Grundlovens § 77
lyder:
"Ingen er Pligtig at yde personlige Bidrag til nogen anden Gudsdyrkelse end den, som er hans egen; dog skal enhver, der ikke godtgjør at være Medlem af et i Landet anerkjendt Trossamfund, til Skolevæsenet svare de til Folkekirken lovbefalede personlige Afgifter."
Fortolkningen af denne Paragraf var Pointen i den civile Sag, som i Gaar procederedes for Højesteret, og hvis Udfald vil have Interesse overalt i Landet, hvor der findes Jøder.
Efter at Højtidsofferet paa Frederiksberg i 1894 var bleven aflast, blev der i Slutningen af 1893 afkrævet Rigsdagsstenograf Jul. Salomon Bidrag til denne Offerafløsning, 14 Øre pr. Skatteportion eller for 24 Portioner 3 Kr. 36 Ø. Han betalte under Reservation, idet han senere ved Gjældskommissionen krævede Beløbet tilbagebetalt, da han hørte til det mosaiske Trossamfund og betalte Bidrag hertil. Gjældskommissionen frifandt dog Frederiksberg Kommunalbestyrelse, idet den mente, at § 77 kun vedrørte personlige Ydelser, ikke almindelige Bidrag til folkelige Formaal.
Salomon appellerede til Højesteret, hvor han i Gaar gav Møde ved Højesteretssagfører Arntzen, medens Hr. Asmussen mødte for Kommunalbestyrelsen
Proceduren.
Arntzen: Spørgsmaalet er, om Hr. Salomon, der i Følge Grundlovens § 77 var fritaget for at yde Bidrag til Højtidsofferet, om han nu, efter at Højtidsofferet er bleven afløst, er forpligtet til at yde Bidrag til det Vederlag, som Kommunen betaler til Præsterne. Da Offeret for nogle Aar siden blev afløst, blev Afløsningssummen sat noget højere end det Beløb, som Højtidsofferet beløb sig til, idet det var Meningen, at det overskydende skulde anvendes til Opførelsen af nye Kirker. Er en saadan Ordning nu lovmedholdelig? Ja, Modparten gjør gjældende, at Kommunen har en ubegrænset Ret til at paatage sig saa store Udgifter, den vil, og ligne dem paa alle Beboerne. Men denne Ret maa dog selvfølgelig ikke stride mod Grundloven.
Højtidsofferet er efter Kirkeretten et Bidrag, der skal svares af Menighedens konfirmerede Medlemmer, og Jøderne kan alene af den Grund ikke være pligtige at betale dertil. Men hertil kommer, at Salomon bevislig har betalt Bidrag til sit eget Trossamfund. Det har selvfølgelig ikke været Grundlovens Mening, at det, at høre til et andet Trossamfund, skal være en Luxus, saaledes at de paagjældende skulde betale to Steder. Meningen var tydeligt nok den, at ingen skulde betale til anden Gudsdyrkelse end hans egen. Og denne Ordning kan man selvfølgelig ikke komme ud over ved at konvertere Højtidsofferet til et fast Beløb, som Kommunen udreder.
Hr. Arntzen hævdede med Styrke, at hans Standpunkt ikke blot er logisk uangribeligt, men tillige det eneste juridisk forsvarlige, samt at alle moralske Hensyn maa føre til det samme Resultat. Saa vel Kultusministeriet som Indenrigsministeriet har ogsaa gjennem mange Aar hævdet den samme Opfattelse, indtil man i 1885, ved kgl. Resolution bestemte, at Offerafløsningen kunde finde Sted saaledes, at Afløsningsvederlaget lignedes paa alle Skatteyderne. Kultusministeriet har i dette Spørgsmaal bøjet sig for Indenrigsministeriet; men det har dog stadig anset det for ubilligt at forlange Bidrag ogsaa af dem, der stod udenfor Folkekirken. Man har imidlertid henvist dem, som var misfornøjede, til at gaa til Domstolene, og det er det, Salomon har gjort.
Hr. Artzen sluttede med at nedlægge Paastand paa, at den indankede Dom blev omstødt, saaledes at Kommunen til pligtedes at tilbagebetale Salomon de 3 Kr. 36 Øre, han havde betalt for meget.
Asmussen maatte gjøre opmærksom paa, at Kommunen havde handlet i Overensstemmelse med den kgl. Resolution, og at denne skulde være stridende mod Grundloven, var lidet rimeligt. Den var jo opstaaet efter Forhandling mellem Kultus- og Indenrigsministeriet, efter at Justitsministeriet havde opgivet den gamle Ordning om særlig Ligning paa Folkekirkens Medlemmer, fordi Udpantningen voldte Vanskeligheder.
Det er jo en ganske administrativ Sag, hvor meget Kommunerne paaligner Borgerne i Skat, en Sag som ikke vedrører Domstolene. Alene af den Grund maatte Hr. Asmussen paastaa Sagen afvist. Han kunde ikke erkjende, at Salomon havde betalt noget særligt til Præsterne; det gjør de enkelte Skatteydere i det hele taget ikke. Det er Kommunen, der betaler det hele, da Højtidsofferet existerer i det hele taget ikke mere; det er ude at Verden for længe siden.
Grundlovens § 77 kan altsaa slet ikke komme til Anvendelse i dette Tilfælde, thi der er aldeles ikke lagt nogen ny Byrde paa Skatteyderne. Ganske vist har Oppositionen i Frederiksberg Kommunalbestyrelse forlangt fremhævet, at af Skatten skulde 14 Øre pr. Halvaar anses som Bidrag til Folkekirken; men det var ganske meningsløst at sønderlemme den samlede Skat paa den Maade.
Hr. Asmussen maatte desuden hævde, at i Odense og mange andre Provinsbyer fandt Kommunalbestyrelsen ingen Betænkelighed ved at paaligne alle Kommunens Indbyggere Bidrag til kirkelige Øjemed. Nu skulde alt dette pludselig være grundlovstridigt! Det troede Taleren ikke, om han end maatte erkjende, at det ikke var fuldt ud stemmende med de Ønsker, som var udtrykt i § 77. Der foregaar jo næsten hver Dag Afløsning af Højtidsofferet; skulde nu alt dette gjøres om igjen, saa vilde der opstaa en uhyre Forvirring rundt om i Landet med Tilbagebetaling osv.
Hr. Asmussen sluttede derfor med at nedlægge Paastand paa, principalt, at Sagen afvises fra Gjældskommissionen, subsidielt, at Gjældskommissionens Dom stadfæstes.
Hr. Arntzen replicerede kort. Fordi Ministrene var bleven enige om en ny Ordning, kunde man ikke derfor betragte det som givet, at denne Ordning ikke var grundlovstridig; thi Regeringen har jo i mange Aar hævdet den modsatte Opfattelse netop af Hensyn til Grundlovens § 77. Naar Modparten gjør gjældende, at Salomon ikke har betalt til Folkekirken, saa er det naturligvis galt; naar Kommunen anvender 30,000 Kr. til kirkelige Øjemed, saa maa det have disse 30,000 mere ind i Kassen, og den kan kun saa dem fra Skatteyderne.
Hr. Asmussen indvendte, at naar Regeringen havde forandret sin Praxis overfor dette Spørgsmaal, saa var det sket efter aarlange, grundige Overvejelser. Hvad tre Ministerier efter saadanne Overvejelser har besluttet, kan ikke godt antages at være grundlovsstridigt.
Dermed blev Sagen indladt til Votering, og Domsafsigelse finder Sted i Morgen.
(Aarhus Amtstidende 2. november 1898)
Jøderne og Folkekirken.
Efter en meget langvarig Votering kom Højesteret i Gaar Middags til det Resultat, at den af Ministrene Bardenfleth og Hørring trufne Ordning, hvorefter Vederlag for Højtidsofferets Afløsning kunde lignes paa en Kommunes samtlige Medlemmer uden Hensyn til, om de hører til Folkekirken eller ej, er grundlovsstridig.
Det hedder i Dommens Præmisser:
"Foreløbig bemærkes, at det i den indankede Dom med Føje er antaget, at Sagen henhører under Domstolenes Paakjendelse.
Af Grundlovens § 77 følger, at der ikke kan afkræves Medlemmer af det mosaiske Trossamfund Højtidsoffer til Folkekirkens Funktionærer eller Vederlag for saadant Offer, og det har derfor ikke været foreneligt med nævnte Bestemmelse at inddrage den i Sagen ommeldte Afløsningssum under den almindelige, samtlige Skatteydere omfattende Ligning paa Formue og Lejlighed i Kommunen."
Som Følge deraf tilpligtedes Frederiksberg Kommunalbestyrelse at tilbagebetale Rigsdagsstenograf Salomon det omprocederede Beløb samt at betale Sagens Omkostninger for begge Instanser.
Efter denne Dom er det saaledes ulovmedholdeligt, naar en Række Kommuner rundt om i Landet har afkrævet Jøder Bidrag til Vederlaget for Højtidsofferets Afløsning, og man kan maaske nu vente en Række Processer om Tilbagebetaling af de erlagte Beløb, i hvert Fald hvis Vedkommende kun har betalt "under Reservation".
For Regeringen er Dommen alt andet end behagelig. Det viste sig, at Hr. Asmussen havde for god Tro til Ministrenes Grundlovsfortolkninger, naar han i Forgaars betragtede det som givet, at en Ordning, som tre Ministre - Rump var ogsaa med - havde truffet, ikke godt kunde være grundlovsstridig.
(Aarhus Amtstidende 3. november 1898).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar