Hverken Fader eller Moder.Drengene forsørger en lille Søster.(Social-Dem.)
I vor Artikel forleden om Uddelingen af Tøj til Feriebørn, nævnede vi i Forbigaaende nogle Børn i Borgergade. Faderen vor død. Moderen gaaet sin Vej, Børnene overladte til sig selv.
Hvilket rørende Billede af Fattigdoms Liv er ikke disse tre Søskendes Tilværelse!
De har holdt sammen efterat have mistet baade Fader og Moder. Man vilde ellers kun kunne have tænkt sig, at St. Johannesstiftelsen tog dem til sig, eller at fremmede Mennesker sørgede for dem. Men nej! Her er Tale om en 12-Aars Dreng, Carl, og en 9-Aars Dreng, Otto, som begge har faaet Pladser og ved deres forenede Indtægter, 4 Kr. om Ugen, forsørger sig selv og deres lille Søster Ida, der kun er 8 Aar gammel.
De boer sammen som en Familie, disse 3 Børn, betaler 6 Kr. om Maaneden i Husleje for Kvistværelset i Borgergade 29 og har kun Resten af den lille Fortjeneste at leve af. Et Par Kroner om Ugen til Føde for 3 Børn!
Tænk Dig, Du lykkelige Moder, at dine egne Børn, som glæder sig ved god Mad og et hyggeligt Hjem, dine Børn, der klynger sig til Dig, og hvis Leg Du fryder Dig ved - tænk Dig, at disse Børn pludselig blev stødt ud i den store, fremmede Verden, dømte til at undvære din Moderfavn!
Vilde det undre Dig, om de stod grædende og vildfarne paa den aabne Gade, indtil den offentlige Barmhjærtigheds ikke altfor varme Haand tog dem ved Armen!
Men se nu her. De to Brødre beslutter at ville blive hos hinanden og sørge for den lille Søster. Det er et rørende Træk af Søskendekjærlighed. De faar begge Arbejde, hvorved de kan tjene til Husly og - det tørre Brød. De faar en Lejlighed, de indretter sig alle 3 som Familie, Brødrene gaar paa Arbejde, Søsteren, den lille 8aarige, passer Huset.
Dette er Heroisme, et Vidnesbyrd om, at der hos disse Børn bor en Energi, som en Gang vil sætte sig store Maal.
Om de da ikke forinden er opslidte, tilintetgjorte af det fattigste Liv, Menneskeskabningen maa føre i denne store By.
Vi fik det første Nys om disse Børns Tilværelse gjennem en Marskandiserkone, som bor i somme Hus. Konen havde taget sig af de smaa Stakler. Hun forsøgte nu at faa lidt Tøj til den lille Pige, hvem hun havde taget med op paa Kontoret. Lille Ida saa frem for sig med de store alvorlige, blaa Øjne. Hun var fattigere klædt end et Barn har Lov at være, manglede næsten ganske Undertøj og havde daarligt Ydertøj. Selv Skolekammeraterne i Friskolen fandt hende fæl, og saa gik hun alene i Skolegaarden, ligegyldig for Leg, ordknap og uden et Smil.
Hun sultede ogsaa. Brødrene, som gaar i Skole den halve Dag og paa Arbejde den anden halve, skal dele Brødet med hende. De 2 Kr. om Ugen forslaar kun saa lidt til at skaffe god Mad til tre Munde. En Dag, da Ida fortalte, at hun var sulten og kun havde tørt Brød, gav den ældre Broder hende en Tiøre. "For den kan Du kjøbe Radiser, og dem kan man godt spise til tørt Rugbrød".
Lille Ida kjøbte Radiser og spiste. Mon hun blev mæt?
De to Drenge er sande Virtuoser i at drive Økonomi. Ellers var de vel ogsaa sultede hurtigt ihjel sammen med deres lille Søster. De regner Skillingerne ud, kjøber de billigste Fødemidler, som kan faas i Kvarteret og sulter, naar Pengene ikke længer kan strække til. De er mindre forknytte end Søsteren, men heller ikke de tænker paa Leg. Kampen for Tilværelsen har gjort dem gamle for Tiden.
Forleden aflagde vi et Besøg i Børnenes Hjem. Op ad de snævre Trapper i det gamle Hus, op til Kvistlejligheden under Taget. Ved Værelsets ene Væg stod en gammel Træseng, bred nok til, at de tre Søskende kunde sove i den. Paa modsat Side stod et hvidt Fyrretræsbord og ved Vinduet en Køkkenbænk. Det var hele Indboet - Arven efter den bortrømte Moder.
Væggene var oliemalede og Gulvet nylig skuret.
"Hvem vasker Gulvet her?" spurgte vi.
"Jeg har vasket det", svarede den lille, alvorlige Pige.
Vi spurgte hende ud om hendes Fader og Moder. Hun fortalte, at Faderen var død for længe siden, og hun erindrer ham vel knap rigtig. Og hun forstaar endnu ikke, hvorfor hendes Moder er gaaet bort. De boede for i Klærkegade, men Moderen lejede saa Værelset i Borgergade, anbragte Børnene der, men flyttede ikke selv med. Hun lever sammen med en Mand, og hendes Hengivenhed for ham har dræbt hin Moderfølelse, der ellers fremstilles som den stærkeste og mest opoffrende Egenskab hos Kvinden.
Marskandiserkonen i Ejendommen hjælper Børnene lidt til Rette, stikker vel ogsaa en Smule til dem i Ny og Næ. Men disse Børn burde jo hjælpes ganske anderledes. Den store Virksomhed, der specielt udfoldes for at hjælpe fattige Børn, maatte vel kunne finde de tre Søskende, skaffe dem et nyt Hjem og lade dem blive sammen. Modigt har de kæmpet for at slaa sig igjennem.
Om man kunde have hørt disse Børns Samtale efter at Moderen forlod dem, vilde man deri finde Stoffet til alt det, der gjør Mennesket ædelt og stort. Disse Brødre har talt om deres lille Søster, de har vidst, at de kunde miste hende, de har udtalt deres Frygt for, at Fattigvæsenet skulde ordne Sagerne, og derfor tog de en Beslutning. De vilde arbejde, bo sammen, lide Nød sammen.
Men om der er Godhed i Verden, er dette den sidste Dag, de skal være henvist til at stole paa deres egne smaa Kræfter. Inden ret længe vilde dog de kække Drenge blive tvungne til at opgive Kampen. Men intet Samfund forlanger, at forældreløse Børn skal være deres egne Forsørgere. Det tager selv Forsørgelsen paa sig og gjennemfører den humant.
(Aarhus Amtstidende 9. juli 1898).
De 3 Børn.
Børnene er anbragte.Moderen besøger os.
I de sidste Dage er der indløbet flere nye Tilbud fra velsindede Mennesker, som ønsker de fattige Børn i Borgergade anbragt hos sig. Der har ligefrem været Rift om dem. Pigen Ida er kommen i Huset hos en Snedker i Prins Jørgensgade, og i Gaar erfarede vi, at den yngste Dreng, Otto, var kommen til en Arbejder i Øhlenschlagersgade. Ogsaa den ældste, Carl, som er Bydreng hos en Snedkermester i Adelgade, bliver der nu sørget for, idet Mesteren vil overtage hans Forplejning og sætte ham i Lære hos sig, naar Drengen er konfirmeret. Maaske vil Ordningen af Børnenes Forhold dog kun kunne ske med Moderens Samtykke.
Denne Moder synes iøvrigt at være bleven ret levende i de sidste Dage.
I Onsdags havde hun indfundet sig i Børnenes Hjem og opholdt sig mod Sædvane her en stor Del af Dagen. Der kom adskillige Mennesker, som vilde se Børnene og yde dem Hjælp. Moderen tog Pengene og beholdt dem. Havde Marskandiserkonen i Stuen ikke faaet Haand i Hanke med, var den mærkelige Moder antagelig bleven Indehaver af alt det, der var tiltænkt Børnene. Dette er utvivlsomt en ganske ulovlig Optræden fra Moderens Side, men nu er hun jo, efter Børnenes Anbringelse, forhindret i at fortsætte den Trafik. Hvad der er givet til Børnene blev ikke givet med den Mening, at hun skulde forvalte Beløbet. Hvem kan vel have Tillid til en Kvinde, som forlader sine Børn og lader dem sejle deres egen Sø.
Moderen har endogsaa følt sig beføjet til i Forgaars at aflægge os en Visit paa Redaktionskontoret. Hun var selvfølgelig ikke rigtig fornøjet med vore Bemærkninger om hende, men derved er nu intet at gøre. De er fremstillede paa Grundlag af Oplysninger fra det Hus, hvor ikke hun, men hendes 3 Børn boer. Og Husbeboerne vil kunne vidne om, hvor slet hun har varetaget sine Moderpligter. Samtidig vilde hun have at vide, om Marskandiserkonen havde Ret til at forvalte de i Hjemmet indkomne Penge. Ja, naturligvis! Moderen kan i al Fald ikke forvalte dem.
For de Penge, Marskandiserkonen har modtaget, er der købt Tøj til de to Drenge, som i høj Grad trængte til Ekvipering fra inderst til yderst. Vi havde iøvrigt i Forgaars Lejlighed til at tale med dem begge to. Den yngste, Otto, var indtil da beskæftiget hos en Ølhandler i Prinsensgade. Broderen er, som for nævnt, hos en Snedkermester i Adelgade.
Det er to nette Drenge, hvis ærlige, aabne Ansigter gør et godt Indtryk, og som roses for deres flinke Opførsel.
I det Hus, hvor Børnene boer, oplyste man os om, at de siden Marts Maaned har kæmpet deres sjældne Kamp for Tilværelsen. Husbeboerne fandt sig imidlertid til Slut foranlediget til at faa Sagen fremdraget og meddelte "Social-Demokraten" de nødvendige Oplysninger om de 3 Søskendes Liv.
Pigen, Ida, er allerede kommen i Huset hos sin vordende Adoptivfader, Snedker Rasmussen i Prins Jørgensgade. Vi talte forleden med ham, og han lovede en Dag i næste Uge at præsentere os Barnet, der er bleven klædt godt paa og føler sig glad ved sit nye Hjem. Hr. Rasmussen gjorde Indtryk af at være en solid og behagelig Mand. og da han og hans Hustru ingen Børn har, er de selv glade ved at kunne tage den lille Ida til sig.
Vi har modtaget følgende Bidrag til Børnene:
[Her følger en liste med navne og beløb]
I alt i rede Penge med det tidligere indkomne 59 Kr. 50 Øre.
Et smukt Bevis paa Medfølelse for Børnene fik vi i et til os sendt Brev af nedenstaaende Indhold:
Hr. Redaktør!
Hvis De skulde faa noget Tøj sendt til de stakkels tre Børn fra Borgergade, nyt eller gammelt, der skal laves om, syer jeg det gerne gratis baade til Drengene og til den lille Pige. Direkte kan vi ikke give noget, da vi har 6 Børn og min Mand er Arbejder. Men ved at sy noget Tøj til Børnene, giver vi dog en Skærv med. (Navnet).
Som det fremgaar af vor Artikel i Dag er alle 3 Børn nu saa vidt forsørgede, at deres ulykkelige Tilværelse i Borgergade 29 er endt. De har ganske vist maattet forlade hverandre, men derfor er de ikke afskaaret fra at komme sammen ved givne Lejligheder. Og hvad der er det vigtigste: de har fundet gode, venlige Hjem.
(Social-Demokraten 10. juli 1898).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar