Redaktør Wiinblad fængslet: Korsør Arbejdsanstalt 1894 (9). (Efterskrift til Politivennen)

Redaktør Wiinblad og Korsør Arbejdsanstalt for Højesteret!

(Fra vor Meddeler.)

Kjøbenhavn, d. 10. Januar.

I 1889 bragte "Social-Demokraten" nogle opsigtsvækkende Artikler om Forholdene paa Korsør Arbejdsanstalt. Det meddeltes heri, at Lemmerne paa nævnte Anstalt - bl. a. ogsaa de sindssyge - var bleven mishandlede paa en oprørende Maade ved Prygl, Sult, kolde Styrtebade, Paalægning af Haandjærn o. s. v. For disse Artikler var Redaktør Wiinblad, efter at Inspektør Schmidt havde anlagt Sag mod Bladet, ved Hof- og Stadsrettens Dom af 30. Januar 1893 idømt simpelt Fængsel i tre Maaneder. Denne Dom appellerede han til Højesteret, hvor Sagen kom for i Dag.

Som Aktor mødte Højesteretssagfører P. G. C. Jensen paa det offentliges Vegne, medens Højesteretssagfører Svend Høgsbro som privat engageret Defensor for Wiinblad.

Efter at Hof- og Stadsrettens Dom var oplæst, talte

Aktor, P. G. C. Jensen: De paaklagede Artikler begyndte med at meddele, at Bladet fra sex Lemmer paa Korsør Arbejdsanstalt, hvis Rædsler var noksom bekjendte, havde modtaget en oprørende Klage, som Bladet gjengav i afdæmpet Form, idet det udelod nogle Oplysninger om Tyveri, Bedrageri, Assurancesvig. Det fortaltes, at Inspektør Schmidt havde lovet Klagerne mørk Arrest, Sult og saa mange Prygl, at de ikke kunde skrive mere, saafremt de fortalte noget om Forholdene i Anstalten. Om en ung Pige fra Randers. Olga Berg, fortaltes det, at man havde slaaet alle Klæderne af hende, givet hende Styrtebad med Is og pryglet hende med en tyk Stok samt givet hende Sultekur. En Snedker Vilhelm Petersen fra Faaborg var bleven staaet halvt ihjæl, og en Maler West fra Langeland var ligeledes bleven mishandlet grusomt. I al Almindelighed fortaltes det, at der paa Anstalten foregik et græsseligt Pryglen, og at man pinte dem med en barbarist Sultekur, som kunde vare indtil 90 Dage, i hvilken Tid Staklerne hverken fik Middagsmad eller Øl, men kun tynd The og Brød. Man havde indrettet snævre Skabe, hvori Lemmerne blev puttet nøgne ind og overhældte med iskoldt Vand. og desuden brugte man at slaa dem med Nøgleknipper, hvorved en Mand fik Panden flækket. -

Dette er Hovedindholdet af de Artikler, som Kammerraad Schmidt anlagde Sag for. Wiinblad har for det første paaberaabt sig. at han ikke vilde fornærme Schmidt, men det er faktisk, at han har fortsat sine Injurier, efter at en Undersøgelse var bebudet. Han har dernæst hævdet, at Oplysningerne var rigtige, men uagtet han havde ført syv Thingsvidner, var det ikke lykkedes ham at bevise Artiklernes Overensstemmelse med Sandheden.

De nævnte Vidner var gjennemgaaende temmelig uheldige, hvilket Taleren nærmere paaviste ved en indgaaende Karakteristik af hver enkelt, deres Uvederhæftighed, Drikfældighed, Urimelighed, Umedgjørllghed, Indstrænkethed, Dovenskab, Uhæderlighed, Brutalitet og saa fremdeles; disse uheldige Egenskaber fandtes dog ikke hos dem alle, men var jævnt fordelte imellem dem. - Vidnerne hørte altsaa ikke til de "hæderlige Fattige", men var behæftede med stemme Skavanker.

Hvad nu Korsør Arbejdsanstalt angaar, da var dette ikke en almindelig Fattiggaard, men en Anstalt, hvori Landets værste Udskud var samlet, Folk, der var dømt til Tvangsarbejde, og som trængte til den Disciplin. Anstalten var indrettet paa. Reglementet foreskrev, at over for Lemmer, som var modvillige og ikke vilde udføre det befalede Arbejde, kunde der af Politimesteren dikteres indskrænket Kost og Kachot, og til den daglige Orden hørte bl. a., al Inspektøren havde Ret til at gjøre sig bekjendt med Lemmernes Korrespondance.

I de paaklagede Artikler var der bl. a. paastaaet, at der havde fundet Assurancesvig Sted ved en Brand paa Anstalten, idet en Opsynsmand Henriksen skulde have gjemt nogle Klæder, for hvilke han fik Assurancesummen udbetalt. Lemmerne kunde naturligvis ikke vide noget om, hvad Opsynsmændene ejede, eller hvad der i det hele taget var gaaet tabt ved Branden. Henriksen kunde ikke selv have Opsyn med sit Tøj under Branden, og det var ikke godt for ham at vide, hvad Lemmerne reddede, og hvad der blev ført bort. Beskyldningen for Assurancesvig er i det hele taget kun støttet af ganske intetsigende Grunde; mange Ting har maaske overfor Lemmerne taget sig ud som Svig eller Bedrageri, men har i Virkeligheden været ganske i sin Orden.

Det er bestandig de gamle Historier, der dukker op igjen, fordi Lemmerne ikke har forstaaet Sammenhængen med dem. Der ligger ikke det fjærneste til Grund for alle disse Beskyldninger om Tyveri, Bedragen og Assurancesvig; men tilbage staar alligevel en almindelig Beskyldning mod Inspektøren for at have dysset den Slags Beskyldninger ned.

Social-Demokraten fortalte endog, at Schmidt havde truet Lemmerne med Prygl og Sult. saafremt de meddelte noget om Mislighederne; men der er ikke bevist noget som helst til Støtte herfor.

Hvad de græsselige Mishandlinger angik, da er det med Hensyn til Olga Berg oplyst, at hun var det værste Fruentimmer, man kunde tænke sig. Hun kastede sin Mad ud af Vinduet, spyttede Folk i Ansigtet, rev sine Klæder itu og sang liderlige Viser. Saaledes opførte hun sig i Randers, og da hun kom til Korsør, begyndte hun strax at slaas med Opsynsmændene, slaa Ruder itu, rive Klæderne af sig og synge svinske Sange, saa at det kunde høres ind i Byen; hun var det værste Skarn af et Fruentimmer, der nogen Sinde havde været paa Anstalten, sagde Inspektøren. Fortællingen om, at man havde revet Særken af hende, overhældt hende med isafkjølet Vand samt pryglet og sultet hende, viser sig at være højst upaalidelig, idet Vidnerne forklarede, at de dels havde hørt Historierne af hende selv, dels hørt dem rygtevis. Styrtebadet var anordnet af Lægen som et godt Middel mod Hysteri.

Paa samme Maade hang det sammen med de øvrige Mishandlinger: det var lutter Overdrivelser. Snedker Petersen fra Faaborg, som "omtrent var staaet ihjel", var faktist farlig for den offentlige Sikkerhed. En anden havde faaet nogle slag med et Spanskrør over Ryggen, men det var, fordi han ikke vilde gaa i Vandet. Sultekurene var heller ikke saa farlige: hvad man fortalte herom, var hovedsagelig Godtkjøbssnak. Arrest var kun idømt, naar Lemmerne ikke vilde arbejde. Mange af dem, som har klaget, var raa og brutale Personer, der ikke kunde behandles med Mildhed, Forbrydere og Løsgængere alle Vegne fra. For at give Klagerne mere Vægt havde man fremstillet Lemmer med en ubetydelig Benskade som "Krøblinge", der blev grusomt mishandlede, og saaledes blev der overdrevet helt igjennem.

Her sluttede Mødet, og Proceduren fortsættes i Morgen.

------------

Kiøbenhavn, den 11. Januar.

Ved Retsmødets Aabning i Morges fortsatte Højesteretssagfører P. G. E. Jensen sit i Gaar afbrudte Foredrag, idet han først hævdede, at de paa Korsør Arbejdsanstalt stedfundne Ildebrande ikke var begrundede i den slette Behandling paa Anstalten. Det var muligt, at denne gamle Anstalt før Branden var alt andet end hensigtsmæssigt indrettet; men det har Inspektør Schmidt jo ikke den fjærneste Skyld i, og deraf følger jo heller ikke, at Lemmerne ikke alligevel kan faa en god Behandling. Man siger, at Usædelighed gik stærkt i Svang i Korsør Arbejdsanstalt; men hvad kan man i Grunden vente sig andet paa et Sted, hvor der findes et saa usædeligt Fruentimmer som Olga Berg?

Ganske vist er der mange, der foretrækker Tugthuset for Arbejdsanstalten, men det kan Korsøranstalten jo ikke gjøre ved. De Folk, der indsættes der, er som oftest Folk, man ikke kan nære sig med paa nogen anden Fattiggaard, og det er jo ganske naturligt, at man der kommer i slet Selskab. Men dette begrunder selvfølgelig ikke i ringeste Grad et Angreb paa Anstaltens Inspektør og Personale. Naar disse bølleaglige og kraftige Mennesker, (Lemmerne) uden Grund overfaldt Opsynsmændene, skulde disse saa staa ganske rolige og tage mod Pryglene? Nej, det er dog en Selvfølge, at saadanne ustyrlige Individer maa tages med en fast Haand.

Karakteren af "Social-Demokratens" Artikler vises bl. a. deraf, at Bladet kalder de 6-7 forløbne Individer, som har skrevet Klagen, for "Eliten" af Lemmebestanden derude. Disse ulovfaste Vidner fortalte Historier, hvis Usandhed maatte være Redaktionen aldeles aabenbar, og Wiinblad burde betænke, at han i Virkeligheden gjorde Lemmerne Skade ved at tage sig af Deres Anklager. Den Slags Folk taaler ikke at blive gjort til Martyrer; det smigrer deres Forfængelighed og opmuntrer dem til yderligere Opsætsighed.

Samtidigt med, at Wiinblad blev idømt 3 Maaneders Fængsel for Angrebene paa Inspektør Schmidt, fik han Bødestraffe for Angreb paa nogle Opsynsmænd. Nu vil Defensor maaske sige. at det er alt for haardt, naar Wiinblad skal dømmes flere Gange for en og samme Artikel; men det er dog rimeligt, naar en Mand hudfletter flere forskjellige Personer, saa søger hver især af disse at skaffe sig den Oprejsning, som Lovgivningen hjemler. Dette har Overretten da ogsaa fundet ganske i sin Orden.

Nu vil Wiinblad paastaa, at man har skaffet et af hans Hovedvidner, Olga Berg, af Vejen ved at sende hende til Amerika; men dette er dog temmelig meningsløst! Ganske vist skal Olga Berg være rejst til Amerika; men der er selvfølgelig ingen, der har gjør sig Ulejlighed med at faa sendt hende bort, thi selv om man vilde føre dette Fruentimmer som Vidne, var der vel næppe ret mange, der vilde tro paa. hvad hun fortalte.

Endelig vil Wiinblad undskylde sig med, at han har talt rosende om andre milde Stiftelser som f. Ex. Jægerspris; men dette kommer jo slet ikke Sagen ved. Han vil vel dermed dokumentere sin Upartiskhed, men det lykkes ham ikke. Han henviser ogsaa til, at "Socialdemokraten" har skrevet om de slette Forhold paa "Stolpegaarden," "Næstved Fattiggaard" og flere andre Steder, hvilket senere har vist sig at være i god Overensstemmelse med Sandheden. Men dette berettiger selvfølgelig ikke Angrebene paa Inspektør Schmidt. Det er, som om man vilde sige, at naar en vis Person, der gaar med høj Hat, er en Skurk, saa er andre Personer, der bærer høje Hatte, ogsaa nogle Skurke. Selv om Kritik har været fuldt berettiget overfor andre Anstalter, følger jo ikke deraf, at der har været Grund til at angribe Inspektøren og Opsynsmændene paa Korsør Arbejdsanstalt.

Dermed sluttede Aktor sit over tre Timer lange Foredrag og gik over til Dokumentationen af de omfangsrige Akter, hvilket vil optage hele Retsmødet i Dag. I Morgen tidlig vil Defensor. Højesteretssagfører Svend Høgsbro, faa Ordet. Det er næppe sandsynligt, at Dommen bliver afsagt før Mandag Morgen.

(Fredericia Dagblad 13. januar 1894).

Redaktør Wiinblad og Korsør Arbejdsanstalt.

Kiøbenhavn. 13. Januar 1894.

Dokumentationen i denne Sag fortsattes i Gaar (Fredag) for Højesteret.

Justittarius Buch var meldt syg, og i hans Sted konstitueredes Højesteretsassessor Smith. Retten bestaar nu af det mindste Antal Medlemmer - nemlig 9 - , som Loven kræver, naar en Sag stal bedømmes.

Efter at Dokumentationen var endt, nedlagde Aktor Paastand paa Skærpelse af Dommen, subsidiært Dommens Stadfæstelse.

Derefter tog Defensor Svend Høgsbro Ordet: Hvad der navnlig har været mig om at gjøre, har været at vise Højesteret, i hvilken Sammenhæng, de paaklagede Artikler bør ses og er set af Socialdemokratens Læsere. Sagen er nemlig den: disse Artikler er et Led i en gjennem mange Aar fortsat Agitation for at forbedre Forholdene paa vore Fattiggaarde. Det har kostet Socialdemokraten megen Tid og megen Bekostning at vedligeholde denne Agitation, indtil det lykkedes at faa det foreløbige Maal: Den humane Fattiglov. Der er ikke ringeste Tvivl om, at Socialdemokratens Artikler har haft meget stor Andel i Fattiglovens Fremkomst, og denne Lov betragtes jo af alle som et stort Fremskridt. Nu er Forholdet det, at Wiinblad fra Korsør Arbejdsanstalt fik en Klage over Lemmernes Behandling, og det var da ganske naturligt, at han benyttede den overensstemmende med sit Formaal: at faa Forholdene paa Arbejdsanstalten forbedrede. Justitsministeren efterkom ikke Opfordringen om en offenlig Undersøgelse af Sagen, og det var da i sin Orden, at Wiinblad forfulgte Sagen. Det havde i dette som i mange andre Tilfælde vist sig nødvendig at raabe højt herhjemme for at faa Ørenlyd. Man erindrer den Opinion, det efterhaanden, men rigtignok først efter en lang Kampagne, var lykkedes Socialdemokraten at rejse om Forholdene paa Stolpegaarden, og dens ihærdige Kamp for at faa indført ordnede Forhold paa Næstved Fattiggaard. Og overensstemmende med det Formaal, Socialdemokraten havde sat sig, begyndte det sin Serie Artikler om Forholdene paa Korsør Arbejdsanstalt.

Det er absolut en Misforstaaelse af Aktor, naar han stadig paastaar, at Hensigten med Socialdemokratens Artikler var at komme Inspektør Schmidt til Livs; nej. Bladet havde vidererækkende Formaal med Angrebene. Socialdemokraten kalder jo ogsaa gjentagne Gange Schmidt en Straamand, altsaa en Mand, der kun var Redskab i andres Hænder.

Hvad selve de seks Lemmers Klage angaar, som Bladet offenliggjorde, saa er det et meget stort Spørgsmaal, om Socialdemokratens Redaktør kan paalægges noget Ansvar for denne Klage. Han har jo oven i Kjøbet ikke taget Klagen, som den forelaa, men strøget de stærkeste Beskyldninger og dæmpet mange Udtryk. Lemmerne har jo navngivet sig som Forfattere og Wiinblad har ikke gjort Klagen til sin, men blot sagt, at hvis Forholdene var saa skandaløse, saa tiltrængtes der en hurtig Forbedring. Heller ikke kan det med Rette siges, at Wiinblad har gjort Sagfører Jacobsens Klage til sin. Der er kun en enkelt af Bladets Artikler, der kan siges at staa for Bladets egen Regning, men i denne Artikel rettes der intet direkte personligt Angreb paa Inspektøren; der staar kun omtalt, al han behandlede Lemnierne saa haardt, at han var meget forhadt, og at han var saa bange for Lemmerne, at han rystede af Angst for dem og gik med Revolver i Lommen. Men ligger der nogen Injurie i disse Udtalelser over for Inspektøren? De kunde maaske være en Injurie at beskylde ham for Haardhed over for Lemmerne, men det er det ikke i det Øjeblik, det kan bevises, at han har behandlet dem haardt, og det kan det.

Hvad Vidnerne angaar, saa er det selvfølgelig, at det ikke kunde være pletfri Vidner, Bladet kunde skaffe fra den Anstalt. Men der er ogsaa lagt Bladet store Vanskeligheder i Vejen for at skaffe Vidner. Flere af Underskriverne var forsvundne paa en ejendommelig Maade, bl. a. ogsaa den meget omtalte Olga Berg, just som Bladet skulde benytte hendes Vidneforklaring. Socialdemokraten indeholdt i de Dage følgende Telegram fra Randers: "Olga Berg paa Rejse til Brasilien. Ledsages af Fattigforstander Elle til Hamborg". (Højesteretssagfører Lund: Hvem har underskrevet det?) Det er ikke underskrevet, men dets Korrekthed er sikker nok. Det er ikke blevet modsagt et eneste Sted. Men denne Forsvinden af Vidner ser ejendommelig ud just paa det Tidspunkt; jeg paastaar ikke, at de er staffet bort, men mærkeligt er det og - man har jo for Resten for her hjemme set, hvorledes Vidner er staffet bort.

At Inspektøren har vist Haardhed i sin Behandling af Lemmerne, er notorisk. Det er oplyst, at et af de gamle Lemmer, Knoblauch, er bleven underkastet en lang Sultekur, der svækkede ham meget. Inspektøren har selv indrømmet, at et Par andre Lemmer, Thordahl og Larsen, er blevet underkastet Sultekur paa 60 Dage. Saadanne Sultekure blev idømte for ganske ubetydelige For- seelser, og Lemmerne mistede derved Middagsmad og Øl, og det, der da blev tilbage, var alt i alt 1 a 1½ Pund Brød om Dagen samt et Par Pægle Mælk om Morgenen og Aftenen, men dette er i Virkeligheden under det, selv de, der har faaet Vand- og Brødstraf, faar, og saa kunde denne Kur endog vare 60 Dage i Træk.

Denne Sultekur er absolut ikke lovlig, fordi de Fødemidler, Lemmerne fik, langt fra var tilstrækkelige. Straffen er en forværret Udgave af Vand- og Brødstraffen. Paahviler nu Ansvaret herfor Inspektøren? Det gjør det utvivlsomt, selv om Politimesteren har idømt Straffen. I hvert Fald er det paa Inspektørens Ansvar, at Straffetiden er sat paa saa urimelig lang Tid uden Afbrydelse. Det er ogsaa faktisk, at Inspektøren gjentagne Gange har pryglet Lemmerne, skjønt dette sikkert ikke er overensstemmende med Reglementet. Hvad Styrtebadene med iskoldt Vand angik, saa er det rigtigt nok, al Lægen den ene Gang har anordnet det som Lægemiddel, men det kan sandelig ikke undskylde Inspektøren, naar han gjentagne Gange senere har benyttet disse Styrtebade som Straf, selv paa den koldeste Aarstid.

Aktor har sagt, at man havde tilstrækkelig Garanti for, at der ingen grove Mishandlinger fandt Sted derved, at Medlemmer af Sogneraadene eller andre stadig havde Lejlighed til at føre Tilsyn med denne og andre Anstalter af lignende Art. Men dette kunde ikke tillægges nogen Betydning, eftersom man jo mange Gange har set, bl. a. ved Kronprinsens Besøg paa Stolpegaarden, hvad man dristede sig til at stille paa Benene, for at de besøgende skulde saa et saa gunstigt Indtryk af, hvad de saa. som muligt. Det er jo desuden ikke Inspektøren alene, der har mishandlet Lemmerne, ogsaa Opsynsbetjentene har fulgt godt i hans Fodspor. Efter hvad der er oplyst, synes ogsaa alt at tale for, at Opsynet har begaaet Assurancesvig. Defensor afsluttede hermed sit Foredrag og nedlagde Paastand paa, at Wiinblad frikjendtes, subsidiært, at Straffen nedsattes.

Aktor, P. G. E. Jensen: Bladet har absolut gjort de 6 Lemmers Klage til sin, idet det først har offenliggjort den efter at have undersøgt Forholdene dernede og fundet disse overensstemmende med Klagen.

Bladet paastaar jo, at det udelukkende er den Behandling, Lemmerne faar, der har været Skyld i de mange Ildspaasættelser dernede. Det Telegram om Olga Bergs "Forsvinden", som Defensor havde omtalt, var ganske værdiløst; hun var ikke sendt bort, men rejst bort; hvad "Sultekuren" angik, saa er det ikke oplyst, at de Lemmer, der har været underkastet denne, nogen Sinde har klaget over, at de ikke havdesaaet Føde nok. Styrtebadet var aldrig anvendt som Straf, men kun for at køle de urolige Hoveder.

Voteringen tog derpaa, efter en kort Replik af Defensor, sin Begyndelse Kl. 1.

(Thisted Amts Tidende 15. januar 1894).

 Fattiggaardenes Gæstebud,

Men naar Du gør et Gæstebud,

Da byd Fattig, Krøblinge,

Halte, Blinde.

Kristus

Højesterets Dom over Red. Wiinblad er en sort Streg over de fire Evangelier, over Kristi Kærlighed til de Fattige.

Slaa op i din Børnelærdom, Læser, og Du vil se, at vi har Ret. Kristne fælder de haardeste Domme over Rigdommen, Lovkyndigheden, de Skriftkloge og Præsterne, som vender Fattige og Syndere Ryggen. Og ved enhver given Lejlighed tager han de Forskudtes Forsvar, færdes mellem Proletarer og følger med Tolderne, som ansaas for særlig foragtelige Individer, værger Horkvinden mod hendes Forfølgere osv.

Det var Mesterens aabne Brud med Datidens officielle Retfærdighed. Paa denne Lære om Kærligheden til Ulykkelige, Fattige og Syndere blev Kristendommens Lære bygget op.

Men hvor er nu den Kristendom, der æder med Toldere, velsigner Fattige og forbarmer sig over Syndere?

Hør en af disse Nutidens Lovkyndige, Aktor i Korsørsagen, Højesteretssagfører P. G. E. Jensen. Han kalder Tvangsarbejdsanstaltens Beboere for "Løsgængere og drikfældige Individer, som maa siges at være tabt for Samfundet", og han føjer til, at Redaktor Wiinblad ved at beklage disse Mennesker som ulykkelige Stakler, har ophidset dem.

Men Farisæerne i det nye Testamentes gamle Evangelier forargedes ogsaa over Kristi Kærlighed til de jødiske Proletarer, over hans Gæstebud for Fattige, Krøblinge, Halte og Blinde, ophidsede han dem endvidere ikke ved at raabe Ve over Rigdommen, udskælde de Skriftkloge for Øgleunger eller kalkede Grave, og undergravede han ikke Agtelsen for den officielle Retfærdighed ved at sige om de Lovkyndige, at de "besværer Menneskene med Byrder, vanskelige at bære, og selv rører I Byrderne ikke med en af Eders Fingre." 

Den jødiske Lovkyndige og den danske Højesteretssagfører har samme Syn paa Fattigdommen. De lagde begge tunge Byrder paa den Fattige, hvem Samfundet gav saa uendelig faa Ævner til at bære Byrder, og de fordømmer dem, som gør Gæstebud for Elendige. Men jo! den moderne kristelige Stat har jo gjort sit Gæstebud for Fattige. Uomstødt staar det, at den kristelige Tvagsarbejdsanstalt i Korsør har givet de fattige Syndere Sultekure, ladet dem tildele korporlige Revselser og indespærret dem som Slaver.

Saaledes ser Fattiggaardenes Gæstebud ud. Og det vil ikke være svært at se, i hvor høj Grad det adskiller sig fra det Kærlighedens Gæstebud, Kristus anordnede for de Fattige.

Og dog er Højesteret den øverste Domstol i den kristelige, af Lovkyndighedens Nellemann ledede Stat.

Hvem stod nu nærmest til at skride ind mod Sultekurene, Legemsstraffene og Overgrebene mod de fattige Lemmer paa vore Arbejds- og Tvangsarbejdeanstalter?

Nellemann er Kristenhedens juridiske Overhoved, Goos dens kirkelige. Retfærdigheden og Næstekærligheden skulde udgaa fra dem og deres til Beskyttelse af dem, der blev budt til Fattigforsørgelsens Gæstebud paa vore Fattiganstalter. Men det gjorde de ikke. Der var ingen, som tog sig af dem paa Vejene og ved Gærderne, førend "Social-Demokraten" viste deres Saar, Sorger og Ulykker, deres forspildte Liv. deres Sult, den Udplyndring og Barbarisme, som øvedes mod dem. Og én Ting var vis: disse Syndere havde ikke selv skabt dette Liv i et usselt Hjem med tomt Madskab og kold Kakkelovn, Tilværelsen i Kamp for Brødet, hvorunder Manden bliver Brandstifter for at komme i Tugthuset, og Kvinden bliver løsagtig for at faa Føden. Hvis Retfærdighedens Ledere i Landet var fødte under den sociale Bredegrad, var sikkert kun faa af dem kommen til at dømme det store Proletariat og fordømme dets daarligst stillede Individer.

Den kristelige Kærlighedsgærning: at rejse de Faldne, genvinde de Fortabte, mætte de Sultne og berede Gæstebud for Synderne har den bestaaende Kristendom ikke mægtet at gennemføre. Og ve den, der vover paa at søge denne Gærning gennemført! Han dømmes til Maaneders Fængsel og forvises fra det gode Selskab.

Men alligevel forberedes det store Gæstebud, hvor Kærligheden byder Fattige og Syndere til Huse.

Trods Skritftkloge og Lovkyndige.

Phosporos.

(Social-Demokraten 14.januar 1894).

Vejen til Straf og Vejen til Naade.

I Dag tiltræder Redaktør Wiinblad de tre Maaneders simpelt Fængsel, som Højesteret har tilkendt ham for hans Kritik af Forholdene paa Korsør Fattiganstalt.

At tale Fattigmands Sag har aldrig, saa længe Verden har staaet, været af den Slags Foretagender, der gjorde sin Mand til virkelig Etatsraad, Kommandør af 1ste Klasse og Indehaver af Fortjenstmedaljen med Tilladelse til at bære samme. Dertil hører der ganske

andre Meriter. Den, der vil frem ad Kommandør- og Etatsraadsvejen, maa være en agtet og anset Bedsteborgersjæl, der først og fremmest holder paa "det Bestaaende" og navnlig strængt entholder sig fra at røre ved ."den Fattiges Ret", "Samfundets Pligter mod de Fortrygte" og lignende skøre og vanskelige Sager, der kun vækker Splid i Staten og forstyrrer gode, mæskede Samfundsstøtter i deres fredelige Søvn.

Der er da Intet at sige til, at Wiinblad fik disse tre Maaneder. Det maatte saa være. Udviklingens Gang og Historiens Vidnesbyrd taler begge for, at en skarp Kritik af den Behandling, hvormed en nidkær Inspektor har regaleret fattige Lemmer i hans Institut, bør løbe ud i tre Maaneders Fængsel, og det vilde være urimeligt at vente sig andet.

Hr. Wiinblad har heller ikke ventet sig noget bedre Udfald; han var af gammel Erfaring fuldt vidende om, hvad det at tage sig af nogle Samfundsstedbørn kunde komme til at koste, han kendte Taksten og vidste, at den var tre Maaneder.

Maaske var han sluppen billigere, hvis han havde kaldt den nidkære Inspektør en Engel og de klagende Lemmer nogle frække og forvorpne Slyngler. Vi véd det ikke, men vi tænker os den Mulighed, at han var sluppen billigere. Maaske var der slet ikke blevet vejst Tiltale imod ham. 

En Sammenligning.

Vi kan ikke gøre for det, men vi kommer ved denne Lejlighed uvilkaarlig til at tænke paa de tre Maaneders Fængsel, som "Aftenbladet"s Redaktør blev idømt sidste Sommer. Man husker, hvorledes det gik med disse tre Maaneder:

"Aftenbladet" gik til Hr. Nellemann, og Hr. Nellemann benaadede "Aftenbladet", saa at de 3 Maaueders Fængsel skrumpede ind til 4 Dages Vand og Brød.

Hr. Wiinblad blev ikke benaadet. Han blev det ikke af tre gode Grunde. For det første kendte Hr. Wiinblad ikke Vejen til Hr. Nellemanns Naadessekretariat - det er heldigvis de færreste "demokratiske" Redaktører, der kender den Vej - , for det andet ansaa Hr. Nellemann ikke Hr. Wiinblad for en Mand, der havde gjort sig fortjent til hans Naade, og for det tredje vilde Hr. Wiinblad ikke have modtaget denne Naadegave af en Provisorieministers Haand, selv om den var bleven tilbudt ham.

Den Forskel er der mellem disse tre Maaneders Fængsel og de tre, der faldt i Sommer.

Og derfor gaar Hr. Wiinblad med oprejst Pande ind til sine tre Maaneder. Han trængte ikke til Hr. Nellemanns Naade.

(København 17. januar 1894).

Som avisen "København" 29. marts 1894 forestillede sig Wiinblads fængselsophold. Artiklen blev bragt som en støtte til hans opstilling som kandidat til folketinget ved valget samme år. Han sad i Folketinget 1895-1928 og i Landstinget 1828-1935.

Oprørende

Wiinblads Behandling i Fængslet.

Vore Læsere ved, at Wiinblad afsoner sine tre Maaneders simpelt Fængsel i Arresthuset paa Kristianshavn.

Alle Københavnere kender denne Bygnings Ydre. Det er en grim, uhyggelig Murkolos, som straks vækker Forestillinget om Mordere og Banditter. Som bekendt bruges hele det store Bygningskompleks paa begge Tider af Dronningensgade dels til Opholdssted for kvindelige Forbrydere (Børnehuset), dels for mandlige Varetægtsarrestanter og Straffefanger, som ikke er dømt til Forbedringshus, samt for - politisk Domfældte. Imidlertid er man ved at bygge et nyt Kvindefængsel ude i Nærheden af Vestre Kirkegaard. Bygningerne paa Kristianshavn svarer altsaa ikke til blot de Krav, den danske Retfærdighed - og den er ikke følsom - stiller til et Fængsel. Men desuagtet skal Fangehullerne fremdeles benyttes til mandlige Fanger, deriblandt saadanne politiske "Forbrydere" som Redaktør Wiinblad.

Er Bygningen ikke hyggelig i sit Ydre, er den sandelig endnu værre indadtil, en ægte Levning, opvndset og "forbedret", fra Tugthusslavernes Tid. Hele det Terræn, hvorpaa Arresthuset med Omgivelser hviler, er lavt og sumpet. Opbyggelsen af Frelserens Kirke blev af den Grund et langvarigt og bekosteligt Arbejde. Her maa altsaa være i høj Grad usundt, og det skal ikke forbedre Forholdene, at der har været Kirkegaard, hvor nu Bygningerne ligger. Og hvor usundt Arresthuset er vil fremgaa af, at Svamp og Mug trives godt derude. Da der for nogen Tid siden blev gravet en Brønd for ad den Vej at pumpe det raadne Grundvand bort, stødte man straks under Jordskorpen paa Rester af Lig.

Ovenover al denne Velstand af raadne Lig og stinkende Sumpvand trakterer man Mennesker med Cellefængsel.

I al Humanitets Navn tør man vel nok protestere mod saadanne Forhold, og naar Staten selv holder Flyttedag, synes den nabenbart at have haft lignende Følelser. Men dobbelt forargeligt bliver det dog, naar man paa et saadant sted indespærrer Folk, hvis "Brøde" kun bestaar i, at de er Modstandere af den politiske og sociale Tilstand her landet, Folk som Wiinblad, hvis "Forbrydelse" oven i Købet har været til Gavn for Hundreder af fattige Mennesker i og udenfor Landets Fattiggaarde ogTvangshuse.

Wiinblad maa ligesom de gemene Forbrydere opholde sig i Cellefængsel. Da flere af vore Partifæller har opholdt sig derude, og saaledes kender Lokaliteterne, skal vi give vore Læsere t c Begreb om et saadant Monstrum af et Opholdssted. Cellen er en halv Snes Skridt lang, nogle faa Skridt bred. På den ene Side er der en Seng, som om Dagen slaas op ad Væggen, modsat to Brædder, "Bord" og "Stol", som er muret ind i Væggen; i et Hjørne er Vasken anbragt, højt oppe, modsat Celledøren et Vindue med Jærnstanger for. Fangen kan ikke naa det med sine Hænder, men er han saa heldig at "bo" ud til Frelserens Kirke, kan han glæde sig med at se op til "Manden". Cellens Vægge er hvidtede og forkradsede af Gæster fra tidligere Tid; der er altid noget at studere i til en Afveksling. Gulvet er af Beton. 

Som man ser er disse Celler som skabte for "Samfundets Fjender". 

Og til den, regner man naturligvis de Fattiges Ven og Forsvarer, vor dømte Redaktør.

Ganske vist kan Wiinblad udstyre sin Celle med noget Bohave, men Uhyggen og Fugtigheden kan han ikke bekæmpe, og Fodkulden bliver han vanskelig kvit. Og vor Redaktør har alt maattet bøde for Opholdet i disse Fangehuller. Da han var derude sidst, paadrog han sig en Mavesygdom, og hans Helbred har siden den Tid været svækket.

I Arrestbygningen paa Nytorv ved Raad- og Domhuset er Forholdene i mange Henseender bedre end paa Kristianshavn. Der findes her større og lysere Arrestrum, og hverken Jordbunden eller selve Bygningen er paa langt nær saa usunde som paa det andet Sted.

Forinden Wiinblad paabegyndte Afsoningen af sine 3 Maaneders Fængsel, henvendte han sig til Politiinspektør Korn, under hvem Fængslerne sorterer, med Anmodning om at komme til at afsone Fængselsstraffen i Arrestbygningen ved Raad- og Domhuset. Han henviste dels til sin egen Helbredstilstand og dels til, at ogsaa hans Hustrus Helbred er svækket, og at det derfor vilde være af stor Betydning ogsaa for hende, om Afsoningen kunde finde Sted paa Nytorv. Anmodningen støttedes af en Lægeerklæring, men desuagtet svarede Inspektør Korn Nej! Afsoningen skulde sinde Sted i et af de modbydelige og sundhedsnedbrydende Fangehuller paa Kristianshavn.

Vi har ventet nogle Dage med at  omtale disse Forhold, fordi vi troede, at der senere vilde blive taget Hensyn til en hæderlig Borgers Ønske, som støttes af et bevisligt svækket Helbred. Men nej! Morderen Vilhelm i Møller, Tyveknægten Ryder og en Redaktør som "Pennen"s, der er tiltalt for Forsyndelser mod Sædeligheden, kan saa Lov at sidde i Nytorv Arresternes, det saakaldte "Tivoli"s større og bedre Celler, men Socialdemokraten Wiinblad skal bo oven over Sumpvand og Ligrester, med kold Beton til Gulvdække og usselt Lys fra det med Jærnstænger dækkede Vindue i den lille elendige Celle.

Det er oprørende, at man byder vor Partifælle en saadan Behandlingsmaade. 

Denne er endnu mere graverende, naar man ser hen til, hvorledes politiske "Forbrydere" behandles i andre Lande, ja selv i vore egne Provinsbyer. Redaktøren af det socialdemokratiske Blad Arbetet i Malmø, Axel Danielsson, paabegyndte i Sommeren 1888 Afsoningen af en 18 Maaneders Fængselsstraf. Men Forholdene, hvorunder Danielsson levede i Fængslet, var saa frie, at han endogsaa redigerede sit eget Blad derfra. Wiinblad maa ikke engang faa "Social- Demokraten" at læse. Han kan faa alle Blade, kun ikke det, han selv er Redaktør af. Er det ikke latterligt? Eller mener mon Autoriteterne, at de skal saa Held med at omvende ham?

I den tyske Militærstat, som aldrig har taget med Glacéhandsker paa Socialdemokrater, er Behandlingen af politiske Fanger langt bedre end her. I fhv. Fængselsdirektør Goos's Organ "Dagbladet" for 8de Januar forrige Aar skrev Hr. Mørk-Hansen bl. a. følgende om Forholdene hos vore sydlige Raboer:

Fæstningsarrestanterne i Tyskland behandles humant og hensynsfuldt, kan nyde god Forplejning og allehaande Bekvemmeligheder for deres Penge, gaa frit omkring i Fæstningen og har endog Tilladelse til om Søndagen at bevæge sig frit i Byen udenfor Citadellet. Dette har jeg selv srt, da jeg for 14-15 Aar siden besøgte Redaktør Hjort-Lorenzen i Magdeburgs Citadel og om Søndagen besaa Byens Mærkværdigheder i hans Selskab. Situationen var i Grunden yderst komisk. Fæstningsarrestanten skulde om Søndagen enten ledsages af en Soldat eller af en af Byens Borgere, som vilde indestaa for, at han ikke forduftede. Men paa hin Søndag Eftermiddag i Magdeburg repræsenterede jeg den Borger, der skulde indestaa for Hjort-Lorenzen. Og saa var det mig, der havde skrevet den Artikel i "Dannevirke", for hvilke Redaktøren blev straffet.

De undertrykte danske Slesvigere behandles altsaa i hvert Fald bedre af de tyske Undertrykkere end de danske Socialdemokrater behandles af deres egne Landsmænd. Og de tyske Avtoriteter viser i Reglen det samme Hensyn overfor de tyske Socialdemokrater. Wiinblad maa derimod nøjes med de Spadsereture, som kan faas i en trekantet Fængselsgaard. Der kan han vifte sig  med Bevidstheden om, at han der i det højeste kan faa en halv Snes Alen længere Spadseretur end i Cellen, en Spadseretur, der strækker sig fra Opsynsmandens Skilderhus til Retiradedøren. 

Selv i vore Provinsbyer ydes der i mange Tilfælde politiske Domfældte større Hensyn end i de kristianshavnste Arrester. Vi ved, at Partifæller i Købstæderne har tilbragt deres Fængselssted i "Borger-Arrester", som er ganske hyggeligt monterede og kun i meget lidt minder om Fængsler. Men i Hovedstaden, i det skumle Domhus, kender man ogsaa kun skumle Arrester.

Vilde det ikke, i Henhold til Straffeloven, være nok, om man berøvede en til simpelt Fængsel dømt Borger hans personlige Frihed? Meningen er dog aabenbart ikke, at han skal bo under slette hygiejniske Forhold og i nært Samkvem med gemene Forbrydere. Socialdemokratiets Program kræver denne Adskillelse af Folk, som er dømt for vanærende Handlinger og Folk, som er dømt sor politiske Forseelser. Det er imidlertid afgjort, at Praksis ikke sjælden stiller de førstnævnte gunstigere end de sidstnævnte.

Ingen vil vel for fuldt Alvor paastaa, at Wiinblads "Fornærmelser" mod Inspektør Schmidt i Korsør bør straffes haardere end f. Eks. Ryders Snyderier mod Fattigfolk. Men ikke desto mindre fik Ryder Lov til at bebo en af Cellerne paa Nytorv, medens man afstaar Wiinblads ved en Lægeerklæring støttede Anmodning om ogsaa at benytte en as disse Celler, og henviser ham til det usunde Hul paa Kristianshavn.

Hvor ofte har man ikke set Højrepressen blive harmfuld, naar en dansk Sønderjyde dømmes af en tysk Domstol, f. Eks. for Fornærmelser mod Kejseren eller dennes Slægt og Omgivelser, og da Redaktør Jessen i Flensborg for et Aarstid siden fik 10 Maaneders Fængsel for Fornærmelser mod en tysk Fyrste etc., kaldte Højrebladene ham for Martyr og erklærede, at Dommen var ufattelig for Lægfolk, "naar man da ikke stal gaa ud fra, at Jessen skal ryddes af Vejen eller gøres ustadelig." 

Da Dommen over Wiinblad blev afsagt af Kriminalretten, ønskede Højrebladenes Broderorgan "Dannevirke" i Slesvig, at de 3 Maaneder ved Højesteret maatte blive skærpet til 9 Maaneder. Det ønskedes af et Blad, som i samme Mon jamrer over Jessens 10 Maaneder, og det ønskedes, fordi Wiinblad var socialdemokratisk Politiker. Højrebladet stillede sig her paa samme Stade som de tyske Avtoriteter, der dømle Jessen, fordi han var dansk Politiker.

Og hvilken Sammenligning er der saa mellem Wiinblads "Forbrydelse" og Redaktør Jessens. Denne havde fornærmet en Fyrste, noget, der fra et Højreblads Standpunkt vel maa regnes for en Kapitalforbrydelse, Wiinblad derimod har fornærmet en Inspektør Schmidt i Korsør. Ophidselsen til at skærpe Straffen for Wiinblad er et godt Bevis for, hvortil politisk Had og Fanatisme kan føre.

Der blev intet af de 9 Maaneder ved Højesteret, men iøvrigt behandles Wiinblad jo, som om man ønskede, at han "skal ryddes af Vejen eller gøres uskadelig".

En sådan Adfærd er "ufattelig for Lægfolk" og - oprørende.

Men den er dansk Retfærdighed op ad Dage.

(Social-Demokraten 23. januar 1894).

Højesteret stod under provisorietiden i den situation at de skulle dømme efter provisorielovene. Voteringen var hemmelig. Dommen var derfor nærmest på forhånd givet: Wiinblad skulle dømmes. Tilhængerne af det hemmelige system argumenterede med at Højesteret ikke skulle ligge under for folkestemninger.  Først i 1920'erne under andre politiske forhold blev domstolen udsat for grundig undersøgelse.

Den omtalte politiinspektør Korn begik året efter, i marts 1895 selvmord da han blev klar over at han ikke længere kunne dække over at hans afdeling, sædelighedspolitiet, havde begået en række ulovligheder og moralsk uforsvarlige handlinger. Se herom i Politivennen specielt i afsnittet om Korns selvmord, samt generelt om Den Store Sædelighedshedsskandale 1895. 

Medarbejdere ved de forskellige Oppositionsblade i København har indbudt Red. Wiinblad til en festlig Sammenkomst i Morgen. Det er naturligvis i hans Egenskab af Journalist og ikke som Socialdemokrat, at man har indbudt ham. I de forskellige Lejre indenfor Oppositionen er der selvfølgelig delte Meninger om "Social-Demokratens" politiske Ledelse, og Red. Wiinblad vil sikkert selv være den sidste til at paastaa, at Bladet altid optræder hensynsfuldt. Men paa den anden Side er der vistnok Enighed om, at Højesteret var ualmindelig stræng i sin Dom, da den vurderede Bladets Paatale af Mislighederne i Korsør Arbejdsanstalt til tre Maaneders Fængsel. Denne Anskuelse har ganske naturligt fæstnet sig yderligere, efter at Ordføreren for Folketingets Finansudvalg skarpt har fordømt disse Misligheder og efter at Indenrigsministeren ligeledes har erkendt det berettigede i Paatalen. Naar en Del af Hovedstadspressen altsaa vil hædre "Social-Demokratens" Redaktør ved en Sammenkomst som denne, er det at opfatte som en Slags kollegial Oprejsning, som en Tilkendegivelse af at et Blads berettigede eller snarere pligtmæssige Paatale af forkastelige offentlige Forhold nedkalder en saa haard Dom over den, der faktisk har bidraget til at hidføre en Forbedring af Forholdene.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 23. april 1894).

Dommen var ikke den første Social-Demokraten fik. I forbindelse med omtale af "Stolpegården" ved Lyngby fik anstalten avisen dømt til at betale 400 kr. i bøde. Senere afslørede bladet at hr. Sandberg havde bedrevet utugt med små børn, og han blev herfor fængslet. Næstved Fattiggård overvejede at anlægge sag, men anklagen blev trukket tilbage. Retten mente at hans varetægtsfængsling var straf nok. 

Emil Wiinblad (1854-1935) var Social-Demokratens redaktør 1881-1911. Han efterfulgte Louis Pio som var rejst til USA i 1877. 1871-1874 hed bladet "Socialisten". Indtil Wiinblad blev redaktør i 1881 var blevet fortrinsvis et internt medlemsblad. På to år lykkedes det at få oplaget fra ca. 2.500 til 10.000 og i alt voksede oplaget i hans redaktionsperiode  til 60.000. Han sad i fængsel for injurier i 1892 og 1894. Wiinblad afløstes af Frederik Borgbjerg (1866-1936) som var redaktør 1911-1924. Wiinblad var medlem af Folketinget 1895-1928 og af Landstinget fra 1928 til sin død.

Tegning af redaktør Wiinblad i Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov 13. april 1916. Wiinblad blev idømt fængsel to gange. Foruden sagen fra Korsør i en påtale af den behandling en fattig pige havde fåret af præsten i Hørsholm fik han også 3 måneders fængsel. 

I 1911 forsøgte Wiinblad at dække over at det var ham selv som havde været kilde til offentliggørelse af indiskretioner i den såkaldte "Ordensaffære". Først da justitsministeriet erklærede at ville indlede en kriminel undersøgelse, gik han til bekendelse. Han vedkendte sig at han den 7. marts fra finansudvalgets værelse havde taget forhørsakter og senere bragt uddrag i Social-Demokraten. Sagen var så kompromitterende for både Wiinblad, Social-Demokraten og Socialdemokratiet at der ingen anden udvej var end at træde tilbage. Han fortsatte som menig medarbejder ved bladet samt i sine tillidshverv i partiets hovedbestyrelse - og på Rigsdagen. 

Inspektøren, kammeråd E. W. Schmidt fratrådte 1. marts 1895 sin stilling. Han havde da haft stillingen i 12 år. Han blev erstattet af krigsassessor Franck. L. Franck var underofficer i artilleriet i Krigen 1864. Han kom efter krigen til Næstved, og var gymnastiklærer på Herlufsholms lærde skole. Han blev forflyttet til husarerne og efterfulgte i 1895 inspektør Smith. Han tog sin afsked i 1906 og døde 1919.

Inspektør Julius Gabrielsen og fru Valborg Gabrielsen, deres to børn er Ella og Gerda, pigen med dukken er Estrid Rosgård. 1910. Julius Gabrielsen blev i 1913 bestyrer på Holbæk Amts Tvangsanstalt. Foto udlånt af Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn. Bemærk, at fotoet kun er til brug på Politivennen Live Blogging, og altså ikke må deles på fx Facebook eller Instagram. Der er ingen fotograf at kreditere. Flere fotoer kan findes på Korsør lokalarkivs samling med hashtagget Korsør Arbejdsanstalt.

Horsens Folkeblad 30. juli 1892 berettede om en ældre beboer i byen, "Jacob Skomager" som efter et ophold på Korsør Arbejdsanstalt ankom til stationen råbende "Jeg er kongen af Danmarks Rige, jeg har afløst Kristian den niende", bevæbnet med en kniv. Han blev pågrebet og anbrragt på fattiggården.

I 1894 var anstaltens sultekure til debat i Folketinget i anledning af en konkret sag. Her ønskede man forbud mod sådanne reglementer.

Ringsted Folketidende berettede 21. marts 1896 at fra en landsby i Vendsyssel førte en fattiggårdsbestyrer og et sognerådsmedlem en "svageligt udseende person der var iført spændetrøje" til anstalten. De måtte betale for en hel kup, i alt 116 kr. Hvilket de gjorde, og personen blev anbragt på anstalten.

Ved folketællingen 1.februar 1901 opholdt der sig på anstalten 57 mandlige og 8 kvindelige fattiglemmer samt 16 mænd dømt til strafarbejde. Den ene kvinde havde et nyfødt barn hos sig. Klientellet kom stadig mest fra andre kommuner. Så sent som i 1918 modtog anstalten stadig betlere der var idømt 120 dages tvangsarbejde. 

Efter systemskiftet i 1901 blæste der imidlertid andre vinde. I 1910 blev to opsynsmænd dømt ved Højesteret for mishandling af patienter på Middelfart Sindssygeanstalt, heraf den ene også af lemmer på Korsør Arbejdsanstalt - han fik 3 gange 5 dages vand og brød. Ind i 1900-tallet blev belægningen gradvis mindre, og i 1920 besluttede byrådet, der nu havde socialdemokratisk flertal, at nedlægge anstalten. Kvindeafdelingen var da allerede nedlagt. Samtlige bygninger blev nedrevet, måske med undtagelse af en funktionærbolig?

I L. F. la Cour: "Korsør - bidrag til egnens, byens og havnens historie" (1926) omtales  anstaltens historie således:

Som Afløser af den gamle Fattiggaard ved Kirkepladsen opførtes herude 1861—62 en ny af Murmest. Bernsteen og Tømmerm. Fischer efter Tegning af Prof. Herholdt. Det er den tiltalende toetages Bygning ud til Vejen. Prof. Herholdt havde jo ved Opførelsen af „Hotel Store Bælt" faaet Forbindelse med Byen. Endnu medens Fattiggaarden var under Opførelse, blev Anlægget udvidet til ogsaa at omfatte en Tvangsarbejds-Anstalt, beregnet paa at optage Lemmer rundt om fra Landet. Det blev en større Institution, hvorfra der dreves Avlsbrug med en Del af Kommunens Jorder og et større Havebrug; men det har altid været en urolig Rede, som har voldt Byen mange Kvaler. Flere Gange blev der øvet Ildspaasættelse, og 1888 gik de fleste af Bygningerne op i Luer. Ved Genopførelsen, ved Arkitekt Ove Petersen, blev der opført en særlig lille Bygning til Sygehus; hidtil fandtes Sygestuerne i Forhusets øverste Etage. I Byraadet var det stadig et Tvistens Æble, om Arbejdsanstalten var en Indtægt for Byen eller det modsatte. Det var vistnok en Lettelse for alle Parter, da den omsider blev nedlagt 1917; under Rationeringen i Krigsaarene var Besøget svundet betydelig ind. Nu afgiver Forhuset Bolig for de faa Fattiglemmer og Bagbygningerne er kommet til god Anvendelse under Bolignøden."

Artikler i denne serie: Afsnit 1: Social-Demokraten på besøg 1887. Afsnit 2: Debat 1887. Afsnit 3: Korsør Byråd. Afsnit 4: Nuværende og forhenværende inspektører udtaler sig 1887. Afsnit 5: Artikler fra maj-juni 1889. Afsnit 6: Genopførelse 1890. Afsnit 7: Vidneudsagn 1890. Afsnit 8: Sognepræst Munck om Korsør Arbejdsanstalt. Afsnit 9: Redaktør Wiinblad fængslet 1893.