17 oktober 2024

P. Holms Arrestation. (Efterskrift til Politivennen)

De kriminelle Forhør.

Kan Holm og Larsen straffes? De fleste mener Nej. Andre, som tror paa Muligheden af Straf, støtter sig paa § 251 og § 257, der lyder saaledes:

§ 251. Den, som svigagtig modtager, hvad en anden paa Grund af urigtig Kendskab til Omstændighederne tror sig pligtig til at betale eller afgive til ham, eller som ved falske Foregivender forleder nogen til at købe eller paa anden lignende Maade at modtage en Genstand for noget væsenligt andet og værdifuldere end den er - - straffes med Fængsel paa Vand og Brød ikke under 5 Dage eller med Forbedringshusarbejde indtil 2 Aar, og kan Straffen under særdeles skærpende Omstændigheder, ligesom naar Forbrydelsen gentages, stige indtil 6 Aars Strafarbejde.

§ 257. Svigagtige Handlinger, der vel er beslægtede med de i § 251 omhandlede, men dog ikke ganske kunne sættes ved Siden af disse, straffes med Bøder eller Fængsel.

Hvorvidt Dommeren anser Sagen for kriminel, vil finde sin Afgørelse i Dag, da Larsen enten skal løslades eller erklæres for Arrestant. Flere Tegn tyder paa, at han vil blive arresteret.

Til Forhørene i Gaar Formiddags var tilsagt Bagerkonsortiets juridiske Konsulent, Sagfører Hedegaard. Desuden var Larsen hentet op fra Arresten.

Forhøret drejede sig udelukkende om, hvorvidt Larsen ved Købet af "Grysgaard" og "Fornæsgaard" var at betragte som Kommunens Tillidsmand.

Larsen fastholdt, at han ved Slutsedlen med Bagerkonsortiet var bleven Ejer af de to Gaarde og derfor direkte Sælger til Kommunen.

Efter Forhørets Slutning havde Assessor Kock en længere Konference med Borgmester Borup paa dennes Kontor. Ogsaa J. Jensen havde en Konference med Assessoren.

I Aftes fortsattes Forhørene. Til sagt var Overretssagfører Guthmann, som fik "Hulgaard", "Østergaard" og "Vestergaard" solgt for 450,000 Kr. og deraf selv skulde have de 50,000 Kr. Han fastholdt overfor Assessoren, at han ansaa Handelen for lovlig gjort og gav forøvrigt den samme Forklaring til Protokollen, som findes i vort Tirsdagsnummer.

Holm eftersøges

I Tirsdags Aftes forlod Holm Silkeborg med Toget sydpaa. Han havde boet derovre Mandag og Tirsdag uden at hverken det københavnske Politi eller det lokale tilsyneladende havde skænket hans Ophold en Tanke.

Men da Assessor Koch i Gaar i "Folkets Avis" læste, at Holm var rejst fra Silkeborg, fik han pludselig travlt. Han lod forhøre hos os, om vi havde sendt Holm noget Telegram, hvilket vi naturligvis ikke havde. Derefter gav Hr. Koch sig til selv at telegrafere forskellige Steder hen, og det samme gjorde alle Bladredaktioner, saa Holms Navn hele Eftermiddagen for gennem alle Landets Telegraftraade.

Samtidig svirrede allehaande Rygter og alle Slags Forespørgsler gennem Luften. Vor Redaktion var belejret som paa en Valgdag.

Indtil sent i Aftes havde vi kun erfaret, at Holm ikke var til at finde. Fra Esbjærg forelaa Efterretning om, at han hverken opholdt sig i denne By eller var gaaet derfra ombord paa noget Skib. Han var heller ikke gaaet over Vamdrup. Et Rygte om, at han skulde være kommen til København, havde intet paa sig.

Men vi opgiver ikke Haabet om, at Hr. Holm møder saavel hos Hr. Koch, som hos Udvalget, saa snart han erfarer, at man ønsker at tale med ham. For sin egen Skyld saa vel som for sit Partis Skyld vil han gøre det, hvor tung denne Gang end bliver ham.

(Social-Demokraten 21. juli 1898).


Fagforeningsmand og politiker Peter Thygesen Holm (1848-1898) var udlært skrædder. I 1873 var han medstifter af Skræddernes Fagforening som han var formand for 1874-75 og 1876-81. Efter Pios og Geleffs afrejse var han med til at reorganisere den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Fra 1878 i partiets hovedbestyrelse. I 1884 indvalgtes han og Chr. Hørdum (1846-1911) som Folketingets første socialdemokrater. 


Skandalen i Kjøbenhavn.

Holms Anholdelse og Udlevering. - Et mystisk Punkt. - Politiske Følger - Forhørene.

Vor Korrespondent skriver til os den 22. Juli: Den Opdagelsesbetjent, som arresterede P. Holm i Hamborg, Andersen, er i Formiddags ankommen her til Byen og har givet en kort Skildring af, hvorledes Arrestationen gik for sig.

Han fortæller, at han selv blev meget forundret ved at erfare, at Holm endnu var Hamborg, da han langt om længe naaede dertil. Han var saa heldig at faa fat i den Drager, der skulde bringe Holms Tøj til hans Logis, og da Adressen stod paa Garantisedlen, havde han forholdsvis let ved at finde Holms Bopæl.

Andersen ventede saa i flere Timer ude paa Gaden, inden Holm viste sig. Han var nemlig bange for, at det fortvivlede Menneske skulde gjøre en Ulykke paa sig selv, hvis han forsøgte at tage ham paa hans Værelse.

Holm blev da ogsaa som ude af sig selv af Skræk, da Betjenten hilste paa ham med et: "Goddag, Hr. Holm!" Skjønt han ikke kjendte Andersen, var han dog hurtig paa det rene med Sagens Sammenhæng, og da han havde fattet sig nogenlunde, fulgte han uden Modstand med Opdageren til Politistationen.

Nu drages det imidlertid i Tvivl, hvorvidt Tyskerne atter vil udlevere Holm, og dette Spørgsmaals Besvarelse kommer vel til at afhænge af, hvorledes man her vil motivere hans Arrestation.

Man kan ikke godt motivere den ved, at han har vægret sig ved at møde til Forhør, thi Tilsigelsen fremkom først efter, at han havde paabegyndt sin Rejse.

Man maa altsaa motivere den med, at han har gjort sig skyldig i en kriminel Forbrydelse eller været Medvider deri, og her er man saa ved det mest mystiske Punkt i den hele Affære.

Hvilken er nemlig Holms Forbrydelse?

Borgmester Borup har ikke en, men flere Gange udtalt, at han ikke havde tænkt paa at kjøbe de Gaarde, Larsen tilbød ham, før J. Jensen henledte hans Opmærksomhed paa dem. Borgmesteren har altsaa ingen Planer haft i den Retning, og følgelig kan Holm ikke have røbet hans Planer for Larsen.

Spørgsmaalet er saa, om der da med Hensyn til de Guthmannske Ejendomme har foreligget Planer, som Holm har røbet, og det maa vel sagtens antages at have været Tilfældet, skjønt det saa paa den anden Side er mærkeligt, at Borgmesteren ikke kjøbte Ejendommene den Gang, han kunde faa dem til billigere Pris.

Som sagt, det egentlige kriminelle i Holms Forseelse har man hidtil haft noget vanskeligt ved at faa fat i, og Aarsagen hertil er maaske den, at Borgmesteren endnu ikke er bleven opkaldt som Vidne; Forhørsdommeren har indskrænket sig til at "konferere" med ham paa hans Kontor, og paa den Maade faar man jo ikke store Sager at vide.

At der iøvrigt bliver slaaet politisk Kapital af Sagen, er jo ikke mere, end hvad man kunde vente. Højres Arbejder- og Vælgerforening har gjort Begyndelsen ved skyndsomst at udsende trykte Opfordringer til Vælgerne om at melde sig ind i den stærkt hensygnende Forening, saa at denne kan staa kraftigt rustet til allerede ved de kommende Valgmandsvalg at drage Fordel af "Socialdemokratiets uheldige Optræden, ikke mindst i den seneste Tid".

Det er rimeligt nok, at Skandalen vil virke som en Opstrammer for Højre, men det er ikke meget sandsynligt, at den vil fremkalde noget større Frafald i Socialdemokratiet.

Dermed være dog ikke sagt, at Skandalen ikke godt kan faa en temmelig vidtrækkende politisk Virkning. Der ymtes nemlig stærkt om, at de Liberale, som længe har været betænkelige eller misfornøjede med Alliancen, her har faaet et velkomment Paaskud til at slippe ud af den. Hvormange de er, er naturligvis ikke godt at vide, da man jo ikke kan ransage Folks Hjærter og Nyrer, men den Holdning, som de store liberale Hovedstadsblade har indtaget under hele denne Affære, tyder paa, at de ikke er saa faa. Forholdet mellem de to Partier er faktisk for Tiden mere spændt, end det har været i lange Tider.

Det kommunale Undersøgelsesudvalg har i Eftermiddag afæsket Kontorchef Stockfleth i Magistraten en Forklaring angaaende den ovenfor omtalte Grund ved Østbanegaarden. Man har nemlig sigtet ogsaa Hr. Stockfleth for at have været aabenmundet, idet han paa et meget tidligt Stadium skulde have givet Murmester Schjoldan et Vink om, at den nævnte Grund var at faa til Kjøbs for 50 Kr. pr. Kvadratalen. Forseelsen synes dog ikke stor, naar man hører, at det hemmelige Konsortium har faaet Tilsagn om at faa dem for 45 Kr. pr. Kvadratalen. For øvrigt er Hr. Stockfleth Chef for Kommunens Økonomikontor og maa som saadan antages at kunne give Undersøgelsesudvalget adskillige værdifulde Oplysninger.

I 3. Kriminalkammer har Larsens Kassererske i Møbelforretningen i Formiddag været i Forhør; hun har dog næppe kunnet give Forklaringer, der har synderlig offentlig Interesse.

(Aarhus Amtstidende 23. juli 1898).


Holm forblev i arrest i Hamborg indtil 9. august for at udleveringspapirerne kunne komme i orden. Han blev så under politieskorte ført til Kiel og ankom den 11. august 1898 til København. I mellemtiden havde han sendt en redegørelse til Borgerrepræsentation og assessor Koch om hans udlægning af sagen. Holms kone blev interviewet i flere aviser hvor hun udtalte at selv om det kunne se ud som en flugt, så var det hele ikke særlig planlagt og at det først gik op for dem da de kom til Hamborg at det kunne se ud som en flugt. Den 28. august 1898 var Koch færdig med forhørerne og afleverede sagen til politidirektøren.

Efter samtale med Sigvald Olsen nedlagde Holm sine mandater som folketingsmand, borgerrepræsentant (efterfulgtes af P. Knudsen) og medlem af Social-Demokratens kontrolkomite.

Aviserne ville også vide at Holms forbrydelse skulle have bestået i at han til borgmester Borup havde oplyst at de tre gårde som Larsen solgte til kommunen, var den bedste pris, selvom Holm vidste at Larsen havde givet 50.000 kr. mindre for dem.

Holm blev indlagt på hospitalsafdelingen på Vestre Fængsel pga. årebetændelse. Imens fortsatte byggespekulationen som ingensinde før i København.

Se fortsættelsen i indslagene om P. Holms sidste dage og død, samt begravelsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar