I 1839 var der kommet en del svenske studenter til København for at fejre dagen for indkaldelsen til stænderforsamlingere den 28. maj. Efter afrejsen den 27. maj udbrød der tumulter ved Langelinje, og flere artikler i :
Kort førend Dampskibet Malmø bemeldte Dag afgik fra Rheden, strømmede en stor Deel danske Studenter, for at tilsende de bortreisende svenske Venner en sidste Afskedshilsen, ind paa Langelinie, hvilket den ved Indgangen til samme posterede Skildvagt, om efter, eller uden høiere Ordre, vide vi ikke, roligen lod skee, uagtet ingen Tegn bleve ham foreviste. Efter nogen Tids Forløb, da Dampskibet allerede var kommet næsten til Trekroner, begave en Deel Mennesker, saavidt skjønnedes, over 30, sig en masse til Langelinie, hvorhen de troede paa samme Maade at kunne faae Adgang, hvilket Skildvagten imidlertid negtede dem, da han umuligen kunde antage, at de kom for at hilse paa Bortreisende, der allerede vare saa langt borte, at de ikke mere kunde sees fra Landet. Man vilde opnaae ved Magt, hvad der ikke godvilligen blev tilstaaet, og nødte derved Skildvagten til at gjøre, hvad hani et saadant Tilfælde ikke alene er berettiget men ligefrem pligtig til at gjøre, at værge sig imod et personligt Angreb med sit Vaaben. Under den derved opstaaede Kamp ilede et Par Mand fra den i Nærheden værende Vagt til, under en Overjægers Commando, og denne satte Vold imod Vold, ethvert Menneskes, og vel fornemmeligen en miitair Vagts Pligt. Men Magt vilde man forcere Indgangen til Langelinie, der, som det maa være enhver dansk Student vitterligt, kun staaer aaben for den med det anordnede Tegn Forsynede, med Magt blev Angrebet tilbageviist, og den forsamlede Mængde greb til det afskyeligste af alle Midler, til, hvad den ærede Indsender i Nr. 144 kalder det eneste "Forsvarsvaaben", den angreb Vagten med Steenkast, hvorved denne saae sig nødsaget til at trække sig tilbage til Jernporten og lukke denne (dette var maaskee ogsaa et af de fornærmelige "Angreb", hvorimod man "forsvarede" sig med Steenkast!), og hvem veed, hvilket Udfald Sagen havde faaet, hvis ikke Commandantens Ankomst havde gjort en Ende paa Striden.
I redaktionens følgende svar står der bl.a.:
Vi have paalidelige Personers Ord for, at den nærmeste Anledning er opstaaet derved, at en Soldat uden tilstrækkelig Grund voldeligt har overfaldet en Person, der efter Vagtens Formening altformeget nærmede sig Posten, og med Kolbeslag søgt at documentere denne Formening, uagtet Personen hverken i Ord eller Gjerning fornærmede den posterede Soldat. Vi antage iøvrigt, at man, om det end lader sig forsvare fra det juridiske Standpunkt, dog har viist en høi Grad af Indiscretion ved atter at ville spærre Adgangen til Langelinie, efterat Folk, med eller uden høiere Vedkommendes Tilladelse, havde faaet Adgang til samme, og det i Særdeleshed saa hurtigt efter Dampskibets Afgang, fordi det ved tidligere Leiligheder har været Brug, at Langelinie, efterat være aabnet for Alle og enhver, er vedbleven at staae aaben nogen Tid efter, Noget man derfor med Grund maatte antage ogsaa dennegang at ville blive Tilfældet. At bemærkedette i rolige Udtryk, afgav da under alle Omstændigheder ingen Grund til, at Vagtcommandandeuren beordrede Soldaterne at plante Bajonetten paa Geværet og storme ind paa Folk, ved hvilken Leilighed, hvad der er oplyst ved mange Vidner, een Person alene reddede sig fra at faae en Bajonet i Livet ved at kaste sig ned bag et Træ ... Under saadanne Omstændigheder tror vi ogsaa, at Steen vare Folkets "eneste Forsvarsvaaben", da Soldaterne fore frem i blindt Raseri og ikke agtede paa, om de anfaldt rolige Spadseregængere eller dem, som de antoge for deres Fornærmere ... Folket, som iøvrigt ikke alene bestod af Studenter, men ogsaa af mange ældre Borgere, der ikke viste mindre Harme over Soldaternes Fremfærd end de yngre og fyrigere.
(Kjøbenhavnsposten, 3. juni 1839. I uddrag)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar