Meir Aron Goldschmidt.
død 15de Aug. 1887.
Iblandt den i de senere år så stærkt fortyndede kreds af vore ældre digtere er en af de betydeligste, professor Meir Aron Goldschmidt i går afgået ved døden efter en kort sygdom. I sommer havde han efter sædvane tilbragt nogen tid i den styrkende luft ved Blokhus og troede at spore en gavnlig virkning deraf; han var kommet tilbage til sit hjem på Gammel Kongevej og havde i nogle dage befundet sig mindre vel, da han i går aftes blev angrebet af en blodtrækning, som gjorde ende på hans liv
Goldschmidt blev født den 26. okt. 1813 i Vordingborg, hvor hans forældre levede som velhavende jødiske købmandsfolk. Faderen var en mand med skarp iagttagelsesevne og sans for poesi; han nærede hang til jødisk ortodoksi, men hans stilling som landbruger, eksportør og importør lagde ham mange hindringer i vejen. Den lille Meir Aron gik i en pogeskole, hvor han fuldtud deltog i religionsundervisningen med de kristne børn: derefter kom han i en onkels hus i København for at uddannes videre. Denne vakte hans begejstring for jødedommen og indviede ham i dens mystik og symbolik. Da faderens ejendom i Vordingborg var brændt, købte han en gård Valby, hvor sønnen opholdt sig hos ham og af hjertens lyst tumlede sig i have og mark, men på samme tid følte sig noget ensom. I det v. Westenske Institut lærte han, hvad det vil sige at være en blandt mange, jøde blandt kristne, men arbejdede til artium, men fik en mindre god karakter i religion. Overhovedet blev universitetslivet ham en skuffelse. "I ordets frie, glade betydning", siger han selv, "har jeg aldrig været student." Goldschmitt begyndte at studere medicin og tog anden eksamen. Af informationer ville han ikke leve, og af faderen, for hvem det var gået tilbage, var der ingen hjælp at vente. Han havde skrevet nogle "uhyre" romantiske noveller, som han fik remitteret fra en redaktør med den bemærkning: "Sådan noget pøjt byder man ikke ordentlige folk." Da stiftede han, kun sytten år gammel, "Næstved Ugeblad", som han redigerede fra København. Han måtte nu som redaktør dyrke kommunale og sociale anliggender, og til løn for at han engang havde taget sig af bagersvendene, bragte de ham i procession en - æreskringle. Træt af denne virksomhed solgte han sin avis, da han fik et antageligt bud. Han blev nu en kort tid medarbejder af "Dagen", kom i berøring, med hovedstadens yngre intelligens og stiftede i 1840 "Corsaren". Det var i den tid en så ny fremtoning, at bladet først og fremmest måtte opdrage sit publikum; satiren, der i førstningen var såre uskyldig, blev lidt efter lidt, støttet til Klæstrups tegninger, bitrere, således fx i et gensvar på et angreb af Søren Kierkegaard. Presseprocesser regnede ned over bladet: det måtte holde stråmænd, som hvert øjeblik skiftede, - og da "Corsaren", hvor meget man end morede sig over den, kun betragtedes som et nødvendigt onde og dens redaktør som et slags bussemand, hvem man helst gik af vejen for, blev Goldschmidt efterhånden ked af sin stilling og solgte bladet, der gav et godt udbytte.
I 1846 rejste han udenlands til Østrig, Italien og Schweitz, efter året før at have udgivet den interessante fortælling "En jøde", der snart blev oversat på engelsk og tysk. Næste år fulgte et bind mindre fortællinger (hvori "Min onkels tømmerplads"). Efter sin hjemkomst begyndte han måneds- senere ugeskriftet "Nord og Syd", der i politisk henseende skulle kæmpe for "monarkiet med republikanske institutioner". Han var en modstander af det nationalliberale parti og søgte at påpege inkonsekvenserne i dets politik, som han belyste i "Nord og Syds" dagbog. Da hint parti havde magten, pådrog denne polemik ham megen upopularitet og gjorde ham til genstand for mange bittre angreb. I sommeren 1849 rejste han til Norge og den følgende sommer til Berlin og Paris. I 1857 udkom hans store åndfulde, men noget kaotiske roman "Hjemløs" (som fire år før var påbegyndt i "Nord og Syd"). Helten heri er en temmelig uklar person, som uden mål strejfer on i Europa, og som med tomme lommer fører en gentlemans liv, for omsider at ende som friskolelærer. Der er mange glimrende enkeltheder, men der mangler en fast plan. Også som dramatiker har Goldschmidt forsøgt sig i "Rabbien og ridderen", men hans talent egnede sig ikke i særlig grad for scenen. Det fineste og mest formfuldendte nåede han i sine jødiske småfortællinger, blandt hvilke "Maser" og "Avromche nattergal" vil stå som lysende mønstre. Her var Goldschmidt aldeles sig selv, gennemreflekteret og på en gang trohjertig og let ironiserende.
I sin modere alder kom han ind på en egen teologisk retning. Gennem jødisk-kristelig hedensk påvirkning arbejdede han sig frem til sin nemesisanskuelse, ifølge hvilken verden er en ordenenes verden, som ledes af den hemmelighedsfulde upersonlige Nemesis, "den levende lov for samfundet og sjælene". Hans syslen med denne abstrakte forestillingskreds var desværre ikke uden indflydelse på hans æstetiske produktion. For i de senere år skrev Goldschmidt ikke meget.
Vi vil ikke her gå nærmere ind på den afdøde digters store og omfattende virksomhed. Mange af hans enkelte fortællinger ville stå klart for læseren, også uden at vi behøver at minde om dem. For uagtet Goldschmidt væsentlig var reflektionens mand, forstod han med største kunst at skabe stemningsbilleder af en sådan fylde, at de efterlader et blivende indtryk. Skønt han kun har efterladt få større værker, vil hans bortgang føles som et nationalt tab. Budskabet om hans død vil vække deltagelse over hele landet, og det så meget mere som Goldschmidt ikke alene var digter i ordets almindeligste forstand, med ved siden heraf gennem sine periodiske skrifter har øvet en ikke ringe opdragende og befrugtende indflyldelse på sin samtid.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 16. august 1887, 2. udgave)
Meir Goldschmidt
Han døde mandag aften i sit hjem på Gammel Kongevej - otte og tres år gammel, med titel af professor og ridder af dannebrog. De yngre har med deres kendskab til ham som forfatter forbundet en ubestemt forestilling om, at til denne skrøbelige og længst dekorerede gamling knyttede sig et væsentligt afsnit af vort politiske og litterære gennembruds historie. I virkeligheden dels præger dels afspejler Goldschmidts livsvirksomhed overfladen af danske tilstande gennem et spand af omtrent fyrre år. Det er derfor værd at mindes denne virksomhed med få ord.
Meir Aron Goldschmidt blev født den 26. oktober 1819 i Vordingborg. Forældrene var velhavende jødiske købmandsfolk. Fra faderen, som var en ivrig beundrer af Holberg, fik den vordende forfatter et fond af humor og sikker iagttagelsessans i arv. Efter en glad barndomstid i den lille købstad kom drengen til København, hvor han blev sat i huset hos sin onkel. Det var et tarveligt og ortodoks hjem, gennemtrængt af jødedommen som af "en forunderlig atmosfære, der ikke nåede fra os ned til gaden, men bort til fjerne, af fantasien farvede tider." Her blev den unge Goldschmidt nøje fortrolig med den jødiske religions mystik og sære skikke; han fik det første indtryk af det sammenhold og den selvfornægtende kærlighed, som - opammet under forfølgelsen - er ejendommelig mellem medlemmer af jødiske familier, og sagtens har også følelsen af hans races forhadte og tilsidesatte plads i samfundet gennemtrængt drengen i denne periode og vakt hans harmfulde selvfølelse.
Imidlertid opgav faderen sin bedrift i Vordingborg og købte en gård i Valby, hvor drengen nu i tre år sugede styrke af landluften, stiftede bekendtskab med bøndernes levemåde og for resten tumlede sig overgivent i det grønne. Så kom han - fjorten år gammel - i det von Westen'ske Institut, hvor følelsen af den jødiske særstilling fæstnede sig i hans sind, og hvor han drev studierne med ihærdig flid. 1836 blev han student - til sin store skuffelse ikke med udmærkelse.
Han begyndte at studere medicin. "Jeg følte ikke ringeste kaldelse, undtagen for en ung piges skyld. Vi talte i al hemmelighed om at gifte os, og det skulle ske, når jeg fik eksamen. Men hun morede sig tillige med at gøre mig skinsyg, og så gennemgik jeg de tragikomiske lidelser, der hører den sygdom til." Goldschmidt tog ikke medicinsk embedseksamen. Derimod stiftede han - året efter at han var blevet student - "Næstved Ugeblad", som bragte hans første noveller, og hvorigennem han første gang trådte i forhold til politikken og publikum. Hans redaktørvirksomhed ved dette ungdommelige organ og hans påfølgende medarbejderskab ved "Dagen" var som en forskole for det bladforetagende, hvortil hans navn først og fremmest vil forblive knyttet - "Korsaren".
Idéen til dette blad opstod i "Læseforeningen" gennem samtaler med bohemer som Poul Chiewitz og flere andre gode hoveder. Det blev dog Goldschmidt og ham alene, som førte tanken igennem og styrede bladets dristige togt mod enevælden, i hvis møre skude det skød den ene breche værre end den anden, hejsende republikkens rene banner triumferende på toppen.
"Korsaren" er Danmarks første republikanske blad. Det priser republikken som den statsform, hvorunder der blomstrer "den første, den herligste, den kraftigste folkefrihed", og hvor "en bonde, en slet og ret borger, en ganske simpel arbejdsmand er ikke det ringeste slettere end en mand med fulde tyve aner." Den fri konstitution er for "Korsaren" kun en mellemting, en overgang til republikken. Bladet strejfer gentagne gange ind på det sociale spørgsmål og hævder i socialistisk ånd de fattiges ret til undervisning og betryggende arbejde. Den deler de undertrykte husmænds sag over for godsejerne og vidner, at den "med sine inderligste sympatier tilhører den store masse, der, skønt den kaldes "den simple almue", dog er folkets kerne og statens troeste støtte, når adelskabets og aristokratiets forgyldte sprinkelværk er faldet over ende". Bladet bliver intet almueblad; det henvender sig med sin fint tislebne satire, sit ætsende bid og sine stolte, uimodståelig morsomme tegninger navnlig til det intelligente publikum. Men det udretter ved at latterliggøre enevældens institutioner et underminerende frihedsarbejde, som er uvurderligt.
Naturligvis var "Korsaren" en slem torn i øjet på regeringen. Bladet fik den ene presseproces på halsen efter den og måtte hvert øjeblik skifte "stråmand" c: ansvarshavende redaktør. Men Goldschmidt tog altid tørnen af med ufornødent humør og forstod at vende brodden så behændig mod ophavsmændene, at han stedse vandt den intelligente opinion for sig.
1845 udgav Goldschmidt fortællingen "En jøde" med sin af indtrængende forståelse prægede skildring af jødens pinlige stilling i det danske samfund. Året efter kom et bind fortræffelige småfortællinger - ("Erindringer fra min Onkels Hus" o. a.). Forfatteren trak sig på samme tid tilbage fra "Korsaren" og rejste til Italien og Svejts; han omgikkes på sine rejser med forkærlighed revolutionære skribenter og partiførere. Oktober 1847 kom han tilbage til København, og i december samme år udkom første hæfte af hans ny månedsskrift "Nord og Syd".
Republikanismen og socialismen fra "Korsaren" bliver i Goldschmidts andet tidsskrift (som for resten efter den fri forfatnings indførelse går over til at være ugeblad) afdæmpet så vidt, at den kan formuleres som "Monarkiet med republikanske institutioner". Overhovedet skifter Goldschmidt efterhånden så småt standpunkt. Socialisten Fr. Drejer har ikke ganske uret, når han i et polemisk skrift (fra 1852) karakteriserer G. som ateistist-kristelig æstetiker, absolutistisk republikaner, kosmopolitisk rationalist, platonisk kommunist og aristodemokratisk grundejerven. Goldschmidt er nemlig ikke al tid den samme, når han behandler fremmede og nationale forhold. Alligevel udretter "Nord og Syd" gennem en årrække et betydningsfuldt æstetisk og politisk arbejde. Navnlig gennem sine litterære kritiker hæver det smagsniveauet, og gennem sin fintformede stil skærper det sprogsansen. 1861 stifter Goldschmidt ugebladet "Hjemme og Ude", hvori han desværre begår den slemme politiske fadæse at hidse regeringen til at afgøre det slesvigske spørgsmål med våbenmagt.
Fra denne periode daterer sig Goldschmidts fleste romaner og noveller. Han forbereder med sit gennemtrængende sjælsstudium og sin kunstnerisk udarbejdede stil det moderne litterære gennembrud her hjemme. Højst når han i små fortællinger som "Maser" og "Avromche Nattergal", men spredt i hans større arbejder - ("Hjemløs", "Ravnen" o. a.) finder man en vrimmel af fint sete og sikkert gengivne karaktertræk, naturligvis særlig af det jødiske liv. Hans betydning som forfatter er ikke mindst den, at han med sit intime kendskab til jødernes væsen har vakt forståelse og sympati, hvor der før rådede bittert racehad og fjendskab.
I den sidste halve snes år er Goldschmidt gledet ud af det offentlige liv. Han har gjort op med sin virksomhed i to bind "Livserindringer og Resultater" (1877), hvori han næst efter en indgående selvbiografi samler sin verdensanskuelse i en ejendommelig Nemesis-tro, som næppe hverver sjæle. Han søgte at gennemføre den i nogle småfortællinger, som var det sidste fra hans hånd.
Han skal i dag ikke mindes som den gamle, der omsider var krøbet til samfundets ridderkors - men som den ungdomskække "Korsar"-redaktør, den vækkende kritiker og den samvittighedsfulde kunstner han har været.
(Social-Demokraten, 17. august 1887)
Professor M. Goldschmidts jordefærd
fandt sted i går middags kl. 12 fra kapellet på den mosaiske kirkegård i Møllegade, hvor der havde indfundet sig en meget talrig forsamling. Det var selvfølgelig nærmest litteraturen i dens forskellige arter, der var repræsenteret ved denne lejlighed; således sås etatsraad H. P. Holst, professor H. F. Evald, dr. Schandorff og flere forfattere; endvidere Journalistforeningens formand. professor Hansen og flere publicister og journalister, bekendte københavnske forlæggere m. fl. Endvidere sås af repræsentanter for videnskaben professorerne Jul. Thomsen, J. Ussing, Joh. Steenstrup o. fl.; ligeledes var mødt general Wørishøffer, nogle rigsdagsmænd og i det hele en række mænd i fremragende stillinger fra forskellige områder. Den mosaiske menigheds repræsentantskab var officielt repræsenteret ved dets formand, etatsråd Glückstadt.
Meir Goldschmidt (1819-1887). Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.
Kisten var rigt smykket med kranse og palmegrene. Foruden de i går nævnte blomsterdekorationer fra Journalistforeningen og Kvindelig Læseforening kunne endvidere anføres andre fra det kgl. Teaters personale - der vajede flag på halv stang fra bygningen - fra det kgl. Teaters Kapel (en lyre af blomster), fra Studenterforeningen o. fl. Det ellers så prunkløse kapel i Møllegade var i anledning af sørgehøjtiden dekoreret med store plantegrupper, mellem hvilke der var placeret kandelabre.
Efter et orgeIpræludium afsang menighedens kor under anførsel af hr. Alb. Meyer en salme, hvorpå professor A. A. Wolff talte. Ifølge et af den afdødes familie udtalt ønske skulle han kun bede en bøn, men han ville dog først minde om, hvor stor deltagelsen havde været ved Goldschmidts bortgang overalt, hvor det modersmål lød, hvis mester den afdøde havde været. Heri lå der et vidnesbyid om, at han sent ville blive glemt. Han bad derefter til den Gud, om hvem den afdøde under hele sit liv stadig havde bekendt, at han betragtede ham som den eneste sande Gud, og bad ham sende trøst til de efterladte, hvorpå han sluttede med en jødisk hilsen der fremsiges når de afdøde stedes til den sidste hvile.
Kisten blev derefter båret fra kapeIlet ud på ligvognen, der førte den til den menigheden tilhørende del af Vestre Kirkegård. Her havde menighedens repræsentantskab overladt den afdødes slægt at udvælge et gravsted, og de havde hertil valgt en plads på et hjørne, som repræsentantskabet derpå bestemte skulle have et omfang som fire almindelige gravsteder. Her blev kisten nedsænket og jordpåkastelsen forrettet.
Dagbladet (København), 20. august 1887).
Begravelsen blev også referet med få andre detaljer i Skive Folkeblad, 22. august 1887.
Meir Goldschmidts gravmæle på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. På et hjørne og på størrelse med 4 almindelige personer. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.
Professor M A. Goldschmidts Jordefærd.
Omkring digteren Goldschmidts båre havde der i går samlet sig et så stort følge, som det lille kapel ved den mosaiske kirkegård i Møllegade på Nørrebro kunne rumme. Kisten, der var stillet foran den lille bedepult, var smykket med en rigdom af skønne kranse. Fra det kgl. Teater var afsendt en lyre samt kranse med signerede bånd fra Studenterforeningen, Journalistforeningen, den kvindelige Læseforening, den liberale Vælgerforening og fra "Morgenbladet"s redaktion.
I baggrunden af rummet stod der opstillet laurbærtræer grupperede om to mægtige syvarmede
kandelabre.
I sørgeskaren bemærkedes foruden den afdødes slægt, for hvilken han havde stået som en slags patriark, en mængde litterære personligheder, der på forskellig måde var kommet i berøring med Goldschmidt. Efter et præludium på orgel og afsyngelsen af Davids 10. salme holdt prof dr. Wolff talen. Han omtalte, hvilket tab landet havde lidt ved at miste digteren Goldschmidt, og den talrige tilslutning ved hans båre var en borgen for, at hans minde vil overleve ham og hans navn og arv erindres så længe dansk tungemål hørtes. I en række af år havde han virket, og Gud havde givet ham rige åndelige gaver og forherliget sig i ham. Herren ville derfor være ham en nådig dommer, thi det måtte siges, at Goldschmidt stred og kæmpede i ånden for at komme til at fatte og forstå den eneste sande i Gud. Alle burde med vemod dvæle ved hans minde og mindes vismandens ord, når han siger: "Den, der står på åndens tinde, hans ihukommelse er uforgængelig, hans navn vil leve fra slægt til slægt, og han vil finde nåde hos Gud." Disse ord passede på den afdøde, hvis navn nu var indtegnet med strålende bogstaver i fædrelandets annaler, og hvis navn vil nævnes så langt dansk digtekunst dyrke og forstås.
Efter at der var lyst fred over kisten, bares den under sang fra koret til ligvognen for at føres til Vestre Kirkegård hvor rabbiner D. Simonsen forrettede jordpåkastelsen hvorefter der blæstes en koral over graven.
(Dagens Nyheder, 20. august 1887).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar