Nedenstående er 2. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen.
"Hospitalsagen" 1839
I januar 1839 begyndte Nathanson at virke eksalteret, støjende og førte forvirret tale. Desuden begyndte han at opføre sig urolig og forvirret i hjemmet. En af hans konkurrenter, Weinschenck stillede i "Ugeskrift for Landmænd" spørgsmålstegn ved Nathansens avlsteorier. Og ved et møde i 1839 stødte de to sammen offentligt. Nathansen opførte sig så ubehersket at hans jødiske trosfælle købmand Jacob Moses Jacoby anmeldte det til myndighederne. En situation som ledte til indespærring i Randers Dårekiste den 24. januar 1839 i 8 dage. Dårekisten var en egetræskiste, tre alen bred, tre alen høj og fem alen lang (1,8 m x 1,8 m x 3m), altså lige nok til et voksent menneske. Hvis man ikke var skør i forvejen, blev man det formentlig af at opholde sig der i længere tid. For Nathansen betød det at han udviklede en komplot-teori og rejste til København. Han mente at to medlemmer af Fattigbestyrelsen havde fået ham tvangsindlagt fordi Nathanson ville angive dem for toldsvig. Han klagede 9. april til Frederik 6. over at være erklæret afsindig. Men kongen var formentlig på daværende tidspunkt svækket, han døde som bekendt 3. december samme år.
Denne afslog det dog i juni 1839. I stedet kastede Nathansen sig over "hospitalssagen". Og han udvirkede at få sagsakterne udleveret. Det ledte til at han udpegede 26 personer som skulle være med i et komplot mod ham. Samtidig vakte han i København opsigt og skandale ved flere lejligheder og blev som følge af det natten 26/27. september arresteret af en vægter. Efter en nat i politidirektørens kælder blev han overført til Almindeligt Hospital i 14 dage.
Behandlingen fulgte den tid gængse midler: Spændetrøje, styrtebade, blodkopper, kvalmemikstur og andet. Så det må have været en lettelse for ham den 15. oktober at blive overført til Bidstrupgård. Alligevel undveg han, men blev dog hurtigt opsporet fordi han genoptog sine opsigtsvækkende handlinger, og den 5/6. november atter indlagt på Almindeligt Hospital. Den 13. december blev han udskrevet. Da var hans kontakt på højeste sted, Frederik 6. død.
Men lejlighed til at kontakte den nye konge, Christian 8. tilbød sig hurtigt. Nogle oppositionelle henvendte sig til Nathansen i den fejlagtige tro at hans kritik af hospitalsvæsnet var rettet mod myndighederne generelt. De tog fejl, Nathansen anmeldte dem, så politiet kunne slå til mod dem 22.-23. maj 1840, selvom der udviklede sig gadekampe. Nathansen kunne nu berette om sin bedrift til kongen, der som tak for Nathansens indsats beordrede Københavns politidirektør til at aflønne ham med 100 rbd månedligt. En ordning som politidirektøren ifølge Nathansen selv var særdeles utilfreds med. Ved samme lejlighed forsøgte Nathanson at udnytte kongens velvilje til også at inddrage sin personsag, men det lykkedes ikke helt. Nathanson måtte underskrive "et revers" for ikke oftere at påtale "denne skændselssag" og fik til gengæld en klækkelig erstatning - som han investerede i heste.
Hr. Redacteur.
Da flere Aviser paa en ufuldstændig og tildeels urigtig Maade have omtalt, hvad der i Randers er hændet mig, saa tillader jeg mig at opfordre Dem, til Berigtigelse heraf at aftrykke medfølgende Ansøgning, som jeg har havt den Lykke at overrække Hs. Maj. Kongen, der saa naadigen har modtaget samme, at jeg med Rolighed og Glæde imødeseer Sagens Udgang.
København den 16de April 1839
Med Høiagtelse Deres
ærbødige
Nathanson.
Til
Redacteuren af "Kjøbenhavnposten."
_________________________
Kjøbenhavn den 9 April 1839
Til Kongen.
Forhenværende Kjøbmand Isaac Nathanson ansøger allerunderdanigst om at der allernaadigst maatte anordnes Undersøgelse om hans ulovlige Indspærring i Randers Daarekiste.
Idet jeg tager mig den allerunderdanigste Frihed, i et mig personligen vedrørende Anliggende, at henflye til Deres Majestæts ophøiede Retfærdighed og Naade, føler jeg fuldtvel det Vovelige i, at udbede mig Deres Majestæts allerhøieste Opmærksomhed for en Sag, hvis Vigtighed eg, som den Paagjeldende maaske overvurdere; men den landsfaderlige Beskyttelse, Deres Majestæt stedse har skjænket selv den ringeste af Deres Undersaatter, og hvori Enhver seer det bedste Værn mod al Overlast og Uret, giver mig dog Mod til at haabe, at Deres Majestæt ogsaa vil tillade mig at fremføre de Facta, hvorved jeg ikke kan andet end føle mig krænket og fortrædiget i Nydelse af mine Borgerrettigheder. Jeg har tilladt mig allerunderdanigst at forelægge Deres Majestæt en Plan, hvorved jeg troer, at den for Jylland saa vigtigt Hesteavl vilde kunne ophjelpes og forædles; men forinden jeg vovede, dermed at nærme mig Deres Majestæts Throne, ønskede jeg at forvisse mig om, at dens Gavnlighed erkjendtes af dem, paa hvilke den nærmest var beregnet. Jeg meddeelte den derfor ikke blot til Repræsentanterne i Randers By, hvis hædrende Dom om samme jeg har taget mig den allerunderdanigste Frihed at overrække Deres Majestæt, men ogsaa, og det med vedkommende Politimesteres Samtykke, for en Deel ansete Bønder i Omegnen. Jeg antager, at det er det Usædvanlige i denne Fremgangsmaade, der har tjent som Paaskud til den paafølgende mod mig udviste Medfart, ligesom jeg paa den anden Side ingenlunde vil negte, at den overordentlige Iver, hvormed jeg drev Sagen, og det meget anstrængende Arbeide, dette udfordrede, kan have hævet den levende Interesse, jeg længe har følt for Hesteavlens Fremme, til en vis Exaltation, som maaske kan forklare, men sikkert ingenlunde retfærdiggjøre, hvad der snart indtraadte. Da jeg nemlig den 23de Jan. kom hjem fra det nævnte Besøg i en Deel nærliggende Bønderbyer, mærkede jeg paa flere Personers Opførsel mod mig, at man havde udspredt det Rygte, at jeg var bleven gal. Jeg udbad mig derfor en Erklæring i saa Henseende af Byens tvende anseteste Læger, Dr. Willerup og Dr. Benz, der naturligvis bevidnede, at de ikke hos mig kunde opdage noget Spor af Sindsforstyrrelse, hvilken Erklæring jeg, da Sagen blev alvorligere, ogsaa modtog af nogle af de Mænd, med hvilke jeg den paagjeldende Dag havde færdet. Men mine uvenner vilde nu engang, at jeg skulde være gal, hvortil jeg søger Hovedgrunden i den Onstændighed, at to Mænd, der altid have været fjendske imod mig, vidste, at jeg kjendte en af dem begaaet Mislighed, hvorom jeg Dagen i Forveien havde ladet nogle Yttringer flade paa et offentligt Sted, og jeg blev i de to paafølgende Dage ideligen foruroliget, tilmed i mit eget Huus, af Forespørgsler, Raad, Beklagelser esv., der fremførtes af Personer, som ubudne besøgte mig, skjøndt de vidste, at deres Nærværelse var mig ubehagelig, ja skjøndt jeg udtrykkeligen frabad mig samme. Et saadant systematisk Drilleri efter at berøve mig mine Papirer, maatte vistnok forbittre selv den Sagtmodigste, og da det gik saavidt, at mine Forfølgere sendte en fremmed Person om Morgenen kl. 5 ind i mit og min Kones Sovekammer, for at erkyndige sig om mit Befindende, og som hverken paa min Bøn eller paa min Befaling vilde forføie sig bort, saa vil ingen fortænke mig i, at jeg tilsidst sprang op, og med min Sabel jog ham paa Døren, for at forskaffe mig Huus- og Nattefred mod saadant oprørende Overlast. Efter hele Dagen at have været fortrædiget paa den anførte Maade, blev jeg henimod Aften af nogle Privatfolk afhentet til Hospitalet, hvor jeg, uagtet min bestemte Protest og uagtet jeg fordrede at stilles for min Øvrighed, blev indespærret i Daarekisten. Jeg skal ikke misbruge Deres Majestæts Taalmodighed, ved at detaillere, hvorledes jeg her er blevet behandlet. Kun undtagelsesviis skal jeg anføre, at et ungt Menneske, der var ligesaa gal som jeg, gik og skabede sig for mig, som om han var bleven afsindig af at spekulere over Heste, og at man fik en mig ubekjendt Pige til at udgive sig for en af mine Døttre, at man lod mig ligge i et koldt Værelse, tog mine Klæder fra mig, tilbagesendte de af min Kone mig tilsendte gode Sengeklæder, gav mig elendig Føde, ja endog negtede mig frisk Luft. Men fremfor Alt maa jeg beklage mig over Hospitalsforstanderens Opførsel mod mig; den haanende og tirrende Tiltale jeg mødte, enten jeg saa taug eller talede, de evindelige haarde Bebreidelser, jeg fik, hvad jeg saa end foretog mig, kunde ikke andet, end saaledes afficere mit Sind, at jeg ikke kan betragte det anderledes, end som et Guds Under, at jeg ikke omsider virkelig blev gal. Da man imidlertid ingen Vegne kunde komme med mig, besluttede man efter 3 Dages Forløb at lade mig slippe ud; jeg blev sat i en Vogn, og bragt hjem i mit Huus. Min første Gang var til Politimesteren, Justitsraad Reiersen, som beklagede min Skjæbne og opfordrede mig til at indgive skriftlig Klage; men da jeg vilde gaae hjem fra ham, blev jeg af den samme Mand, som havde kjørt mig fra Hospitalet, greben i Armen, atter ført tilbage til samme, og atter indespærret i Daarekisten. Først nu tabte jeg Modet, thi jeg troede, at jeg aldrig mere skulde komme paa fri Fod, og Gud veed, om jeg ikke for bestandig vilde været udstødt af det Fornuftiges Samfund, dersom jeg ikke havde seet Leilighed til at skrive et Brev til Kammerherre Dyring, der ved mange Leiligheder har givet mig Beviser paa sin Godhed. Dette Brev, et af de mange Vidner for at jeg ikke var gal, kom vel ikke til sin Adresse, men det blev sendt til Stiftsøvrigheden som resolverede, at de Mænd, som havde reqvireret min Indespærring, skulde være personligen ansvarlige derfor, og dette bevirkede, at jeg blev erklæret for Arrestant og efter 5 Dages Forløb definitiv løsladt. At jeg nu ikke har været afsindig, vil det være let for mig at bevise, men selv om saa havde været, saa tør jeg dog udbede mig Deres Majestæts allerhøieste Opmærksomhed for, at det ikke var min Kone eller min Huusvært, ikke mine Naboer som klagede, ikke Stedets Øvrighed, som fandt sig foranlediget til at forsikkre sig min Person, men at det tvende private Mænd, mine vitterlige Uvenner, der boe i en ganske anden Gade, og med hvilke jeg ikke havde det mindst at gjøre, der have ladet mig indespærre. Efter denne korte historiske Fremstilling af hvad der er vederfaret mig, som dybt har rystet min Sindsro og Sundhed, som har bragt Fortvivlelse over min Kone og Barn, og Skræk over mange af Deres Majestæts Undersaatter, tør jeg forvente allernaadigst Bønhørelse for min allerunderdanigste Ansøgning, at der maa vorde paabudt nøiagtig Undersøgelse om det hele Factum, ligesom jeg i Menneskelighedens Navn føler mig i min Samvittighed forpligtet til at bønfalde Deres Majestæt om, at denne Undersøgelse maatte udvides til ogsaa at omfatte det Spørgsmaal, om der i Randers Hospital findes Personer indlagte som gale, uden at være det?
Allerunderdanigst
Isaac Nathansen.
(Kiøbenhavnsposten. 17. april 1839)
(Flyveposten offentliggjorde 14. -15. august 1846 politiforhøret fra 1839, se under disse datoer)
(Flyveposten offentliggjorde 14. -15. august 1846 politiforhøret fra 1839, se under disse datoer)
I. Nathansons Plan til den Jydsk-hesteavls Fremme (4 spalter med redegørelse for det ovennævnte emne. Første del) og I. Nathansons Plan til den Jydsk-hesteavls Fremme
(4½ spalter med redegørelse for det ovennævnte emne. Afsluttende del)
(Kiøbenhavnsposten. 24. april 1839 og Kiøbenhavnsposten. 27. april 1839)
Isaac Nathansen.
(Af Randers Avis.)Isaac Nathansen.
For foreløbig at oplyse Folk udenfor Randers om (thi for de indenbyes behøves det ikke), at den i Kjøbenhavnsposten til Hs. Majestæt Kongen petitionerende Person Isaac Nathansen, som fortiden løber omkring i Kjøbenhavn, ikke uden Grund er bleven indespærret i den for Personer af hans Slags fortrinlig hensigtmæssig indrettede Daareanstalt her i Byen, aftrykkes hermed følgende Skrivelse og Attest af hr. Professor, regimentschirurg Doctor Bendz:
"Da Isaac Nathansen, som allerede i flere Dage har befunden sig i en meget exalteret Sindsstemning, der lod Overgang i Galskab befrygte, nu er fuldkommen afsindig, saa at han ikke uden Fare længere kan opholde sig i sin Families Skjød, og hans Behandling af Læge i Hjemmet er umuligt af mangfoldige Aarsager, saa undlader jeg ikke at tilmelde Dem denne for Familien saa sørgelige Tildragelse, med Anmodning om, at De snarest muligt ville drage Omsorg for at bemeldte Nathansen indlægges paa det herværende Sygehuus for Afsindige, for der under Districtslægens Behandling at erholde den Pleie og Hjelp, hvortil han høiligen trænger. Jeg maa endvidere bemærke, at et længere Ophold i Hjemmet kun vil forværre hans Tilstand og gjøre Helbredelsen vanskeligere, foruden at han i Anfald af sin Galskab allerede har prøvet paa Handlinger der kunde blive farlige for den offentlige Sikkerhed.
Randers den 26de Januar 1839. J. C. Bendz.
Til Repræsentanterne for den mosaiske Menighed i Randers."
Anmærkning. Skulde I. Nathansen være i Besiddelse af Lægeattester, hvori han endnu ikke er erklæret for gal, saa maa de være af en tidligere Datum, og førend han blev desperat.
Tillige undlader man ikke ved denne Leilighed at gjøre Kjøbenhavnsposten opmærksom paa, at den her anførte Isaac Nathansen er en meget forgjældet, ved en forkeert og naragtig Hestecommerce ødelagt Person, der i den senere Tid er bleven forfalden til Angiveri og har lagt sig efter at tilskrive Folk Truselsbreve, hvori han paadigter dem ulovlige Handlinger, for derved at tiltrue sig Penge. Saaledes har dette Menneske foranlediget det kongelige General-Tolkammer- og Commerce-Collegium til her i Byen paany at lade foretage og undersøge en 10 Aar gammel og forlængst glemt Toldsag. Med Rette kan man ikke noksom undre sig over, at det nævnte Collegium vil give sig af med at undersøge saa langt i Tiden tilbage gaaende Toldsager, der i Almindelighed ikke fører til noget andet Resultat end til at efterlade sig det slette Indtryk de fremavle, samt til at forvolde Staten Pengespilde. Vor Byes Handel og Vandel har i de senere Aar lidt og aftaget saa betydeligt, at der hører noget andet til at ophjælpe den igien, end de saa forhadte, og for dem, de træffe, saa tidspildende og fortrædelige inquisitoriske Undersøgelser af gamle og udaf Hukommelsen gaaende Toldsager. Man haaber, at General-Toldkammeret og Commerce-Collegiet, hvis Bestræbelser ogsaa skulde gaae ud paa at ophjælpe Handel og Søfart, nok vil komme til samme overbevisning. Hvad Randers Hospital angaar, som den her til Angiveri forfaldne Person i sin Klage omtaler, saa tør man nok paastaae, at dette Institut aldrig har været i en saa ypperlig Stand, og de deri sig befindende Lemmer aldrig ere blevne saa godt behandlede, som netop i den nærværende Hospitalsforstanders, kammerraad Andersens Betyrelsestid. Kun Isaac Nathansen tør vove at paastaa det Modsatte. Vil man nu udenfor Randers skjænke Tiltro til al det her Fremsatte, hvorpaa det ikke var vanskeligt at erholde hele Randers Byes bekræftende Vidnesbyrd, saa vil man let kunne danne sig en rigtig Idee om Sagen, og kunne slutte sig til, i hvilken stor Anseelse og Agtelse S. T. forhenværende Hr. Kbm. Isaac Nathansen staaer her i Byen og hos alle dem, der tilfældigviis kjende ham. Rygtet siger rigtignok, at endog Hertugen af Augustenborg skal have medgivet denne Isaac Nathansen Anbefalingsbreve til Kjøbenhavn; men man har ogsaa al Grund til at antage, at Hertugen ikke nøie kjendte sin Anbefalede, thi havde han vidst, at denne befattede sig med at skrive Truselsbreve paadigte Folk ulovlige Handlinger og at der i det Hele i hans Hud kun stikker en Angiver, saa vilde Hertugen nok have holdt et saadant Menneske fjernt fra sig. Man ønsker nu blot, at den her beskrevne Isaac Nathansen herefter maatte kunne blive i Hovedstaden, og han ikke maatte nede med at falde vor Byes Fattigvæsen til Last, da det var Synd at sige, at vor Kommune ikke alt har Byrder nok at bære.
Randers, den 23de April 1839
"Nogle frisindede og rettænkende Borgere."
(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende. 27. april 1839)
Om Isaac Nathansen hedder det endvidere i sidste Randers Avis: "Efter de, ved de her optagne Forhører, oplyste Omstændigheder, vil den fornemme Rolle, han for Øieblikket spiller i Hovedstaden, nu formodentlig snart tage en bedrøvelig Ende."
(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende. 4. maj 1839)
Kjøbenhavnsposten den 17. maj 1839 satiriserede i en fingeret samtale over hans artikler om jysk hesteavl. Det afvistes her at Nathansons plan skulle have opbakning fra alle de som det påstås, kun at man kender til planen - uden at støtte den. Fx kammerherre Düring, hertugen af Augustenborg. Kun professor og Viborg og stutteridirektionen måske kunne være gavnlig. Nathanson kommenterede den ganske kort den 23. maj 1839. Kjøbenhavnsposten fortsatte satiren ligeledes kort den 7. juni 1839.
(Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende. 14. juni 1839)
Af "den Frisindede" sees, at Isaac Nathansen har ved den ny Politimester i Randers, hr. Kammerjunker Koefoed, foranlediget optaget et nyt Forhør i Anledning af sin indspærring i Daareanstalten, og at han ikke tvivler om at faae Sagen oplyst, da han har sendt Hr. Kammerjunkeren "saadanne Documenter som belyse den."
- Her i Randers veed Man intet om noget optaget nyt Forhør i denne noksom oplyste Sag; og Hr. Kammerjunker Koefoed har sikkerligen andet at bruge sin Tid til, end at agte paa de nathansenske Reclamationer, der let turde gaae i det Uendelige.
(Rd. Av.)
(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer. 5. juli 1839)
Til Oplysning om den urigtig Fortalte i den Frisindede, at ikkun Nathansens personlige Uvenner eller Saadanne som stode i Forhold til hans Fjender ere blevne afhørte under det Forhør, som efter allerhøieste Befaling blev optaget i Randers til Oplysning om hvorvidt benævnte Nathansen maatte ansees for at have været virkelig afsindig eller ikke - anfører nu en "Ven af Sandhed" i Randers Avis: at Nathansens Brødre, hans Vert og Dennes Folk blev afhørte, flere af Regimentets Officerer bleve afhørte eller affordrede skriftlig Erklæring, blandt hvilke Regimentschefen meddeelte: at Nathansen i en af de senere Dage, forinden han blev indsat i Daarekisten, havde forlangt, "at han vilde stille tvende af Regimentets Underofficerer til hans Disposition", hvilket Forlangende vel neppe nogen Mand, der var ved sine fulde Fem, kunde have fremkommet med. Desuden bleve flere af Byens Borgere afhørte, og for enhver Upartisk maa det efter alle Forklaringer ansees aldeles klart, at Nathansen paa den tid har været afsindig eller idetmindste har anstillet sig som saadan. (Samme Avis melder, ifølge Privatbreve fra Kbvn. med sidste Post, at Isaac Nathansen er i Torsdags bleven indlagt paa Almindeligt Hospital som vanvittig.)
(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende. 2. oktober 1839).
I 1839 blev Nathansen indespærret 2 gange i Almindeligt Hospital, en en gang på Bistrup Hospital i 5 døgn, hvorfra han flygtede den 16. november 1839. Set med nutidens øjne kan der være al mulig grund til at han gjorde det: Bistrups første overlæge, Johannes Henrik Seidelin, havde indført torturlignende metoder mod patienterne, og selv om han var blevet fyret i 1831, var irettesættelse, afsavn og revselse, med instrumenter som bælter, remme, spændetrøjer o. lign., stadig en stor del af behandlingen, eller mishandlingen, om man vil. Nathansens ophold her må yderligere have skubbet til hvad han var blevet udsat for i Randers Dårekiste.
Nathanson, Isaac: Beretning om de Forfølgelser, hvorfor jeg har været Gjenstand, og om de Lidelser, man derved har paaført mig. Kbh., 1840. - 16 s.
Plan til almindelig Bevæbning. Michael Leonard Nathanson; Isaac Nathansen. Kbh., Trykt hos F. Schneider & M.C. Werner, 1840. - 28 s.
Da den af forhenværende Kjøbmand I. Nathanson nu udgivne Brochüre indeholder flere nærgaaende Beskyldninger mod Adskillige, saa er det rimeligt at den vil give Anledning til endeel Processer, dersom man ikke vil vedblive at hævde den Mening, at Manden er gal eller sindssvag. Om Nathansons Ophold paa alm. Hosp. efterat han var flygtet fra Bistrup hedder det saaledes: "Ved Hjælp af de ærværdige Geistlige, Hr. Pastor Hamburger og Rønne, bragtes Directionen til at træde i Underhandling med mig om min endelig Løsladelse, og Justitsraad Peterson forelagde mig følgende Betingelser, nemlig; dersom jeg vilde give mit Æresord paa, at jeg ikke vilde klage til Hs. Maj. Kongen, ikke røre op i Hospitalssagerne, ikke skrive i Aviserne derom, saa vilde han give mig Frihed, ellers ikke. Jeg svarede derpaa, at jeg vilde skriftlig love, intet Ulovligt at ville foretage mig, ellers Intet, og saaledes fik jeg ikke min Frihed." Man kan ikke nægte, at dersom det Anførte er beviislig Sandhed, røber det megen Klogskab af den for Galenskab beskyldte Mand, medens man vel ikke kan formode andet, end at de Kloge jo have ladet dem lede af en vis Politik.
Lolland-Falsters Stiftstidende, 1. maj 1840.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar