Løgstør. (Efterskrift til Politivennen)

Løgstør, den 11te October.

"De har selv været her i Løgstør, Hr. Redacteur ! og kjender da vore saakaldte Gaders Beskaffenhed, idetmindste ved Dagens Lys, og kan saa let slutte Dem til, hvorledes de maae være nu i disse mørke, regn- og sludfulde Aftener, da ikke en eneste Lygte oplyser disse med utallige fremspringende Huushjørner forsynede, med Smuds og Steen opfyldte, Gader. Dog dette være nu som det er, endskjøndt det baade kunde og burde have været anderledes; kun forekommer det mig, at jo slettere vore Gader ere, desto større Pligt paahviler der Politieøvrigheden til at paasee, at Folk ikke upaatalt forøge de forhaandenværende Farer ved at henstille paa Gaderne om Natten Vogne, Tømmer, Tønder og Gud veed hvad. At dette finder Sted, ikke en enkelt Gang, men dagligt, ikke paa et enkelt Sted, men næsten i hver Gade og Stræde, er Noget, som Enhver her i Byen veed og som Mange ubehageligt have maattet faae at føle. Man er derfor ogsaa her saa vant til slige Uskikke, at naar man en Aften tørner imod en Vognstang eller falder over et Stykke Tømmer og forslaaer baade Arme og Been, saa trøster man sig med den Tanke, at man kun har deelt Skjæbne med mange Andre, og at det nu engang ikke skal være anderledes. Jeg skulde heller ikke være falden paa at omtale dette, hvis jeg ikke i Løverdags havde seet et saa tydeligt Beviis paa den hensynsløse Ligegyldighed imod Folks Lemmer og Helbred, at jeg ikke har kunnet lade det gaae upaatalt hen. I en af Byens meest befærdede Gader, hvor det kun er muligt at gaae tørskoet paa et meget smalt Fortoug, var man nemlig beskjæftiget med at lappe paa dette og udgravede til den Ende en meget stor Steen, for at rette paa dens Stilling; men om Aftenen forlod man Arbeidet og lod Stenen henligge midt i Fortouget i det udgravede Hul, som idetmindste er 1 Alen dybt, og det uden at afspærre Færdselen og uden i mindste Maade at underrette Folk om, at de maatte tage sig ivare; Følgen var da naturligviis ogsaa, at idetmindste Een, og rimeligviis Flere, styrtede i Hullet. At han imidlertid slap med at skrabe Huden af sit Been, er ikke den tilsynshavende Øvrigheds Skyld, og havde det været en ældre Mand, kan Ingen vide, hvad Følgen var bleven. Igaar, Søndag, henlaae Stenen uforandret og har rimeligviis ogsaa været der om Aftenen, da saa Mange færdes paa Gaderne; thi her er ikke Tale om Politietilsyn med Gaderne, og seer man endog Politiebetjenten ude, saa er det kun for at løbe fra Huus til Huus, for at barbere og frisere Folk; gaaer man paa Politiekammeret og beklager sig for Fuldmægtigen, saa smaaleer han som sædvanligt; og gaaer man til Politimesteren selv, saa svøber han sig høitideligt i sin Slobrok og frabeder sig hver Indblanding af Uvedkommende i hvad der kun angaaer ham.

Haabet om, at Vedkommende, ved at see Sagen fremdraget for Offentligheden, skulde bevæges til at opfylde en saa ringe Pligt, har ledet mig til at bebyrde Dem, Hr. Redacteur! med disse Linier."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 13. oktober 1858)

Løgstør havde på daværende tidspunkt omkring 1.000 indbyggere i selve byen og i hele sognet ca. 1.400.