Margrethe Elisabeth Bay (1842-1916). (Efterskrift til Politivennen)

Dette er andet indslag, det første kan ses her.

Trods uoverensstemmelserne med pleje- og adoptivbørn, bevarede Moltke og Elise Bay venskabet og den gensidige beundring for Zahle og hendes kreds. Da Østersøgades Gymnasium i 1910 kom i konflikt med de privatorganiserede lærere, stod de sammen. Konflikten endte med at 25 lærere opsagde deres stillinger op. Konflikten skyldtes sammenstød mellem de private latin- og realskolers arbejdsgiverforening og lærernes fagforening. Skolen omdannedes i 1913 en selvejende institution under navnet E. Bay og Th. Moltkes Skoler, der både indeholdt pige- og drengeskole samt gymnasium. Elise Bay var medbestyrer af skolen indtil sin død i 1916. Elise Bay var stærk imod 1890'ernes bibelkritik.

Sammen med Moltke udgav hun "Sange til Skolebrug" og lærebøger, bl.a. "Kortfattet Lærebog paa Grundlag af Luthers Katekismus". Efter Elise Bays død udgav Moltke flere samlinger af hendes foredrag, taler og salmer, heriblandt "Til Venner! Taler ved Skoleaarets Slutning", 1919.

Dødsfald.

Igaar Eftermiddags er den ene af Grundlæggerne af den store Institution: E. Bay og Th. Moltkes Skoler, Fru Margrethe Elisabeth Bay, afgaaet ved Døden efter et kortvarigt Sygeleje.

Fru Bay var født 1842, som Datter af Højesteretsassessor Lund, og kunde altsaa se tilbage paa et langt Liv, rigt paa Arbejde og Arbejdets Velsignelse. Ramt i Ungdommen af tunge Sorger, idet hun i Løbet af ganske kort Tid mistede baade Ægtefælle, Fader og en Broder, søgte hun Trøst og nyt Livsmod i Skolegerningen. Hun uddannedes til Kommunelærerinde hos Frk. Zahle og havde Især bl. a. Komtesse Moltke til Lærerinde. Senere underviste hun med stor Dygtighed paa Kvindeseminariet.

Skolebestyrerinde, Fra E. Bay.

Da Komtesse Moltke 1870 oprettede sin Pigeskole, knyttedes Fru Bay til denne, først som Lærerinde, senere som Medbestyrerinde, og fra dette Øjeblik af havde to Mennesker, der paa en næsten vidunderlig Maade supplerede hinanden, sluttet Forbund baade med Hensyn til at leve Livet og til at udfylde deres Plads og gøre deres Gerning i det. Man kan ikke tale om Fru Bay uden samtidig at tale om Komtesse Moltke. Og stærkere har Idealet ikke lyst over nogen Virksomhed end over deres. Pigeskolen og den senere oprettede Drengeskole gik fra en beskeden Begyndelse frem, saaledes at den samlede Institution i den mægtige Skolebygning i Østersøgade nu omfatter op imod 1000 Elever. Fru Bays Arbejde faldt overvejende paa Østersøgades Gymnasium, hvis økonomiske Ledelse hun forestod med fast og erfaren Haand, nøjeregnende i det smaa, overlegen og vidtskuende i det store, saaledes som hun ogsaa var det i sin pædagogiske Virksomhed.

Et Resultat, som det Fru Bay og Komtesse Moltke har opnanet, vindes kun af Personligheder, og Fru Bay var en Personlighed med sit eget Særpræg, der kunde gøre si g gældende. Inderst Inde  var hun af et lyst og glad Rind, et hjertensgodt og elskeligt Menneske, en ædel Kvinde, over hvem Høstsolen efter det lange og undertiden stormfulde Arbejdsliv syntes at kaste en Blidhed og Godhed, som det store Lærerkorps og de mange Elever aldrig vil glemme. F. E.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 10. oktober 1916).

I 1917 testamenterede Elise Bay 9000 kr. til en lejr ved Færgelunden i Jægerspris som stadig eksisterer. Stedet blev valgt så eleverne kunne cykle dertil når de havde fri lørdag eftermiddag.

Elise Bay

Et Karakterbillede.

Elise Bays Barndom og Ungdom hørte en svunden Tid til. Hjemmet paa Nørrevold var et hyggeligt, fint kultiveret Embedsmandshjem. Baade Faderen, den kloge, milde Højesteretsassessor med Briller for de venlige Øjne og graat, lidt strittende Haar, og Moderen, en dygtig Husmoder, efter den Tids Skik med stor Kappe bundet i Sløjfe under Hagen, var et Par elskelige Personligheder, og Elise Bays Øjne straalede altid siden, naar hun tale om sine Forældre og Søskende. Den Gang studerende en ung Pige ikke; Elise tog som sine Jævnaldrende efter Udgangen af Skolen nogle private Timer i fremmede Sprog, deltog i Husvæsenet, syede fine Haandarbejder, læste Skønlitteratur og omgikkes Veninderne. Og alt gik foreløbig som det skulde. En Dag mødte den unge Pige ham, der blev hendes Hjertes Elskede, den fine, lidt svagelige Axel Bay; de blev gift og tilbragte et lykkeligt Aar som Præstefolk paa Thurø. Da fik Bay Blodstyrtning og gik bort ,...

Om dette fortæller Josepha Martensen i den Bog, hun paa Frimodts Forlag har udgivet om Elise Bay, og man dvæler gerne ved disse Minder fra de gode, gamle Dage. Men nok saa stærkt virker Billedet af den morderne Kvinde, Skolebestyrerinden, hvortil den Thurø Præstekone under ny og dristig Kamp udviklede sig. Der maa allerede den Gang have været noget virkelig betydende over denne Kvinde, som knap havde faaet sin Eksamen, før Frk. Zahle, Frk. Kruse og Komtesse Moltke tilbød hende Plads ved deres Side. Og Aarene, der kom, skuffede ikke. Det blev Komtessen, der gik af med Sejren, og hvilket omfattende og anseligt Arbejde, de to Kvinder i Forening fik udrettet, er jo en kendt Sag, betegnet som det er ved Forkellen mellem de ældste Skole, et par tarvelige Smaastuer i Filosofgangen, og det sidste Resultat, den store Bygning i Østersøgade.

Man naar ikke saa vidt uden at være baade et dygtigt og ejendommeligt Menneske, og Fru Bay er begge Dele. Hendes Biograf meddeleer en Række Træk, der viser ikke blot hendes klare, hurtige Haand, den glædende Lyst til at Arbejde, hendes religiøse Sindelag og et Hjerte, der i Stedet for med Aarene at snævres ind blev videre og rigere. "Glad ved Livet, men næsten for travl til at tænke over det", skriver hun i sin Dagbog, og der berettes om hendes Evne til at være i Virksomhed flere Steder paa en Gang ganske kuriøst, at hun en Aften hjemme hos sig selv spillede Whist, førte Regnskabet, tegnede smaa Landskaber og Portræter i et Hjørne af Regnskabspapiret, foredrog Sange af Heibergs Vaudeviller og hørte sin yngste Plejesøn i Gloser, alt ind imellem hinanden, uden at hun tabte nogen af Traadene; i Sandhedens Interesse maa det dog tilføjes, at de Medspillende forvirrede, til sidst svigtede Kulør og befandt sig i noget Vildrede angaaende Spillet .... I Hviletimen efter Arbejdet fik Elise Bay Stunder til at forfærdige smukke Haandarbejder, bl. a. mange Uldgarnsbroderier. Josepha Martensen fortæller morsomt:

Fra dem blev der ofte en Del Garn tilovers af forskellige Farver, og dette skulde selvfølgelig anvendes. Hun hæklede da Veste, Tørklæder og Skørter deraf til fattige Børn, og det gjaldt nu at sætte de mange brogede Garnrester sammen, saa at de alle kom til Nytte; dette gjorde hun med en yderst dristig Fantasi, paa Trods af alle Smagsregler. Var der ikke nok af Hovedfarven i en Vest, satte hun uforknyt en bred Tværstribe af en helt anden Farve ind midt i Ryggen. Det nyttede ikke, hvad man indvendte; hun svarede kun med det hende egne Lune, at det saa netop saa livligt ud.

En stor Triumf fejrede hun imidlerlertid, da hun en Gang sendte en Pakke af disse brogede Klædningsstykker op til Grønland og saa fik et Takkebrev fra Præstekonen deroppe, hvoraf det fremgik, at just disse stærke og forskellige Farver faldt i høj Grad i Grønlændernes Smag; og da næste Aar en lignende Sending fremkaldte en ny Takkeskrivelse, stod der i denne, at et af de mest forunderlig brogede Skørter fra det foregående Aar havde været Stadskjole for den lille Pige, der havde laset den; nu var den slidt op, og der var ikke stort andet end den lasede Bort tilbage, men endnu var disse Laser Barnets kæreste Pragtstykke. Fra det Øjeblik var der ingen Grænse for Fru Bays mærkelige Farvesammenstillinger. "Det er grønlandsk," sagde hun, naar hun viste disse Arbejder frem.

Den væsentlige Del af Bogen handler selvfølgelig om Fru Bays betydningsfulde Skolegerning, den, der lagde Beslag paa næsten al hendes Interesse. Der dvæles dog ogsaa paa andre Maader ved denne tiltalende Kvinde. Der er saaledes en smuk Skildring af Ferierne de sidste Aar, som Komtesse Moltke og hendes Medbestyrerinde tilbragte ude i Vedbæk i en Villa overfor Frk. Zahle. En Tid lang havde der imellem disse saa udprægede Mennesker fundet stærke Brydninger Sted; men Forstaaelse og Kærlighed havde til sidst mere og mere faaet Magten

Allerede paa Morgenstunden gik der Bud imellem dem, og de samledes regelmæssigt flere Eftermiddage om Ugen til Højtlæsning, snart paa Villa Rosa, snart hos Frøken Zahle. Det var Bøger af forskellig Art, de læste, dog hovedsagelig Skønlitteratur, baade hjemlig og fremmed, ældre og moderne. Som Regel var det Komtesse Moltke, der læste, medens Frøken Zahle og Fru Bay lyttede saa spændte og interesserede som et Par purunge Piger - deri lignede de hinanden: deres Modtagelighed var stadig saa frisk, som var de i deres fejreste Vaar.

Og saa var de begge saa morsomt grundige: var der et eller andet, som de ikke var helt klare over, med Hensyn til Fortællingens Gang, til de optrædende Personer, eller hvis der blot forekom et Fremmedord, de ikke kendte, saa brød Fru Bay gerne straks ind med et ivrigt Spørgsmaal, og Frøken Zahle sagde: "Det er saa dejligt, at du spørger, Fru Bay! saa faar jeg det ogsaa at vide!" 

De mange, der har kendt den afdøde Skolebestyrerinde, vil læse Bogen om hende med Genkendelsens Glæde. Men ogsaa for andre har den Værd. Det er lykkedes Forfatterinden at faa de væsentlige Sider i Elise Bays Væsen og Personlighed frem, at give et Billede af et lykkeligt Menneske og at forklare, hvorfor hun var det. Thi derom er ingen, efter at have læst Bogen, i Tvivl. Der var en Gang Tale om to Mennesker, som boede sammen, men efter hvad der mentes, Ikke helt var i Harmoni med hinanden. Overfor dem, der fandt, at de heller burde ophæve Samlivet, indvendte Fru Bay: "De har dog hinanden at være gode imod!" Det var, hvad der for hende gav Samlivet dets egentlige Betydning: man har nogen at være god imod. Det lille Udsagn er mere talende end mange Ord. -n

(Nationaltidende 21. december 1917, 2. udgave)

Artiklen byggede på Josepha martensen: Elise Bay. Et Karakterbillede. 1917

Elise Bay er  begravet fra Esajas Kirken og begravet på Vestre Kirkegård sammen med komtesse Thusnelda Moltke og ved siden af Nathalie Zahle. Foto Erik Nicolaisen Høy.