Korsør Arbejdsanstalt.
Klage til Justitsministeriet.
Fra seks navngivne Lemmer paa Korsørs berygtede Arbejdsanstalt, hvis Rædsler vi noksom bekendt tidligere sammen med andre lignende Tilflugtssteder for vort Lands Fattige har holdt frem for Dagens Lys, modtog vi for faa Dage siden en skriftlig Klage af en saa oprørende Beskaffenhed, at den foranledigede os til øjeblikkelig at rejse dertil for at undersøge Forholdet nøjere. Det Resultat, vi kom til efter at have hørt Sagen fremstillet af begge Parter: Øvrigheden og Lemmerne, bragte os til i Gaar at indsende den originale Klage til Justitsministeriet med Anmodning om, at alt maa blive nøje og trængt retfærdigt undersøgt, og hvis det viser sig at være sandt, der da endelig maa blive fat en Stopper for denne grusomme Behandling af ulykkelige Medmennesker, som synes at trives saa frodigt sammen med ligefremme Forbrydelser blandt Voldsmændene.
Klagen.
Af denne gengiver vi hovedsagelig kun det, der vedrører Lemmernes oprørende Behandling, og det endda i en noget afdæmpet Form. Derimod udelader vi de til de nøjagtigste Enkeltheder specificerede Sigtelser for Assurancesvig. Bedrageri og Tyveri, som rettes mod nogle af Anstaltens Funktionærer. Vi gør dette, fordi Sagen ventelig vil blive retslig undersøgt, idet vi forbeholder os, hvis dette ikke sker, da at drage dem offentlig frem.
Hr. Redaktør !
Den 12te Marts 1889 om Morgenen blev der sat Ild paa Anstalten af et ungt Menneske, som var saa ked af at være her, at han ofte ytrede, at han maatte gøre Noget for at komme paa Vridsløse, thi dét vidste han dog hvorfor og hvorlænge han skulde straffes, men det vidste han ikke her. Forhuset, hvori der er Sygehus og Inspektørbolig, blev ikke beskadiget, hverken af Ild eller Vand, derimod brændte selve Arbejdshusets Loft og en Del af øverste Etage. I de ubeskadigede Rum, en lille Stue og to Arrester, har saa Lemmerne siden den 12te Marts opholdt sig Morgen, Middag og Aften, pakkede saa tæt som Sild i en Tønde; om Natten har de ligget paa Gulvet i en Gødningsfabrik og nu er de indkvarterede paa Loftet i et Kornmagasin. Fruentimmerne blev puttede ind i et Hul med Stengulv, hvor de siden den Tid har ligget uden Senge.
(Her følger saa KIagen for Assurancesvig og Bedrageri).
Vi Undertegnede har tilskrevet Politimesteren og Assuranceagenten her i Korsør (at der ved denne Brand er blevet begaaet Assurancesvig), men Skrivelserne blev af dem sendt til Inspektøren. Han tog os i Forhør og lovede os, naar han fik Arresterne i Stand, vi saa skulde faa mørk Arrest med 39 Dages Sultekur og saa mange Prygl, saa vi aldrig skulde kunne skrive mere, og i den Henseende er han Mand for at holde sit Ord saa snart han finder Lejlighed dertil. Vi har bedt om at aflægge Vidnesbyrd for Retten, men det blev os nægtet, af den Grund, at de saa godt ved det er den rene Sandhed, vi har skrevet, men det vilde vække for megen Opsigt og give for mange Oplysninger om det, som gaar i Svang her. Derfor gør de alt for at dysse Sagen ned. Vi ønsker det grundigt undersøgt, derfor ønsker vi det offenliggjort, og Undertegnede tillige med mange andre vil bekræfte det med vor Ed og her er mange ustraffede Personer, som kan aflægge Ed.
(Her findes i Klagen angivet en Del Tyverier i Lighed med ovennævnte Assurancesvig og Bedrageri).
Her følger nogle faa Eksempler paa, hvorledes Lemmerne, der er indfatte af fremmede Kommuner, behandles.
En ganske ung Pige fra Randers, ved Navn Olga Bæhr, blev hjemmefra indbildt, at hun skulde sendes til Magdalenestiftelsen i København. Da hun kom til Korsør bildte Betjenten hende ind, at dw skulde lidt udenfor Byen, hvor der laa et Hotel, som var billigere at logere paa end det ved stationen. Saa bragte han hende ud paa Anstalten. Senere er hun gentagne Gange bleven græsseligt mishandlet. Opsynsmanden har revet alle Klæderne af hende og pryglet hende med en tyk Stok paa det bare Legeme saa Huden har hængt i Laser og Trævler. En Gang holdt én hende, medens en anden med sin Kniv sprættede alt Tøjet af hende, hendes Særk flaaede de af hende og rev den itu. Derpaa smed de hende ind i Styrtebadet, hvor der var Is i Vandet, da det var midt om Vinteren. Saa kom hun i Arresten, blev pryglet og sat paa Sultekur, alt i aldeles nøgen Tilstand.
En gammel Mand paa 65 Aar ved Navn Knoblau fra Frederikssund havde ikke Kræfter til at udføre det Arbejde, der blev ham paalagt, og blev derfor sat i Arrest, pryglet med en Blystok og en Nøglekam i Hovedet og paa Legemet, samt sparket med Træsko til han besvimede, saa blev Blodet vasket op og han fik 76 Dages Sultekur.
En 62aarig Snedker, Vilhelm Petersen fra Faaborg, slog de omtrent ihjel. De gravede hans blodige Skjorte ned for at skjule Blodet, og siden fik han Sultekur i lang Tid.
En Maler Wess fra Langeland blev indsat paa 30 Dages Sultekur og stak Ild paa i Arresten, men det blev opdaget saa tidligt, at der ikke brændte ret meget. Ilden blev slukket og Sporene deraf saa vidt muligt fjærnede. Han sagde det var hans Hensigt, at brænde Anstalten af for at komme i Tugthuset og bad om at faa Borgmesteren i Tale, men det blev ham nægtet. Derimod fik han vist en voldsom Portion Prygl, thi vi hørte han skreg og klagede sig forfærdeligt. Som Tillæg fik han 30 Dages Sultekur. Han var 63 Aar.
Da Inspektøren og Opsynsmændene ved, at de fleste meget hellere vil i Tugthuset end blive her, saa bliver Tyveri og Ildspaasættelse skjult og neddysset, at det ikke skal komme til Øvrighedens Kundskab med mindre der brænder saa meget, at det umuligt kan skjules.
Til den saakaldte Sultekur er den daglige Forplejning 1½ Pd. Rugbrød og Vand, men Brødet vejer ikke 1½ Pd., det vejer ikke stort mere end 1 Pd. Om Morgenen faaes der en lille Pægl skummet Mælk, hvoraf det Halve er Vand, om Aftenen en ligesaa lille Pægl The, der er uden Sukker og heller ikke andet end Vand. Maalet er nærmere ved 3/4 end en hel Pægl. Som Tilbehør til Sultekuren følger mørk Arrest, Styrtebade med Is, at ligge paa Gulvet i Arresten og en forfærdelig Mængde Prygl indtil Lemlæstelse. Denne Behandling kan man blive tildelt paa ubestemt Tid fra 10 til 90 Dage. Der er en Skomager Petersen her fra Bornholm, som har siddet i Arresten over et Aar blot fordi han havde skrevet noget om Forholdene her, der ikke, efter Inspektørens Mening, maatte komme ud blandt Folk.
I det Haab, at De godhedsfuld vil optage dette i Deres ærede Blad, undertegner vi med Højagtelse
ærbødigst
* * *
Til Justitsministeriet har vi, samtidig vi indsendte Klagen, skrevet saaledes :
Ttl Justitsministeriet i København.
"Social-Demokraten" Redaktion har fra seks navngivne Lemmer paa Korsør Arbejdsanstalt faaet tilsendt hoslagte Klage, som - da den indeholder Beskyldninger af særlig graverende Natur, og disse, efter den til os af Politiet i Korsør afgivne Erklæring ikke savner et faktisk Grundlag - Redaktionen finder sig foranlediget til at sende det høje Ministerium, med Anmodning om. at denne Sag maa blive nøje og strængt undersøgt.
Vi venter og haaber i Menneskelighedens Navn, at der dertil maa blive udnævnt en upartisk, i Sagen aldeles uinteresseret Dommer. Borgmester Sylow eller den i hans Sted for Øjeblikket konstituerede Borgmester er jo saa uheldigt stillet, at han som Anstaltens øverste stedlige Myndighed og Tilsynshavende af Publikum upaatvivleligt vil blive betragtet som Part i Sagen og derfor ikke blive anset for kvalificeret til at lede Undersøgelsen, hvilket sikkert vil paavirke den offenlige Mening højst uheldigt
* * *
I Morgen skal vi i en følgende Artikel komme tilbage til denne Sag og nærmere gøre Rede for de ret interessante Erfaringer, dette vort seneste Besøg paa Korsørs berygtede Anstalt har beriget os med.
(Social-Demokraten 16. maj 1889).
Korsør Arbejdsanstalt
Besøg paa Byfogedkontoret.
Den Klage fra Korsør Arbejdsanstalt, hvoraf vi i Gaar gengav et betydeligt afdæmpet Uddrag, var af en saa graverende Natur, at den absolut krævede en Undersøgelse paa Stedet. Vi rejste derfor straks derned, og vor første Gang var at opsøge Hr. Sylow.
Desværre var han saa travlt beskæftiget med Ildebrandene i Jylland, at vi ikke kunde faa høre hans Mening om Branden i hans egen By. Der var imidlertid en konstitueret Borgmester som vi læste Klagen op for fra Ende til anden og spurgte om, hvorvidt det forholdt sig blot nogenlunde rigtigt med alt dette. Det var øjensynligt, at Manden følte sig højst ilde stillet ved at faa dette Spørgsmaal som en Kniv paa Struben, og han forsøgte da ogsaa at slippe forbi det ved at svare, at han ikke troede det. Vi lod os imidlertid ikke nøje med "Troen", men forlangte en bestemt Erklæring, og Borgmesteren indrømmede da ogsaa i en just ikke altfor flydende Dialog, at der var nogen Sandhed deri - et Gran af Sandhed, føjede han mildnende til, men det meste var naturligvis forvandsket.
Hvorledes kunde han svare anderledes? Det er jo hans egen Bys Anstalt, hvis Bestyrelse han selv i samme Øjeblik repræsenterede, det drejede sig om Mange sine og stærke Traade binder ham paa alle Kanter til Anstaltens Ry, dens pekuniære Udbytte, Byen, dens ledende Matadorer og mangfoldigt andet, der gør ham til en forsigtig Mand. Derfor var det en vigtig Indrømmelse.
Der var nogen Sandhed deri! Det var vi i Forvejen ikke i Tvivl om. Dertil har Skrivelsen altfor meget Nøjagtighedens Præg. Som s Eks. med Hensyn til Branden. Til de mindste Enkeltheder oplyser den om, hvorledes hvert Stykke blev reddet, af hvem det blev taget i Forvaring, og hvor det blev bragt hen. Assurancegodtgørelsen, der løber op til et Tusinde Kroner omtrent, er opgivet med Ørers Nøjagtighed. Vi har overbevist os derom ved at forespørge hos Assuranceselskaberne, og med Hensyn til Tyverierne da er Opgivelserne saa nøjagtige, at de paa et Haar stemmer med de Oplysninger, vi indhentede hos særlig velunderrettede Borgere i Byen. Ja disse sidste formulerede endog de Udtryk, hvormed de omtalte Myndighederne, betydeligt skarpere end de fandtes i Lemmernes Klage.
Men vi skal ikke spolere Fornøjelsen for den eventuelle Undersøgelsesdommer ved forud at pille Vævet op for ham. Det bliver langt interessantere, naar vi først ser, hvad Resultat han kommer til, saa skal vi nok lade høre fra os om denne nye "Mazanti-Historie".
Lemmernes Behandling.
Endelig er der Lemmernes Behandling. Den var Hr. Sylows Repræsentant - der i øvrigt gjorde Indtryk af at være en human og elskværdig Mand, kun ikke lidt trykket af den pinlige Situation, han var i - mest tilbøjelig til at finde forvansket fremstillet, uden at det dog var ham muligt at paavise noget positivt urigtigt i Hovedsagen. Han mente, at den Befolkning, der fandtes paa Korsør Arbejdsanstalt nødvendigvis og udelukkende maatte behandles med haard Haand, men han indrømmede dog paa vore Forestillinger, at Opsynsmændene nok tidt gav haarde og gnavne Svar uden Nødvendighed og at Inspektøren muligvis var strængere end det egenlig var hans Mening at ville være.
Ja, Inspektørens Vilje kender vi ikke, men hans Ævner ligger ret tydeligt for Dagen, synes vi. Han behandler med Haardhed disse ulykkelige Mennesker. Men derfor har han ogsaa opnaaet at blive saa forhadt som det kun forundes faa Mennesker. Det er givet, at Folk som Lemmerne i Korsør kun forhærdes og vokser i Trods, som de ender i Had, ved at være udsat for en saa tyrannisk og barbarisk Behandling som den, der næsten daglig bliver dem tildelt. I deres Fortvivlelse over ingen Udvej at se fra det Liv, de fører, er det saa de griber til Forbrydelser for at komme i Tugthuset. Derfor er det, de Gang efter Gang sætter Ild paa Anstalten, og derfor skal de ligefrem have sagt til Inspektøren, at de en Dag vilde overfalde ham og slaa ham ihjel for paa den Maade staude at hævne sig paa ham og faa deres Ønske opfyldt, at flytte fra Arbejdsanstalten til Tugthuset. En tidligere Sygeplejerske har da ogsaa udtalt, at Inspektøren var saa bange, naar han færdedes blandt Lemmerne, saa han rystede og saa godt som altid gik med ladt Revolver hos sig.
Vi vil nu slet ikke tale om den endeløse Prygling, som Lemmerne er udsat for, den har vi omtalt saa tidt og saa grundigt, at yderligere er overstadigt. Men tænk blot over den saakaldte Sultekur. Den kan arbitrært ikendes fra 10 til 90 Dage. I den Tid faar "Forbryderen" ingen Middag, mad, intet Øl og nyder ingen af de faa Begunstigelser, som dem, der færdes ude, kan slumpe til at opnaa. Han faar 1 til 1½ Pd. tørt Rugbrød om Dagen, skulde have en Pægl skummet Mælk og en Pægl tynd The og for Resten kun Vand.
Den højeste Vand- og Brød-Straf Loven kan idømme en overbevist Forbryder, er 6 Gange 5, altsaa 30 Dage, der dog ikke afsones i Træk. Tidligere regnedes efter gammel Straffelov 28 Døgn Vand og Brød lig Dødsstraf. Flere Læger har sagt os, at Vand- og Brødstraffen i høj Grad er ødelæggende for Helbredet, og at den blandt andet i høj Grad udvikler Sindssygdom, hvor der er den mindste Spire dertil. Forbryderen kan altsaa her i Landet højst straffes med 30 Dage, medens en ustraffet og udømt Mand, der har paadraget sig sin Fangevogters Unaade, det vare sig ved et uvilligt Svar, ved ikke at kunne udføre det ham paalagte Arbejde eller lignende, kan paa Korsør Anstalt pines med denne barbariske Straf i 90 Dage eller i 3 Gange saa langt Tidsrum, og og det tilmed gamle Folk mellem 60 og 70 Aar.
Thi det er Vand og Brød straf. Den Pægl meget tynd Mælk og The kan ikke borttage Karakteren. Og hertil kommer saa Tillæget af mørk Arrest, at maatte ligge paa Gulvet om Natten, Pryglene og Styrtebade med Is. Disse Styrtebade er en ny Opfindelse. Da vi første Gang besøgte Gang besøgte Anstalten fandtes de ikke og har vist kun eksisteret siden i Efteraaret. Man har simpelt hen indrettet sig et snævert Skab, hvori man kniber Staklen ind og overskyller ham med iskoldt Band paa den nøgne Krop.
Skulde man ikke tro vi sad midt i Middelalderens Barbari!
Vi foreholdt den konstituerede Borgmester denne forfærdelige Sultekursstraf og dens utrolige Misforhold til det Loven kan idømme Forbryderen, men hvad Svar fik vi? Ja, hvad skulde Anstaltens Repræsentant svare andet end det han gjorde: Sultekurstraffen er approberet af Ministeriet.
Approberet af Ministeriet !
Det er saa rart at have Ryggen fri, men hvor uhyre en Falliterklæring et saadant Svar er, kan et Barn forstaa.
I Samtalens Løb berørte vi ogsaa, at vi nyligt i andet Øjemed havde beset Horsens Tugthus og nøje sat os ind i alle Forhold der, samt at det var vor Overbevisning, at Lemmerne havde Ret i, at der var bedre at være i Tugthuset end paa Fattiganstalten. Aldeles klart og uforbeholdent indrømmede Borgmesteren, at dette var ganske rigtigt, og gav sig endog til at opregne nogle as de Fordele som Tugthuset besad fremfor Anstalten. Var det ikke saa uendeligt sørgeligt, kunde man fristes til at le over det komiske i denne bagvendte Situation.
Endelig da Samtalen lakkede mod Slutningen kom selve Klagen igen paa Bane og vi sagde, at efter hvad vi nu havde erfaret vilde vi indsende den til Justitsministeriet og forlange Sagen retfærdigt og strængt undersøgt. Naturligvis svarede Øvrigheden ikke, at det maatte vi ikke, men han gjorde os i en lidt irriteret Tone - og det gentagne Gange - opmærksom paa, at drev vi Sagen videre kaldte vi en haard Straf ned over Hovedet paa Klagerne. Nu vilde man ikke længere taale disse falske Klagemaal, men straffe Ophavsmændene strængt, sagde han og føjede til, at naar de saa tog Klagerne op i Retten, saa vidste de ingen Ting, saa var der ikke noget i Vejen.
Ja det er jo tydeligt nok. Vi erindrede godt Resultater fra andre Forhør, hvor Knubs med Regler, Linialer og mange andre Midler har tvunget de mærkeligste Tilstaaelser frem. Husk blot Malling-Holm i Præstø og Freuchen paa Fejø. Foreligger der end ikke endnu saadanneTing fra Korsør, er det dog let begribeligt, at et Fattiglem frafalder sin Klage, naar han hører, at en rum Tids "Sultekur" kan blive Følgen af at klage.
Lemmernes Forklaring.
Ikke destomindre vilde vi ikke drive Sagen igennem til Ministeriet og derved udsætte Lemmerne for stræng Straf, saafremt disse ikke selv fastholdt deres Ønske om at saa Klagen for Retten. Vi gik derfor op paa Anstalten og derfra hen paa Gartner Mathiesens Planteskole, hvor nogle af de paalideligste Lemmer arbejdede uden særligt Opsyn, sagde man os. Alvorligt foreholdt vi dem kun at sige det, der i strængeste Forstand var Sandhed, men de fastholdt, at hvad der var skrevet var rigtigt, og at de intet hellere ønskede end at komme til at aflægge Vidnesbyrd derom. De Lemmer, som havde underskrevet Klagen, lykkedes det os ikke at faa i Tale, da de som Straf ikke faar Lov til at komme udenfor Anstaltens Enemærker. Men der blev sagt os, at alle kendte den og billigede den, og at det var efter fælles Samraad dette Skridt var foretaget.
Se dette er i store Træk det nyeste Billede af det Fattiggaards-Liv, der føres i Danmark, og vi vil haabe, at Autoriteterne vil se paa det med aabne, klare Øjne, saa turde der maaske nok komme noget godt ud deraf, naar blot Villien er god. Det synes jo netop, som om vore mange Raab ud over Landet om den Fattiges forsmædelige Kaar begynder at bære Frugt, om end kun langsomt, som det jo er gammel Skik hos os. Den 26. April afholdtes der f. Eks. et stort Møde i Randers om Fattiggaardsforholdene, hvor Mænd som Amtmanden over Randers Amt, Kammerherre Hoppe, Hofjægermester Dinesen til Katholm, Proprietær Schmidt til Skjerringmunkgaard og flere andre gjorde sig til Talsmænd for de samme Tanker om en humanere, menneskeligere Fattigforsørgelse, som vi har skrevet Spalter i Massevis om for Aar og Dag siden. Vi siger: bedre sent end aldrig, og det vil gaa saaledes med mange af de Frø, som Socialismen udsaar; straks hyler man op om en Udsæd af Ondt, og siden, naar Frøet spirer og trives, tvinger Nødvendigheden de Herrer til at tage Tanken op, omhyggeligt vogtende sig for at nævne dens Udspring. Men vi skal ikke raste. Vi har erklæret Fattiganstalterne Krig paa Kniven, og ingen af dem skal føle sig sikker, vi kan komme igen før de tænker, thi vi vil naa vort Maal: Bedre Vilkaar for den Fattige.
(Social-Demokraten 17. maj 1889).
Korsør Arbejdsanstalt.
"Sorø Amtstidende" for i Torsdags indeholder følgende Artikel:
"Medens Hr. Sylow drager til Jylland for at opdage Ildspaasættelser, er det atter galt med den kære Arbejdsanstalt. For et Aars tid siden blev der, navnlig i "Social-Demokraten" ført stærke Klager over den formentlig utilladelige Behandling, adskillige Lemmer har været udsat for. Der kom intet ud af Sagen, det vi ved. Inspektøren, Hr. Smith, blev senere gjort til "Kammerraad", og alt var i den skønneste officielle Orden. Ganske vist, naar man taler med Korsør Borgere, er der kun omtrent en Mening om Anstalten. Men alt gik alligevel saare godt, indtil de gentagne Ildebrande paany henledte Almenhedens Øjne paa Anstalten. I "Social-Demokraten" for i Dag findes der nu en af 6 navngivne Lemmer underskrevet Anklage mod Forholdene dernede, som, hvis blot Tiendeparten er sand, er af saadan Natur, at en Anstalt af den Art ikke bør taales af den offenlige Mening og endnu mindre af Rettens Haandhævere i noget civiliseret Samfund. De mest graverende kriminelle Anklagepunkter er endda udeladt af Klagen, som Redaktør Wiinblad, efter først at have ladet Sagen undersøge i Korsør, straks har indgivet til Justitsministeriet med Begæring om, at der maa blive udnævnt "en upartisk i Sagen aldeles uinteresseret Dommer" til at lede Undersøgelsen. Dette Krav bør Ministeriet for alle Parters Skyld ikke vente med at efterkomme.
Lad os saa en Undersøgelse, som kun har dette ene Formaal: at faa Sandheden frem, uanset i hvis Favør den gaar.
Og i denne Forbindelse henvender vi os ogsaa til Sorø Amtmand og Sorø Amtsraad. Hr. Vedel har, det har han før vist, et hos Amtmænd ikke ganske almindelig varmt Hjærte for de fortrykte i Samfundet, de som lider Uret. Mere end én Gang har vi trøstig henvist saadanne til at paakalde hans Hjælp, og det har ikke været forgæves. Nu anmoder vi ham i Menneskelighedens og Retfærdighedens Navn om ogsaa at bidrage sit til, baade at der kommer en Undersøgelse, og at denne ikke bliver halvgjort Arbejde, som i et saadant Tilfælde er værre end intet. Vi ved ogsaa, at Amtmanden holder paa sine Embedsmænd og paa Autoriteten det længst mulige - saa har alle Nationalliberale gjort fra den Dag, Partiet kom til Øre og Værdighed - men ogsaa ud fra denne Grundbetragtning er der Anledning til at gaa grundigt til Værks; thi intet er i Virkeligheden mere nedbrydende for Orden og Autoritet, end at Klager som den i "Social-Demokraten" offenliggjorte kan ttoes af de Fattige og opvække den forestilling - om hvis Berettigelse vi ikke her skal udtale os - at for dem er der ingen Ret at vente i dette Samfund.
Selv for den værste Forbryder er Tortur afskaffet - i det mindste paa Papiret - men er det sandt, hvad der fortælles i ommeldte Klage, og hvad der til Dels er sagt før, da er Torturen i Korsørs Arbejdsanstalt omtrent permanent.
Og vi venter, at Amtsraadets Medlemmer til det det forestaaende Amtsraadsmøde gør denne Sag til Genstand for en Forespørgsel. Vi venter særlig af Bønderne i Amtsraadet, at de paa en utvetydig Maade lægger for Dagen, at de ikke ønsker Tvangsarbejdsanstalten gjort til en Pinebænk, selv om et uroligt Fattighuslem muligvis derved lader sig lettere kommandere af den hjemlige Kommune. Vi nævner særlig dette, fordi en af de ledende ved Anstalten offenlig brovtede af, da Sagen sidst var oppe, at Sogneraadsmedlemmer havde bedt dem tage haardt paa enkelte Fanger. Vi tror at turde udtale paa Bøndernes Vegne i det hele taget (der er selvfølgelig braadne Kar i alle Lande), at de ikke ønsker i nogen som helst Retning eller under noget som helst Forhold at staa som Beskyttere eller Tilhængere af uforsvarlig Behandling.
I alt Fald stiller alle virkelige Demokrater sig saaledes.
(Social-Demokraten 19. maj 1889).
Korsør Arbejdsanstalt.
Siben vi bragte de nyeste Afsløringer, synes de dernede i Korser at sidde saa tavse som en Mus i sit Hul. Ikke engang den "Lilleput" af en Avis, hvis Bogtrykker nylig blev Kancelliraad, fordi han "stod sig saa tappert" imod os sidste Gang, har givet et Pip fra sig. Derimod har vi fra anden Side faaet Masser at høre, der kun staar i nøjeste Samklang med hvad vi alt har skrevet. For ikke at trætte Læserne ved Vidtløftigheder og Gentagelser, skal vi kun af dette Materiale i Dag berøre en Afskrift af en Klage til Indenrigsministeriet, affattet den 29. Oktober 1867 af en forhenværende Sagfører fra Slesvig og leveret os af en tidligere Forvalter paa en af de Fattiganstalter, vi har havt under Behandling. Klagen selv er, saa vidt vi har kunnet erfare, ikke naaet ind til Ministeriet, da Klageren rejste hjem til Slesvig.
Denne, hvis Navn er Jep Jacobsen fra Broager, skildres os af en Hjemmelsmand, hvis Paalidelighed vi har Erfaring for, som en hæderlig, ædruelig Mand. der aldrig har været straffet eller har ført nogen uhæderlig Vandel, men i 1877 blev udvist fra Slesvig af Prøjserne for sit danske Sindelags Skyld. Han tog til Danmark for at søge Erhverv, men da han er Krøbling - mangler den højre Arm - lykkedes det ham ikke vedblivende at bjærge Foden, og han meldte sig saa i Februar 1886 som erhvervsløs til Lyngby Fattigvæsen.
Om Lyngby Fattiggaard skriver han i Klagen: "Det stod klart for mig at være kommen ind i et af de Fattighuse, der er en sørgelig Skændsel for Danmark". Han fandt sig derfor forpligtet til den 18. November 1886 at indgive en detailleret Skildring til Københavns Amt af Forholdene paa Anstalten, og opnaaede det Resultat, at man lod en uniformeret Betjent transportere ham til Korsør Anstalten. - Saa var den Kritik gæmt og glemt.
I Korsør fik han først et Tilhold af Borgmester Rump og dernæst blev det meddelt ham af Anstaltens Inspektør, at saafremt han befattede sig med Besværinger til disse Myndigheders Overordnede, blev han øjeblikkelig spærret inde i en Arrest Celle.
Nu følger en lang og meget indgaaende Kritik af Anstaltens Forhold, hvori han stærkt fremhæver det bøddelagtige i, at alle Fattiglemmer og de fra fremmede Kommuner indlejede Arbejdslemmer behandles som Tvangsfanger. Den samme Sammenblanden af Fattige og Forbrydere, vi saa tidt har gjort os til Talsmænd for. Han beskriver, hvorledes de behandles ens Nat og Dag. Nyder ens Forplejning, arbejder sammen, sover og spiser sammen og mishandles i Flæng. I kraftige Udtryk fremhæver han det mere end absurde i, at medens Loven i det højeste kan dømme en Lovovertrædelse til en Maksimalstraf af 6 Maaneders Tvangsarbejde, kan Myndighederne i Korsør uden videre indespærre Fattiglemmer til Tvangsarbejde paa Livstid eller saa længe det maatte behage dem, uden at disse ulykkelige Mennesker derfor i nogen som helst Henseende behover at have overtraadt Straffeloven.
Han gaar saa over til at beskrive de usle af os saa nøje omtalte Beboelsesrum, godtgør, at der lever ca. 80 Mænd, hvor der højst er Plads til 30, og oplyser, at Inspektøren alene beboer en Lejlighed, der er større i Rumfang end de Arbejds- og Soverum, der er indrømmet de Fattige. Han skriver:
"Jeg har andetsteds set og oplevet Lidelser som Følge af uforsvarlig Sammenstuvning af Folk, der fodredes med tørt Brød og andre Plantestoffer - noget som fremmest kommer i Betragtning - , men en saa giftig kvælende Luft som den, vi under Laas og Lukke maatte døje i Korsør Anstalt, vil næppe nogen kunne opvise andetsteds . . . Renlighed og Orden findes kun af Navn. En stor Del Lemmer var i den Grad overfyldte af Lis, at de ligefrem dryppede af dem. Sengetæpperne ligesaa, hvor man gik og stod samledes Utøjet. Vaskning af Gulve og Vinduer fandt kun Sted én Gang under mit halvaarige Ophold, og dette var endda helt ekstraordinært og skete ikke for vor Sundheds Skyld, men fordi Politimesteren sendte Inspektøren Bud, at Amtmand Bille i Holbæk agtede at besøge Anstalten. I Holbæk Amtsraads Møde den 28. Septbr. s. A. har Hr. Kammerherre Bille imidlertid trods al Opsmykning for hans Skyld offenlig udtrykt sin Forbavselse over den Forfatning hvori han har forefundet Korsør Anstalt".
Det passer udmærket med vore egne Iagttagelser og det falder saa rart sammen med den Komedie, man spillede paa Stolpegaarden, da Kronprinsen besøgte den.
Nu gaas der i Klagen over til den torturagtige Behandling. Inspektøren og hans Opsynsmænd faar paa et Haar dct samme Skudsmaal, vi forlængst har givet dem. Navnlig den i de 6 Lemmers Klage for Tyveri sigtede, men i Stilhed afskedigede Mand bliver betegnet som en fuldstændig Bøddel. Der nævnes op - ogsaa ligesom i de 6 Lemmers Klage - en Mængde Tilfælde med Navne og Beskrivelse af de mindste Enkeltheder.
Alt dette kan umuligt være Løgn!
Der fortælles om gamle Folk, man har slaaet med store Nøgleknipper i Hovedet, saa de har været sindsforvirrede deraf i Maaneder derefter. Paa én har man flækket Panden, saa han maatte paa Sygehuset, paa en anden har man staaet Brystbenet itu. Der nævnes sindssyge Fattiglemmer ved Navn, som har været Genstand for Mishandling og Prygl, som overfor vanvittige Mennesker er en dobbelt Skændsel.
Og for hvad mishandles disse ulykkelige Mennesker saa forfærdeligt ?
Ja, det turde være det mest karakteristiske ved alle disse Klager, som er kommen os for Øje og Øre. Alle som én fremhæver de atter og atter, at den haardeste Straf paadrager de sig, hvis de forsøger at klage eller besvære sig over det, Behandling, de lider.
Sagfører Jakobsen skriver derom :
"Alle til Fattiglemmerne ankomne Breve aabnes og læses af Inspektøren før Adressaterne modtager dem, og intet Brev maa afgaa uden at være læst og afsendt af dem - akkurat ligesom i Tugthuset. Brud paa dette Forbud straffes aller strængest i Anstalten, thi kun ene derved formaar de at holde Trafiken skjult og gaaende og navnlig hindre, at Besværinger til Amtet og Ministeriet røbede Forholdene."
Han fortæller dernæst om en Guldsmedsvend, Poul Nielsen, som det alligevel lykkedes at bortsmugle en Klage til Indenrigsministeriet, og som derfor blev indsat i en Arrestcelle. Behandlingen af ham beskriver han saaledes :
"Her sad han uafbrudt i 49 Døgn, og foruden gentagne Afpryglinger fik han en daglig Forplejning af kun 2 Stykker tørt Brød, 1 Pægl afskummet Mælk og det lunkne Band om Aftenen (Te). Middagsmaden var ham berøvet og han fik i Stedet for ikke en Gang tilstrækkeligt tørt Brød. I disse skrækkelige 49 Døgn blev han derhos i de 27 Nætter belagt med Haandjern, hans Skjorter saa, naar de kom til Bask, oprørende ud af Blod og Urenlighed. Der var intet at undres over, da Nielsen brød ud for at frelse Livet.
Et andet Fattiglem, Handelsbetjent Jantzen, havde skrevet en Klage til Ministeriet, som han troede at kunne udsmugle. Herfor fik han omtrent samme Skæbne som Nielsen, men da han blev forstyrret i Hovedet sendtes han pludselig fra Cellen hjem til Kone og Børn, fra hvilke han var bortreven. Den 60-70 Aar gamle Knoblau har også gennemgaaet en lignende Tortur og MIshandling i Cellerne for Bortsmugling af en Klage til Frederiksborg Amthus."
Den dømte overbeviste Forbryder kan højst faa 30 Dages Vand og Bred med kun 5 Dage ad Gangen og nærende Kost i Mellemtiden, men et Fattiglem kan altsaa faa 49 Dages uafbrudt Tortur paa Vand og Brød med 27 Nætter i Bolt og Jern, Prygl til Blodet flyder og alt dette paa Trods af og imod Loven og blot fordi han har vovet at klage til en af Landets øverste Myndigheder over den Uret han og hans ulykkelige Medmennesker lider!
Hvis dette ikke er den lige Vej til at forvandle ellers skikkelige Mennesker til Skurke, Mordbrændere, Tugthuskandidater og alt det Samfundsstøtterne titulerer disse Ulykkelige med, saa gives der overhovedet ingen Vej dertil.
Om Adgangen til at komme i selvstændigt Erhværv igen skrives :
"Udgangstilladelse til at søge Erhværv gives til ingen som helst indlejede Fattige; alle maatte de uværgelig forblive fængslede i Anstalten."
Han fortæller saa om, hvorledes de straffes hvis de desuagtet gaar bort uden Tilladelse. 30 Dages Vand og Brød koster den Spøg at ville blive fri Mand igen og arbejde for sig selv. Det er hændt, skriver han, at Lemmer, som havde fundet godt og lønnende Arbejde, desuagtet er efterlyste, indfangede og satte ind i Anstalten igen paa Vand og Brød.
I andre Amter bliver Fattiglemmer som har faaet regelret Tilhold, saafremt de egenmægtigt forlader de Anstalter, hvorpaa de er indlagte, retlig dømte til Straf af Tvangsarbejde paa bestemt Tid. Men i Korsør vilde dette føre til det karakteristiske Resultat, at Desertører ingen Straf fik eller kunde faa, da de som Fattiglemmer i Korsør bestandig har været behandlet som og sammen med Tvangssanger. En Dom paa Tvangsarbejde vilde altsaa ikkun føre til, at de vendte tilbage til det gamle Liv igen, uden at kunne føle, der var kommen nogen Straf over deres Hoved. For at bøde paa denne Mangel var det Borgmester Rump trakterede dem med 30 Dages Vand og Brød. Men nye Folk nye Skikke. Da Hr. Sylow afløste Hr. Rump, fandt han, at han vilde ligne andre Politidommere i Landet og lod sig nøje med det reglementerede Tvangsarbejde. Denne Mildhed maa formodenlig have skaaret Inspektøren paa Anstalten i Hjærtet, thi Sagfører Jakobsen nævner ved Navn to saadanne Desertører, som Hr. Sylow havde dømt til Tvangsarbejde, altsaa til at fortsætte deres gamle Liv som Fattiglemmer, men som Inspektøren straks lod indsætte i Arresten, for der at afsone Straffen, uden at de i Forvejen - skriver Jakobsen - som Tvangsfanger i nogen Retning havde forset sig.
Jakobien oplyser, at der sammen med ham i Korsør Arbejdsanstalt var Fattiglemmer, man havde holdt der fra 1 til 10 ja 20 Aar!
Motivet, som han antager ligger til Grund for denne Trafik, stemmer aldeles med den sensationsvække'ide Oplysning vi bragte t sin Tid, at Anstalten er en fortrinlig indtægtskilde for de nærsomme Borgere i Korsørs. Man husker maaske, at Inspektøren selv viste os Regnskaberne med det aarlige Overskud af 7000 Kr. Derfor skal Anstalten altid holdes fuldt befolket, og derfor pines de Fattige til al yde det yderste deres Arbejdsævne formaar. Men Jakobsen opgør ogsaa i et særdeles specificeret Regnskab, hvorledes Inspektøren personlig har en klækkelig aarlig Indtægt - ca. 5.000 Kr. - paa lemmernes Forplejning, som beskrives akkurat paa samme Vis som vi har gjort. Foruden hans Fortjeneste paa Maden har han sig ogsaa en lille Ekstraforretning, der ikke regner med smaa Procenter. Hvis nogle af Lemmerne er i Besiddelse af Penge og derfor vil købe sig lidt til at bøde paa den elendige Kost, da kan de godt saa Lov dertil. Men de skal købe det hos Inspektøren. Vil de f. Eks. have lidt Smør eller Fedt - noget de som bekendt ikke faar, kun bart Brød - saa fortæller Jacobsen, at de maa betale 1 Kr. 20 Øre for et Pund Smør som samtidig kan købes ude i Byen for ca. 60 Øre, og for det Fedt, der skummedes af deres Mad, maatte de give ham 60 Øre for Pundet.
At man i Korsør Anstalt ogsaa i aandelig Henseende behandler Fattiglemmerne som Dyr, finder hos Jakobsen følgende Udtryk:
"Ingen som helst forædlende Paavirkning finder Sted. Selv Religionens Trøst og Lindring i Nøden og Ulykken er hævet for alle i Anstalten indlagte Lemmer. Kirke- og Altergang vilde ikke kunne finde Sted uden at Trafiken og Systemet sprængtes. Bibel, Testamente og Bønnebøger findes der ingen af i Anstalten lige saa lidt som der eksisterer Underholdningsskrifter. Det vakte derfor en uhyre Opsigt og Glæde, da Pastor Johannes Clausen fra Slagelse en Søndag Eftermiddag holdt Præken for os."
Dette er saa uhyre karakteristisk for Samfundsmoralens hykleriske Natur. Til daglig Brug smører man tidlig og silde den Fattige om Munden med Religionens Trøst, lover ham Løn i Evigheden for den Brist paa Lykken han lider her, og taler i høje Toner om, at Bibellæsning er nødvendigere end Penge og Brød. Men passer dette en Gang ikke i Krammet paa Udbytningssystemet, saa florerer Hedenskabet frodigt selv i en saa kristelig By som Korsør, uden at nogen føler sin Samvittighed besværet deraf.
I Horsens Tugthus og i Vridsløse Forbedringshus har man baade Kirker og Skoler, hvor man søger at gøre Forbryderen til et bedre Menneske. Hver eneste Fange kan faa Bøger at læse i sin Fritid, og det ikke alene af gudeligt Indhold, men af ren underholdende og belærende Natur. Den farlige Brandstifter og Morder i Horsens Tugthus, Jens Nielsen, der bliver anset for en af de mest forhærdede Forbrydernaturer, sidder for Øjeblikket hver Dag og læser den franske Revolutions og Napoleon den førstes Historie med et stort Landkort foran sig paa Bordet - vi har selv set det -, men den Fattige i Korsør Arbejdsanstalt er ikke saa meget Menneske som tugthusfangen, han maa leve og dø som et Dyr, blot han til sit sidste Aandedrag trækker Penge ind til dem, som skamløst har lagt Aaget paa hans Nakke.
Er det for meget at raabe Forbandelse over en saadan Ordning af Samfundet?
Nej, vi tænker ethvert retskaffent Menneske vil sande Sagfører Jacobsens Ord i Slutningen af hans Skrivelse:
"- at det høje Ministerium nogenlunde vil kunne tiltræde den almene Opfattelse, at Ledelsen af Korsør Anstalt er ulovmedholdelig, skandaløs og demoraliserende for den fattige Del af Befolkningen rundt omkring i Landet."
(Social-Demokraten 23. maj 1889)
Korsør Arbejdsanstalt.
Sagsanlæggelsen.
Sorø Amtst." for i Torsdage bringer følgende Artikel i Anledning af den bebudede Sagsanlæggelse mod "Social-Demokraten" og flere andre Blade:
Endelig er den officielle Tavshed i Korsør brudt. Kancelliraadens berømte Avis, der ellers har tiet bomstille, kan i Aftes meddele, at Byraadet har vedtaget at paalægge Inspektøren og Opsynet at anlægge Sag mod "Social-Demokraten" og de Blade - "Politiken" nævnes særlig - som har optaget Angrebene paa Anstaltens Personale.
Denne Vej er efterhaanden blevet den mest benyttede herhjemme, naar administrative Overgreb, kommunale Skandaler eller andre graverende offenlige Misgreb paatales i Bladene. I gamle Dage, det vil sige i Fyrrerne under den daværende Absolutisme, brugte man, om end efter noget mindre Maalestok, samme Fremgangsmaade, hvad bl. a. "Københavnsposten" og "Fædrelandet" fik at føle. Med den frie Forfatning og de National-Liberales Herredømme gik man som Regel over til en ny Praksis. Nemlig denne, at det offenlige selv lod de paatalte Forhold undersøge og først i anden Række mødte op med fordring paa Injurieprocesser. Under Godsejerherredømmet med ministerielt Enevælde er vi atter havnet, hvor vore Forfædre laa. Naar der nu klages, bliver det paalagt de Vedkommende at anlægge Injuriesag, hvilket er billigt, da naturligvis Folk som Kammerraaden og hans Medhjælpere altid faar fri Proces. Og ikke blot har de saaledes hele den Fornøjelse gratis, men de har samtidig en anden, som baade er nyttig og praktisk; de slemme Oppositionsblade, der naturligvis selv maa bekoste Processen - det følger om ikke af sig selv saa af Forholdene - kommer af med en Del Penge, og slipper tilmed vanskelig for Domfældelse, da Vidneførsel mod Autoriteter og Avtoriteters Medhjælp altid er en vanskelig Sag.
Men oprigtig talt, selv om de faar de slemme Blade dømt nok saa højt i Mulkt, er Korsør Byraad og Justitsministeriet ikke egenlig videre med det, som det forekommer os, at Sagen staar paa. Det drejer sig nemlig ikke, forelommer det os, om Inspektørens og hans Karles private Hæderlighed. Men Sagen staar paa at faa nøjagtig oplyst straks - og ikke naar en Injuriesag først er løben i Sandet - om det er sandt eller usandt, hvad de 6 Arbejdslemmer klager over, om der i det hele taget er noget i den over al Maade skaanselsløse og omtrent enstemmige Kritik, Korsør Borgere nu retter mod Anstalten og dens Ledelse. Her er, mener vi. noget for Amt og Minister at tage fat i straks. Hvorfor vente med det? Der er jo ellers kun Udsigt til endnu mere Kritik, og det er temmelig troligt, at Folkethinget i alt Fald vil stille en Forespørgsel til Ministeren om, med hvilken Ret han har troet at kunne approbere et Reglement betydeligt strængere end Tugthusenes for Korsør Tvangsarbejdsansialt.
Lad os altsaa faa en offenlig Undersøgelse! Lad den blive ledet saaledes, at Lemmerne intet har at frygte ved at vidne. Kanske man da vil saa Sandheder frem, som hverken "Social-Demokraten" eller Justitsministeren drømmer om. Og et endnu: Lad den Anstalt ikke fremstaa paany i sin gamle Skikkelse! Der er ingen Lykke ved den.
Højrebladet "Slagelseposten" har ligesom "Korsør Avis" hidtil pligtskyldigst holdt sin Mund om de af os fremdragne Forhold paa Arbejdsanstalten, men er dog nu naaet saa vidt med, at den efter sin Korsør-Frende meddeler Sagsanlæggelsen uden yderligere Kommentar.
(Social_Demokraten 25. maj 1889).
Korsør Arbejdsanstalt. Fra Byfogedkontoret i Korsør har "Soc.-Dem." modtaget følgende Skrivelse:
Byfogedkontoret i Korsør, den 25. Juli 1889.
Sorø Amt har under den 23. ds. tilskrevet mig saaledes:
"Som Hr. Byfogden bekendt har Justitsministeriet til min Afgørelse under 7. f. M. oversendt en Klage fra "Social-Demokraten"s Redaktion paa sex navngivne Arbejdslemmers Vegne over den imod Lemmerne paa Korsør TvangsarbejdSanstalt af Anstaltens Funktionærer udviste Behandling.
I Anledning heraf skal jeg, efter over Sagen at have modtaget Hr Byfogdens Erklæring tjenstlig med dele til behagelig Efterretning og videre fornøden Bekendtgørelse for vedkommende, at jeg ikke finder Føje til at foretage videre med Hensyn til bemeldte Klage, der maa anses ugrundet."
Hvilket herved tjenstligst meddeles.
Til
Bladet Social-Demokratens Redaktion.
Den Gang da "Soc.-Dem." indsendte Klagerne til Justitsministeriet om at faa Forholdene paa Korsør Arbejdsanstalt undersøgt, da anmodede Bladet Ministeriet om, at der dertil maatte blive udnævnt en upartisk, i Sagen aldeles uinteresseret Dommer.
Borgmesteren og Byfogden i Korsør, den bekendte Sylow, eller den i hans Sted konstituerede, var jo nemlig, som Anstaltens overordnede, Part i Sagen. Men trods det, at Lemmerne, ved gentagne Gange at brænde Anstalten af, for derved muligt at blive forflyttet til Tugthuset, tilfulde viste, at Klagerne var berettigede, at en nøjere Undersøgelse af Forholdene gjordes fornøden, saa lod Ministeriet alligevel Klagen gaa til Anstaltens Direktion, Borgmesteren i Korsør, som naturligvis erklærede den ugrundet.
Forholdet bliver her det samme, som hvis en Mand snyder og bedrager en anden Mand og denne klager til Politiet over ham og kalder ham en Bedrager, og Politiet saa i Stedet for selv at undersøge Forholdet skriver til Manden: Hr. Aagerkarl N. N., vi har i Dag modtaget en Klage over Dem fra Hr. N N.. som kalder Dem en Bedrager og Tyveknægt. Vær af den Godhed, naar det er Dem belejligt, at meddele os, hvorvidt det er Sandhed eller ej.
Den danske Retfærdigheds Veje er hævet over al Forstand.
(Demokraten (Århus) 30. juli 1889).
Byrådet besluttede kort efter brandene at genopføre Arbejdsanstalten – også som et modtræk mod Social-Demokraten og Sorø Amtstidende. Der blev bl.a. bygget en toetagers bygning mod nord til de mandlige tvangsarbejdere og en toetagers bygning mod nordøst med bl.a. kvindeafdeling. For begge køn var der en skarp adskillelse af de fattige arbejdsføre og de dømte. Der kunne modtages 16 mandlige straffefanger, 70 mandlige arbejdsføre fattige og 8 kvinder. Forhuset, der havde overlevet brandene, blev på første etage indrettet til lemmestiftelse for ca. 20 fattige, der ikke kunne have stadigt arbejde. Komplekset med egen sygehusbygning kunne tages i brug 1. november 1890.
"Social-Demokraten"s artikler om forholdene på Korsør Arbejdsanstalt førte til at der blev anlagt sag mod bladets redaktør Wiinblad, anlagt af inspektør Schmidt. Dommen faldt ved Hof- og Stadsretten 30. Januar 1893 og lød på 3 måneders simpelt Fængsel. Dommen blev appelleret til Højesteret. Mere om dette i et senere afsnit,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar