En Samfundsfare?Hver 56de Dreng en Forbryder?Et Opraab.
En Kreds af Mænd her i Byen er i disse Dage traadt sammen for at danne en saakaldet "kristelig Forening for offenlig tiltalte o g straffede Børns Redning", hvis Formaal skal være at frelse de mange Børn, der paa Grund af ulykkelige Forhold i Hjemmet og forsømt Opdragelse kommer ind paa Forbryderbanen.
Antallet af disse forbryderiske Børn er desværre i stadig Stigning Aar for Aar, ikke blot i Udlandet, men ogsaa herhjemme, og man føler overalt, at man her staar overfor en Samfundsulykke saa stor og faretruende, at man ikke længer kan se roligt til. men maa gribe alvorligt ind.
Det hedder i Opraabet:
Uagtet det maa antages, at kun en lille Del af Børneforbrydelser anmeldes for Øvrigheden, har der alene i København i 1896 været tiltalt for Retten 418 Børn og i 1897 524 Børn under 15 Aar, og hertil kommer et lignende stort Tal for det øvrige Land. Det er bleven godtgjort af den Kommission, som i 1893 blev nedsat af Kultusministeriet i Samraad med Justitsministeriet, at Antallet af Forbrydelser af Børn fra 10-15 Aar naar i Forhold til Befolkningen i Højde med de Voksnes, ja overgaar det, at i København 1880 hver 56de Dreng var en Forbryder, og at Antallet af domfældte Børn er i en stadig Stigen, at Antallet vokser i betydelig stærkere Grad end Folkemængden og end Antallet af domfældte af alle Aldersklasser. Disse sørgelige Forhold gælder ikke alene for København, men i lige saa høj Grad Byerne, ja endog Landdistrikterne. I 1890 var for hele Landet Antallet af Børneforbrydelser 578, deraf blev 269 Børn dømte, og Resten 309 løsladt med en Advarsel. Af disse faldt de 86 paa København, 104 paa Byerne og 79 paa Landdistrikterne.
Saadanne Børn mangler aldeles Modstandskraft og falder atter og atter tilbage, saaledes at f. Eks. en Dreng endog har været fængslet 4 Gange i godt 11 Maaned; de vokser op i et Forbryderliv. hvilket medfører, at over Halvdelen af vore Forbrydere er begyndte med Forbrydelser som Børn.
Samtidig med dette Opraab har Foreningen udsendt et lille illustreret Skrift, som indeholder en Række Eksempler paa, hvordan Børn bliver Forbrydere. Det er Pastor S. H. Nissen ved Vestre Fængsel, der fortæller. Han begynder med at skildre det Syn, der frembyder sig, naar man en Eftermiddag ved 6-Tiden staar ved Enghavevej og ser Vrimlen af Børn strømme ud fra de mange derværende Skoler for at søge hjem til de store Kaserner, der taarner sig op rundt omkring. Man kan ikke lade være, siger han, at tænke paa denne Børneskares Fremtid. Mange af dem er glade og fornøjede, men - mange bærer allerede Præg af af at have oplevet meget. Dér gaar en 13 Aars Pige rask hjemad, hun har travlt, kan man se, hun er nemlig, trods sine unge Aar, allerede en Slags Husmoder. Hun skal hjem og styre Huset, Moderen er død, nu skal hun have Maden lavet færdig, til Faderen kommer hjem fra Arbejde, og hjælpe sine yngre Søskende.
Dér gaar en, han skynder sig ikke hjem, tværtimod man mærker, han vil helst blive paa Gaden saa længe som muligt, thi der er ikke hyggeligt hjemme hos ham, der sidder en halvfuld Fader og skælder ud, Penge bringer han saa lidt af hjem, og Moderen kommer først senere hjem, træt af at have slidt hele Dagen ved Vaskebaljen. Der gaar en lille Fyr, man kan se paa dam, at han er dygtig træt, han har en Formiddagsplads hos en Købmand, og hele Dagen har han maattet bringe Pakker i Byen snart til Øster- snart til Vesterbro. Ja mange af disse Børn har oplevet og set meget, set megen Nød og mange Fristelser, og mangen en Kamp er allerede kæmpet i det lille Barnehjærte.
Som man gaar videre opfyldt af alle disse Tanker, kommer der et nyt Syn, som endnu stærkere griber en. Det er Synet af Vestre Fængsel, som nu ligger lige foran og med sit store Bygningskompleks behersker alle sine Omgivelser. Hvor taler ikke den Bygning til os om Sorg og Synd, om Fristelser og Fald. Det er mange ulykkelige Mennesker, der huses i denne store Bygning. Efter Politidirektørens Beretning for 1896 var det samlede Antal af Arrestanter i København 10,787 og Aarets Gennemsnitstal af Arrestanter var 376 daglig.
Igen dukker Billedet af den støre Børneskare frem for ens Blik. Mange af disse ulykkelige Mennesker i Fængslerne, ja langt over Halvdelen, er allerede som Børn ført ind i Forbryderlivet og er gledne længere og længere ned ad Skraaplanet. De voksede op i et daarligt Hjem og blev hurtigt førte ind paa Betleri og senere Tyveri. Mange af dem var tidlig komne ind paa Fabrikerne - dette Liv, som har været til saa stor Ulykke for Masser af Børn - og hurtig drog Fabriklivet dem nedad. Man kommer til at tænke paa de mange Familiefædre, som sidder derinde, de gaar nu ud derfra og giver deres daarlige Eksempel for deres opvoksende Bør. Men det er ikke nok med disse mørke Tanker, thi inden for Fængslets Mure gemmes en stor Skare Børn.
Pastor Nissen lukker Døren op ind til nogle af disse sørgelige Fængselsceller, hvori der sidder Børn. Han fortæller bl. a.:
En 12 Aars Dreng, der sad fængslet, fortalte, at hans Hjem var saa usselt, at han ikke kunde være der. Faderen drak og fortjente intet, og der var stadig Ustyr og Slagsmaal i Huset. Nu havde han opdaget et Hundehus, og her søgte han Ly om Natten, endskønt det var Midvinter. Da Fængselspræsten spurgte ham, hvorledes han kunde holde det ud om Natten for Kulde, forklarede han, at han og Hunden var gode Venner, og Dyret varmede ham saa dejligt, naar han sov Side om Side med det. Herfra gik han saa ud og stjal, og hans Sovefælle fik sin Part af Kosterne. Han var dog ikke ene om sit Tyvehaandværk, men var i Samlag med flere Ransmænd, som havde laget Bolig paa et Loft, hvorfra de gik ud og stjal til "fælles Bedste".
*
En 12 Aars Pige havde gentagne Gange øvet Tyveri; man nænnede ikke at holde hende i Fængsel, og hun fik derfor Lov at gaa ud og afvente sin Dom; men aldrig saa snart var hun Frihed, før hun faldt igen. En Gang sad hun fængslet lige op til Julen; Dommeren nænnede ikke at holde hende indespærret i Juledagene; han udsatte da hendes Afstraffelse til efter Helligdagene og gav hende fri saa længe. Men Juleaften, den Aften, da Børnenes Fest drager ind, da stjal Pigen igen. Efter Højtiden maatte hun saa afsone to Forbrydelser.
*
En 14 Aars Dreng var allerede meget vidt paa Forbryderbanen ... Hjemmet frembød et Syn af Fattigdom og Urenlighed, hvortil man sjældent havde set Mage, og det var derfor ikke saa underligt, at Børnene gled ud paa Forbryderbanen. Alligevel var der noget rart at læse Drengens Ansigt. Baade Dommeren og Overlæreren havde det Haab, at han kunde bjærges, dersom han havde kunne komme ind under andre og bedre Omgivelser. Drengen siger, at han stjæler, fordi h nit man savne den nødvendige Føde hjemme, og dette er vist ogsaa rigtigt.
*
En Dreng paa 13 Aar sad i Fængsel for Tiggeri. Det var en lang, mager Skikkelse, og man har sjældent eller aldrig set en saa laset og pjaltet Fyr; han frembød et saare pinligt og uhyggeligt Skue. Og der stod en næsten utaalelig Stank ud fra hans Klæder, som han sov i ude, hvor han bedst kunde finde et Leje. Han var nu en fuldkommen Løsgænger og Tigger. Denne Gang havde han været inde at tigge hos en Bager, og her havde Politiet taget ham.
*
En Purk paa 10 Aar var sat i Fængsel. Han var saa lille, at da Fængselspræsten kom ind i Cellen, kunde han ikke saa Øje paa ham og mente, at der slet ingen var derinde. Endelig opdagede han den lille Fyr, der laa og ragede paa Gulvet bag ved Bordet. Han var fængslet for Tyveri, idet han havde stjaalet Uhre, som han havde faaet solgt, og med større Kammerater havde han soldet Pengene op paa Varieteer og lignende Steder.
*
Som man ser, er det stadig de samme Aarsager, der gaar igen, til Børnenes Forbrydelser: Fattigdom, daarlige Hjem, forsømt Opdragelse. Hvad vil den "kristelige Forenig" nu foretage for at raade Bod paa disse Ulykker, som hos alle maa vække den dybeste Medfølelse? Derom siger Opraabet, at Foreningens Formaal skal være gennem et organiseret Menighedsarbejde i By og paa Land at søge at frelse enhver saadan ulykkelig Dreng eller Pige i Danmark, dels ved at hjælpe de sunkne, faldne Børn, dels ved at øve en forebyggende Gerning overfor dem der er ved at falde, idet vi vil tilstræbe at redde saadanne, der uden at være offenlig tiltalte har begyndt at vise forbryderske Tendenser. Vi vil derfor søge at anbringe disse Børn hos forstandige, kristne Mennesker paa Landet, ligesom vi ogsaa vil søge at formaa alvorlige kristne Skibskaptejner til at tage sig af saadanne Børn.
Det kan være meget godt, men indseer de kristelige Herrer ikke, at saalænge Hovedaarsagen til Forbrydelserne, nemlig Fattigdommen, vedbliver at eksistere, saalænge vil der ogsaa vedblive at mylre forbryderiske Børn ud fra de usle og elendige Hjem? Opraabets Underskrivere hører for en stor Del til Højres ivrigste Støtter, d. v. s, de er med til at opretholde den kapitalistiske Samfundsorden, som fordømmer Mænd og Kvinder til Slaveri i Fabrikerne og lader Børnene vokse op for Lud og koldt Vand paa Gader og Stræder. Hvis der var Alvor og Dybde i disse Herrers Kristendom, saa nøjedes de ikke med at gøre godt mod de ulykkelige Børn - en Bestræbelse, der naturligvis er al Ære værd - men de søgte at ramme Ondet i dets Rod ved at arbejde med paa en Samfundsreform, der umuliggjorde saadanne Tilstande som dem, hvori Børneforbrydelserne bunder.
(Social-Demokraten 2. november 1898).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar