Korsør Arbejdsanstal lå på Møllebjergvej. Det blev indviet 1861, havde sygehus i forbygningen og var i bagbygningen indrettet til lemmestiftelse og tvangsarbejdsanstalt. Sidstnævnte havde plads til 22 mænd og 6 kvinder. Arbejdsanstalten modtog klienter fra Korsør og andre kommuner. I 1868 blev tvangsarbejdsanstalten af justitsministeriet autoriseret som afsoningssted for dømte tvangsfanger fra Sorø amt. De kommuner, der benyttede anstalten, skulle betale. De fleste af anstaltens klienter havde midlertidigt ophold.
Alle personer på Arbejdsanstalten havde pligt til at arbejde. Lemmestiftelsens klientel egnede sig dog på grund af alder eller svagelighed ikke til stadigt arbejde. De arbejdsføre, tvangsarbejderne, bestod af tvangsfanger og arbejdsføre fattige. Tvangsfangerne, der ifølge lov af 3.3.1860 var idømt strafarbejde for lettere forbrydelser som tiggeri, løsgængeri, visse typer vold, prostitution mv., arbejdede under lås og slå og kom kun på korte gårdture, isoleret fra de øvrige ved høje mure. De arbejdsføre fattige arbejdede både inde, i anstaltens have og i byen, hvor institutionen mod betaling udførte arbejde for private og kommunen. Deres frihed var mindre end lemmestiftelsens klientel.
Arbejdsdagen strakte sig mandag til lørdag fra tidlig morgen til sengetid kun afbrudt af korte pauser og måltider. Middagsmaden bestod af grød eller søbemad, flæsk, sild eller ost, morgen- og aftensmaden af brød, mælk eller øl. Ville man have smør eller fedt, måtte det købes for eventuelle overarbejdspenge. Kosten blev med tiden mere varieret, og fattiglemmerne fik nu også smør og fedt. De arbejdsføre skulle i løbet af ugen udføre en nøje fastsat mængde arbejde, som de ikke fik betaling for. Udførte de mere, kunne de optjene overarbejdspenge, der dog ikke måtte bruges frit og slet ikke til røgtobak og spiritus. Arbejdet bestod i opplukning af værk, spinding, kartning, skrubning, strikning, vævning, fletning af gulvmåtter og skrædder-, skomager-, snedker- og tømrerarbejde. Senere kom skærveslagning og hugning af brosten til. Arbejdsvægring, opsætsighed mv. blev straffet bl.a. med arrest. Pryglestraf blev også anvendt.
Anstalten blev etableret da Niels Peter Martin Sylow (27 januar 1829 - 15. oktober 1870) var borgmester, byfoged og by- og rådstueskriver i Korsør (1856-1870). Anstalten tegnede fra starten i september 1861 til at blive en "succes". I de første 11 måneder steg antallet af månedlige arbejdsdage fra 36 til 620. Navnlig fremmede kommuner og især jyske benyttede den. I oktober 1862 var der 25 i tvangsarbejde, deraf de 23 fra andre kommuner. Ved folketællingen den 1.2.1880 havde 5 kvinder og 43 mænd ophold på anstalten, mindst 38 var fra andre kommuner. Af mændene var de 6, heraf 3 fra København, idømt strafarbejde.
Der kom kun sporadiske og vage informationer i aviserne om hvad der foregik på anstalten. Den 7. juli 1875 skrev Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis om et mytteri på anstalten den 1. juli: Et døvstumt lem havde overfaldet en opsynskarl med et skarpslebet jern og såret ham flere steder. Han søgte herefter tilflugt i et værelse, og andre lemmer ville ikke forlade stuen. Mandskabet måtte i stedet fjerne dem, en af dem måtte overmandes. De blev herefter indsat i en lukket gård. Korsør Avis beskyldte udenforstående folks medlidenhed for at have skabt tumulten ved at give dem penge for udført arbejde. Penge de købte brændevin for.
Dagens Nyheder skrev 5. oktober 1882 om en 71årig væversvend Niels Vilhelmsen som var stukket af fra anstalten i utilfredshed. Han forsøgte derefter at tigge, og havde endelig henvendt sig med en bønskrift til kongen om at måtte få lov til at tilbringe resten af sine dage i Horsens Tugthus. Han blev indsat på Blegdamsvejs arresthus.
Et andet forvarsel kom da en ung sømand, Jens Jensen havde forsøgt at afbrænde anstalten i juni 1885. Han ville slippe for anstalten for at blive indsat i tugthuset (Ifølge Korsør Avis, citeret efter Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 9. juni 1885).
For andre der flygtede fra anstalten, lykkedes det vitterligt at blive overført til tugthus. 25. juni 1891 berettede "Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis" at en 46 arrestant var blevet dømt. Han i sin tid blevet indlagt på Korsør Arbejdsanstalt, men havde sat ild til denne. Efter udstået straf, kom han tilbage til anstalten. Her meldte han imidlertid at han havde påsat flere brande, hvilken ikke blev troet. Han flygtede herefter fra anstalten til København hvor han meldte sig som brandstifter. Efter forhør måtte han imidlertid tilstå at han kun havde tilstået for at komme i forbedringshuset. Han fik 6 gange 5 dages vand og brød. Herning folkeblad oplyste 4. januar 1894 at Peder Jensen Preutz der var flygtet fra Korsør Arbejdsanstalt, havde stukket ild på en gård ved Lodby Overdrev, og blev ved Højesteret idømt 10 års tugthus.
Arbejdsanstalten blev en brik i den hårde politiske kamp i slutningen af 1800-tallet mellem Højre (og Venstre) og Socialdemokratiet. I august 1887 bragte Social-Demokraten som led i sin kamp for bedre fattig- og alderdomsforsørgelse nogle artikler om anstalten, efter at avisens medarbejder havde besøgt stedet.
Vi gaar en Rigsdagssamling i Møde, hvor Forhandlingspolitiken i meget høj Grad vil komme til at optage den Plads, som Visnepolitiken indtil for kort Tid siden indtog.
Under disse Omstændigheder er der bleven Haab for Socialdemokratiet om at skaffe sig Ørenlyd for i al Fald nogle af de Reformer, som kræves, og som findes paa vort Program.
Intet Krav ligger os da nærmere end Kravet om Hjælp til de fattige, Syge og Gamle. Vi har atter og atter reist disse Spørgsmaal; men nu, da der skal forhandles, nu, da Højre og Venstre er llge villige til at forsikre, at Visnepolitiken skal være død og Reformpolitiken skal leve, nu vil vi rejse disse Krav saaledes, at Agitationen intet Øjeblik hviler, før Fordringerne er gennemførte i god og solid Lovform.
Vi har til en Begyndelse undersøgt, hvorledes Fattigforsorgelsen er for Tiden paa et Par af de største og mest bekendte Arbejds- og Fattigforsørgelsesanstalter ude i Landet, nemlig den i Korsør og den i Tikøb i Nordsjælland. Resultatet har været følgende:
I.
Korsør Tvangsarbejds- og Forsørgelsesanstalt.
Trist og regnfuld var Luften, da jeg rullede ind paa Korsør Banegaard. Trist, mørk og tilrøget laa denne Højres Blomst af en By for mig, mens jeg sjappede gennem dens opblødte Veje Det var som Rammen gjorde sig Umage for at ligne det Billede af menneskelig Elendighed, den indesluttede.
Oppe paa en Banke i en Udkant Byen, Nabo til Kirkegaarden, ligger den berygtede Anstalt. Det venlig indtryk, man kunde faa af dens pyntelige Forhave og landlige Inspektørbolig, jages paa Flugt af de grinende Jernstænger i alle Vinduer. Og faar man Kig paa Bagsiden af den idylliske Plet: De høje Plankeværker, rigeligt befatte med fingerlange Jernpigge, den snavsede, fængselsagtige Bolig for en Slump af Samfundets ulykkelige Individer - saa faar man snarere Lyst til at vende om end til at gaa indenfor.
Jeg blev modtaget af Anstaltens Inspektør, der paa min Anmodning om at faa Lokaliteterne at se, erklærede sig villig til at vise mig den.
Saa snart jeg satte Foden paa den nøgne, øde, grusbelagte Gaardsplads, og kastede et Blik ind gennem den aabne Dør til det forfaldne, i høj Grad uhyggelige Baghus, blev jeg mindet om vort eget gamle Stokhus, det forhenværende Hjemsted for det forhenværende kongelige danske Slaveri. Her som der er der brøstfældige Mure, afslidte Gulve, snavsede Vægge, fuldt op af Støv og Smuds, af daarlig, forpestet Luft fra hengemte Madraser, gamle Klæder, muggent Tovværk og alskens menneskelige dunstninger, der hænger som en Sky over disse uhyggelige, trøstesløse Rum. Jeg har set Horsens Tugthus og Vridsløselille, men de har ikke paa langt nær gjort et saa tyngende Indtryk.
Klokken var tolv. Anstaltens Klokke havde lige ringet til Middag, og klumpet sammen i det ene Hjørne af Forsalen eller Trappegangen stod noget over et Par Snese Mennesker og ventede paa deres Mad. De rev Hatte og Huer af som på Kommando, da vi traadte ind. Tavse som Statuer, krogede og bøjede, stod de mens vi gik forbi. Ikke et venligt Ord lød der fra nogen Mund, heller ikke fra hans, der her ene havde Ret til at sige det. Mit: God Dag! var som en fremmed vildsom Fugl sluppen fra Lyset ind til Mørket. Man bliver ikke let om Hjertet af sligt. Saa kom et Par Opsynskarle med Maden: en Pot Vandgrød og et Stykke haardt stegt Flæsk paa en lille Bliktallerken, der vel en Gang havde været fortinnet eller sligt. I en kort, befalende Tone raabtes Numer efter Numer op, og Mand efter Mand forsvandt med det lukulliske Maaltid ind i Spisesalonen.
Vi andre gik op ad Trappen for at se paa Soveværelserne. Det, som her mest forbavsede mig, var ikke de sorte, uappetitlige Senge eller de skidne Lagner, men at man fik Lov til at stuve saa mange Mennesker sammen i et saa lille Rum. I et Værelse, i Størrelse svarende omtrent til en almindelig Stue, var der pakket en 13-14 Senge klos op af hverandre. Den, som skulde i en af de inderste, kunde kun komme derhen ved at kravle over de andre.
Desuden var der lavt til Loftet og Luften maa om Natten være forfærdelig. At den er det, leverede Inspektøren mig Bevis for, idet han fortalte mig, at det var en af de Ting, det kneb mest med for dem, at gøre Luften udholdelig for Lemmerne om Natten.
Det var med et befriende Aandedrag jeg, efter et Kig indenfor i Afdelingen for Kvinder, atter gik ind paa Inspektørens Kontor for at tale lidt nærmere med ham om Sagerne.
Korsør Tvangsarbejds- og Forsørgelsesanstalt har Plads til ca. 100 Lemmer, og alle Pladser er bestandig besatte. Det er ikke alene Byens egne fattige og Tvangsfanger, man lægger ind her, men rundt om fra hele Landets Kommuner tager man for en daglig Betaling af 50 Øre alle dem, maa kan rumme, og saa afvises der endda over hundrede om Aaret af Mangel paa Plads.
Det som først og fremmest ved disse Anstalters Indretning oprører et nogenlunde normalt konstrueret Menneske er, at man paa dem for Betaling lndlægger Individer, hørende til Samfundets Udskud, sammen med hæderlige og i en hver Henseende agtværdige Borgere og Arbejdere, der ikke har anden Forbrydelse pa sig, end den, at de er fattige, og ikke har gjort Samfundet anden Uret end den, at de har slidt og slæbt for det saalænge de har kunnet og nu til Løn modtager den Alderdomsforsørgelse, at slaas i Hartkorn sammen med Folk, der har tilbragt Halvdelen af deres Liv i Tugthuset.
Det lyder utroligt, men det er sandt!
En Mand, der hele sit Liv har kæmpet for at være et nyttigt, virksomt Medlem af Samfundet, kan virkelig risikere, naar han bliver gammel og udslidt, naar Sygdom har gjort ham uskikket til Arbejde eller uforskyldte Ulykker har ramt Ham, da at blive spærret inde i en saadan Anstalt sammen med en Bande Forbrydere. Han kan faa en Mordbrander til Sovekammerat, blive tvungen til at holde sine Maaltider Side om Side med en forhærdet Tyv og blive sendt Byen rundt paa Arbejde sammen med Kammerater, han tidligere vilde have skyet som Pesten.
Det er én Side af vor Tids humane Alderdomsforsørgelse! Og hvorfor gør man sig skyldig i denne Uret mod sin forsvarsløse Næste?
Hvorfor! Jo Grunden er simpel. Den samme, hvorfor han har maattet bøje sig hele Livet igennem, siden han ikke er kommen videre end han er. Den, at de mange maa arbejde for at fede de faa. - For at tjene Penge! For at faa ham saa billigt forsørget som muligt !
Jeg skal aldrig glemme den selvfølende Stolthed, hvormed Inspektøren ved Korsør Anstalten viste mig Regnskaberne og gjorde mig opmærksom paa, hvorledes Indtægten og Overskudet var steget, - næsten fordoblet i de ca. 5 Aar han havde bestyret Anstalten. Da den foregaaende Inspektør forlod den, var det aarlige Overskud ca. 4000 Kr., men den nuværende havde drevet det op til over 7000 Kr. Jeg spurgte, hvori det laa.
"I en fuldstændigere Udbytning af Arbejdskraften," svarede han. "De maa slide, arbejde meget haardt, navnlig ved Jordarbejde. Vt driver et større Handelsgartneri og desuden lejer vi Folkene ud til Markarbejde og Havearbejde hos Byens Borgere for 30 Øre om Dagen. Korsør har et meget stort Jordtilliggende, og der er mange her, som driver et betydeligt Avlsbrug. Herved maa de under en Opsynsmands Bevogtning kulegrave, køre Jord, slaa Sten og andet strængt Arbejde, der er det eneste den Slags Fyre har Respekt for."
Det gælder altsaa kun om at pine saa megen Nytte, saa stor en Indtægt ud som muligt. At den dygtige, ihærdige, energiske Inspektør - jeg hørte ham i Byen betegne saaledes - har kunnet bringe Overskudet til at stige fra fire til syv Tusinde Kroner om Aaret, har kun gjort ham skattet og yndet hos hans høje Foresatte, Byens Matadorer, for hvem de 7000 Kr. fra Fattiganstalten er en saare kærkommen Forøgelse af deres jordiske Mammon.
Hvad gør saa det, at man kalder det inhumant! At deres fattige, men hæderlige Borgere maa blande Sved og døje Sult sammen med al Slags Pak skrabet sammen fra hele Landet. Man har jo de syv Tusinde i klingende Guld og Sølv!
Og hvor det forværrer Behandlingen.
Ingen er vel saa dum at tro, at Tvangsfangerne har det bedre, fordi der er Fattiglemmer puttet ind imellem dem. De fleste kan vel forstaa, at Fattiglemmerne netop faar det umenneskeligt strængt, fordi man hensynsløst har blandet dem mellem det man kalder Pakket, og kæmmer alle over en Kam.
Umenneskeligt!
Ja, Behandlingen paa Korsør Tvangsarbejdsanstalt er umenneskelig. Den er kendt og berygtet Landet over. Jeg har ikke hørt én, men mange sige, at Folk har det langt værre der end selve Tugthuset, og det er dog vist lidt af den omvendte Verden. Jeg tillod mig at gøre en lille Hentydning dertil overfor Inspektøren, og denne fuldkomne Embedsmand svarede mig med den storste Frejdighed, at i Tuglhuset havde de det ogsaa altfor godt.
Der kom Folk til Korsør Anstalt lige fra Tugthuset, hvor de havde siddet i flere Aar, og de medbragte undertiden indtil 100 Kr., som de havde fortjent ved Overarbejde, men saa gale var de dog ikke i Korsør, at de forfaldt til slig ufornuftig Overdaadighed.
Først maa de altsaa arbejde meget haardt. Saa haardt, at Inspektøren gentagne Gange sagde, at det var den eneste Anstalt i Landet, hvor de virkelig maatte arbejde. Andre Steder forstod man slet ikke at holde dem til Ilden men derfor var der heller ingen Anstalt, der betalte sig saa god: som Korsørs.
Dernæst faar de en saa elendig Føde at enhver nogenlunde ordenlig behandlet Hund har det bedre. Jeg har spurgt en Læge, som kender Anstalten ud og Ind, om hans Mening, og han har i de stærkeste Udtryk fordømt den mangelfulde Ernæring, man byder disse Mennesker, og paa det bestemteste erklæret, at den, fraset dens slette Beskaffenhed, er aldeles utilstrækkelig, naar man tager Hensyn til det Minimum af Næringsstof, et Menneske behøver.
De faar aldrig Smør, aldrig Fedt paa deres Brød. De faar hver Dag nogle Kiler tørt Rugbrød, saa tykke, at jeg ikke begriber, de kan gabe over dem. Jeg kunde det ikke. Dertil faar de om Morgenen en Pægl kogt Mælk og om Aftenen en Pægl sammenblandet Te og Mælk. Om Middagen faar de en Pot Søbemad med en Knalling Sul til, som de fleste gemmer til Frokost og Aften for at faa Rugbrødsklumperne til at glide ned. Det jeg saa, var et lille Stykke Flæsk, saa tørt, at det knasede, og saa stort, at jeg kunde have fortæret det i en Mundfuld.
(Fortsættes).
(Social-Demokraten 19. august 1887).
Social-Demokatens bemærkning om at anstalten ansås for værre end forbedringshus, bekræftes bl.a. af Roskilde Dagblad 2. juni 1887: Ferløw-Dal-Bolsted sogneråd havde ansøgt Aalborg Amtsråd om at få bidrag til omkostninger ved fattiglem Hans Pedersens ophold på Korsør Tvangsanstalt. Han havde været anbragt der siden 1878. Formanden fandt det imidlertid besynderligt at sognerådet havde holdt et fattiglem indespærret i 10 år. Anstalten betragtedes som værre end forbedringshuset. Amtsrådet afslog. Lignende sager synes at være rutine ud fra talrige andre referater i forskellige aviser.
Besøg paa Fattiganstalter.
Korsør Tvangsarbejds- og Forsørgelsesanstalt.
(Fortsat.)
Jeg kom op ad en Trappe til første Sal. Paa selve Trappegangen stod der en Rulle, en stor firkantet Kasse fyldt med Sten, og i en Krog mellem den og Muren sad der en Mand paa en Bænk og spiste. Det var en stærk graasprængt, men ellers ret kraftig bygget Skikkelse med et forstandigt tiltalende Ansigt. Han havde en af disse tommetykke Rugbrødsskiver i Haanden og brækkede med Fingrene det løs, han stak i Munden. Straks saa han ikke, det var en Fremmed, som kom op ad Trappen, men næppe havde hun opdaget det, før han drejede sig halvt om mod Væggen og skjulte Klumpen, han gumlede paa. Det var mig paafaldende, og jeg gik ligesom tilfældig tæt forbi ham, men nu fik jeg et Blik saa forknyt, saa skamfuldt og bedende, at jeg hurtigt vendte om for ikke ved min Nysgerrighed at saare den, der saa dybt følte Skammen af at stille sin Elendighed til Skue.
Min Ledsager havde aabenbart intet mærket og, uden at røbe min Interesse, spurgte jeg ham, da vi gik ned, om det var en af de Slemme der sad. Nej, det var det ikke, og jeg følte mig straks overbevist om, at den Mand kun have en Forbrydelse paa sin Samvittighed: Fattigdom.
Saaledes er altsaa Føden: slet og utilstrælkelig, værre end i Tugthuset. Og paa den Kost forlanges der, at en Mand skal kunde arbejde og arbejde haardt, efter deres eget Udsagn, fra Morgen til Aften!
Det var Kosten og Arbejdet. Men der folder et Tillæg med, et gratis Tillæg, som ikke uddeles i saa knappe Portioner som Maden. Det hedder Prygl.
Man prygler rigeligt paa Korsør Arbejdsanstalt. Den Mand, der staar i Spidsen for den Gren af Virksomheden, er Borgmesteren. For tiden hedder han Sylow, før hed han Rump. To Navne, der ikke er ukendte i vort Fædreland, jeg kunde fristes til at sige: de er berømte.
Hr. Rump har i adskillige Aar været en god gammel Ven af Anstalten. Nu er han draget bort til federe Egne. Han er bleven Amtmand i Hjørring. Og saa er han Landsthingsmand. Den forrige Inspektør kunde Hr. Rump ikke lide, har jeg hørt, ja jeg ved det sikkert. Han var ikke energisk nok. Han drev det jo kun til 4000 Kr. om Aaret. Han var ikke stræng nok over for Lemmerne. Tog dem først og fremmest med det gode. Talte til dem som til Mennesker og vilde gærne behandle dem som Mennesker. Det var jo aabenbart, at Manden ikke egnede sig til Bestyrer af en Tvangsarbejdsanstalt og derfor blev der vel ogsaa sagt ham, at han skulde søge sin Afsked.
Den Mand havde blandt andre Egenskaber ogsaa den uheldige, at han ikke kunde lide Prygl, hrerken paa sin egen Ryg eller andres. Om det var derfor eller af andre Grunde, at Hr. Rump saa ofte overværede Uddelingen af Rotting paa Anstalten, ved jeg ikke, men Faktum er, at han ofte gjorde sig den Fornøjelse. Og en Fornøjelse var det ham. Det var vitterlig for Enhver, at Borgermesteren var i udmærket Humør, hver Gang han, som Retfærdighedens Haandhæver, dikterede en eller anden Stymper en Dragt Klø, og havde den Nydelse, at se Dommen eksekveret paa staaende Fod. Tøjet af lige til den bare Skjorte, et Par Mand til at holde Fyren og stramme Ryggen og saa slog man løs saa godt som paa den bare Krop af Hjærtens Lyst. Det var nu endda kun den officielle Uddeling af Prygl. Den gik dog efter en Art "Lov og Dom", var det end saa sin Sag dermed, men saa havde man ogsaa en mere privat Afbankning, der henhørte til en endnu hurtigere Retsforfølgning.
Hr. Rump opfordrede nemlig ofte Opsynspersonalet til, naar en af Lemmerne gjorde Vrøvl eller der paa anden Maade var noget i Vejen, bare at give ham en god Dragt Prygl, naar de havde Fyren under fire Øjne!
Den Slags demoraliserende Ordrer fra den øverste stedlige Myndighed har selvfølgelig ikke undladt at sætte dybe Spor hos det underordnede Opsynspersonale. Og Følgen er bleven, en raa og i høj Grad uforsvarlig Behandling af Lemmerne ved enhver Lejlighed. En ansat bosiddende Mand i Korsør, en Mand i en Livsstilling, der bliver regnet for en af de smukkeste i Samfundet, fortalte mig i den Anledning en lille oplysende Historie. Han gik en Vinterdag tilligemed sin Hustru, en Ven, der er Købmand, og dennes Hustru en Tur uden om Byen. Paa en Vej bag Skoven traf de paa en Betjent og en Karl fra Anstalten, der lige havde anholdt en af Lemmerne, som samme Dag havde absenteret sig. Det var aldeles oprørende, fortalte han, som disse to Lovens Mænd hamrede løs paa den ulykkelige Desertør med deres Stokke. Saa umenneskeligt var det, at de alle fire fandt sig beføjede til al give deres Harme og Indignation Luft. Naturligvis uden Resultat. Den samme Mand fortalte mig om en Karl, der nu tjente som Kusk i Korsør, at han ikke kunde udholde at blive paa Anstalten som Opsynsmand, fordi han ikke kunde være haard nok med Lemmerne og ikke var i Stand til at opfylde Ordren: Prygl ved det mindste Ord de mukker eller svarer igen.
Hvilket uhyre Rum for Vilkaarlighed, Raahed og Forfølgelseslyst den Slags Tilstande giver, kan et Barn forstaa.
Naturligvis er der paa en saadan Anstalt en Del uheldige Elementer. Man trommer dem jo netop sammen fra alle Landets Egne. Men hvis man i Korsør tror, at Vejen til Forbedring gaar gennem Prygl og Sult, Raahed og Vilkaarlighed, saa tager man storligen fejl. En stakkels Mand, der er kommen paa Kant med Samfundet, kan nok hjælpes paa ret Køl igen, men ikke ved den Slags Midler, de avler kun forøget Had og Bitterhed, Trods og - større Forbrydelser.
Livet paa Anstalten er for disse Mennesker saa uudholdeligt, at de ofte bryder ud og begaar en eller anden Forbrydelse, der berettiger dem til at komme i Tugt- eller Forbedringshuset, hvor de efter deres Mening har det langt mere menneskeligt. Under Forhørerne har mange af dem ligefrem opgivet dette som udelukkende Motiv til, at de atter har betraadt Forbryderbanen.
Er der nu ikke noget fortvivlende i, at en saadan Anstalt ligefrem befordrer Forbrydelser. I, at den overhovedet eksisterer?
Men det har heller aldrig været Meningen med disse Anstalter, at man vilde udrette noget godt, at man vilde hjælpe eller forbedre. Nej, det hele er en ren og skær Pengespekulation og det endda af den afskyelige Slags, hvilket vi skal godtgjøre i det Følgende.
(Sluttes).
(Social-Demokraten 20. august 1887).
Af eksempler på måder man kunne ende på tvangsanstalten, viser en højesteretsdom mod Christen Nielsen: Anklagen lød på løsgængeri og betleri, og dommen var på 150 dage i Korsør Tvangsarbejdsanstalt.
At indsatte begik forbrydelser for at blive overført til forbedringshuset bekræftes også af andre aviser: Her kan nævnes skomager Anders R. som forlod Korsør Tvangsarbejdsanstalt den 16. august 1891 og stak en ko i halsen, med det nævnte formål. Han fik vand og brød i 6 gange 5 dage.
I.
Korsor Tvangsarbejds- og Forsørgelsesanstalt.
(Sluttet.)
Vi sluttede i Gaar med at sige, at Principet, som laa til Grund for Fatitganstalter som den i Korsør, var Pengespekulation.
For det første faar man 50 Øre om Dagen for hver Mand af Forsørgelseskommunen. Saa faar man andre 50 Øre, naar man lejer hans Arbejdskraft ud til en af Byens Borgere og langt mere, naar man benytter den selv. Det er 1 Krone om Dagen foruden Beklædningsgenstande, Medicin, Lægetilsyn og andre Ting, som Hjemstedet ogsaa maa betale. Mandens Underhold og problematiske Renlighed koster ikke Anstalten mange Øre om Dagen, og saa har man endda den store Behagelighed, at Fortjenesten egentlig er dobbelt, idet de 50 Øre, man som Borger i Byen betaler for hans Arbejde, kommer En til Gavn paa anden Maade. Hvad man betaler i Arbejdsløn, sparer man i Skat.
Det er endvidere klart, at naar man kan faa en af sin egen Anstalts Lemmer til at arbejde for sig til 50 Øre om Dagen, saa sparer man at give en fri Arbejder 2-3 Kroner derfor. Og her er vi maaske ved det sørgeligste af det Hele. Det, at disse Anstalter i broderlig Forening med Statens Straffeanstalter tager Brødet ud af Munden paa Landets Arbejdere.
Hvor skal en fri Arbejder, der skal forsørge Kone og Børn, kunne konkurrere med disse tvangsarbejdere til 50 Øre om Dagen?
Og hvor det altsammen gaar i Kapitalistens Pung. Vil hans Arbejdere ikke nøjes med den Betaling han byder, nuvel, saa tager han Folk fra Arbejdsanstalten. Han kan faa dem hjem i sin Have, ud paa sin Mark, hvor han vil, og han faar Opsyn med i Købet, saa han er vis paa, de bliver holdt i Ørene til at bestille noget, alt for 50 Øre pr. Mand. Den fri Arbejder maa gaa ledig paa Torvet og se paa, at disse ufrivillige Arbejdere tager ham Brødet af Munden. Han maa sulte til han selv bliver nødt til at banke paa den samme Anstalts Port, eller han bliver smidt derind, for selv at blive indrulleret i de forhadte Geledder og bliver 50 Øres Konkurrent til sine gamle Kammerater, hvem den samme Vej fremdeles staar aaben. Og under alt dette gnider Pengemanden sig i Hænderne. Han faar billigt Arbejde og han skaffer sin egen Anstalt lidt Fortjeneste. Og har Anstalten Fortjeneste, slipper han ikke alene for Fattigskat, men det Overskud, Anstalten giver, anvender han til Fremme af kommunale Foretagender, som han ellers skulde bidrage til af sin egen Lomme. Det Hele er en evig Vekselvirkning, kun saa uhyre forskellig i sine Virkninger for de forskellige Parter.
En Købmand i Byen havde en Mark, som skulde kulegraves. Kyndige Landmænd bedømte Arbejdet til en Værdi af mindst 400-500 Kroner, og Manden fik det tilfredsstillende udført af Anstaltens Folk for mellem 100 og 125 Kroner!
At man ogsaa gærne holder paa sine arbejdskraftige Fanger fremgaar til Evidens af følgende. Det er ofte hævdet, at en Mand har ønsket at komme ud for at ernære sig selv. Inspektøren har forsynet ham med Anbefaling for god Opførsel og Værdighed til at komme paa fri Fod, men Andre har da i den Grad misrekommanderet ham hos Forsørgelseskommunen, at denne nægtede sit Samtykke og vedblivende betalte for ham.
Leve Forretningen !
Efter disse Betragtninger vender jeg atter tilbage til det specielle: mit Besøg.
Jeg spurgte Inspektøren, om de ogsaa som Straf for Forseelser brugte at berøve Lemmerne Friheden. Til min Forbavselse hørte jeg da, at disse Mennesker i Virkeligheden aldrig kender til Frihed. Hele Aaret rundt, Hellig og Søgn, de samme Vilkaar. Aldrig en Dag faar de Lov til at gaa ud paa egen Haand. Bestandig er de indelukkede i den samme firkantede Gaard, de samme Stank-opfyldte skidne Rum, hvor Jernstængerne i Vinduerne danner Grænsen mellem dem og den øvrige Menneskehed. Det er jo til at blive forrykt over!
Naturligvis kan denne mikroskopiske Frihed yderligere indskrænkes. Man har Arrester. Jeg bad om at faa dem at se, helst en, der var befolket, og vi gik derind. I det lille, ækle Hummer stod der en gammel graahaaret og graaskægget Mand lænet op ad Væggen og tyggede paa en af de omtalte Skiver bart Brød, mere passende for en Hest end et Menneske. Et Krus med Vand stod paa Briksen. Han tog ærbødig Huen af, da vi kom ind og stod ret op uden at mæle et Tro. Jeg havde i Forvejen spurgt, hvori hans Forbrydelse bestod, og faaet det Svar, at han var tvær til sit Arbejde. Som Følge deraf havde jeg ventet at se en ung trodsig Knægt med Vagabond-Naturen strittende ud af alle Porer. Og nu stod jeg overfor en gammel Mand, hos hvem der hverken var Spor af Trods eller Opsætsighed at opdage. Tværtimod, hans Ansigt var sløvt. Haabløshed eller Resignation, det var det eneste jeg kunde finde der.
Tvær, uvillig til sit arbejde! Mon Indespærring, Sult og Prygl, som vel sagtens er forbunden dermed, skal give ham mere Lyst og Iver til at tage fat? Mon - ja, der strømmede Masser af Gisninger ind paa mig, uden at jeg tør give dem Luft i Ord, fordi det kun er Gisninger, men jeg fik saa trangt med Luft, at jeg skyndte mig ud. Det var, som skulde jeg kvæles, stod jeg længere og saa paa dette levende Billede af Ulykken.
Af Kvinder er der ikke mange paa Korsør Arbejdsanstalt. Nogle af de yngre stod i Vaskehuset, et Par gamle Koner sad inde i Stuerne med lidt Haandarbejde. men ellers er Vilkaarene for Arbejde og Forplejning ens for Mænd og Kvinder.
Saa var jeg færdig; jeg havde set alt og havde kun tilbage endnu en Gang at høre Inspektørens Lovprisning over hans Anstalts Fortrinlighed. Det kan godt være, Manden var i god Tro, naar han atter og atter fremhævede, at jærnhaard Tvang og Tugt var det eneste Princip, hvorefter den kunde ledes.
Men mig har den Behandling, som bliver disse Mennesker tildelt, oprørt i højeste Grad. Skylden er vel ikke den Mands, der daglig skal svinge Svøben, han lystrer kun sine Foresattes Ordrer, men han gør det villigt og med embedsmæssig Iver. Han er dertil saa uheldig stillet, at vil han pine en Mand med Sult, gavner han kun sin egen Pung, da han er Økonom for dem alle. Jo knappere Kost for dem, jo federe Fortjeneste for ham, og Enhver kan begribe, at det aldrig er Kosten, der bliver for fed.
Som Følge af sit strænge Regimente er han forhadt af Lemmerne; det ligger jo nært nok. Mens han gik rundt med mig var han hele Tiden forsynet med en overspunden Spanskrørsstok med Blyklump og et Par Gange har han været Genstand for Overfald. Den ene Gang forsøgte en Mand at slaa ham med en Nøgle, den anden var der saa alvorligt Mytteri blandt Lemmerne, at han fandt det fornødent med en ladt Pistol i Haanden at holde dem i Ave, mens Opsynskarlene bandt Urostifterne. Til Sammenligning skal jeg kun anføre, at den tidligere Inspektør aldrig er bleven hverken truet eller forulempet af Lemmerne Nat eller Dag. Han færdedes bestandig mellem dem uden Stok eller noget andet Forsvarsvaaben.
Det er dog først og sidst ikke den tilfældige Inspektørs mere eller mindre Strænghed, det kommer an paa. Han kan være saa villigt et Redskab, han vil, han fastsætter dog ikke Principerne. Var Principet Humanitet, saa fik man sig nok en human Inspektør. Nej, det er det lille Samfund af Bedsteborgere, som her har en rar Malkeko, der bærer Ansvaret for den usle elendige og uforsvarlige Behandling, de byder deres Medmennesker!
Jeg fordømmer i højeste Grad den Slags Anstalter, og Korsørs er den værste af dem alle. Det har jeg hørt bekræfte lige fra Ministerialbygningens juridiske Embedsmænd til Borgere i den By, for hvilken det er en Skandale at eje den.
De har udtalt deres dybeste Indignation, men de har gjort det forsigtigt, som havde Murene Øren, thi er der noget Sted, hvor det herskende Magtparti svinger sin tyranniske Pisk, spionerer og forfølger aabenlyst og i det skjulte, saa er det i Korsør.
Det ene er en Følge af det andet
(Social-Demokraten 21. august 1887).
Besøg paa Fattiganstalter.
II.
Tikøb Arbejds- og Forsørgelsesanstalt.
(Sidste Artikel.)
Hvor forskælligt fra Korsørturens triste Graavejrsstemning var ikke den dejlige Køretur i Nordsjælland fra Fredensborg langs Esrom Sø til Tikøb.
Den lifligste Sommerdag spredte sit Guld over en af Sjællands skønneste Egne, og mstn blev lige som varmet op til at se lyst paa Livet.
Bede fra Vejen, hvor jeg først fik Øje paa Tikøb Arbejdsanstalt, tog den sig imponerende ud. Store skifertækte Bygninger, der ledte Tanken hen paa en lille Herregaard, hvis ikke den høje Fængselsmur havde været uden om. Den er da ogsaa af langt nyere Datum end Korsørs og ejer ikke saa nær dens modbydelige Uhygge.
I øvrigt er de ogsaa vidt forskellige. Tikøb Anstalt optager ingen Tvangsfanger, men er kun Forsørgelsesanstalt for Tikøb Sogn og Arbejdsanstalt for Fattiglemmer fra andre Kommuner. Dertil er der en temmelig stor Sindssygeafdeling paa Anstalten og en Afdeling for Plejebørn. Anstalten er belagt med fra 100 til 140 Individer og Betalingen er 75 Øre foruden Beklædningspenge. Den bestyres af en Inspektør eller Forstander, der tillige er Økonom, og et Par Opsynsmænd.
Jeg blev vist rundt af den ene af disse og havde til mit Besøg lige som i Korsør valgt Middagstiden.
Som Anstalten er anseligere udvendig end Korsørs, er den ogsaa lysere, luftigere og venligere indvendig. Soveværelserne var store og ikke overfyldt med Senge. Rummets Kubikindhold er malet overalt paa Dørene. Luften var nogenlunde god og Renligheden i hvert Tilfælde kolossal ved Siden af i Korsør.
Derimod er der ikke Tvivl om, at Føden er ussel. Den Middag fik de en Pot Vælling, der lignede almindelig dansk Svineføde, og til Eftermad - en Skive Fedtebrød!
Det var en Onsdag. Om Fredagen f. Eks. faar de kogt Mælk og to Stykker bart Brød og de andre Dage lignende Mad, der absolut er slettere end der bør bydes Mennesker. Hver Morgen faar de ½ pot kogt Øl uden Sukker og 4 Skiver bart Brød til hele Dagen. Om Aftenen faar de Vandgrød med 1 Pægl Mælk og om Sommeren hver Onsdag Pd. Smør, der skal strække til for hele Ugen. Om Vinteren faar de ikke Smør men Fedt.
Det er sløjt, men dog ikke saa skandaløst som det evige bare Brød i Korsør. Nu kommer rigtignok hertil, at det oftere har været bevist, at de Fødemidler de fik var mere eller mindre fordærvede. Jeg skal nævne et Par Eksempler. Et Medlem af Sogneraadet foranledigede for nogle Aar siden, at en Beholdning af Sild, som Inspektøren selv havde nedlagt, blev undersøgt. Den viste sig at være uspiselig og der maatte kastes en 3 -4 Tønder Sild bort, men i lang Tid havde Lemmerne været nødt til at spise af de fordærvede Sild. Det skal, efter hvad der sagdes mig, af og til hænde endnu, at en og anden foretrækker at kaste sin Sild ud paa Vejen i Stedet for at spise den. Det samme Sogneraadsmedlem bekendtgjorde en Dag i "Helsingørs Dagblad", at man indkøbte Gildinge-Flæsk - Flæsk af kastrerede Orner, der er haardt, sejgt og næsten uspiseligt, men selvfølgelig meget billigt, og bespiste Anstaltens Lemmer dermed. Sogneraadet sagsøgte Manden, men han blev frikendt, altsaa er det sandt, at man bød sine Fattige denne afskyelige Føde.
Hvad Arbejdet angaar, saa maa de vel ikke trælle slet saa haardt som i Korsør, men man piner dog sikkert al den Nytte ud af dem, man kan faa. De kraftigste Lemmer lejes bort i Høsten til Bønderne, og Indtægten tilfalder Anstalten eller - ?
Det samme oprørende Forhold finder Sted her, at man lægger sine egne hæderlige Fattige ind blandt de Arbejdslemmer af tvivlsom Natur, man for Betaling tager rundt om fra hele Landet. Og saaledes er det nok paa alle Arbejdsanstalter. I Menneskehedens Navn kan jeg derfor ikke protestere for ofte derimod.
Nu kommer vi til Behandlingen.
Fra tidligere Tid er den berygtet som ligefrem skændig. Der er nok fra en enkelt Side bleven sagt mig, at den i den sidste Tid skulde være bleven bedre, men jeg er dog ikke et Øjeblik i Tvivl om, at den er raa og brutal i højeste Grad. Prygl er en daglig Kost, og Lemmerne tør ikke klage af Frygt for nye Prygl. Mod Børnene er man saa raa som vel muligt. Atter et Par Eksempler. Der blev paa Anstalten indlagt en Dreng paa omtrent 10 Aar. Han var slem til enten paa Grund af Sygdom eller forsømt Opdragelse at gøre sig uren i Sengen om Natten. Hvordan tror man han blev vænnet af dermed? Den letteste Sag af Verden. Opsynsmanden, Hr. Fryde, en forhenværende falleret Proprietær, var saa umenneskelig raa, at han tvang Drengen til at æde sine egne Ekskrementer. Han smurte ham det i Munden og dyppede hans Ansigt i Natpotten. Det er modbydeligt at skulle skrive sligt, men det er saa usigelig sørgeligt, saa oprørende gement, at det virkelig kan finde Sted. Heldigvis var der en Mand, som klagede til Amtet, og Hr. Fryde blev ved Overretten dømt Straf for sit Forhold og ved en Sogneraadsbeslutning enstemmig afsat fra sin Bestilling.
Men daarlig skulde Tilstanden være i General Thomsens Valgkreds, hvis nogle Fattighuslemmer kunde foranledige, at en Avtoritet blev rokket. Der blev øjeblikkelig sat en Agitation i Gang; man klemte de ulykkelige Sogneraadsmedlemmer, saa de ved et nyt Møde gjorde saa grundigt Nar af sig selv, at de forkastede den Beslutning, de nyligt havde vedtaget, og enedes om at beholde deres humane Hr. Fryde. Jeg skylder at tilføje, at denne Gang gik det ikke enstemmig igennem; den Draabe Opposition, der var i Sogneraadet, strittede imod, det bedste den kunde, men den maatte bøje sig for Flertallet. Det, visse Folk kun kan bruge, naar det passer dem.
Efter et saa afskyeligt Udslag af menneskelig Raahed beholder man virkelig denne Barbar paa Anstalten, og har ham der den Dag i Dag. Har ham fremdeles til at opdrage Børn, som Haandhæver af Orden og gode Sæder og som Tugtemester for de Fattige.
Men man rokker ikke ved Avtoriteten. Respekt skal Pakket have!
Det er ogsaa en yndet Sport paa Tikøb Anstalt, at straffe Børnene med at hylle dem ind i vaade, kolde Lagner og lade dem staa saaledes en rum Tid. En Pige har faaet det for at sove over sig og et Par Smaadrenge er bleven piskede for en Ubetydelighed.
Ved Siden af al være en saa fortrinlig Børneopdragelsesanstalt virker den ogsaa som moralsk Fordærvelsesanstalt. Eller hvad skal man kalde det, at de anbringer en Flok hjemløse Børn sammen med Individer af de sletteste Sæder. Ikke én, men flere fornuftige Mænd paa Egnen udtalte for mig deres dybe Beklagelse over, at dette finder Sted. Hvor forfærdeligt ødelæggende kan det ikke være for disse Børn, daglig at færdes mellem Folk, som har været straffet for mange Slags Forbrydelser. Mellem Vagabonder og Idioter, hvoraf der siges, en stor Del er Onanister. Er det saa underligt, at Børn fra Arbejdsanstalter i Almindelighed bliver fordærvede Mennesker, som man siger saa let. Men hvis er Skylden! Hvis er Skylden, uden deres, som driver den Slags industrielle Etablissementer.
Saa har vi de Sindssyge.
Dem tager man for Betaling fra hele Landet. Baade dem, som aldrig har været under kyndig Lægebehandling, og dem, som Sindssygeanstalterne har givet slip paa som uhelbredelige.
Det er altid knugende tungt at gennemvandre en Sindssygeanstalt, men her var det værre end det. Enhver kan vel tænke sig hvad Forskel der kan være, hvor Anstalten bestyres af specielt uddannede Læger, og her, hvor Myndigheden ligger hos Folk som dem, jeg ovenfor har belyst.
Jeg slap altsaa ind. Det allerførste jeg lagde Mærke til var, at en Mængde Patienter havde store Saar i Ansigtet, "blaa Øjne", og var fulde af Skrammer og Ridser. Jeg spurgte mig selvfølgelig for og fik det Svar, at de havde paadraget sig det ved at falde om i Krampe. Jeg har ikke set denne Krampe, men den passer som en knyttet Næve i et blaat Øje og jeg er moralsk overbevist om, at disse ulykkelige har et ret godt Begreb om, hvad Mishandling vil sige. Et Tilfælde har jeg faaet oplyst. Min Meddeler brugte det Udiryk, at Behandlingen var skrækkelig og anførte, at de en Dag havde bundet en Kone saa hun havde store tyde Saar om begge Haandled og om Halsen. Lidt saa jeg selv. Jeg hørte nogle uartikulerede Raab, og spurgte hvad det var. Man førte mig ud i en lille grusbelagt Gaard, hvor der gik et af de elendigste Væsener, jeg har set. Det var en garnmel, graahaaret Kvinde. Hele hendes Overkrop var puttet ind i en Sæk, en Rissæk, af dem man kan købe for nogle faa Øre hos Købmanden. I Bunden af den havde man ligefrem slaaet et Hul og herigennem stak Hovedet frem. Den var snørret om Kroppen paa hende, saa hun var berøvet Brugen af sine Arme. De lasede Skørter naaede hende til Knæerne og Fødderne var spændt sammen med en Læderrem, saa hun kun kunde flytte dem nogle faa Tommer ad Gangen. Skotøj havde hun ikke paa, men gik paa Strømpesokker (hvis der var Bund i dem), baade paa den bare Jord og i Rendestenen. Rundt om Hovedet paa hende havde hun stukket nogle grønne Grene ned red Tøjet, og saaledes udpyntet viste man den Ulykkelige frem. Bag paa og paa Siderne var hendes Tøj aldeles vaadt og gennemtrængt af Urenhed, saa jeg sluttede, at det hjælpeløse Menneske just ikke hver Dag var i Storvask. Jeg forlangte at se hendes Celle. Der fandtes ikke andet Bohave der end en Hømadrats, som laa paa Gulvet. Den saa ud, som den ver overheldt med et Par Spande Vand.
Kan Mennesker forsvare, at behandle et af deres ulykkeligst stillede Medmeanester saaledes?
Det er dog ikke udelukkende de Sindssyge, maa opbevarer i denne Afdeling. Man ynder at sætte Fattiggaardens Lemmer derned til Straf. En Pige, der lider af Epilepsi og derfor er under Fattigforsørgelse, fik først Prygl og blev dernæst indespærret blandt Idioterne i 12 Dage indtil hun befriedes af et Sogneraadsmedlen.
Hvorledes Opsynet er vil fremgaa af en Meddelelse, jeg har fra en Mand her i Byen. Jeg har ingen Grund til at tvivle om dens Paalidelighed. Til en ung Kvinde, som i flere Tage droges med Døden og led forfærdeligt, gik et stort, kraftigt Mandfolk, en af Idioterne eller de Sindssyge, i Seng og voldtog hende.
Hvad skal man sige om den Slags Tilsyn med døende og gale Mennester!
Det er, hvad jeg har erfaret ved at besøge kun to af Landets Forsørgelses og Arbejdsanstalter. Der er mange foruden, og Skavanker har de vel alle. Men et er vist, og det er, at det er paa Tide vi her i Danmark kommer ind paa mere humane Veje med vor Fattigforsørgelse, at Lovgivningsmagten skaffer os af med den gamle forældede Fattiglovgivning. Som det er, forstaar jeg næsten ikke, at disse Mennesker ikke hellere tager Livet af sig end giver sig ind under den Slags Alderdoms- og Fattigforsørgelse
(Social-Demokraten 23. august 1887).
Social-Demokratens redaktør på daværende tidspunkt Emil Wiinblad (1881-1911) blev for disse og opfølgende artikler (artiklerne 16., 17. og 23. maj 1889, se senere indslag) den 30. januar 1893 idømt 300 kr. for hver af 4 sager, samt simpelt fængsel i 3 måneder. Desuden måtte han betale 80 kr. i sagførersalær og alle sagsomkostningerne.
Artiklerne er formentlig skrevet af Norman Bryn og Ludvig Hundrup (1850-1911) som ofte berettede fra fattiggårde og fabrikker. Hundrup var tidligere skuespiller, formentlig ansat på bladet omkring 1887. Norman Bryn (1852-1941) blev ansat som typograf på bladet, fra 1885 også på redaktionen. Hans speciale var at forklæde sig som arbejder og skildre elendige arbejdsforhold. På sine ældre dage - i 1930'erne - beskæftigede han sig mest med sportsjournalistik. Selv om artiklerne ikke er signeret, er det formentlig dem der står bag artiklerne.
Arkiver over fattiglemmer på arbejdsanstalten 1881-1902 findes på Rigsarkivet og de er digitaliseret. Listen omfatter 990 navne som i de 21 år var på anstalten.
Artikler i denne serie: Afsnit 1: Social-Demokraten på besøg 1887. Afsnit 2: Debat 1887. Afsnit 3: Korsør Byråd. Afsnit 4: Nuværende og forhenværende inspektører udtaler sig 1887. Afsnit 5: Artikler fra maj-juni 1889. Afsnit 6: Genopførelse 1890. Afsnit 7: Vidneudsagn 1890. Afsnit 8: Sognepræst Munck om Korsør Arbejdsanstalt. Afsnit 9: Redaktør Wiinblad fængslet 1893.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar