Kjøbenhavns Satirisk-komiske Veiviser. (Efterskrift til Politivennen)

 

Eller den skjælmske Ledsager i Danmarks Hovedstad. 

Af Jakob Behrend. (1839).

Redacteurens Introduktion (2015)

Nedenstående udvalg af Behrends lille bog giver forfatterens personlige billede af hvordan livet i Københavns gader og uden for voldene formede sig i 1830'erne. Originalen findes på Københavns Hovedbibliotek. Den indeholder en alfabetisk gennemgang af den indre bys gader samt afsnit om spadsereture tæt på København og uden for Søerne. Illustrationerne er indsat af Redacteuren. Originaludgaven har ingen.

Bogen er et meget tidligt eksempel på en mere "uformel" beskrivelse af København. Frederik Thaarup (1766-1845) som nævnes flere steder i bogen, var redaktør af flere københavnske tidsskrifter og havde forfattet flere beskrivelser og turistførere over København. Militærdiktaturet (enevælden) lagde sin klamme hånd på enhver ytring der kunne formodes at skade styret. Behrends bog kan ses som et eksempel på hvordan man(d) alligevel forsøgte at udholde styret gennem druk, kvinder og sparsomme forlystelser. Set med nutidens briller kan meget af det opfattes som "lummert". Hvilket det utvivlsomt også er, men altså skal ses i kontekst med datidens restriktioner.

Om forfatteren Jakob Behrend skriver Det Store danske bl.a.: Jacob Behrend, Carl Jacob Behrend 1803-1846, bogtrykker, forfatter. Udlært i det Brünnichske bogtrykkeri. 1820–26 typograf i Tyskland og Frankrig. Bogtrykkeri i København 1827-1831. Købte derefter et lille trykkeri, som havde til huse forskellige steder i København. Bogtrykker 1839 og visedigter i poeternes klassiske gade Åbenrå. B.s forfatterskab omfatter en mængde småskrifter på vers eller prosa af lavkomisk og satirisk indhold, op imod 450 og har desuden skrevet mængder af lejlighedsviser på bestilling. 

Åbenrå år 2015. De gadehandlende og deres sang er forsvundet. (Eget foto).

Aabenraa. Her er en blomstrende handel med kogte kartofler, stegte ål og grillerede fårehoveder. Om morgenen vækkes beboerne ofte af disharmoniske trioer, kvartetter, kvintetter etc. udført af dilettanter og dilettantinder, som fra vognenes troner udråber tørv, pindebrænde, matte fisk osv. Efter at adskillige har brækket arme og ben, er gaden viseligt blevet brolagt. Holberg den udødelige skal have boet i Aabenraa. Gud give han levede og ville skrive en komedie: "Oplysningens ekcentriske trompeter". I denne gade tog retfærdigheden fejl, hvilket er et ubehageligt tilfælde. Man gjorde nemlig eksekution hos Rakettens udgiver Møller (nr. 245), i stedet for hos en anden mand af samme navn. Det var dengang som man ser, en lykke at man ikke hed Møller. "Oh Rendsborg! Oh Rendsborg! Du vennehulde stad" toner ofte sødt i denne gade i den herlige manøvretid, mens sangernes knebelsbarter glinser af ålesidt.

Abel-Cathrines Boder, beliggende i Dronningens Tværgade er stiftet 1615 af Abel Cathrine von der Bisch, i hvilken 23 fruentimmer har fri bolig og 1 rigsbankdaler ugentlig. Med tilskud lever de ret behageligt, de gode gamle jomfruer og madammer. Sagnet fortæller at der i denne egn bestandig skal lugte af kaffe.

Accouchehuset eller Fødselsstiftelsen. Her hjælpes småbitte børn til verden og plejes, lige meget om moderen som frøken, jomfru eller ægteviet kone har bidraget sit til deres tilværelse. Det er en menneskekærlig, frugtbringende og vigtig anstalt, som skjuler syndernes mangfoldighed. Damer kører derind så tykke, så det er en lyst, og kører ud derfra så slanke som jomfruer, hvis prædikat også mange af dem vedbliver at føre. Og siger nu veninderne ved gensynet til en eller anden af dem "Gud Emilie, hvor har du været så længe?", svares almindeligt: "På landet!". "Om vinteren?" , "For at lære at kerne smør".

Adelgade 91A, baggården (Nationalmuseet). (Eget foto, 2015)

Adelgade, bebos ikke mere af lutter adel, men tager nu også til takke med borgerfamilier, som har lange udsigter i den.

Admiralgade. Her skal i Christian den 4. tid have boet en admiral. Så meget værd havde en admiral i den store konges tid at gaden hvori han boede, blev døbt efter hans rang. I vores tid er ingen gade blevet opkaldt efter nogen admiral, general eller korporal.

Antonistræde har navn af helgenen Antonius - og bebos nu af mange skøger som bidrager til at gøre ungdommen moralsk fordærvede. Dog - her findes også en anstalt hvori den atter gøres dydig- Lad gå da! Det er ikke længe siden at et offentligt fruentimmer blev myrdet i denne gade. Vores årvågne politi skal have gerningsmanden i sin varetægt.

Assistenshuset, en offentlig låneanstalt som især søges stærkt i Dyrehavstiden og ved auktion to gange årligt sælger de uindløste panter. Til disse tider findes mange tårer og udpresses mange sukke i København. 

Boghandel; på samme har Athenæum og andre læseselskaber haft megen skadelig indflydelse, idet flere hundrede mennesker har aktieret i, og nyder ved læsning renterne af et eksemplar af en bog, hvoraf mulig hver for sig ville have købt et, når intet læseselskab eller ingen læseforening var stiftet her. Litteratur og makulatur udgør en daglig, temmelig lang artikel i Adresseavisen og almindelig Commissionstidende og sammensmelter under den fælles rubrik: "Kundskabsvæsen". Boghandlernes ånd formener jeg kan inddeles i vandånd, vinånd, landånd, stadsånd, marskandiserånd, administrationsånd, hellig skomagerånd, etc. Den virkelige boghandlerånd - nemlig den kundskabsrige - skal kun forefindes hos nogle enkelte blandt vores boghandlere. Noget er bedre end intet.

Bredgade eller Norgesgade er en kontrast til livets smalle tornesti. Den er bred, jævn, forskønnet ved pragtbygninger. Billedet på livets forgængelighed. Frederikskirkens ruiner signer storhedens gravminde. Landakademiets øste fløj: Den fremspirende kraft. Det Kirurgiske Akademi: Den statsmaskinens sår lægende trofaste nationalånd. Det Katolske Kapel: Håbet om den algodes bistand. Frederiks Hospital og Apotek: Den beredvillige opofrelse. Og endelig antyder Søkadetakademiet som snor sig om ad Toldbodvejen, ligesom for at stræbe ad havet til: At kun søfart og handel er Danmarks fornuftige læge.

Brændevinsmagasin ved Langebro er nu gået til sine fædre. Det var bestemt til efter omstændighederne at åbnes når trangen efter dyre priser anbefalede dertil. Når dyre priser anbefalede dertil, åbnedes gerne af trang. Når trang anbefalede dertil, åbnedes det stundom til dyre priser. Hip som hap! 

Brøndstræde, store og lille. I Store Brøndstræde er en gratistskole "for honette evneløse folks børn", Lille Brøndstræde er et asyl for moralsk fordærvede kvinder hvor dog ikke arbejdes på deres sjæls forbedring.

Børsen. (H. G. F. Holm 1837)

Børsen, bygget af Christian den 4. Det hedder desværre ikke mere med ængstelig hast: "Til Børsen! Til Børsen! Klokken er tolv!". Det sygelige liv som bevæger vores halvdøde handel, vågner først op klokken halvto og sover ind igen en lille time efter når dens gravklokke lyder. Merkur har som handelens gud vendt os ryggen. Som tyvenes og kassebedragernes derimod skænker han os sin særdeles gunst. Uakkurate kreditorer bliver nu til handelens oplivelse og kredittens sikkerhed ophængt på Børsen. Nemlig deres navne. Ikke til evig spot, skam og skændsel, men formentlig dog til et slags timelig. Mærkværdig er: Børsvægterens tapre hunde og velstanden som kastes ud derfra hver fastelavnsmandag. Når man i børstiden træder ind i salen, bliver man besynderlig bevæget ved at høre et brummende kor, ligesom af ånder. Men man har ingen grund til at have spøgelsesfrygt. Det er de på Børsen emanciperede jøder som brummer friheds- og lighedshymnen i forening med deres driftige brødre.

Cancellibygingen, hvorfra statens ve og vel udgår. En ansøgnings frem- og tilbagerejser fra Magistrat til Kancelli og omvendt og indtil den når målet, kan stundom medtage mere end tre år, i hvilket tidsrum jorden kan omsejles.

Chirurgisk Akademi, bygget 1786. Her skal engang en blodig nævekamp have fundet sted, hvorved en del danske studenter skulle have vadet i tysk barberblod til op over knæene. Det kirurgiske barberuvæsen har nu, til tarv for menneskeheden en ende. 

Christiansborg Slot brændte 1794. Dets genopførelse blev overdraget nuværende overbygningsdirektør, konferensråd Hansen som engang uden synderlig held havde sit skatkammer her. Thaarup sagde 1829: "Det nærmer sig sin fuldendelse". Det selvsamme er tilfældet 1838. Såfremt det er bygmesterens forsæt at fuldføre værket i denne konges tid, kan vi glæde os ved at vores højt elskede monark vil opnå en ualmindelig høj levealder.

Christiansborg Slot med slotskirken i midten af billedet.(Fra Før og Nu, 1918)

Christiansborg Slotskirke blev indviet 1826. Thorvaldsens for samme bestemte Kristus-figur skal efter rygtet være begravet i Frue Kirke. Det indvendige af kirken har meget til fælles med en koncertsal, og man kan se og høre alt i den uden vanskelighed, undtagen præsten.

Fisketorvet (ved Gammelstrand) er ingen klosterlig stiftelse, skønt en smækfed kone med en ubesat stråhat på kaldes priorinden, og hvis skarpsindighed har hævet hende til en fredsmæglerskes rang, når søstrene kommer i trætte eller i hårtotterne på hinden. De var i sin tid en skræk for de i nærheden sig opholdende vognmandskarle. Nu er de skredne frem med tidens oplysning og skælder hinanden mere moderat ud. Således siger de nu kun "mær", i stedet for det forældede "rakkermær" osv. De fremviser heller ikke mere deres blottede bag i vredens hede, men betegner kun efter velanstændighedens forskrifter deres foragt for modparten ved talende mimik og gestikulation. 

Gammeltorv 2015. Springvand og mange af de andre gamle bygninger. 
Torvehandelen er væk. (Eget foto).

Gammeltorv med et springvand hvorpå visse festdage hule, forgyldte messingkugler spiller. På torvedagene går det ret livligt til med handelen her. Svinerygge og hoveder af firefodede skabninger, flæskesider, gæs med og uden hoved, hvoraf de første stundom skriger udmærket frisindet. Æg, smør, korn, etc. savnes ikke her. Madammen træffer stundom mellem bøndervognene sin galan, og tjenestepigen sin kavaler fra det sidste dansebodsbal, ligesom stævnemøder til om aftenen bag portene aftales her. 

Gråbrødretorv, har ligeledes sit navn efter et kloster, men kaldes i daglig tale: Ulfeldts Plads efter den ulfeldstske skamstøtte. "Til evig spot, skam og skændsel" har den til inskription. Dette evig tilsvarer ikke Balles forklaring af ordet, for så vidt skamstøtten har haft en begyndelse. Derimod synes dens ende eller tilintetgørelse i modsætning til Guds langmodighed at få udseendet af at vare evig, eftersom hverken tidens tand eller de følendes opfordring har formået at rydde den af vejen. Her er slagtertorv, hvor kødhovederne daglig kan se deres dobbeltgænger henrettet, og hovedet at stirre fra boden med filosofisk ro ud på tidens usselhed. Man kan se på fysionomien at den tilgiver sin morder der ser sit offers hoved uden at føle samvittighedsnag, ja endog borthandler kroppen idet han tilkaster de smukke kokkepiger skælmske blikke, ler og tiltaler dem sødt. Ja engagerer muligvis en eller anden til en dans i Lille Kongensgade, idet han sønderhugger hin. Om oksens blege læber svæver hint huldsalige smil i døden, som er en afglans af den indre overbevisning i dødens stund om en dydig tilbagelagt livsvandring. Oh, okse! hæng i fred! Den du så højlig har fortjent! Ja, langt mere end mangen en blandt dine tobenede medbrødre med og uden horn, og du fortjente ligesom det ikke sjældent vederfares disse, især de uformuende, en lovtale der hæver dine fortjenester op i skyerne.

Gymnastiske øvelser dyrkes meget her. Fra de latinske skoledrenge indtil den mekaniske indbyrdes undervisning undergivne landkærlighedens mandlige frugter lærer de alle at klatre og hoppe og springe så det er en lyst. Når man ser ind i det den latinske skole tilhørende gymnastikhus, får man søde anelser om at den næste generations videnskabelige mand vil med lethed klatre op ad stangen. 

Eckersbergs billede af Halmtorvet og Vesterport i baggrunden

Halmtorvet ved Vesterport om hvilket Thaarup siger: Her sælger bønderne hø og halm. Vi vil dog tilføje at de på torvedagene også spiser megen klipfisk med sennep og smør her. Forbryderne bliver brændemærket og piskes endnu på Halmtorvet, men det var ønskeligt at Københavns beboere som har en del at betale for at være sådanne, måtte blive fritaget for dette sørgelige skue og at piskningen måtte blive foretaget fx i Stokhuset. Når fremmede rejsende for første gang kommer til København gennem Vesterport, må begrebet om vores hovedstads skønhed svækkes lige så meget som for dem der stiger i land ved Toldboden og modtages der af Brokkens-Bod, Toldbod-Vinhus med tilhørende hytter etc. Halmtorvets huse med få undtagelser samt Vartov trænger til at oppudses, ligesom stenbroen sukker efter brolægningskommissionens opmærksomhed og faderlige omsorg.

Holger Danske, efter Thaarup to små vandsteder på Nørrefælled. Vi tilføjer at de almindeligvis kaldes Holger Danskes briller, og indeholder mudret vand som jo ikke er så mærkværdigt. Var det derimod et par virkelige, klare briller, fortjente de som en sjældenhed at ophænges på rådstuebygningens piller. En gård i Farvergade og en krønike kaldes Holger Danske.

Holmensgade. Fordum Ulkegade (af ulk, en ubefaren og uvant sømand). Efter Thaarup vidner husene om "tarvelighed og nøjsomhed, og gaden har i det hele taget fået en større bredde". Mængden af skøger som logerer i denne gade, er intet bevis hverken på tarvelighed eller nøjsomhed, ikke heller lader den del af gaden hvor de mest huserer, formode at den har været endnu smallere. Her er den triplerske handel med bibler, salmebøger, skolebøger, børneskrifter, almuepjecer og viser etc. som præsten Møller (såfremt det ikke er et fingeret navn) uden undtagelse vil have på bålet, og som kalder sit formentlig hedenske forslag: Dette til statens bedste og oplysningens sande fremme vigtige anliggende". Den gyselige begivenhed havde tildraget sig at han havde fundet to af de triplerske viser i en kirkestol I stedet for sådanne vil han have moralske viser.

Højbroplads hvor før ildebranden 1795 Højbrostræde og Store Færgestræde som var et færgested til forbindelse med Slotsholmen, var og hvor Christian den 2. var som kronprins sat i kost hos en derværende bager. Det er stadens livligste plads, hvorfra en imponerende udsigt. Når de skælmske amagerpiger sælger deres grøntsager, gartnerne deres frugter og blomster, sjakkerjøderne på hjørnet af Læderstræde  spekulative går frem og tilbage på rendestensbrættet, kokkepigerne med de trinde arme og funklende øjne skrider stolt fremad, bærende torvekurve, de smægtende syjomfruer går til deres arbejde, landsoldaterne har flokket sig på hjørnet af Østergade, kort sagt: Når københavnerne har udsovet og virksomheden begynder, giver denne plads stof til interessante iagttagelser. 

Klubskat, befalet som hjælp til Frue Kirkes opførelse. Kirken er for længst fuldendt. Klubskatten derimod ikke ophævet, hvorved de selskabelige foreninger bebyrdes og gensidig nærmelse som disse fremkalder besværes. 

Rosenborg og Kongens Have i 1700-tallet. Så der sådan ud i 1800-tallet?

Kongens Have (haven ved Rosenborg Slot) besøges formiddag og eftermiddag meget af gamle folk. I middagsstuden af ammer og barnepiger med patter og hårdere næringsmidler fortærende slutter. Om aftenen af sværmerisk mandlige og kvindelige væsener i den fremspirende udviklingsperiodes alder, egentlige drenge- og pigebørn som gerne vil lege sammen på en mere moden maner, agerer udvoksne ynglinge og ungmøer, spiller kærester og ubevogtede drikker måneskin sammen i kavalergangen. Hr. Drengen studerer i denne tid det klassiske lapseri og jomfru Pigebarnet går på tæernes spidser og stopper sig ud for at synes ældre. Han bliver sædvanlig til en såkaldt stensliber og omsider til en døgenigt. Hun til en forhøjningsdukke som kan læse romaner, trække i bobinet, ser på de forbivandrende søde fyre og gør som kone den bedste mands pande ujævn. Der er sikkert også bestået mangt et elskovseventyr i selve haven, hvor om sommeren og uden betaling øret kvæges ved en smuk musik om søndagen og Herkulespavillonen frembyder de besøgende en behagelig nydelse.

Landemærket, udgjorde grænsen mellem landsbyen Serritslev og København. Om aftenen skal det spøge i denne gade henimod Gothersgade. Spøgelserne er efter sagnet kvindeligt klædte og meget joviale.

Lejebiblioteker. Af disse have en mængde, blandt hvilke kan nævnes: Andersens i Store Helliggeiststræde, Bechs i Store Grønnegade, Beekens i Adelgade, Riises i Vimmelskaftet, lige over for Helligåndskirken, Schalz' på Amagertorv, Schovelins i Store Grønnegade, Sæbys i Gothersgade, Wesenbergs i Kokkegade m.fl. Heraf ses at vores unge damer har lejlighed nok til ved romanlæsning i at uddanne sig til dygtige husmødre.

Metropolitanskolen i Store Fiolstræde er hovedstadens vigtigste offentlige lærde skole, hvorfra små unge lærde knøse dimitteres og bliver omsider embedsmænd. En gang imellem bliver de endog nådigste eller nådige og høje og vise.

Nøgle, den forgyldte er ikke den hvormed Petrus åbner himlens port, men en gæstgiver- og herbergergård på Nørrregade nr. 25. 

Petersens jomfrukloster i Vimmelskaftet er stiftet af brødrene Albrecht og Sebastian Petersen for 16 virkelige jomfruer og en priorinde, om hvem stifterne dog ikke skulle have udtalt sig med hensyn til jomfrueligheden. Disse kunne blive pebermøer der, og det er ikke at ønske.
  

Store Regnegade år 2015. Madam Korup er glemt. (Jazzhus Montmartre, eget foto).

Regnegade, Store hvori et billardhus med en smuk opvartningspige. I nr. 178 er madam Korups bekendte dansebod i hvilken søndag, mandag og onsdag hersker et muntert liv. En gammel staldlygte, hvori stundom levningen af et lys udbreder sin glans, skal være anbragt over salsdøren, og når man kommer ind i helligdommen må man købe sig en snaps som koster 3 skilling. Musikken er særdeles god, men madammen skal stundom være lidt gnaven.

[Berigtigelse: Det om madam Korup og hendes dansebod anførte, berigtiget således: Hvad der står om musikken "er virkelig sandhed". "Der er heller ingen staldlygte over salsdøren, men en meget smuk lygte anbragt over trappen med et helt brændende lys (tidligt på aftenen)". En snaps koster hos madam Korup "fire skilling". Madammen er ikke gnaven, men "en meget beskeden kone", og en "meget agtværdig kone".] 

Skidentorv i nærheden af Nørreport. Vores forfærdre gav tingene deres rette navn. Dette strider mod nutidens oplysning. Peder Madsensgang som fortjener navn af Urinstræde, ville vel før blive omdøbt til Champagnegade.

Studiestræde år 2015. Bispetorvet og Frue Kirke fjernest tilhøjre.

Studiestræde har sit navn af Studiegården som før lå hvor Bispegården nu er og hvor i gamle dage stadens rådhus lå, af hvilken grund den i gamle breve kaldes: Gamle Rådhusstræde, hvilket forøvrigt ikke har nogen indflydelse på politikken.

Svane, den hvide, i Studiestræde nr. 62 er en gæstgiver- og herbergsgård, forsynet med en port og stalde, samt skænkestue hvori skænkes, men ikke bortskænkes drikkevarer.

Synagogen i Krystalgade og hvis opførelse den herværende jødiske menighed har dens præst, hr. dr. Wolffs klogskab og gavnlige iver at takke. Flere upassende optrin har fundet sted i den. Dog synes menigheden nu at berolige sig i anledning af dens gudsdyrkelsesmådes nye, moderne klædning. En følge af oplysningen. 

Theaterdirektionen som bestyer teatrets anliggender bør stedse drage omsorg for at danserinderne har fyldige lår og ben da de ellers må stå på pinde for publikum. 

Østergade 1788 i tranlampernes skær.

Østergade er Københavns mest befærdede gade og strækker sig fra gammel Amagertorv til Kongens Nytorv. Blandt de mange og smukke butikker udmærker sig brødrene Jacobsens og hr Causees. Athenæum hvis mange hundrede medlemmer, til stor skade for den danske boghandel, læser et købt eksemplar af udkomne bøger, er også i denne gade, såvel som Adressecomptoiret, Fousannees og Brusch' restaurationer, Kongens Klub osv. "Østergades lapser" kaldes i daglig tale ørkesløse dagdrivere af det fornemmere slags, som klædt efter nyeste mode, fordriver det meste af deres tid med at spanke frem og tilbage på Østergade, og med uforskammethed overbeglo de forbigående damer i flæng, dreje sig om efter dem, for at mønstre deres fødder og gang, etc. etc. Benævnelsen stammer nærmest fra at Østergade rigeligst er besøgt af sådanne fyre fordi at denne gade på grund af dens mange modebutikker, meget er besøgt af damer, også af smukke, som tripper igennem den, kun for at overbeglo. Om aftenen når alle katte er grå, besøges den mere af Københavns letfærdige, som også af dens løsagtige skønne, såvel som herrer og det er da her let at samle elever til en mængde institutter for moralskfordærvede. 

Offentlige spadseregange

1. Volden rundt om staden er en behagelig og yndet spadseregang for københavnere og københavnerinder, ligeledes for de sig der opholdende sjællændere og fynboer og jyder og lollændere og falstringer og bornholmere og tyskere og englændere etc. Men ikke for hunde, hvilke er forbudt at spadsere der, da voldskytten ellers indgiver dem et sikkert middel mod hovedpine uagtet at hundene er ubekendte med landets love og anordninger. Forskellige punkter på voldene frembyder en henrivende udsigt, og når man om søndagen, især på smukke forårs- og efterårsdage, drejer hovedet om fra den skønne udsigt, kvæges øjet ved synet af de yndigste pigeansigter som trippende ved siden af papa eller mama lader sig beskinne af solen og beskue af de unge herrer.

2. Kirsebærgangene langs nedenfor voldene udenfor portene er meget romantiske spadseregange hvor det ikke sjældent sker at Amor når han ikke er forfulgt af Mars' søn, skildvagten, driver sine spilopper til det yderste. Hvor mangen en Lotte har ikke der trøstet sin Werther så fuldkomment at han aldrig i sine dage har tænkt på at skyde sig? Dog må hun eller han først have løst sig et tegn hos kommandantskabet.

3. Citadelsvoldene og den dertil hørende såkaldte lange linje er især den sidstnævnte overordentlig skønne spadseregange hvor avisfrierne og frierskerne gerne har stævnemøde. Med den fortryllende udsigt over sundet og lænet op til den store kanon, skal mangen en gammeljomfru på Langelinje have ladet løftet om at forlade den jomfruelige stand svæve gennem gummernes afbrækkede palisader og over de blå læber hen til den henrykte elsker som formedelst hendes grunker overser mange rynker på den elskedes gustne hud og håber på Dødens hjælp.

Esplanaden 1790.

5. Grønningen og Esplanaden mellem Østerport og Toldboden er to i sommertiden meget besøgte spadseregange. I sommernætterne har de noget til fælles med de to store senge, hvori armodens ulykkelige børn glemmer sorgen for en stund, såfremt politiet ikke kalder dem til bevidsthed.

Spadseregange udenfor Staden

1. De små alleer udenfor portene er ret smukke spadseregange hvor man kan gå frem og tilbage, også sidde ned og ryge sin cigar eller pibe uden at stå i fare for at sætte ild på nogen passureret skildvagt.

Sortedammen, 1830 (Ukendt kunstner).

 2. Dosseringen lands med Søerne mellem Vester-, Nørre- og Østerbroer kaldet "Kærlighedsstien og Ægtestandsstien" er særdeles behagelige spadseregange. Om aften når gedderne ophørte at springe i søen og aborrerne dyrker filosofien, sidder mange elskovspar på Kærlighedsstiens bænke og mange salige elskovssuk er svævet hen over søen og har tonet for fiskene som stemmer fra de højere regioner. Amor skal hver sommeraften promenere på Kærlighedsstien under alle mulige slags verdslige og gejstlige skikkelser. Om vinteren driver han sine spilopper i staden, fordi det er ham for koldt udenfor den. Ægtestandsstien er med alle sine behageligheder knudret, ligesom det hyppigt er tilfældet med menneskelivets ægtestandssti.

3. Blegdamsvejen er en smuk alle mellem Nørre- og Østerport. Herfra har man en yndig udsigt til Nørrefælled, det eksercerende militær, samt kvæget som lever af det græs soldatesken har nedtrådt og beskuer dets kummerlige skikkelser i Holger Danske Briller.

 Farimagsgade 1850 (H. G. F. Holm)

4. Farimagsvejen som snor sig fra Vesterbro til Østerbro, ville jeg ugerne omtale blandt spadseregange, men da hr. etatsråd Thaarup har gjort det, så har jeg troet også at burde gøre det. Når jeg undtager en mængde støv som om sommeren kolorerer fodgængeren og nogle huller som foranlediger at den kørende hjemsøges af adskillige ubehagelige popopstød, findes intet mærkeligt på Farimagsvejen, undtagen at søetatens kirkegård er på hjørnet af Østerbro.

5. Alleen der fører til det kongelige lystslot Frederiksberg er en særdeles smuk og behagelig spadseregang hvor imellem dens to porte fire offentlige beværtningssteder sikrer den som passerer alleen og har penge på lommen, for at dø af sult eller tørst undervejs. Har man vandret igennem alleen og går lige frem, kommer man til den skønne

Udsigten fra Frederiksberg Slotshave mod København. (H G. F. Holm)

6. Frederiksberg Slotshave hvor man kan drikke kildevand og kaffe i et schweitzerhus og biskop hos en konditor, og øl i Slotskælderen og hvor man kan give svanerne brød, og stå eller sidde på den smalle slotsbakke og se København med dens pragt og armod, og kysse når man har nogen at kysse, mens fuglene synger dertil.

7. Søndermarken lige over for Frederiksberg Slotsportal er en romantisk skøn spadseregang for den som får tilladelse til at profitere af dens behagelighed.

Langelinje, karantænehuset i 1830'erne. (H. G. F. Holm)

8. Vejen fra Kastellet forbi Langelinje og Classens Have til gammel kalkbrænderi er den skønneste spadseregang i nærheden af København, og de fleste hovedstæder i Europa skulle have ondt ved at fremvise en så yndig promenade. En herlig alle tæt ved sundets blanke eller matte vove, omgiver her vandreren der med vemod mindes om det ædle livjægerkorps' tapperhed i 1807 da de engelske røvere overfaldt og udplyndrede os, uden forudgangen ærlig krigserklæring. Denne vej er ligesom en lysthave. Et vandfald styrter sig romantisk ned i grøften som stedse om sommeren i rigeligt mål frembyder sin andemad, træerne suser eller suser ikke, fuglene synger og kvidrer og næbbes. Kort sagt, alt er så dejligt på denne vej at hjertet svulmer ved tanken på Guds almagt og godhed hos enhver i hvis barm det ikke er aldeles sammentrykt af nærings- eller anden dyds sjælesorg. Hos marketenderen på gamle kalkbrænderi får man en god, venlig og billig beværtning og det er en sand fornøjelse at gæste dette sted på en god sommersøndag eftermiddag og i have at nyde sin kaffe, ledsaget ned i maven af klarinettens toner.

9. Assistenskirkegården udenfor Nørreport som efter forfatterens mening i skønhed overtræffer kirkegården "Pere la Chaise" ved Paris som dog har navn for at være den skønneste i Europa, betragtes tildels af københavnerne som en forlystelsesspadseregang, skønt de her omgives af dødens og det evige livs minder, der stemmer selve den mest livsfriske sjæl til alvor. 

10. Strandvejen, som fører til Charlottenlund og videre til Helsingør er indtil førstnævnte sted en meget smuk spadseregang. Når man løber gennem Klampenborgport, gør venstre om og løber videre, kommer man til mester Jakel i Dyrehaven, potternes erklærede fjende, hvor man altid nyder en åndig erstatning for sin møje. Bellevue. Ermelundshuset og Fortunen er yndede beværtningssteder ad denne kant, hvilket den ærede læser nok ved, så at jeg kunne have sparet ulejligheden med at berette det.

Det er ligeledes på en måde overflødigt at anføre at man gør lystture til Lyngby ved Sorgenfri Slot, Ordrup, Søllerød, Frederiksdal, Brede, Ørholm, Strandmøllen, Hørsholm, Fredensborg og Frederiksborg, Jægerspris osv. Men da det nu engang er skrevet, så lad mig benytte disse få linjer til i det små at efterligne flere berømte forfattere i at skrive noget om ingenting for at fylde bogen.