Af Sognepræst V. Munck,Herlufsholm.
(I Uddrag efter Næstved Tid.)
Uden Tvivl har mange lagt Mærke til, at der i Bladenes Meddelelser om kriminelle Retssager ikke sjældent nævnes som Motiv til Lovovertrædelsen: Vedkommende var gaaet bort fra Arbejdsanstalten af Lede til at være der. eller, hvad der er meget værre: Vedkommende begik Forbrydelsen, fordi han langt hellere vilde Indsættes i en Straffeanstalt end føres tilbage til Arbejdsanstalten. Hvis dette er sandt, er det i høj Grad uhyggeligt; thi Arbejdsanstalterne burde ikke være Indretninger, som tilskynder til Forbrydelser, og Straffeanstalterne burde paa ingen Maade være foretrukne Opholdssteder. Nu ved jeg, som har været Præst ved en Straffeanstalt, overmaade godt, at man kan ikke være forsigtig nok med de Historier, som et Menneske, der er kommet galt afsted, kan finde paa for at undskylde og besmykke sin Daarlighed, ogsaa naar han staar for Domstolen; men paa den anden Side har det truffet sig saaledes, siden jeg blev Præst paa Landet, at jeg ikke en enkelt men hele tre Gange er bleven nødt til at sige: Der er virkelig noget om dette uhyggelige, og den sidste Gang var Tilfældet saa alvorligt, at jeg nu føler mig forpligtet til at føre Sagen paa Tale og derved bidrage, hvad jeg kan, i Ondets Afhjælpning.
7 Aar paa Anstalten.
I 1881 traf jeg, som den Gang forrettede Præstetjeneste i Næstved Bys Arresthus, en 55-aarig Arrestant, som var løbet fra Arbejdsanstalten i Korsør, og nu afsonede en Vand- og Brødstraf for Løsgængeri, hvorefter han atter skulde føres derhen. Han fortalte mig, at hans Hjemstavn var et Sogn i Vendsyssel, som i 1873, altsaa for over 7 Aar siden, havde sendt ham til Korsør, og dér havde han siden været. Da jeg meget tørt bemærkede, at den Historie troede jeg ikke, var hans Forsikringer om at tale Sandhed af den Art, at jeg for en Sikkerheds Skyld fik Akterne sat Manden, som var et enfoldigt og meget vankundigt "Skrog", havde fuldstændig Ret. Han var virkelig sendt til Korsør Arbejdsanstalt i Slutningen af 1873 og havde været der i fulde 7 Aar, undtagen naar han løb derfra, hvad han sædvanlig gjorde en Gang aarlig, og naar den første Udflugt faldt tidlig paa Foraaret, to Gange. Han blev regelmæssig anholdt som Løsgænger, thi Forbrydelser begik han ikke, straffet med Vand og Brød og saa atter afleveret til Korsør Arbejdsanstalt. Hele Tiden betalte Forsørgelseskommunen i Jylland Plejepenge for ham; hele Tiden benyttede Arbejdsanstalten hans Kræfter, og efter Anstaltens eget Vidnesbyrd om ham var han "flink, naar han ikke saa Lejlighed til at forskaffe sig Brændevin", thi saa blev han hidsig og opfarende; hele Tiden voldte han ved sine Udflugter Delinkventomkostninger, som maa være løbne op til en betydelig Sum. Han var simpelthen bleven glemt i sin Hjemstavn, undtagen som en aarlig Udgift, efter at han i tidligere Tid havde gjort sig ilde berygtet dér ved Drikfældighed og andre Udskejelser, og nu hensled han et glædeløst Liv uden ringeste Udsigt til nogen Sinde at blive udfriet af Arbejdsanstalten. Naturligvis er dette en Undtagelse, som næppe har mange Sidestykker, og naturligvis lykkedes det med Lethed, da Sagen først blev oplyst, at skaffe ham Frihed til at vende hjem, men det synes mig klart, at endog som Undtagelse burde sligt være umuligt.
En Mand, der vil være Forbryder.
For henved to Aar siden kom jeg, ikke direkte men indirekte, til Kundskab om det andet Tilfælde.
En Mand, der var indsat i Korsør Arbejdsanstalt og ikke vilde blive der paa nogen Maade, men heller ikke øjnede nogen lovlig Udvej til at komme derfra, besluttede at løbe sin Vej, hvad der endda ikke var saa vanskeligt, men saa gjaldt det om at undgaa Genindsættelse, og det syntes ham saa vanskeligt, at den eneste Udvej var at begaa en Forbrydelse. Men hvilken? Det er baade til at le og til at græde over, hvad der nu skal fortælles om hans Tanker under den ensomme Nattevandring efter Undvigelsen. Noget slemt maatte han gøre, thi var Lovovertrædelsen kun til Vand og Brød, kom han sikkert efter udstaaet Straf i Arresten tilbage til Korsør. Men noget meget slemt vilde han alligevel ikke gøre, thi det nænnede hans godmodige Natur ikke. Saa fandt han paa, at det at dræbe en Ko paa Marken var vist slemt nok til at skaffe ham i Straffeanstalten, og dog ikke værre end at hans samvittighed kunde bære det i Betragtning af Øjemedet. Men hverken hans Villie eller hans Haand var synderlig fast, da han med sin Kniv havde tilføjet en Ko, som fredelig sov paa Marken, et Snitsaar i Halsen, syntes han alligevel, det var Synd, og gik videre. Da han kort efter blev anholdt og tilstod sin Forbrydelse, viste Koens Skade ved den retslige Undersøgelse sig at være saa ubetydelig, at Ejermanden næppe havde lagt Mærke dertil. Uagtet jeg aldrig personlig har truffet denne Mand, drister jeg mig dog til at kalde det en sørgelig Misforstaaelse, at han blev indsat i en Arbejdsanstalt.
Brandstifter for at komme i Tugthuset
Til disse to Oplevelser er der nu nylig kommet en tredie, som maa fortælles noget omstændeligere, fordi den er af en ganske anderledes ondartet Natur. Den 13. Juni i Aar, Kl. 3 3/4 om Morgenen, udbrød der Ildløs i en Gaard i Herlufsholm Sogn, hvor jeg er Præst, og i et Øjeblik var alle fire Længer og det meste Indbo lagt i Aske. Kun ved en nærboende Husmands fortrinlige Aandsnærværelse blev en Karl og en Dreng reddet i det yderste Øjeblik ud fra den brændende Staldlænge, Hestene slap ogsaa ud, men tre Kreaturer indebrændte. Den hæderlige og stræbsomme Gaardmandsenke, som ejer Gaarden, led et meget betydeligt Tab ved Branden, ikke at tale om den Angst og Fare, hun og hendes Børn maatte udstaa under Forsøgene paa at redde, hvad reddes kunde. Ilden var utvivlsomt paasat, og det varede ikke længe, før Gærningsmanden fandtes. Man havde set et Menneske luske om i Nærheden af Brandstedet, medens alle andre ilede til Hjælp, og da man fik fat i ham, der ikke forsøgte at undløbe, tilstod han straks at have voldt Ulykken, skønt han ikke kendte det mindste til Gaardens Beboere og endnu mindre havde noget imod dem. Men han var løbet fra Korsør Arbejdsanstalt, og for ikke at blive indsat der paany, havde han paasat Ilden, saa var han vis paa, at det ikke overgik ham de første Aar. Da jeg hørte dette, laa det mig paa Hjærte at faae et dybere Indblik i denne Mands Karakter og tidligere Liv, baade for hans egen Skyld, om jeg maaske kunde hjælpe ham lidt ud af det frygtelige Vilderede, hvori hans Tanker var kommen, og fordi her var noget, som modsagde en glædelig Overbevisning, jeg havde taget med fra min Gærning som Fængselspræst, den, at de egenlig haarde Forbrydernaturer, hvis Kendemærke er en, jeg kunde have Lyst til at sige, djævelsk Hensynsløshed overfor andres Ve og Vel, er meget sjælden hos os; dertil er den danske Folkenatur for blid og godmodig. Da jeg opsøgte ham i Arresten, traf jeg et velvoksent og kraftigt Menneske paa 35 Aar med et ret kønt og opvakt Ansigt, med klar Opfattelsesævne og med gode Gaver til at udtale sine Tanker tydeligt og bestemt. Han er uægte Barn fra et Sogn i Vendsyssel, har faaet en uheldig Opdragelse hjemme hos sin Moder, kom tidlig ud at tjene og forfaldt tidlig til Drik. Derved kom han ind i Forbrydelse, er straffet en Gang med Band og Brød og tre Gange med Forbedringshus for Voldtægt, Brandstiftelse og Tyveri. Da han sidst blev løsladt fra Horsens Straffeanstalt og kom tilbage til Hjemstavnen, svirede han først efter sin egen Forklaring, som jeg har al Grund til at anse for paalidelig, i nogen Tid for de Penge, han havde oplagt under Straffetiden, og søgte saa Arbejde, men hans daarlige Rygte voldte, at han kun opnaaede Beskæftigelse en kort Tid. Da han ikke kunde klare sig længere, henvendte han sig til Sogneraadet, som indlagde ham paa Stedets Fattiggaard. Her gjorde han sig skyldig i at indsmugle Brændevin, og da Bestyreren satte ham i Rette derfor, blev han opsætsig, saa han ikke kunde blive paa Fattiggaarden. Man vidste saa ingen anden Udvej end at sende ham til Korsør Arbejdsanstalt, hvor han i nogen Tid forholdt sig rolig. Men da han en Dag mente sig forurettet, løb han sin Vej, blev straks indfanget og straffet for Undvigelsen. Saa besluttede han at løbe igen, men saaledes, at han ikke atter kunde indsættes i Korsør. Det første lykkedes ham efter faa Dage, men for at undgaa det sidste var han fuldstændig enig med sig selv om, at han maatte begaa en Forbrydelse. Han begyndte med at stjæle et Par Skjorter under sin Vandring, men kom saa i tanker om, at et simpelt Tyveri maaske ikke forslog til at skaffe ham i Straffeanstalten. Derfor besluttede han efter en Nats Ophold i et lille Krat at begaa Brandstiftelse, og dertil valgte han den nærmeste Gaard. Samtlige Forbrydelser, som han tidligere har gjort sig skyldig i, er udført i beruset Tilstand, denne skete vel at mærke med klart Hoved, i den tidligste Morgenstund, uden nogen som helst Paavirkning af Brændevin. Da Ilden havde taget fat, kastede han de to stjaalne Skjorter, der nu var ham unyttig, ind i en Rugmark og ventede saa rolig paa Anholdelsen, der, det var han fuldstændig klar over, maatte komme tidligt eller sent.
Paa Spørgsmaal om, hvorledes han kunde nænne at tilføje ganske ubekendte og uskyldige Mennesker en uberegnelig Skade, er Svaret: "Jeg troede, de var oppe," og "de havde vel assureret". Jeg undskylder ikke ham i mindste Maade, men jeg tænker alligevel: Er Arbejdsanstalten ganske sageløs i det, som her er sket?
Fordømmelsen over Korsør Arbejdsanstalt.
Hvad hidtil er anført, er lutter Kendsgerninger og ikke løs Tale; jeg har søgt at fremstille dem saaledes, at jeg kan staa til Ansvar for hvert Ord. Enhver Læser vil uden Tvivl have lagt Mærke tik. at i alle tre Tilfælde er det den samme Arbejdsanstalt, som der tales om, nemlig Korsør Arbejdsanstalt. Dette har ikke sin Grund i, at andre Arbejdsanstalter paa Sjælland er mig ubekendt; jeg kender f. Eks. langt bedre Præsts Amts Arbejdsanstalt, der ligger lige tæt ved mig, og hvor min Præstegærning ofte har ført mig ind i Aarenes Løb. Men medens denne staar for mig som en Mønsteranstalt, der opfylder alle de Fordringer, som med Billighed kan stilles til en saa bedrøvelig, men ogsaa saa nødvendig Institution, og medens jeg aldrig fra denne har hørt noget, som ligner det ovenfor omtalte, har jeg lidt efter lidt faaet en rodfæstet Mistillid til Korsør Arbejdsanstalt gennem de personlige Erfaringer, som Bekendtskabet med nogle af dens borløbne Lemmer har paanødt mig, og jeg skal nu efter megen Overvejelse prøve paa at give Grunde derfor, saa klart og sindigt jeg kan.
Der er den Mærkelighed ved Korsør Arbejdsanstalt, at den ikke ejes og bestyres af et Amt, men af Købstaden Korsør. Der er fremdeles den Mærkelighed ved den, at den efterhaanden har opiumet en vis Betydning for hele Landet som det Sted, hvorhen adskillige Kommuner sender saadanne Fattiglemmer, som de slet ikke kan faa Magt med i Hjemstavnen. Hvorledes denne Praksis har kunnet udvikle sig, saa der er Tilgang endog fra Vendsyssel, forstaar jeg ikke rigtigt, eftersom en Skrivelse fra Justitsministeriel til Amtmanden i Maribo af 31. Juli 1856 "finder Betænkelighed ved at indrømme Tilladelse til" at anbringe et Fattiglem, der er hjemmehørende udenfor Fyns Stift, i Odense Tvangsarbejdsanstalt, "selv om den paagældende Anstalts Bestyrelse maatte give sit Suntykke". Af og til maa der i Korsør, ligesom i enhver Arbejdsanstalt, selv den bedst indrettede, kues med Strænghed. Men selv om der gaas ud fra den Forudsætning, at enhver Over- og Underordnet, som har med Lemmerne at gøre, opfylder sin Pligt fuldt ud uden noget som helst Misbrug af sin Magi, trøster jeg mig dog til at kunne pege paa forskellige Misligheder ved Korsør Arbejdsanstalt, som nødvendigvis maa virke opirrende og forhærdende paa adskillige, som indsættes dér, hvoraf atter følger, at de selv bliver endnu mere elendige og haardhjærtede end tilforn, og at de volder andre Ulykker, som kunde have været undgaaet.
Min store Anke er, at Indsættelse i Korsør Arbejdsanstalt hyppigt sker paa aldeles ubestemt Tid, saa at den paagældende ikke véd det mindste om, hvorlænge han skal blive der, og altsaa maa tænke, at der kan gaa Aar hen, inden han faar sin Frihed, ja maaske kommer han aldrig ud mere. Jeg har paavist, at i et Tilfælde sad en Mand 7 Aar i Korsør og kunde gerne have siddet der endnu som fast Inventar i Anstalten, hvis Sagen ikke hændelsesvis var bleven oplyst. Jeg tør indestaa for, at den Brandstifter, hvis Historie jeg har fortalt, fattede Beslutningen om sin skændige Forbrydelse under Paavirkning af følgende Tankegang: Min Hjemstavn har sendt mig til Korsør, uden at der er sagt mig et Ord om, hvor længe jeg skal være der; det var til at udholde, hvis jeg kunde se Ende paa det, selv om der er et godt Stykke til Enden; men nu er det ikke til at udholde, og derfor er jeg nødt til at bruge Fortvivlelsens Selvhjælp. Ikke blot en gammel Fængselspræst, men enhver, som tænker sig om, vil være sikker paa, at hvad der allermest knække: det Livsmod og Haab, uden hvilket der ikke kan leves, i et Menneske, som er kommet paa gale Vej, det er just et Frihedstab, hvorfor der ingen Grænse er. Indbrudstyven, ja endog Morderen, som inddømmes i Straffeanstalten paa Livstid, ved nøjagtigt eller næsten nøjagtigt Aar og Dag, da han bliver fri igen, om han lever saa længe; i Fængslet er der paa mange Maader sørget for, at hans Kaar kan blive taaleligere ved god Opførsel, og at han kan berede sig en Fremtid ester Løsladelsen. Alt dette mangler ganske for adstillige, som indsættes i Korsør Arbejdsanstalt; derfor er det intet Under, at de, hvor daarlige og forkomne de end er, læser den Indskrift over Døren: Lad alt Haab fare, I, som træder ind her.
*
Hele denne Artikel gør Indtrykket af at være skrevet med paaholden Pen, dvs: af Frygt for at gøre Fattiggaardsbestyrelsen Uret har Hr. Pastor Munck valgt de vageste Udtryk til sin Kritik og set paa Anstaltens Lemmer som paa Folk, for hvem stræng Behandling er det sundeste.
Og alligevel er hans Udtalelser og Afsløringer saa komprommitterende for Korsør Fattiggaard, at Enhver Læser vil indrømme, at denne Anstalt er en Skandale for et humant, kristent Samfund.
Husk dog paa, at her er der kun Tale om fattige Mennesker - ikke om Forbrydere. Det er som Fattig og Erhvervsløs, at man bliver indlagt paa denne Anstalt. Hvad vedkommende Lem har været eller kan blive angaar ikke Fattighuset. Ved sin Indlæggelse er han kun den Fattige, og hans Indlæggelse skyldes kun Fattigdom. Maaske gør Sult og Savn, Forurettelsen og Vanæren ved at blive Fattiglem ham trodsig og uvillig; men Forbryder er han ikke i det Øjeblik han indlægges, thi saa skulde han jo arresteres og ikke fattigforsørges. Og maaske er hans Trods mod Anstaltens Fogeder kun Rester af hæderlig Harme og Indignation over at være stødt ud af det menneskelige Samfund.
Og disse Fattige - det konstaterer ogsaa Præsten - bliver behandlede saa haardt og deres Liv paa Anstalten er saa elendigt, at de ønsker sig Fængslet som en Befrielse.
Redaktør Wiinblad er som bekendt ved Hof- og Stadsretten idømt 3 Maaneders Fængsel for at have kritiseret denne Anstalt og for at have bragt et Andragende fra nogle af Anstaltens Lemmer til Justitsministeren, samt for at have offenliggjort Dele af dette Andragende her i Bladet.
Nogle Dage før Jul skulde denne Sag have været fremme for Højesteret; men Anstaltens Sagfører, Højesteretsadvokat Klubien, styrtede død om i Retten, og Sagen er bleven udsat en kort Tid. Var del ikke sket, vilde vor Redaktør maaske have kunnet tilbringe sin Jul i Fængslet, fordi han havde kritiseret denne Fattiggaard, der er en Tortur for de Fattige og en Skam for det Samfund, der taaler den i sin Midte.
(Social-Demokraten 30. december 1893).
Frederik Vilhelm Munck (1833-1913) var da han skrev artiklen, præst ved Herlufsholm Kirke 1875-1906, hvorefter han gik på pension. Før 1864 var han ansat i Flensborg, men blev afsat af tyskerne. Han blev herefter kateket på Christianshavn, 1868 præst ved straffeanstalten. På Herlufsholm blev han kendt for sin interesse for sygekassesagen: Han var 1887-1907 formand for de forenede sjællandske sygekasser og 1896-1906 redaktør af Sygekassetidende. – Rigsdagen vedtog 1892 en lov om sådanne, og Munck var til 1911 medlem af det ved loven skabte sygekassenævn.
I 1868 skrev han om at at "pauperismen" i Kbh. havde fremkaldt "et stærkt og farligt proletariat" som, om ikke samfundet nu "i den yderste Tid" greb ind, kunne falde i armene på socialismen og gøre "alvorlige Spektakler". Hans analyse af de sociale forhold i hovedstaden gik i dybden og mange af hans forslag til sociale forbedringer, herunder resocialisering af de sociale tabere, blev siden gennemført – af det offentlige eller af Københavns Indre mission.
Udvalg af skrifter: Om de Fattiges Vilkaar paa Christianshavn. 1867, Om Fattigdommen i Kbh., 1868, Om Sygekasser paa Landet, 1884, Lægerne og Sygekasserne. 1910.
Artikler i denne serie: Afsnit 1: Social-Demokraten på besøg 1887. Afsnit 2: Debat 1887. Afsnit 3: Korsør Byråd. Afsnit 4: Nuværende og forhenværende inspektører udtaler sig 1887. Afsnit 5: Artikler fra maj-juni 1889. Afsnit 6: Genopførelse 1890. Afsnit 7: Vidneudsagn 1890. Afsnit 8: Sognepræst Munck om Korsør Arbejdsanstalt. Afsnit 9: Redaktør Wiinblad fængslet 1893.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar