indlysende, at naar denne Sygdom giver sig Udslag i Aareknuder paa Benene, saa kan det kun forværre Tilstanden, naar den Vedkommende maa staa opreist foran en Forhørsdommer i flere Timer ad Gangen.
Holm var vant til at bevæge sig meget i det fri og den megen Stillesidden i Fængselscellen har utvivlsomt haft en skjæbnesvanger Virkning paa hans Tilstand. Nu plejes han ganske vist med den først mulige Omhu paa Fængslets Hospitalsafdeling, - men det er maaske bagefter.
(Vendsyssel Tidende 26. september 1898).
I 1897 blev Peter Thygesen Holm valgt til Borgerrepræsentationen i København. Her involverede han sig i ejendomsspekutation til egen fordel og nedlagde sine politiske hverv pga. en sigtelse for at have misbrugt sin viden om kommunale grundkøb til personlig økonomisk vinding. Han døde, inden der faldt dom i sagen.
Hvorledes man behandler P. Holm.
Den hellige Inspektør Grundtvig.
Holm led af stærk Aarebetændelse, der begyndte ved Knæet og strakte sig helt ned paa den indvendige Side af Benet. Denne Betændelse var omtrent hævet, da der for 4 Dage siden indtraf en meget hæslig Lungebetændelse.
Fængselslægen, Dr. med. Geil, kom ved sin Undersøgelse af Patienten til det Resultat, at en Blodprop havde løsnet sig fra en af de betændte Vener (Blodaarer), og derfra var gledet op til Lungerne, hvor den havde afstedkommet en hæslig Lungebetændelse. I Torsdags Aftes havde Sygdommen været paa sit højeste, idet Temperaturen da havde naaet henimod 40 Grader, og man frygtede for, at Holm skulde dø i Løbet af Natten. Man begyndte derfor at blive betænkelig, og Fængselspræsten. Hr. O. L. A. Larsen, blev sendt op til Holms Hustru for at forberede hende paa en Katastrofe.
Avtoriteterne var dog ikke saa humane, at de tilbød hende en Sammenkomst med Manden, for at hun eventuelt kunde tage Afsked med ham. Men i Fredags var det den ene af de to Dage ugenlig, da Fru Holm har Tilladelse til at tale med sin Mand i 5 Minuter, og det mente Fængslets Inspektør, Grundvig, kunde være nok. Om hun traf sin Mand i Live synes efter dette ikke at have bekymret den hellige Fængselsinspektør i særlig Grad.
I Fredags Morges viste det sig heldigvis, at Feberen var i Aftagende og Lægen erklærede nu, at Holm var uden for Livsfare foreløbig.
Det blev dog en sørgelig Sammenkomst, da Lægen havde forbudt sin Patient at tale. Mand og Hustru maatte da indskrænke sig til at søge Trøst ved det blotte Gensyn. Fru Holm var ved denne Lejlighed for første Gang til Stede i Fængselshospitalet, hvor der kun tilstedes Besøg, naar der er Dødsfare. Naturligvis ønskede hun sin Mand hjem for at kunne pleje ham selv, men om Flytning kunde der ikke være Tale. Desuden oplystes det, at den unge Assessor Koch var paa Rejse med sin Fader til Rembrandtsudstillingen i Holland, og alene af den Grund kunde der ikke blive Tale om Løsladelse imod Kavtion. Alle vil vist være enig med Pastor Larsen, naar han ytrede til Fru Holm, at "saadan en Assessor bar sandelig et stort Ansvar". Vi tror blot, at Koch i dette Tilfælde har gjort sit Ansvar saa tungt, at det vil knibe for hans unge Kræfter at bære det.
Som meddelt har Fru Holm havt Tilladelse til at besøge sin Mand 2 Gange ugenlig, og hver Gang i 5 Minuter og under stræng Kontrol. Skønt Holm er sengeliggende, maatte han dog hver Gang op af Sengen. Det vaade Kompres blev taget af Benet og ombyttet med Vat, og nu maatte han slæbe sig den lange Vej fra Fængslet til Kontoret, hvor Mand og Hustru blev placeret i en lang Afstand fra hinanden, for at de ikke skulde "hviske". I dette Øjemed bliver der tillige posteret et Par Betjente i samme Værelse, og disse skal altsaa paahøre, hvad Ægtefællerne har at sige hinanden i deres korte Samvær.
Fru Holm har ofte beklaget sig over al denne ufornødne Strænghed, men hver Gang har Svaret fra den hellige Grundtvig været: "Hvor kan Deres Mand forlange at blive begunstiget? Han hører jo til det Parti, der forlanger, at alle skal behandles ens !"
Som om Socialdemokratiet nogen Sinde har forlangt, at alle i Samfundet skal behandles lige slet. Nej, vi forlanger af Grundtvig og enhver anden Embedsmand en udpræget Retfærdighedsfølelse og en Menneskekærlighed, der foragter at tilføje Fangerne større Lidelser end dem, som resulterer af frihedens Berøvelse. Naar Grundtvig derimod nedlader sig til at bebrejde en Hustru, at hendes fængslede Mand har tilhørt en politisk Opfattelse, der forlanger Lighed for Loven, ogsaa for de smaa og undertrykte i Samfundet, da misforstaar han sin Stilling i en sørgelig Grad og ydmyger de ulykkelige, der skal henvende sig til hans Naade.
(Demokraten 26. september 1898).
Fængselsinspektør Stener Frederik Grundtvig (1860-1942) var inspektionsassistent ved Christianshavns og Horsens straffeanstalter 1891-1895, inspektør ved Københavns fængsler 1895. Han boede i embedsboligen på Vestre Fængsel, hvor han formentligt fra 1898 også havde sin storesøster, Elisabeth Grundtvig boende efter at hans første kone var død. Hun passede hans børn og husholdning. Han var herredsfoged i Ning herred 1910 og dommer ved Frederiksberg birk 1919. Som leder af Københavns fængsler arbejdede Grundtvig energisk for at forbedre afsonings-forholdene. Han var 1899 medstifter af Dansk kriminalistforening. Grundtvig redigerede Nordisk Tidsskrift for Fængselsvæsen sammen med Aug. Goll 1898-1908 og var derefter i tre år eneredaktør. Han er urnebegravet på Vestre Kirkegård Afd J-4-1. I samme afdeling som P. Holm blev begravet. Begge grave er nedlagt.
P. Holm.
I Aftes Kl. 5 døde P Holm. Vi har andet Steds i Bladet meddelt det nærmere om hans sidste Øjeblikke.
Vort Hverv her er at skrive om hans Liv og Birken indenfor det danske Socialdemokrati og i den danske Politik. En sørgelig Afslutning fik hans Kamp, men vi siger næppe for meget, naar vi udtaler, at overfor Budskabet om P. Holms Død vil Anklagerne tie. Modstanderne vil erkende, at han, Socialdemokraten, led den strængeste Straf ved at miste sine Medborgeres Tillid og ved at maatte finde sig i en Behandling, som i Reglen de undgaar, der er født og lever i de Herskendes Kredse.
Vi, hans gamle Partifæller, har nu kun Grund til at dvæle ved hans Betydning for vort Parti. Døden forsoner. Selv alle de af vore, der dømte ham haardest, vil ikke glemme, hvad han i mere end et kvart hundrede Aar var for Arbejdernes Sag. At Holm med virkelig Overbevisning og trofast Stræben har kæmpet for Socialismen, føler vi os overbeviste om. At forstaa er at tilgive. Vi forstaar, at Livets Bane kan rumme Fristelser for selv de stærkeste Naturer, og vi føler os ikke kaldede til at dømme nu, da Døden har unddraget Holm de jordiske Retshaandhæveres straffende Arm.
Peter Thygesen Holm fødtes den 7. Oktober 1848. Han naaede saaledes ikke fuldt 50 Aar. Han var en Falstringer, Søn af Husmand og Væver Thyge Petersen og Dorthe Jensdatter. Det var et Landproletarhjem. han udgik fra. Nøden og Trykket kendte han alt fra Barn. Han lærte yderligere Kampen for Tilværelsen at kende, da han som Skræderlærling og Svend traadte ud i Livet for selv at tjene Brødet.
I 1867 blev han Svend, arbejdede der ganske kort Tid og kom i samme Aar til København, hvor han siden da uafbrudt har været bosat. Hans noget lyriske Temperament og gærende Energi trængte til et Felt, hvor de kunde udfolde sig og finde et dragende Maal. For ham som for saa mange andre af Datidens unge Svende, der arbejdede i København, var det gaaet op, at de hensmuldrede Lavsinstitutioner kun gødede om en ny Vækst, hvis Frugter ikke blev Arbejderklassens, men Kapitalisternes. Her forslog Selvhjælpen ikke, her var Arbejderdannelsesforeninger med Biblioteker ikke nok.
Med Jubel hilste den nye Slægt, ved hvis Fødsel den politiske Frihed havde holdt sit Indtog, den sociale Ligheds Morgenrøde. Den brød frem over Fabriksslaveriet og Grundlovsforandringen, over Krigsnederlag og politisk Vanære, den indvarsledes med Faldet af en Kejserkrone. en blodig Krig mellem to Kulturnationer og en Kamp af franske Arbejdere mod franske Storborgere. Herhjemme løstes Fortryllelsen. Pio udgav sine "Socialistiske Blade", "Internationale" stiftedes.
Holm blev en begejstret Tilhænger af den nye Politik, Teorien om retfærdige Samfundsforhold, bygget op ved Arbejdernes Broderskab. Han udmærkede sig tidligt ved en egen, glødende Veltalenhed. Det var Indignationens Stræng, som dirrede i hans Bryst. Harmen overfor al den Uret, der i Frihedens og Lovens Navn øvedes mod det stadigt voksende Proletariat. Der var vel til Tider noget monotont ved hans Foredrag, men naar han hævede sin stærke Røst og tolkede Arbejdernes Sag, var der lyttede Tavshed, som først løstes i stormende Bifald, naar den alvorlige, mørke Agitator trak sig bort fra Talerpladsen.
Saadan var Holm alt som ung, da han stod i "Internationale", saadan har vi senere set ham de hundreder af Gange og i denne hans Indignations Veltalenhed, den ene Stræng, hvorpaa han spillede med Virtuositet, laa hans store Magt over Sindene og store Magt i vort Parti.
Efter Pios Arrestation i 1872 og "Internationales" senere følgende Ophævelse, var Holm særlig aktiv indenfor sit Fags Forening og blev Bestyrer for Skrædernes Produktionsforening, indtil den i 1879 hørte op med sin Virksomhed. Samtidig hermed tog han ivrig Del i Arbejderpartiets Anliggender. P. Holm, C. Hørdum og C. C. Andersen, Repræsentanter for Skrædernes, Skomagernes og Snedkernes Organisationer, blev de egentlige Bærere af den Socialisme, som søgte at bryde med Personforgudelsen. Og da Pio rejste, blev det dem, som sammen med P. Knudsen og andre Tilhængere af det demokratiske Princip i Socialismen kom til at lægge Rammerne for en ny Arbejderbevægelse. Og fra 1876, da Arbejderpartiet holdt sin første Kongres paa "Gimle", var Holm allerede forrest i Rækken af de yngre Ledere, som snart skulde overtage det Arbejde, Pio forlod.
I 1879 nedsatte Holm sig som Skrædermester. Det var ham altid om at gøre at føle sig økonomisk uafhængig, og de Vanskeligheder, han som ung Mester havde at kæmpe med paa Grund af sine politiske Meninger, svandt senere, da han blev en fremskudt Mand i det offenlige Liv. Netop som socialdemokratisk, næringsdrivende Borger var det, at Holm ønskede sin Entre paa Valgtribunen. To Gange mødte han forgæves som Arbejderpartiets Kandidat i 5te Kreds. Det var i 1881. Men saa kom det store Gennembrudsaar 1884, Venstre og Socialdemokratiet gik sammen mod Højre, og Holm var en af dem, der størst Varme havde forsvaret og arbejdet for denne Sammenslutning af den politiske Friheds Venner.
Arbejdet blev kronet med Held. Den 25. Juni 1884 blev Indledningen til Socialdemokratiets mægtige Fremgang i det offenlige Liv. Nu var Arbejderklassen ved at emancipere sig fra Højre, nu slog den Hul i Kapitalismens Mur og trængte ind i Landets lovgivende Forsamling. Hørdum valgtes i 9de Kreds. Holm i 5tes Kæmpekreds. Hans Stemmetal i 1884 var 5385 mod 4493, der faldt paa den tidligere Repræsentant, Professor Goos. Udgiveren af Skandalebladet "Den ny Socialist", der skulde underminere Holms Valg i femte.
I 1887, da Oppositionen i København blev slaaet af det opskræmmede Højre, var Holm den eneste, som holdt sin Kreds overfor Modstanderen Ryssel, om end kun med 30 Stemmers Flertal. Femte Kreds var fra nu af uigenkaldelig tabt for Højre. I 1892 var Holms Majoritet 1300 Stemmer. Femte Kreds var Landets største og Landets populæreste. Alle Oppositionsmænds Øjne hvilede paa den, al god københavnsk Valgkamp med vældige Reklamer som "Ryssels Ligvogn" og stormende Møder som Frederik Hansens, knyttede sig først og fremmest til Holms Valgkreds.
Da endelig Kredsen blev delt efter Forliget i 1894, sondredes den saaledes, at de bedste Kvarterer fik nye Navne: 10de, 11te og 12te Kreds. Holm kunde vælge, hvilken Kreds han havde villet. Han beholdt 5te, den ny Kreds med det gode gamle Navn. Og han sejrede paany, endda med større Majoritet end nogen havde ventet. Heller ikke den ny 5te Kreds har man senere tvivlet om vilde blive Socialdemokratiet tro. Og den vil blive i Traditionen i Morgen, naar der atter staar et Valgslag.
Som Rigsdagsmand var Holm en altid slagfærdig Debattør og en urokkelig Forfægter af Socialdemokratiets Sag. Mer end en Gang er han kommet Reaktion og Moderation i Vejen og til Tider med Held faaet Planer til at strande, der var Vand paa Kapitalismens Mølle. Hans noget afvisende Væsen var her hans Styrke. Modstanderne gjorde ikke Forsøg paa at blødgøre ham.
Det vil selvfølgelig føre for vidt at komme ind paa Holms hele Virksomhed i det offenlige Liv. Men det bør siges, at han i sin lange Rigsdagsperiode har gjort et godt Stykke Arbejde for de danske Arbejdere og Landets Ubemidlede i det Hele taget.
Indenfor Socialdemokratiet havde han stor Indflydelse, og der er næppe en eneste større Begivenhed i Partiet, uden at Navnet Holm har været knyttet dertil.
I det daglige Liv var P. Holm en faamælt Mand. Den store Taler med den strømmende Ordrigdom sad som oftest tavs i de private Kredse, hvor han færdedes. Men i Partifællers glade Lag kunde han saa til Gengæld ofte blive en af de gladeste. Hans rige Følelsesliv slog ud i Skælmeri og i "det straalende Solskinshumør" som han sang om, naar han foredrog Overbyes "Proletar-Vise", Solskinshumøret, hvormed arbejderen ryster Livets Kummerligheder af sig og gaar "paa Gaden og paa Barrikaden", naar Forholdene krævede det. Holm havde dette Humør bag sit noget tilknappede Ydre, Humøret til at gaa paa atter og atter. Efter den hidsigste Kamp med en Modstander kunde han le bredt og hjærteligt, medens Højremanden blev sur og trak sig sammen. "Ja, vi skal knalde dem!", sagde Holm, og han knaldede dem i en uendelig Række af Sammenstød, der hver især gav Fremgang for vort Parti.
Ved hans Baare yder vi ham en Tak for alle de Aar, han med Varme og Trofasthed kæmpede for de Fattiges og Fortryktes Ret.
(Social-Demokraten 27. september 1898).
Holms Sygdom.
Koch morer sig i Udlandet.Sagen omtalt i Borgerrepræsentationen.
P. Holms Sygdom, en Aarebetændelse, som medfører Opsamling af styrknet Blod, skyldes utvivlsomt den Behandling, som Assessor Koch har tildelt ham under Forhørens ved at tvinge ham til i mange Timer at staa ret foran Skranken. Holm led i Forvejen af en ondartet Brokskade, som gjorde ham det vanskeligt at gaa og staa. Under disse Forhold blev Kochs Forlangende til en ligefrem Tortur.
Medens Forhørene stod paa, blev Koch Dag efter Dag ophidset af Højrebladene til ikke at vise Skaansel, og den uselvstændige unge Mand mødte derfor "opstivet" til Forhørene, bestemt paa at gøre "sin Pligt".
Han har fortsat dermed ogsaa efter Forhørenes Slutning. Holm laa for Døden, men ikke desto mindre nægtede Assessoren at udlevere ham til hans Hustrus Pleje. Alt, hvad han tillod, var, at Fru Holm saae den Syge i 5 Minuter hver anden Dag. Hver 48de Time maatte hun se ham et Øjeblik, men ikke tale til ham. I to Døgn skulde hun leve i Frygt og Spænding udenfor Fængslets Mure, før hun opnaaede de 5 Minuters Gunst, saa var der atter to Døgns Uvished og Lidelser.
Der er opvokset en forbitret Stemning over den Maade, hvorpaa Højre er faret frem mod en falden Modstander. I "Frederiksborg Amts Avis" skrives t. Eks. :
"Det forekommer os at være ganske uanstændigt, at man bærer sig saa hjærteløst ad mod Holm og hans Familie, som her meddeles om. Man tænke sig: Manden ligger dødssyg og saa anmoder man Hustruen "om at holde sig parat", og først næste Dag "faar hun Lov til" at se sin Mand. Hvorfor ikke straks føre hende til sin Mands Sygeleje? - Lægerne var jo enige om, at Døden kunde ventes hvert Øjeblik. Var det en af de gemeneste Forbrydere, der var Tale om, kunde man ikke gaa strængere til Værks."
Unægteligt, - det skandalebetyngede Højre nyder sin Triumf!
Fy for Pokker!"
Assessor Koch er rejst til Holland, hvor han nyder Livet og forbliver til 1. Oktober, medens hans Arrestanter sidder og bliver "møre" eller, som Holm, døer i deres Celler.
Det kalder man "Retspleje!
Den unge Koch har maaske ikke megen Forstaaelse af sin Optræden. Han er en Embeds Spire, en af dem om ved Protektion og Familiens Indflydelse skubbes ind i et Embede uden nogen som helst Livserfaring, og han ender som Konferensraad og Ridder, fordi han er Magthavernes Mand.
Men det Retssystem, som Koch repræsenterer, har atter vist, at det er en Skandale for vort Land, og Holms Død under de sørgelige Omstændigheder vil mægtig bidrage til at hidføre den Reform, som længe har været krævet, og hvis Gennemførelse forhaabenlig vil medføre, at de Tiltalte ikke ganske prisgives Assessorernes enevældige Vilkaarlighed.
*
Den Følelse, at Holm under sin Sygdom burde have været løsladt, medførte forskellige Overvejelser i vort Parti. En Henvendelse til Assessor Koch viste sig haabløs, da han som sagt er taget til Holland. Socialdemokratiets Repræsentanter i Kommunalbestyrelsen rejste saa i Aftes Spørgsmaalet i Borgerrepræsententationens Møde for lukkede Døre. Vor Partifælle P. Knudsen anmodede Borgmester Borup om at henvende sig paa rette Sted for at udvirke en Løsladelse, saa snart Holms Tilstand maatte muliggøre en Flytning. Wandall og Hagemann sluttede sig hertil.
Borup svarede, at han ikke kunde henvende sig til Assessor Koch. da denne først kom hjem til Oktober, men han skulde gaa til Justitiarius for Kriminalretten.
Dermed sluttede denne Episode. Men da Borgerrepræsentanterne kort efter forlod Raadhuset, erfarede de, at Holm var død. - Døden havde altsaa løsladt ham; den var denne Gang mere human end dansk Retspleje.
(Social-Demokraten 27. september 1898).
Dødslejet.
Holms sidste Øjeblikke.
Allerede i Gaar Morges var det klart for Lægerne, at det nu kun gjaldt nogle Timer, før P. Holm havde udstridt. Der blev sendt Bud hjem til hans Hustru, som fik Besked om hans Tilstand og Tilladelse til at blive hos ham.
Patienten laa stille hen, men Feberen var meget stærk, og de to Ægtefæller talte ikke sammen. Henne ved Døren stod Fængselsbetjenten for at paase, den dødssyge Mand ikke skulde flygte, og Vagtmesteren listede ud og ind Døren med et Øje paa hver Finger.
Retfærdigheden holdt altsaa fast paa ham til det sidste, og dog slap han fra dem. Klokken var lige slaaet fem, da han i Febervildelsen vendte sig om imod sin Hustru. Han troede aabenbart, at han var hjemme i deres egen Lejlighed, og idet han trak Vejret dybt, sagde han: "Gudskelov Thora! Nu kan jeg være hos Dig altid."
I samme Øjeblik fik han Øje paa Vagtmesterens høje Skikkelse, og kom til fuld Bevidsthed om sin ulykkelige Stilling. Idet han afværgende udstrakte Hænderne, raabte han: "Nej! Nej!"
Det var P. Holms sidste Ord. Der hørtes et lille Suk, og han var død. "Retfærdigheden" var sket Fyldest.
Fængselslægen var ikke hos Holm i Gaar siden Kl. 12. De sidste fem Timer laa Patienten altsaa hen uden Lægetilsyn. Maaske havde Lægen ikke kunnet lindre den Døendes Smærte. Vi ved saaledes, at han ikke turde give Holm Morfin af Hensyn til Patientens hele svækkede Tilstand. Alligevel burde Dr. Geil naturligvis være til Stede i Fængslet. Var det ikke hans Pligt at gøre det, saa havde han jo Ret til at sende Regning for Overarbejde. Holm havde nemlig Ret til Ekstraforplejning, naar han selv betalte den.
Saa hensynsfuld var Dr. Geil imidlertid ikke, og den hellige Grundtvig fandt ikke Anledning til at sende Bud efter ham, før det var for sent. Da Klokken var 5½ modtog Dr. Geil Bud fra Fængslet, om at komme straks, og inden han var naaet udenfor sin Stue, fik han endnu et Bud. Det var Dødsbudskabet.
Som meddelt døde P. Holm Klokken 5, uden Læge, men med Retfærdighedens Drabanter ved sin Seng.
Holms Lig ventes udleveres i Dag til hans Familje, saa snart Dødsattesten er udstedt.
*
Hr. Grundtvig og hans Vagtmester vil sikkert folde deres Hænder og mene, at Holms Død var den bedste Udgang af Sagen, som tænkes kunde, og Hr. Koch vil mene det samme. Den offenlige Mening vil have en anden Opfattelse. Den vil beklage, at P. Holm er død, inden Sagen var fuldt oplyst, men den vil ogsaa med Mistænksomhed modtage alt nyt, som efter denne Dag vil fremkomme i Sagen Holm Larsen, og den vil ikke taale, at man benytter sig af Holms Død til at dysse den hele Sag ned.
P. Holm er død. Alle vi, der i saa mange Aar har været hans Venner, har Ret til at fordre, at den undersøgende Retfærdighed skal retfærdiggøre sig.
(Social-Demokraten 27. september 1898).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar